Turen til Rügen 2002:
Fra Kastrup til Møn, gennem indløbet ved Libben og ind til Kloster. Så nedad til Stralsund og videre til Gustow, Lauter-bach, Zicker og Sassnitz og tilbage til Kastrup gennem Falsterbokanalen
Sejltur til Rügen 2002
Allerede i 1990, en uge før sammenlæg-ningen af “de to Tysklande”, var jeg for første gang på en sejltur til Rügen sammen med min søn Martin og min ven Finn Ejnar Madsen
se beretningen "Rügen - en uge før Anschluss"
Kun 2 år efter denne første tur, nemlig i efteråret 1992, foretog jeg (Stig Ekblom) sammen med min ven Jonny i hans dengang nyerhvervede spæk-hugger dertil igen og kunne allerede da konstatere enorme forandringer.
Stralsund var under kraftig renovering, men arbejds-løsheden i hele området var oppe nær de 80 pct.
I de små byer ude på Rügen var der trøstesløst og fattigt.
Folk som vi snakkede med, var langtfra glade for udviklingen siden DDR-styrets fald. Flere beskrev det sådan at det var som om de havde tabt en krig...
Nu - 10 år efter Jonnys og min første tur til Rügen - ville vi ned og se hvad der så er sket i den forgang-ne periode - igen i Jonnys spækhugger "Puha-da".
Vi havde hørt eet og andet om mange nye marinaer og den megen turisme, men vi havde nu ikke fore-stillet os det så voldsomt, som vi kom til at se det.
Gennem årene har jeg været sejlende til Rügen 4 gange i årene 1990-2005 og kørt een gang i bil i 2017.
Dermed har jeg kunnet følge udviklingen fra lige efter DDR-styrets sammenbrud i 1989 - henover den krisetid, som hele området kom ind i efter sammen-lægningen mellem de to Tysklande - og så frem til i dag, hvor det må siges, at man kan konstatere en markant fremgang og velstand.
Øen Rügen er omgivet af smalle sunde og flænget af dybe fjorde, bugte og indsøer.
Mod nordvest er den skærmet mod Øster-søen af øen Hiddensee, der dermed er med til at skabe et særdeles beskyttet sejladsom-råde rundt i og omkring en stor del af Rügen
Se et stort Rügen-kort nederst - eller klik her
Afsted fra Kastrup
Jonnys spækhugger D50 "Puha-da".
Båden blev bygget i en serie af nogle lærlinge i Svendborg.
Den var yderst velholdt og udstyret med teakdæk og mahognyruf, så den vakte opsigt i havnene.
Alle troede at den var en træbåd...
Næste morgen kl. 9:00 kom vi afsted igen - også i frisk vind fra N-NØ - og søen var ikke blevet mindre siden i går - tværtimod.
Nu sejlede vi på noget nær halvvind, så det gik stærkt og kraftfuldt til.
Jonny ved roret i spækhuggeren "Puha-da" - med påhængsmotor! På turen i 1992 nægtede jeg, at vi skulle have motor med - men dette år ville han absolut have den med.
Vi brugte den kun to gange på hele turen!
En times tid efter at Møn var forsvundet under kimingen, dukkede toppen af Dornbusch frem forude - den høje nordspids af den lange ø Hiddensee, der danner det vestlige bolværk mod Østersøen, så de indre Rügenvande bliver lige så fredsommelige som Roskilde Fjord.
På toppen af Dornbusch står et fyr med en flammehøjde på 95 meter over havet og med lang rækkevidde, 21 sømil.
Nu fik vi altså et dejligt styremærke, men samtidig mange flere plaskere ind over låringen, sikkert på grund af den aftagende vanddybde som rejste søen yderligere.
På vej ind i bugten under Dornbusch aftog vinden, og vi gled efter 32 sømils overfart roligt gennem det snævre løb mellem grundene i den nordlige indsejling til Rügen-området.
Som sædvanlig kunne vi more os over de omhyggeligt nummererede sømærker, som godt nok ligger tæt i forhold til typisk dansk afmærkning.
Tønderne er ovenikøbet nummerede, så man simpelthen ikke kan komme i tvivl om hvor langt man er kommet i forhold til søkortet.
Kloster
Vi drejede til styrbord ad førstkommende “tøndeallé”, og derefter igen styrbord mod nord for at komme op til den lille by Kloster under Dornbusch.
Havnen så ud til at være under kraftig ombygning, men 3-4 kabellængder før denne kunne vi se en klynge både, der lå ved et lille anløbssted i sivene.
Bådene var fortøjet til en lillebitte coaster af den art, som jeg havde set i massevis af den første gang jeg var ved Rügen.
Anden gang vi var der - altså allerede 2 år efter, var de fuldstændigt erstattet af vesttyske mercedes-lastvogne, og en del ligger nu som vrag rundt omkring.
I stedet for at sejle ind til havnen lagde vi os også uden på den delvist sunkne coaster.
Det var iøvrigt interessant at gå på opdagelse i skibets små kahytter og se levn fra dengang skibet futtede rundt med korn og varer til og fra de små anløbssteder i de vidtstrakte indre farvande i hele Forpommern.
