TUR TIL RÜGEN 1990
Denne beretning blev skrevet til Sundby Sejlforenings blad og også bragt i Kastrup Sejlklubs blad.
Den er stort set bragt i sin oprindelige udgave, men der er så siden tilføjet nogle noter med bemærkninger i bagklogskabens klare lys.
Disse findes nederst - under beretningen - og der er henvisninger til dem undervejs i teksten.
TUR TIL ØSTTYSKLAND, WEEKENDEN D. 11-14/9-90
Finn Ejnar Madsen og jeg havde fablet en tid om at nå Østtyskland pr. sejlbåd netop i denne sommer inden vestens lyksaligheder totalt overtager hverdagen - i denne sarte overgangfase, hvor befolkningen fortumlet fumlede med alt det nye var på vej fra Vesten
Det lykkedes efter en hurtig beslutning onsdagen før "Anschluss" - den weekend, hvor de to tysklande skulle lægges sammen efter DDR-styrets sammenbrud.
Se et stort kort over Rügen nederst - eller klik her
Båden:
"Wahine", 27' platgatter uden motor, bygget engang i 1960'erne i mahogny over vandlinien, og eg under - på egespant.
Besætning:
2 voksne, Finn Ejnar Madsen og Stig Ekblom, samt min søn Martin, 14 år.
Mål:
Stralsund, beliggende under øen Rügen, 80 sm SSØ for Kastrup Gamle Lystbådehavn.
Søkort:
Dansk nr.188, Østersøen, og tysk nr.141, købt hos Weilbach for kr.158.
Afsted mod Rügen
Der var aftalt afgang fra Kastrup Gamle Lystbådehavn Fredag kl.13:00.
Finn kom sejlende fra Sundby Havn kl 12:40, men havde problem med nogle sprængte kordeler i styrbords undervant.
Vi enedes om at få det ordnet, for der var kulingsvarsel for Østersøen, NW-W, 10-15 m/s, så dette undervant ville få en hård opgave.
Kastrup Marine Service lavede et nyt på 20 minutter, så kl. 14:00 var vi ude af havnen.
Vi satte kurs 170 grader ned mod Falsterborevet, hvor søen var ret skrap, derefter 165 grader lige på Rugen.
Vinden var frisk W, men øgedes efterhånden til kuling.
15 sm N for Rügen drejede vinden til NW og aftog lidt, det klarede noget op.
Kl. ca. 24:00 var vi udfor Rügens nordspids (øen Hiddensee), ved fyret Dornbusch, som er et meget kraftigt lynfyr.
Af 2 muligheder for anløb havde vi valgt den sydlige ved Gellen, i håb om at kunne sejle til Stralsund endnu i nat. 65 sm på 10 timer fortæller om god vind.
Det gik fint med at finde fyret Gellen og ledefyrene til rendens første del, men så hørte festen også op.
Ledefyrene til næste del af renden var der ikke, så vi måtte famle os fra mærke til mærke, der stod med ca. 2 kabellgd. afstand.
Vi tabte sporet og baksede rundt, dybere og dybere ind mellem grundene og stranden.
For anker i pålandskuling
Vi opgav at finde renden igen og Finn besluttede at kaste anker for lige at overveje situationen.
Vinden var øget igen til kuling. Grundene dæmpede søen noget, men udsigten til en nattesøvn ganske tæt på en kyst med pålandskuling var ikke lovende.
(*senere tilføjelse: note 1, om
Finns synssvigt, klik her)
Ankergrejet viste sig dog at være glimrende, et tungt dræg med 25 m kæde.
Da Finn havde droppet ankeret, så jeg lige ved båden noget stort og sort, et styrbords-mærke. Vort forehavende var alligevel lykkedes, så vi havde ankret lige i kanten af renden.
Vi besluttede imidlertid at blive her til morgengryet, en vildfarelse længere inde bag grundene ville kunne føre til forlis.
Finn og Martin sov, og jeg tog ankervagten. Hvert 25. minut var jeg oppe og få håret blæst igennem, og konstaterede, at der ikke var skibe i sigte, og at mærket lå hvor det lå - vi rokkede os ikke ud af stedet.
