På sejltur med blind passager
- i Nordisk Krydser "CAN III"
Min båd CAN III er en nordisk krydser fra 1931, 35 fod lang og helt uden motor. Jeg har ejet den siden 1988 og har haft så mange skønne oplevelser sammen med den
I starten af August 1999 gik det afsted på solotur - troede jeg - fra Roskilde i svag sydøstlig vind - i min motorfrie og dejlige gamle nordiske krydser "CAN III" fra 1931.
Mit mål var for Gud ved hvilken gang at udfordre "Skovrenden" (mellem
Østskov og Eskildsø), i håbet om engang at kunne opnå at befri mig helt for den fornemmelse af hindring, den altid har givet mig.
Båden fører jo ikke motor, så skovrenden såvel som andre snævre løb, som fjorden er alt for rig på, skal altid passeres for sejl - og altså også på kryds.
Jeg ville benytte anledningen til at anløbe Jyllinge Havn og spise min medbragte mad, nyde en kop kaffe - og så tage hjem igen.
I den medløbende vind og strøm var det naturligvis ingen kunst at passere skovrenden mellem Østskoven og Eskildsø, og lige efter Østby Havn drejede jeg som sædvanlig østover for at gå mellem bundgarns-staderne og passere de to nordmærker ved grundene nord for Jyllinge Holme og Lilleø, fremfor at gå omvejen op omkring anduvningsbøjen til Jyllinge. Ingen problemer med det, og jeg drejede ind i indløbet til Jyllinge - men måtte jo nu krydse ind.
På grund
Lige efter det første bagbordsmærke i renden tog jeg grunden.
Man skal ikke afsøge kanten af renden her, det ved jeg jo godt.
Det gik dog forholdsvis nemt at komme løs med spilerstagen. Jeg strøg genuaen da jeg grundstødte, og vinden var øget lidt. Strømmen gennem løbet var rivende imod.
På grund
Efter 3 slag tog jeg nu grunden på løbets styrbordsside.
- Ak og ve, hvad skulle jeg dog også her?
Det var Skovrenden jeg ville udfordre, ikke Jyllinges elendigt udgravede og ditto afmærkede rende.
Jeg tog stagen frem igen, men nu var det meget vanskeligere, for det var dynd, jeg stak i. Stagen gik uden videre en meter ned uden at få noget hold, og det var til gengæld ret vanskeligt at få den op igen.
Jeg prøvede at bakke storsejlet ved med egen kraft at skubbe bommen op mod vinden, hvilket da formåede at dreje båden lidt, men den rørte sig ikke af stedet. Jeg prøvede at skubbe med en pøs for enden af stagen, men jeg havde ikke kræfter til at dreje båden alligevel.
Den vejer væsentligt over 3 tons, og bunden sugede jo ligesågodt i kølen som i stagen - som kviksand. Pøsen røg af hanken mens jeg baksede, og det var kun med nød og næppe jeg fik reddet den op i den rivende strøm.
Efter at have bikset og bakset en times tid, så jeg en mand komme vadende ud med sin slæbejolle, hvorpå han kravlede op i en damjolle, der lå for svaj lige henne ved den modsatte side af renden.
Han råbte, at jeg skulle gøre en ende klar.
Nu fulgte ½ times slid og slæb for den stakkels damjolle med fører. Vi fik drejet båden udad, så storsejlet kunne hjælpe til, men strømmen i løbet førte hele tiden damjollen nordover, så den ikke trak rigtigt.
Endelig kom båden fri, men det var først en god bådlængde fra bagbordsmærket. Manden med damjollen havde givet mig den oplysning at der stod et knækket styrbordsmærke nedenunder overfladen lige til bagbord for min grund.
Det ville jo have været meget godt, hvis det mærke havde været der.
Jeg sagde mange tak til manden og forlod Jyllinge, for klokken var blevet mange efterhånden, og jeg gad ikke hænge i mere Jyllinge-dynd den dag.
Vel ude af renden drejede jeg vestpå ved den anden grønne stage nord for Lilleø. Den var iøvrigt også knækket - men her over overfladen, så man lige kunne se at den var grøn.
På grund
Strømmen må dog have været stærk, og jeg temmelig uopmærksom, for lige før det første nordmærke tog båden grunden.
Da jeg troede, jeg havde drejet for tidligt, drejede jeg skarpt nordover, men derved kørte båden bare rigtig godt op på grunden, for det viste sig at være den nordlige grund, jeg havde taget.