Vi spadserede hen til havnen for at se hvad der foregik dér. Havnen viste sig for tiden at være lukket for anløb for lystbåde, for den skulle udvides til en lille marina, og samtidig skulle udflugtsbådene have bedre faciliteter.
Den lille by viste sig - på de 10 år, siden vi havde været her sidst - at være blevet forvandlet til et sandt ferieparadis med nymalede huse og et fuldstændigt renoveret kurhotel.
Det sidstnævnte er yderst smagfuldt indrettet og sandsynligvis helt i overensstemmelse med den oprindelige arkitektur. Alle husene i byen har nytækkede stråtage og er nydeligt hvidkalkede i modsætning til før, hvor de var skiddengrå med rustne bliktage.
Ærgerligt at vi ikke tog billeder af området sidst vi var her, det havde virkelig givet nogle sigende før-og-efter-billeder.
Her var kommet minimarked med - blandt meget andet - hjemmesyltede agurker på trætønder, og det myldrede med cyklende turister; for biler har nemlig ikke adgang til stedet. Midt i byområdet beså vi ruinerne af det gamle cistercienserkloster, der har grundlagt og navngivet byen. Det eneste opretstående bygningslevn fra klosteret er den fine gamle kirke, men fundamentet af klostermuren er fremdraget, så man kan danne sig indtryk af klosterets størrelse.
Der ligger en økologisk forsøgsstation tæt ved havnen, og det er tydeligt at man ved at udnævne stedet til nationalt beskyttelsesområde vil sikre at forholdene forbliver i pagt med naturen. Så jeg er sikker på at den fremtidige udvikling vil bevare stedet lige så attraktivt som det er nu.
Afsted mod Stralsund
Næste morgen tog vi afsted fra det lille anløbssted med kurs mod Stralsund, et “indenskærs” stræk på 17 sømil.
Vinden var svag fra vest, og vi kapsejlede hele vejen med en langt større båd, hvis ejer tydeligvis ikke kunne få ind i sit hovede at den der lille båd som vi sejlede i uden videre kunne hamle op med ham i den svage vind - som jo netop er spækhuggerens store styrke.
Han trimmede som en vanvittig, men kun når vinden tiltog lidt kunne han avancere - kun for at opleve at vi tog ham igen, når den aftog.
Langsomt steg luftspejlingen af tre store kirker flimrende op over kimingen sydpå sammen med fremtoningen af en stor blå værftshal; vi nærmede os Stralsund.
Vi ankom om eftermiddagen til den nordlige havn, hvor vi med noget besvær fandt en “grøn” plads ved en flydebro. Vi gik straks en tur i byen, og lagde da vejen om efter hvor vi formodede at toldkontoret lå - uden at kunne finde det.
Schengen-aftalen, der jo skulle gøre grænsepassage meget nemmere, har - i hvert fald på papiret - gjort det meget mere besværligt for os lystsejlere.
Men som vanligt viste det sig at der intet skete ved ikke at overholde vores “meldepligt i første ankomsthavn til et Schengen-land”. Vi fandt aldrig en tolder at melde os til.
Det viste sig at være billigt at spise på restaurant, så efter at have kigget ind en lang række steder rundt i byen uden at finde noget der fristede os, endte vi nede på havnen på en græsk restaurant, “Jorgos”. Maden var glimrende og rigelig, og den kostede kun 8 Euro, svarende til ca. 60 kr pr. kuvert.
Næste formiddag gik vi igen tur i byen. Sidst vi var her for 10 år siden, var der påbegyndt en omfattende restaurering af bygninger i store dele af byen, og den er ikke helt gennemført endnu - der er endnu en del “vrag” tilbage at tage fat på.
Men vi kunne konstatere, at man ligesom i Kloster er uhyre nænsomme ved restaureringen, og at man bestræber sig på at bevare alt som bevares kan - så oprindeligt som muligt.
Stralsund har jo i årrækken med DDR-styret undgået den hæmningsløse modernisering som alle vores byer i samme periode er blevet udsat for - så de gamle huse er blevet stående som de var - kun udsat for forfald.
Det har givet mulighed for at genskabe byen i en historisk set enestående uberørt tilstand, så vi kan træde lige ind bybilleder som i forgangne århundreder og endda blive der gennem store dele af en byvandring.
Havnekontoret på Stralsunds havn
- i fineste stil
Et af de utroligt flotte pakhuse på havnen i Stralsund
Stralsunds middelalderlige rådhus i pomp og pragt.
Man kan gå rundt inde under det i gadeniveau
Fornemme patricierhuse præger hele den store bykerne - men alle er ikke helt klar endnu
Vi besøgte de tre største kirker - og de er store - og beundrede deres umådeligt rige inventar.
Alle tre er fra hansetiden, fra omkring år 1200. De to af dem er snart fuldt restaurerede, men den sidste står endnu hen i skrækkeligt forfald.