Ved morgengryet, mens vi gjorde klar til at kæmpe med at få ankeret op, kom der alligevel en kanaltanker mosende ind gennem renden mod os.
Der var plads til dem, og de rev ikke vores ankerkæde med sig, men de gloede godt på os i forbifarten.
Med stort besvær fik vi ankeret fri, men i søgangen havde storsejlsfaldet slået sig rundt om salling og mast.
Den brusende strand var nu højst 1 kabellgd. fra os - op med fokken, dreje skibet med ankeret hængende over bunden.
Vi dalrede ind gennem rækken af tønder.
Ind i sølæ bag øen, gennem det krumme løb forbi de to overeetfyr, der ville have kunnet lede os sikkert ind bag øen, hvis de ellers havde været tændt...
Forbi nogle store sandpumpere i fuld gang med uddybning, og forbi en lille havn.
Anløbet nordfra mod Gellen
Ankring i pålandsvind - uhyggeligt tæt på den brusende strand. Der var ingen lysbøjer dengang.
Videre ad den gravede rende gennem vidtstrakte grunde så lave, at mågerne stod på højben over vandet.
Tæt forbi nydelige engdrag, siv, buskadser og lunde, meget lig indsejlingen til Præstø, videre ud i åbent sund, hårdt drej med renden mod Stralsund, der viste sig forude med store tårne og flotte bygninger.
Stralsund
Ind i den store industrihavn, sammen med en lille færge, der langtudede for at vise os sin magt og få os til at humme os.
En lille rundtur i havnen, ind foran den igen tudende færge, og hen ved nogle småbroer ved ydermolen, hvor der lå østtyske lystbåde og sågar en enlig svensker.
Vi fortøjede og rendte straks op i byen, som er ret forfalden, men ganske flot.
En stor del af byen er omringet af en kraftig fæstningsmur, sikkert fra storhedstiden som Hansestad.
Forretningerne bugner allerede af vestlige lyksaligheder med feks. blade med nøgne piger, en utænkelighed for 1 år siden.
Det er dog stadigt muligt at købe østtyske produkter til østtyske priser, men den kikkert, jeg var ude efter, var udsolgt.
Vi fandt også en bådudstyrsforretning med et uhyre begrænset vareudbud, udelukkende importerede varer.
Det viste sig, at indehaverne var to unge vesttyskere.
Finns akkumulator var blevet flad på turen, og bådudstyrsfolkene tilbød straks at hente akkumulatoren og bringe den tilbage søndag morgen kl. 06:30 i opladet tilstand.
For dette krævede den flinke mand den fyrstelige sum af 10 D-Mark, altså knap 40 kr.
Med dette serviceniveau må de have en stor fremtid.
Det skal nu nævnes, at priserne i forretningen ellers lå på linie med de danske.
Aftensmaden lørdag blev spist på et lille værtshus ved havnen, hvor en halv snes unge gutter varmede op til nattens udskejelser i byen.
Bockwurst med kartoffelsalat, uhyre beskedent og billigt.
Der var to video-spillemaskiner, tydeligvis hastigt indkøbt og opsat.
Naturligvis med brutale krigsspil.
Musikken i værtshuset var klassisk af Beethoven, og det så de unge mennesker ud til at trives fint med.
Afgang
Søndag morgen kl. 07:00 stod vi ud af havnen med beslutning om at gå hele vejen "indenskærs" til Rügens Nordspids, en tur på 16 sm gennem utallige snævre løb.
Vinden stod i stik N, så i en motorfri båd betød det utallige kryds med vekslende slaglængde. Der er lange stræk med render på kun 30 m. bredde.
Vi passerede spændende og fristende landskaber, sejlede over spændende vande med lave grunde og dybe bredninger.
Det hele minder om Roskilde- og Isefjord, men kun omgivet af smalle bræmmer af land.
Det gør det så frisk og giver løfter om pragtfulde sommeroplevelser med havluft og havbade trods "indenskærs" sejlads.
Vi så indbydende småhavne, der kaldte på snarligt besøg, mens vi flintrede rundt mellem de meget tætplacerede og omhyggeligt nummerede tønder.