Et kig på kompasset afslørede, at jeg lå et stykke nordvest for nordmærket, og det er kriminelt, også ifølge søkortet. Det hele drejer sig jo egentlig bare om at kigge i det og sejle efter det, som sædvanlig…
Jeg ville hive storsejlet ned, så båden ikke kørte højere op på grunden, men det var der nu nok ingen fare for, for båden stod godt og solidt på den hårde bund.
Desværre havde bomdirken af uforklarlige årsager rodet sig ind i sjæklen på faldet, så jeg næsten ikke kunne få sejlet ned, men pludselig gik det meget nemt, sejlet røg ned om ørerne på mig.
Bomdirken havde nemlig fået åbnet sjæklen, der straks røg til tops med wirefaldet, mens tovværksdelen lagde sig i pæne bugter på dækket.
Aha, nu forstod jeg endelig: Murphy var ombord med hele sin forbandede lov!
En mand i en mellemstor motorbåd nærmede sig straks og spurgte om jeg ville have et træk, hvorpå han bakkede til så jeg kunne sætte en tamp på hans agterklampe.
Derpå trak han med overlegen bådhåndtering og dejlig moderat motorkraft min båd baglæns af grunden. Tydeligvis en person med stor ekspertise.
Han trak mig sydover til den modsatte grund, hvor jeg kastede anker, så jeg kunne gøre klart skib igen.
Her spurgte han om min båds navn, så han kunne indføre det i sin logbog, og oplyste mig om at han gennemsnitlig trak en båd af på dette sted hver 14. dag.
Hmm, det er jo altid rart at være i godt selskab.
Til tops
Nu spiste jeg min mad, som jeg ville have indtaget i Jyllinge, og lavede en kop kaffe, mens jeg belavede mig på den sædvanlige klatretur til mastetoppen, der følger af tabte storsejlsfald.
Det ville være umuligt for mig at krydse hjem gennem skovrenden for et forsejl, så der var ingen vej udenom.
Jeg indtog mastetoppen før kaffen. Måtte hvile på hvert salingshorn, idet en langvarig influenza med hoste havde tæret på mine kræfter. Men jeg skulle jo helt op til min næsten kosteskafts-tynde mastetop.
Det er ret fascinerende og lidt frygteligt at kravle til mastetoppen på frit vand. Udsigten bliver fantastisk, og båden så lille dernede på det store vand.
Jeg kunne kigge over på min grund, en lille kabellængde mod nord. Fik fat i wirefaldet helt oppe ved skivgattet, halet og styret det rigtigt ned, og kurede så ned af masten igen som en anden brandmand.
Nu kunne jeg drikke min kaffe og komme mig lidt.
Da jeg havde halet storsejlet halvt op efter at have lettet anker, mødte jeg min redningsmand i motorbåden igen. Vi hilstes.
Han gjorde tegn til mig, som jeg tydede som: “Og pas nu bedre på!” Så det gjorde jeg.
No problems!
Jeg krydsede gennem skovrenden i den modgående strøm, tog ingen chancer i forhold til hvad jeg ellers kan finde på, og kom som så mange andre gange vellykket igennem.
Skovrender er da ingen hindring !
Skovrenden mellem Eskildsø og Østskoven på Selsø
Murphys sidste anslag
Men ved ankomsten til hjemhavnen slog Murphy til igen. Efter at jeg havde strøget sejlene, valgte båden at ramme på den forkerte side af pælen ved mit eget hul, hvorpå den naturligvis lagde sig langs med pælene.
Derfor tilbragte jeg så nogen tid med at få vredet den egentlig også alt for lange hæk op imod den nu ret friske sydøstlige vind.
Vel inde på pladsen efter kampen måtte jeg - rystende - sidde længe over en kop kaffe for at komme til hægterne, og om aftenen lå jeg på strådødens rand udsat for et nyt voldsomt influenzaangreb.
Epilog
Efter sådan en dag øjner jeg da visse formildende omstændigheder omkring det, at folk kan finde på at anskaffe sig en lille påhængsmotor.
Men nej - det bliver nu alligevel bare ikke her. Hverken jeg eller min smukke, gamle båd skal udsættes for at få sådan et stinkende, rystende og larmende bæst ombord.
Så hellere en sejldag sammen med Murphy og opnå at blive 3-dobbelt grundejer, bestige Mount Mastetop, vinde i månedens pælerace - og derpå nyde sejrens halmstrå en uges tid hjemme i alkoven.
Jeg har skrevet en artikel til bladet "Klassisk Træbåd" om mit liv med CAN III gennem 32 år
v