Under krigen blev den ryddet for inventar - for at redde det fra mulige bombninger - men det hele er siden blevet opbevaret under elendige og uforsvarlige forhold, så det har lidt ubodelig skade.
Tænk hvilken skæbnens ironi:
den enorme indsats, som de hen-givne kirkefolk dengang gjorde for at frelse kirkens inventar for følgerne af et eventuelt bombardement, har på det nærmest medført dets undergang.
Tiden vil vise, om der kan rejses økonomi og kræfter til at bringe det engang så fornemme inventar tilbage til dets oprindelige storhed.
Her til højre ses den største af de tre største kirker i Stralsund
Som disse, der endnu står helt urenoveret - så man stadig kan se, hvordan hele byen har set ud for bare få år siden
Der er masser af middelalderlige borgerhuse, og stumper af den oprindelige bymur indgår i bebyggelsen mange steder endnu.
Som her på billedet til venstre, hvor det ses, at dele af den gamle fæstningsmur titter frem hist og her.
Det gør Stralsund til en fantastisk spændende by, hvor man virkelig kan fornemme dens glorværdige fortid som hansestad.
Et kig ud over middelalderbyen Stralsund - fra det højeste kirketårn, som ses til højre i billedet højere oppe på siden.
Vi gik op ad de umådeligt mange trappetrin i den største kirkes tårn, 104 meter højt, og nød ligesom sidst den storslåede udsigt over byen og dens smukke omgivelser.
Heroppefra kan man helt tydeligt se middelalderbyens ældgamle byplan med volde, bymur og byporte - kun åben ud til dens vigtigste facilitet, havnen.
Fra den har de magtfulde hansekøbmænd drevet deres verdensomspændende handel og bragt de uhyre rigdomme til byen, som vi endnu idag kan beundre i form af de fornemme pakhuse, borgerhuse og det fantastisk udsmykkede rådhus, de kolossale kirker og de mange klostre.
Videre
Nu var det om at komme videre - en forhindring skulle overkom-mes.
Strelasundsbroen midt i havne-området åbnede kun tre gange om dagen - nemlig een gang morgen, middag og aften.
(Obs: efter bygningen af højbroen ved siden af er der kommet 6 åbninger om dagen)
Resultatet af disse alt for få åbninger blev så, at der lå alt for mange skibe og både og ventede på at komme igennem, så man kun kunne tillade gennemfart fra een side ad gangen.
Det tog sin tid - næsten tre kvarter, før alle var igennem
Vi slap igennem kl. 17:25, hvorefter vi på kort tid sejlede de kun knap 6 sømil nedenom halvøen Drigge til vores mål Gustower Wiek.
Gustow
Her ville vi tilbringe natten.
I bunden af denne vig ligger et øde landingssted, hvor vi var eneste båd.
En mindre sejlbåd havde nu fulgt efter os derindad, men efter at den gik på grund i mudderet - tydeligvis på grund af manglende navigatorisk viden eller søkort - startede besætningen motoren og stæsede ud igen.
Den stille dag blev fulgt op af en natlig blæst fra vest, men det var kun vejrmeldingen der kunne fortælle os noget om den.
De høje træer i den nærliggende skov tog ethvert vindpust, så vi lå som i en stille skovsø.
Næste morgen gik vi en tur på et par kilometer til den nærliggende landsby Gustow, hvor vi endda fandt et lille minimarked, og hvor vi købte lidt ind til aftensmad og diverse.
I byen ligger også en lille "kullet" (tårnløs) kirke fra den tid hvor Rügen var dansk bispedømme.
Arkitekturen ligger aldeles op ad den danske, men den senere danske mode med at bygge tårn på kirken er ikke blevet fulgt op - måske af økonomiske årsager.
Mod Lauterbach
Klokken 14 afsejlede vi med kurs mod Lauterbach, som vi også anløb da vi var her sidst.
Turen på 18 sømil var hurtigt klaret.
Den sidste halvdel af turen hertil går gennem den største af Rügen-områdets bredninger, Greifwalder Bodden.
Havnen ligger lige ved øen Vilm (udtales “film”), der var DDR-ledelsens ferieparadis, og som dengang var aldeles utilgængelig for offentligheden.
Det er den næsten også nu, idet den er blevet udnævnt til økologisk forsknings- og beskyttelseområde. Man kan dog - mod klækkelig betaling - få adgang til en guidet sejltur til øen med rundgang.
I Lauterbachs erhvervshavn lå denne lange slæde af et hotelskib til kajs. Sådanne flydende hoteller sejler stadig på de østtyske kanaler, som før hovedsagelig anvendtes til en intensiv varetransport.
Gennem de adskillige gange, jeg har været i det gamle DDR siden midten af 1970'erne, har jeg set masser af de lange fragtere, der mosede rundt på kanalerne.
Ofte så man feks. en barnevogn og vasketøj til tørre på agterdækket. Hele familien var altså med ombord og levede i deres egen lille mobile familievirksomhed.
Men nu er langt det meste af den varetransport flyttet over på landevejene og overtaget af vest-tyske vognmandsfirmaer med store Mercedes-lastvogne.