Om dagen er her absolut intet problem, men om natten kan man kun komme et stykke ind, før lystønder og ledefyr hører op. Til gengæld er der gode ankrings-muligheder ved anløb om natten, når man anløber gennem Libben, altså Ø om Dornbusch.
En fejllæsning i søkortet medførte et bump over grunden, men vi hang ikke i.
Endelig nåede vi den sidste snævring før åbningen mod Østersøen.
Her var så tydeligvis årsagen til de slukkede overeetfyr ved den anden indsejling, for her var grænsestedet, et lille broanlæg med duc d'alber og en stor sort/hvid motorbåd.
Idet vi vendte lige foran motorbåden, sprang en mandsperson i hvid ærmeløs undertrøje op og kiggede på os ud af ruden.
Vi vinkede til ham, og så vinkede han til os, og vi krydsede videre ud af renden.
Dette var vores eneste, og jeg gentager, absolut eneste møde med de østtyske myndigheder.
Vores omhyggeligt medbragte pas blev ikke vist til nogen, ingen viseringer eller klareringer, det var næsten nemmere end en sverigestur.
Og ikke eet krigsskib så vi.
Så hørte heldet også op. Ca. 8 sm. N for Dornbusch svandt vinden ind til intet, og vi lå fra kl. 13:00 til kl. 01:00 stort set uden at røre os.
En svag brise rejste sig så langsomt fra S-SW, og vi satte spileren og gled mod Møn, hvis fyr længe havde lavet et lysskær i horisonten, og hvis sorte kontur var tydelig i den stjerneklare nat.
Mens vi gled af sted i natten, mødte vi et grufuldt syn.
En slæbebåd i det fjerne viste sig at komme trækkende med en uhyggelig tingest, som nærmere på viste sig at være et kæmpemæssigt betonmonster af ubeskrivelig form og med ufatteligt formål.
Vi kunne med begge parters ringe fremdrift have smuttet foran, men vi valgte at vige, mest af frygt for at blive sejlet over af monsteret, hvis vi pludselig gik i stå foran ekvipagen.
Slæbebåden lyste agterud på uhyret med store projektører, hvilket gav det et spøgelses-agtigt skær, som blev rædselsvækkende ret agtenfra.
Vi forestillede os, at en sovende, der netop i dette øjeblik kom op og så monsteret, ville blive fuldstændig vanvittig af skræk over dets truende størrelse og form, og med det gyselige lysskær omkring sig, uvidende om, at det ikke nærmede sig.
Det gakkede fata morgana i denne sorte vandørken gjorde os helt elendige af grin, vi hulkede i lang tid, mens synet forsvandt i S-lig retning.
Kl. 05:30 anløb vi Klintholm Havn i svag S-lig vind.
Den er såmænd meget pæn, dog ikke 150 kr. pr. overnatning værd, og vi forlod den kl. 07:00 efter en telefonopringning.
(*senere tilføjelse: note 2, om telefonopringningen, klik her)
Vi gled for spiler tæt forbi Møns Klint, der lyste hvidgult i morgensolen, et fantastisk smukt syn.
(*senere tilføjelse: note 3,om kompas-problemer Fakse Bugt ved Møn, klik her)
Vinden øgede langsomt, og hjemturen endte med temmelig frisk vind, spileren røg først ned ved anduvningsslikkepinden ved Sundby Havn kl. 16:00.
En pragtfuld tur, et lille eventyr, et møde med et nyt sejlerparadis.
Østersøen er for os skrumpet til det lille indhav, den reelt er, men ikke har kunnet få lov til at være pga. bureaukratiske og militærhysteriske forholdsregler gennem årtier.
Det var det værd at få balladen for udeblivelsen fra arbejdspladsen på en højhellig mandag...
Tilføjelser og noter:
Bemærkning, december 2007 :
Nu, over 17 år efter, og hvor Finn Ejnar Madsen døde for 4 år siden, har jeg efter gennem-læsning af beretningen fundet det rimeligt at lave nogle tilføjelser til min oprindelige beretning, der blev lavet til Sundby Sejlforenings blad - og også bragt i Kastrup Sejklubs blad.