Lauterbach Havn har undergået nogen forandring, idet togbanen er blevet ført helt ned til selve havnen, og der er bygget en stor marina udenfor.
Før udgjordes lystbådehavnen af nogle små forfaldne broer i den nordlige del af den ret store erhvervshavn - med et hyggeligt lille sejlklubhus, hvor man frivilligt kunne lægge de havne-penge, man syntes man ville betale for de yderst sparsomme faciliteter, der dengang var til rådighed.
Nu er der - ude i marinaen - nogle pragtfulde toiletter og bademuligheder, og det koster 8 Euro (60 kr.) at overnatte.
Langs een af broerne i marinaen er der udlagt flydende feriehuse, hvor landkrabber kan nyde havnelivet på første parket.
Men nu her i september var der ikke meget for dem at se på i den retning, havnen var stort set tom for både.
I det fjerne lød dampfløjters piften, hvilket ligesom sidst vi var her fortalte at der her fra Lauterbach over den fantastiske by Puttbus og ud til badebyen Göhren på den østlige Rügen-kyst kører et helt fantastisk smalsporstog, “Der rasenden Roland”.
Flere forskellige småbitte damplokomotiver trækker de små og utroligt nuttede, men veludstyrede togvogne afsted under fløjten og prusten.
Mærkeligt at tænke sig at denne “kleinbahn” var et hverdags-transportmiddel for Rügen-boere for bare halvandet årti siden.
Nu er alt jo restaureret - sikkert nærmest til ukende-lighed for de daværende brugere af banen.
Der er desuden tilført en del lokomotiver og vogne fra andre smalsporsbaner i Tyskland, så det er blevet en rigtig fin museumsbane - og det må da være et virkeligt godt kort for turismen i området at have den her.
Her til venstre ses en af de istandsatte vogne - bemærk kakkelovnen, som man kan se ind gennem forreste vindue
Der Hornfisch
Ved havnen ligger nu adskillige restauranter og endda en nogenlunde velassorteret bådudstyrsbutik - tilhørende det lille bådeværft, der tydeligvis havde gang i apteringen af en nybygning, en båd på vel 35 fod - så der må være nogen der er kommet til penge i dette område - eller også udnytter "wessierne" de lave lønninger i det gamle Østtyskland.
En af havnefrontens fortovsrestauranter, den ret spøjst udseende “Der Hornfisch”, lokkede med billige fiskeretter, for eksempel stegt “Ostseeflunder mit Bratkartoffeln und gemischtes Salat” for 6 Euro - altså lige over 45 kroner.
Vi gik indenfor i det meget trange lille interiør, og vi fik da virkelig en oplevelse ud af det.
Der blev spillet behagelig og melodiøs tysk rock i stil med Björn Afzelius, og der var pyntet op med underlige maritime og tekniske dimser.
Ved et bord sad en dukke i fuld størrelse, klædt ud som en gammeldags havnebums med hvidt strithår og laset tøj - han hang ind over bordet, som om han var fuld og træt.
Lamperne over bardisken udgjordes af sølvbronzerede Trabant-cylindre. På væggen hang en halv harmonika blandt gamle søkort fra fjerne steder, og på det ældgamle klaver stod som skulptur en lodretstillet krumtapaksel med stemplerne på fra en gammel fly-stjernemotor.
Virkelig finurligt det hele.
Vi satte os og nød miljøet, der osede af hygge og lokaltrivsel, og da vi efter ganske kort tid fik den veltillavede mad serveret af kokken - der havde stået og tilberedt den lige for øjnene af os - kunne vi kun være fulde af anerkendelse for det hele.
Et sted vi så frem til komme igen hos - og det kan ikke anbefales nok....
Putbus
Byen Putbus set ovenfra
(foto: http://www.ruegen-web.de)
Næste morgen spadserede vi - ligesom da vi var her for 11 år siden - til byen Putbus, der ligger 2 km fra havnen.
Putbus var i midten af 1800-tallet en mondæn ferie-by for de virkeligt rige i Tyskland, og arkitekturen er fantastisk.
Da vi var her sidst var byen nærmest en uhyggelig spøgelsesby i dybt forfald, men nu er der allerede så istandsat, at man virkelig kan fornemme den luksuriøsitet som den har været præget af engang.
Nu befolkes byen af almindelige turister, der bor i de tidligere rigmandspaladser, som ligger i ring omkring en rund park - en såkaldt “cirkus”.
Kostskolen
Her til højre ses den private kostskole som byen oprindelig voksede op omkring i første del af 1800-tallet er nu IT-kollegium - og ikke helt restaureret på bagsiden ligesom flere af de andre bygninger.
Men facaderne står så stateligt og flot som dengang.
Dog ikke på bygnin-gen her til venstre, som er en af de få tilbageværende ruiner i Putbus
I en kæmpestor park ved siden af bycirklen har der ligget et fantastisk fyrstepalads, som desværre er væk, da det i DDR-tiden blev revet ned i 1962 - efter en brand.
Billedet herover er fra Wikipedia.
Byen rummer et stateligt gammelt teater, der nu er blevet restaureret og taget i brug.
Spøgelserne er næsten fordrevet, og byen fremstår som endnu et af de mirakler, der gør Rügen-området så værdifuldt at opleve.
Vi genfandt med noget besvær togstationen og beundrede igen de fine lilleput-lokomotiver og togvogne.
I og omkring remisen arbejdedes der ihærdigt med vedligehold og restaurering af materiellet.
På tilbagevejen mod havnen gik vi en lille omvej gennem den lille fiskerby Neuendorf vest for Lauterbach.
Den består af idylliske gamle fisker-huse - alle omfattende, men nænsomt istandsatte - og næsten alle med skiltene “Zimmer frei” ude ved vejen.
Alt her står i turismens tegn.
Rundt om Vilm
Vi sejlede afsted fra Lauterbach om eftermiddagen - gik nord om øen Vilm for at tage den 6 sømil korte distance over Greifwalder Bodden til Zickersee, som vi også gik ind i sidst vi var her - bare lige for at overnatte.
Ligesom sidst vi var her mødte vi øst for Vilm en lille udkigspost, placeret midt ude i vandet og kun med eet lille grimt hus på - og med mulighed for at et fartøj kunne lægge til hele vejen rundt.
De gange jeg har mødt det, har alle ombord været overbevist om at det har været een af de nærmest paranoiske sikkerhedsforanstaltninger der har tjent til at betrygge DDR-ledernes ophold på ferieøen, og det har virket skræmmende og frastødende for os at se på.
Vi har tænkt på modsætningen mellem det karske liv på fortet og så DDR-ledernes fede liv på Vilm.
Men senere har en læser,Thomas Gidlöf, henvendt sig til mig og udlagt stedet som en afmagnetiseringsstation
- altså et sted hvor stålskibe kan sejle hen og blive afmagnetiseret, så deres kompas ikke viser forkert på rejsen.
Er det mon min eller DDR-styrets paranoia, der har været på spil her?
Zickersees lyksaligheder
Zickersee er en pragtfuld naturhavn - sidst vi var her brugte vi den kun som ankerplads. Jeg roede godtnok ind til byen Grosse Zicker og beså den lille beskedne landsbykirke - ligeså dansk at se på som de andre gamle kirker på Rügen.
Men da vi kom ind i naturhavnen denne gang kunne vi se at der var en lille havn i den sydlige ende af “skovsøen”, og vi fik lyst til at sejle derind og kigge.
Sidst vi var her stod der “Anlauf verboten” i søkortet, men det er fjernet i det nye - så nu prøvede vi altså.
Vi tog grunden på vej derind, nok fordi vi var kommet lidt for meget til styrbord i renden, der var meget dårligt afmærket - kun med tre røde stager med stor indbyrdes afstand. Men vi kom løs igen og fortsatte.
Da vi kom ind blev vi nærmest målløse. Havnen er aldeles nybygget og meget større end man kunne drømme om. Den er tydeligvis anlagt som fiskerihavn, og den ligner nærmest en splinterny kummefryser i kæmpeformat.
Molerne er ud mod bassinet beklædt med galvaniseret jern med fastgjorte nylonfendere, og molerne er ovenpå fuldstændigt brolagte med cementsten a la SF-sten.
Der er opstillet to små skurvognstoiletter med gratis bad.
Vi gik en tur op til Thiessow, der som så mange andre byer på Rügen har udviklet sig eksplosivt til et helt vildt ferieparadis.
Restauranter, moteller og badehoteller ligger side om side, og længere ude mod Klein Zicker ligger en kæmpestor campingplads.
Tæt ved havnen ligger - meget åbent - en restaurant, hvor vi valgte at spise vores aftensmad.
Næste dag lempede vi lige så stille de kyllingebryster, vi havde indkøbt til at lave aftensmad af overbord. I to dage havde vi ladet os friste af de billige og gode restaurant-tilbud, så vi svigtede bådens egne muligheder for kulinariske tilbud.
Næste morgen fik jeg en sludder på havnen med en en af de gode borgere fra byen. Han bekræftede at der var sket en enorm udvidelse af byens ferietilbud.
Der havde godt nok eksisteret et par restauranter i byen i DDR-tiden, men der måtte man indstille sig på at stå i lang tid i kø udenfor for at få noget at spise hos - for der var intet andet at byde på i den retning i miles omkreds.
Og havnen var ganske rigtigt blevet forbedret med EU-tilskud - og hvilke faciliteter:
En traverlift der kan tage 65 tons, en stor hal hvor man kan bygge og vedligeholde både - og en fiskeauktionshal under kraftig udbygning.
Altsammen i en havn der må siges at ligge temmelig afsides, og hvor der ihvertfald foreløbig kun kan komme fartøjer ind med største dybgang på 1,8-2 meter.
Vi kunne ikke komme til at betale havnepenge til nogen - efter sigende var det byens borgmester der krævede dem op, og ham kunne vi jo ikke vente på det halve af formiddagen.