Jeg havde mødt Finn helt tilfældigt i1988 - og derefter en række tilfældige møder - og det førte til en række sejlture sammen.
Læs mere om disse møder - og de fælles sejlture, vi fik sammen.
*(note 1):
Denne sejltur var præget af den gemytlighed, der indtil den senere sejltur til Færøerne karakteriserede Finns og mit forhold, når vi foretog fælles sejlture.
Men på netop dette tidspunkt, hvor vi forsøgte anløb af Gellen i det buldrende mørke, og hvor Finn sad nede i kahytten og forsøgte at finde vores position på kortet, satte han i et jamrende skrig: "Jeg kan ikke se...!!!"
Her, et par år før Finn fyldte 50, var hans langsynethed netop kommet op på det niveau, hvor man med eet - med trætte øjne og dårligt lys - ikke kan se de små tal, symboler og bogstaver i søkortet.
Det kommer til os alle, men ikke under lige dårlige betingelser.
Finn måtte derfor overlade tydningen af kortet til mig - og det gjorde (uretfærdigvis) ikke hans utryghed ved situationen mindre.
Dette har uden tvivl været medvirkende til hans egentlig ret kritisable beslutning om at ankre - i pålandskuling og så tæt på den brusende strand.
Dengang tilskrev jeg hans beslutning en stor erfaring udi ankring, men idag vil jeg nærmere beskrive det som en panikhandling.
*(note 2):
Egentlig var formålet med anløbet af Klintholm Havn, at Finn måtte ringe til Hvidovre hospital, hvor han var sat i arbejde som psykolog efter langtidsarbejdsløshed, et såkaldt svingdørsjob. Vi kunne jo ikke nå hjem, så han kunne komme på arbejde, så han valgte at melde sig syg.
For at gøre dette, skulle han ringe til overlægen, men lige idet han fik kontakt med ham og med sørgmodig stemme havde erklæret, at han desværre var blevet syg, satte en fiskekutter motoren igang med meget lydelige dunk-dunk - ganske tæt på telefonboksen.
Martin og jeg knækkede sammen af grin, og Finn havde temmelig svært ved at holde masken overfor overlægen.
*(note 3):
På dette stræk oplevede vi noget, som man som erfaren sejler tror, at man ikke skal opleve, men som man lærer af når man har oplevet det.
Da vi slap Møn, sejlede vi deropad mod Falsterbo Rev Fyr og Drogden, men jeg kunne ikke forstå at Møn lå der hvor den lå agterude, og at man overhovedet ikke kunne skimte Stevns hvor den skulle være forude lidt til bagbords i det forholdsvis klare vejr.
Ved at bruge mit evindelige pejlekompas kunne jeg konstatere at noget var helt galt.
Finn sad i underbukser i cockpittet og solede sig, og alt var hygge - radioen kørte med P1.
Den stod altså bare lige under skotkompasset - og det viste sig, da vi flyttede den, at den gav en deviation på 30 grader!
Så jo, nu kunne man lige pludselig alligevel godt skimte Stevns forude til bagbord - hvor dum kan man være?
Tankevækkende, hvad det kunne have medført i mindre åbent farvand - med forræderiske grunde i nærheden...
Her kan du gå direkte til andre beretninger fra Rügen-turene
Beretning fra tur i spækhuggeren "Puha-da" - skrevet i 2010 med oplysninger og fotos, der især supplerer nedenstående.
Anløb af Kloster, Ralswiek, Breege, Stralsund, Moritzburg og Zickersee
12 år efter "Anschluss" - igen i spækhuggeren "Puha-da".
En lang beretning med mange fotos.
Kloster, Stralsund, Gustow, Lauterbach, Putbus, Zickersee og Sassnitz
Familietur rundt om Rügen - en del supplerende fotos og oplysninger til ovenstående, bla. om Sassnitz og kolossen i Prora
Beretningen om en biltur - kan supplere de ovenstående fortællinger med en masse oplysninger og billeder. I den før-digitale tidsalder endnu i 2005 var man jo temmelig nærig med at tage fotos - det er der her rådet bod på