Så i skøn overensstemmelse med de lokale fiskere og tilstedeværende byborgere sejlede vi bort fra dette forunderlige sted uden at have svaret den forordnede “hafengeld”.
Forbi atomrædslen ud på havet
Vel ude af naturhavnen satte vi i første omgang kursen ned mod de uhyggelige fortids-levninger af det tidligere atomkraftværk “Greifswald” der var i en sørgelig og dødsensfarlig tilstand under DDR-styrets nedtur - og som derfor blev lukket.
Først efter et godt stræk sydpå kunne vi dreje udad gennem den gravede rende gennem “Thiessower Haken”, det lange rev der strækker sig ned fra Rügens sydøstspids.
Sellin
I god vestlig vind og dermed dejligt sølæ susede vi op langs badekysten ud mod Østersøen, og vi kunne i kikkert se de mange hoteller og den meget smukt genopførte “pælebadeanstalt” ved den vigtigste ferieby på Rügen, Sellin.
Selve badeanstalten ligger yderst på en 400 meter lang bro, og bygningen er blevet genopført i 20'er-arkitektur - den blev genåbnet i 1998.
Sassnitz
Vi mødte nu flere rundtursbåde fra Sassnitz, åbenbart sejlende med folk der gerne ville have en oplevelse af hav.
Tyskland er jo et meget stort land med meget lidt kyst, så for langt størstedelen af befolk-ningen må havet være noget ukendt og frygtindgydende - hvorfor en sejltur lige uden for øen her på den fredsommelige Østersø åbenbart kan fremstå som et overvældende ferieminde.
Lidt over middag ankom vi efter 18 sømil til Sassnitz med formodningen om at skulle komme til en travl erhvervshavn, men det er der nu ikke tale om mere.
Al færge- og handelstrafik er flyttet ned til den forholdsvis nye storhavn Mukran, der ligger et par sømil syd for Sassnitz.
I Sassnitz sejler nu kun turbådene og en hel del fiskere, og så er der alt muligt andet turist-halløj.
En stor gammel engelsk ubåd ligger fortøjet ved en kaj, så turisterne kan komme ned og kigge i den - for en entré på godt 40 kroner.
Ubåden i Sassnitz Havn ligger og breder sig med det gamle luksushotel i ægte betonstalinistisk DDR-stil i baggrunden
Et andet sted i havnen ligger denne fuldstæn-digt restaurerede typiske trawler fra DDR-tiden - en sort/brun sidetrawler med en utrolig masse antenne-wirere i riggen - så flot som jeg aldrig så dem i Sundet.
Nu er den smukt nymalet, men dengang var de forfærdeligt rustne og usle at se på.
Jeg har set utallige af disse DDR-trawlere, når de passerede gennem Øresund, tæt forbi Kastrup Havn, hvor jeg tilbragte mange dage i min barndom.
De østtyske trawlere var altid spækket med omstændeligt forviklede antenner mellem masterne. Det gav anledning til udbredte gisninger om lytteudstyr og anden farlig spionvirksomhed.
Men ak, sandheden har nærmere været at de fattige fiskere har været henvist til at anvende de gammeldags og primitive radiokommunikations-midler, der krævede meget lange antenner. Det mere avancerede udstyr har nok været forbeholdt militæret.
Broerne i havnen bærer iøvrigt endnu præg af DDR-tiden. Kernen i broen udgøres af enormt kraftigt afrikanertræ, men udenpå dette er der påmonteret nogle modbydelige stålrør, der ville være helt umulige at fendre af mod, hvis man lå alongside.
Nu er der sat agterpæle ud, så man kan ligge med stævnen til, men smukt er det ikke, og det er stadig upraktisk at fortøje til.
Vi begav os straks ud ad havnepromenaden, hvor restaurant ligger ved restau-rant, og der kom vi til sidst til en fantastisk friluftsscene, Musikpavillon "Kurmuschel", opført 1986-88 i en utroligt morsom arkitektur - og nu omhyggeligt restaureret.
Scenen har form som en kæmpestor muslingeskal, omgivet af to små finurlige symmetrisk byggede om-klædnings- og grejhuse
Lige inden vi kom til muslingeskallen, mødte vi ruinen af et forhen pragtfuldt dansepalads, bygget engang i 1800-tallet.
Vi kunne læse på skilte at der er sat et projekt igang med en fuldstændig retablering af stedet - det skulle blive spændende at se det færdigt engang.
En trappe førte op til den gamle kurby ved pynten ud mod Østersøen, og her blev vi slået af betagelse over al den luksus der udfoldede sig for vore øjne.
Hotel ligger ved hotel, indrettede i de gamle forhen privatejede paladser, som hovedrige tyskere især i midten af 1800-tallet har ladet opføre for at kunne tilbringe sommeren ved havet - i vild luksus.
Der ligger dog endnu bygninger, som ikke er blevet restaurerede. De bringer vidnesbyrd om hvor trøstesløst her må have været dengang området lå hen i forfald, og hvor folk boede i bygningerne som de nu bedst kunne - med tæpper for døre og vinduer for at holde varmen i de dårligt isolerede huse.
Pudset er raslet af, murene er brune og skjoldede, vinduesrammerne står i nøgent, sortladent træ - der er tydeligvis intet blevet gjort for at vedligeholde nogetsomhelst siden verdenskrigen.
Når alt om føje år er blevet restaureret vil området fremstå særdeles homogent - i en for den tid og slige steder fremherskende arkitektonisk stil, den såkaldte Bäder-arkitektur.
Det er allerede fantastisk at gå rundt i dette område, og det vil med sikkerhed kun blive endnu mere fantastisk.
Endnu engang må man rose de tyske myndigheder for at fastholde den oprindelige stil og for at de modvirker, at moderne og afvigende bygninger bliver knaldet op mellem de andre, så billedet forvirres.
Der findes endda en del endnu ældre bygninger, meget mere beskedne end de andre og i bindingsværk - måske fra 1700-tallet eller før.
De giver jo yderligere kolorit på stedet, men ville lide stor nød, hvis der blev opført en masse moderne bygninger omkring dem - så ville de forsvinde helt i forvirringen, ligesom vi kender det med fine gamle træbåde blandt store moderne både i nutidens marinaer.
Vi gik op til kirken, der er fra nyere tid og ikke særlig interessant - bortset fra dens høje be-liggenhed, der giver en dejligt overblik over byen og ud over Østersøen.
Lidt længere nede ligger byens handelscentrum med gågader og et højt og rædsomt beton-luksushotel fra DDR-tiden. Herfra gik vi ned til havnen over den tidligere tilkørselsrampe til bilfærgerne til Trelleborg - fra dengang færgerne anløb Sassnitz-havnen frem for som nu Mukran, der ligger et par sømil længere mod syd i bugten.
Vi indtog aftensmaden på en af de mange restauranter, der ligger langs strandpromenaden, den var som sædvanlig upåklagelig.
Efter maden gik vi en aftentur på den lange ydermole, hvor vi til vores overraskelse konstate-rede at der kunne køre biler hele vejen ud og rundt om den - sikkert for at man i DDR-tiden kunne bevogte den både indvendigt og udvendigt.
Et godt stykke ude ad molen lå en gammel coaster, der var indrettet til restaurant - og rigtigt hyggeligt. På dækket stod to høje tynde træmaster, som vi godt havde bemærket da vi sejlede ind. De var beregnet til at holde en kæmpe lyskæde til at lokke folk derud om aftenen - fornuftigt nok - men det så besynderligt ud i dagslys. Her drak vi aftenkaffe og gik så turen tilbage til båden, hvor vi så kunne gå til ro i den ellers ret urolige havn.
Hjemad
Næste morgen var vinden svag og nordlig, så vi krydsede adstadigt ud fra havnen med 64 sømil foran os til Falsterbokanalen.
"Sassnitz Klint":
Vi nød længe kridtklinterne på Rügens udgave af Møns Klint, Stubbenkammer
Sejladsen var dog forstyrret af den besværende sø i den ringe vind.
DMI havde lovet østlig kuling for farvandet i morgen, op til 18 m/s, så det var bare om at udnytte de små vindpust der var til at komme længst muligt hjemad i dag.
Vinden drejede langsomt lidt mere til nordøst, men svingede mellem næsten ingenting og ganske let, så det var godt at vi sejlede i spækhugger, der jo kan klare sig med lidt vind og alligevel kommer godt fremad.
Vi sejlede ligesom imellem to bygefronter, og det var muligvis medvirkende til den ringe vind og den besværende søgang.
Først ca. 15 sømil sydvest for Trelleborg blev vi samtidig med mørkets frembrud overfaldet af en kraftig byge - netop som vi kom ind i det stærkt skibstrafikerede område langs svensker-kysten.
Regnen stod tykt og det lynede omkring os mens vi holdt skarpt udkik efter de forbipasse-rende skibe.
Efter den kraftige byge bed vinden sig fast i det østlige hjørne med en styrke på 8-10 m/s, så vi fór afsted kun for storsejlet, mens vi behændigt undgik skibene der helt uden at tage notits af os i flere tilfælde ændrede kurs så de kom på kollisionskurs med os.
Fart- og ruteplaner er tydeligvis noget man følger helt uden hensyn til småbådstrafikken.
Vi kan bare flytte os - her skeles ikke til søvejsreglerne.
Man kan fristes til at tro, at kursændringen skyldes automatpilotens indstilling på waypointet - er der mon overhovedet nogen på broen?
Falsterbo
Ved 23-tiden anløb vi Falsterbokanalens sydhavn - kun for at konstatere, at den sydlige sluseport var spærret.
Den søvnigt og mangelfuldt belyste bom var slået ned for at vise at gennemsejling ikke var mulig. Godt at jeg har været der før, så jeg kender den.
Den søvnige blå lanterne for enden af den korte bom var ovenikøbet gået ud.
En fisker fortalte os næste morgen at der er 4-5 lystsejlere om året, der rammer på sluse-porten, der køres op nede fra bunden af kanalen.
I sommers var en større fiskerbåd i fuld fart ramlet på sluseporten og fik slået stævnen ind så skipperen måtte sætte båden på grund i kanalsiden for ikke at gå til bunds.
Han havde havde tolket spærrebommen - der jo kun rækker halvt ud over kanalåbningen - sådan at der var lukket for den bagbords side af kanalen, så man kun kunne gå igennem i styrbords side.
Der står ingen instruktion herom på skilte eller i havnelodsen, så det er op til een selv at kende til forholdene - hvilket han altså ikke har gjort.
(Siden har jeg læst, at der året efter var ikke mindre end 25 lystbåde, der ramlede på sluseportene i begge ender tilsammen...)
Den forræderiske sluseport lige i vandoverfladen.
Det er vel forståeligt at nogen ramler på den i mørke - selv i dagslys er den svær at se.
Det er da skammeligt at de svenske søfartsmyndigheder ikke kan give bedre anvisninger til lystsejlerne - ikke engang efter de gentagne kollisioner med sluseporten, der jo kun står lige i vandoverfladen og dermed er meget svær at se, især i mørke.
Det må da være muligt at sætte et belyst skilt op herom, og så at sætte noget mere tydeligt lys på bommen frem for de sløve blå lygter.
Da vi var her ved denne lejlighed, var den yderste lampe på bomnokken som nævnt oven i købet gået ud...
Trods vore ihærdige lyssignaler til brovagten i tårnet 1,5 sømil borte viste det sig umuligt at få kontakt med ham, så vi måtte fortøje for natten i kanalmundingen - alongside ved en lille privat fiskerbro.
Det øsede ned hele natten og om morgenen med, men skoven gav fint læ for den østlige vind, der nok var oppe på de nær 10 sekundmeter.
Vi spadserede i øsregnen op til broen i den nordlige ende af kanalen for at lave en aftale med brovagten, når vi nu ikke kunne komme i kontakt med ham på anden måde. Der var ingen ringeklokke eller samtaleanlæg ved døren forneden på brotårnet, men der stod en dør åben oppe ved udsigtsplatformen foroven, så ved at råbe højt hallo derop fik vi kaldt brovagten frem.
Vi aftalte gennemsejling om tre kvarter, men inden vi var nået helt tilbage til båden havde han allerede sænket sluseporten, så vi kunne gå ind i kanalen for påhængsmotor.
Alt er åbenbart baseret på at man har VHF eller mobiltelefon, men med hensyn til det sidste skal man jo kende telefonnummeret for at kunne ringe op - og det stod heller ingen steder.
Uden yderligere problemer kom vi gennem broen og den nordlige falsterbohavn og ud i Kämpingebukten gennem den omhyggeligt afmærkede rende.
Det sidste hug
Vinden tog langsomt til, mens en ækelt stor og sort byge tårnede sig op syd for os.
Bygen løb heldigvis ud over Køge bugt, så det holdt tørt omkring os.
Vi strøg afsted kun for genuaen, som viste sig at være passende sejlføring til vinden, der efterhånden øgede til 13-14 m/s, indtil vi efter dagens 17 sømil anløb Kastrup Havn i rasende fart og kunne suse ind på bådens faste havneplads.
Meteorologernes forudsigelser om vejret blev opfyldt, og ligeledes vores håb om komme til at opleve udviklingen på Rügen siden vi havde været der sidst. Det sidste langt ud over forventningerne.
Ved fremtidige besøg skal vi nok regne med at størsteparten de sidste små uforstyrrede idyller efterhånden forsvinder og bliver afløst af endnu flere turisttilbud. Godt for den lokale befolknings økonomi, men trist for os der har fundet Rügen så charmerende i sin uforstyrrethed ved de første besøg.
Forhåbentlig vil nye kvaliteter kunne overskygge dette tab. For en årrække fremover vil der sandsynligvis være masser at komme efter på Rügen.
Der var bestemt mere at komme efter, da jeg sammen med familien sejlede til Rügen igen 3 år efter - så vil du se flere billeder fra Rügen og læse lidt flere af mine skriverier herom, kan du gå til min beretning om turen i 2005 her.
Hvis du vil se mere om mulighederne på Rügen, kan du klikke ind på hjemmesiden for det lille øriges turistforening her: http://www.ruegen-web.de
Hos Danske Tursejlere har jeg fundet en fin lille beretning fra en sejltur til Rügen i 2003.
Her kan du gå direkte til mine andre beretninger fra Rügen-turene
Den første tur til Stralsund - endnu inden sammenlægningen af de to tysklande
- af mange eks-DDR-borgere kaldet "Anschluss"
Beretning fra tur i spækhuggeren "Puha" - skrevet i 2010 med oplysninger og fotos, der især supplerer nedenstående
Familietur rundt om Rügen - en del supplerende fotos og oplysninger til ovenstående, bla. om Sassnitz og kolossen i Prora
Beretningen om en biltur - kan supplere de ovenstående fortællinger med en masse oplysninger og billeder
v