Min båd, nordisk krydser "NK D4 CAN III" fra 1931
Billedkavalkaden til højre viser:
1. NK D4 CAN III under en kapsejlads engang i 1950'erne - sandsynligvis på Sundet udfor Tårbæk
2. CAN III i kapsejlads med andre klassiske træbåde i juli 2010 - også på Sundet, men nu foran Amager Strandpark
3. CAN III ved kapsejlads ud for Assens i 2008 - billedet er taget fra helikopter
Bådens hovedmål:
Længde overalt 10,71 m
Vandlinielængde 7,40 m
Bredde: 2,10 m
Dybgang: 1,48 m
Kølvægt: 1700 kg
Deplacement er ikke sikkert, men anslås til ca. 3100 kg
Indstil din tablet og mobil til "Standard-webside" for at få en pænere visning
Her på denne side kan du finde noget om:
-
Henvisninger til en masse mere om
CAN III og andre nordiske krydsere
Klik på linien for at komme direkte dertil
Jeg har skrevet en artikel til bladet "Klassisk Træbåd" om mit liv med CAN III gennem 32 år
Bådklassen og klassereglerne
Dette herlige fartøj er en klassebåd, tilhørende klassereglen "30 m2 Nordisk Krydser", også kaldet "5 1/2 m Nordisk Krydser".
Klassen blev oprettet i 1930 og er en konstruktions-klasse, der altså ikke skaber helt ens både, men hvor konstruktører kan lege med mulighederne indenfor visse målrammer.
CAN III er tegnet af den dansk-svenske konstruktør Knud E. Reimers, og kølen blev strakt i efteråret 1931 hos Abrahamsson & Son, Färjenäset i Göteborg.
Den blev bygget som tvilling-byggeri sammen med NK D5 "Briand 7". Der blev altså bygget to helt ens både side om side efter samme tegning - det giver selvsagt store fordele ved ud-måling og fremstilling af enkeltdelene til byggeriet.
Desværre er Briand 7 blevet hugget op omkring 2010, så CAN III må altså klare sig uden sin tvilling....
CAN III set som fingeret halvmodel. Jeg har ikke en halvmodel af båden, men har bearbejdet et foto fra en bådoptagning
NK-Klassens udbredelse:
Klassen slog hovedsagelig an i Sverige og Danmark, hvor der blev bygget nogenlunde samme antal både 50-65 stks i hvert land.
I Norge og Finland blev der kun bygget nogle få, hvis overhovedet nogen.
Bådens allertidligste historie
Bestilleren og dermed bådens første ejer var Palle Glud, som var med i den kreds af danske sejlere, der arbejdede på at skabe den nye klasse "Nordisk Krydser", og som de berømte svenske konstruktører Gustav Estlander og Bertil Bothen gjorde en stor indsats for at få igang.
Båden blev indregistreret første gang i Dansk Sejlunion i 1932. Den er konstrueret af danskeren Knud H. Reimers, som netop havde overtaget Estlanders tegnestue i Stockholm ved dennes død.
(se billeder af Reimers længere nede)
Billedet her må være fra 1932 - for der kom strutsaling på allerede i løbet af 1932.
Måske er det Palle Glud, der sidder ved roret, hvem ved?
Bådens navne
Palle Glud døbte sin båd "Queenie ". Senere har den heddet "Jasda", derpå "CAN III" og derefter "Afrodite".
Båden blev langt mest kendt i nyere tid, mens den var ejet af Christian Nielsen i Tårbæk, så derfor gendøbte jeg den
"CAN III", da jeg overtog den i 1988.
Navnet "CAN" står for Christian Nielsen og hans kone Astrids initialer sat kreativt sammen, en ikke ualmindelig skik ved navngivningen af både i den tid.
Christian Nielsen var en utroligt kendt og populær sejler - både i Tårbæk Sejlklub og i resten af landet.
Jeg er stødt på så mange, der har kendt ham, når jeg anløb diverse havne.
Derfor har han fået en stor plads på denne hjemmeside - jeg synes næsten at jeg selv har kendt ham
Herover ses Can III i naturhavnen Kapellshamn på Hallands Väderö 2006.
Båden står let på grund, fordi ankeret slap, så derfor ligger den ekstra let på vandlinien
Sejlegenskaberne
En nordisk krydser sejler vidunderligt. Hurtig og lethåndteret trods sin relativt store vægt og kølflade.
Man kan så godt som altid styre den med to fingre på rorpinden.
Vi har sågalt præsteret at sejle noget nær en kubikmeter vand ind i cockpittet på CAN III under voldsom krængning - uden at det kunne mærkes på rorpinden.
Enhver der har sejlet mere moderne både forstår forskellen....
Videoer med CAN III
Måske kan disse optagelser under forskellige omstændigheder give dig indtryk af bådens glimrende fart- og sejlegenskaber.
Nyd den nærhed til vandet, som en sådan båd tilbyder.
Og oplev den lethåndterlighed, som en så velafbalanceret og veldimensioneret båd giver dens ejer og bruger.
Jeg sejler båden alene over store stræk - det giver alene bådens konstruktion de bedste muligheder for.
Bådens byggematerialer
CAN III er bygget i honduras-mahogny, oprindelig på 4 stålspanter og med rygrad af egetræ - og med asketræssvøb, men i foråret 2000 tog jeg de gamle rustne stålspanter ud og satte nye spanter af lamellimet thuja ind i stedet, så båden er altså ikke mere en kompositkonstruktion.
Herved fik jeg en meget bedre og meget tættere båd.
Du kan læse mere om udskiftningen af spanterne længere nede, eller gå direkte til en meget grundig beretning her (internt) - eller på Ove Juhls hjemmeside for Nordisk Krydser-klassen (eksternt)
Bådens papirer
Når vi dyster i DFÆL, måler vi bådene efter NNL, som er udviklet ud fra den gamle NL-regel.
Se her bådens målebrev fra 1939
Se her CAN III's nuværende NNL-målebrev
Se her Scandicap målebrev fra 1974
En stor del af bådens gamle papirer fulgte med i købet.
Her kan du se bådens oprindelige tilsynsbog der blev påbegyndt ved godkendelsen i 1932, og som slutter med Christian Nielsens egne påtegninger i 1948
Manden på disse billeder er selveste Knud Reimers, konstruktøren af CAN III og Briand 7 - og af andre nordiske krydsere - samt af mange andre smukke og velsejlende klassebåde.
Han har konstrueret i massevis af internationale og nationale konkurrencebåde, men også tursejlere og ikke mindst en mængde meget smukke motorbåde.
Knud Hjelmberg Reimers (1906-87) var født og opvokset i Danmark, og tog efter sin læretid som bådbygger ud og studerede bådbygning blandt andet hos Abeking og Rasmussen, og blev så ansat hos den berømte konstruktør Gustav Estlander i Stockholm i 1930.
Ved Estlanders pludselige og tidlige død i 1931 overtog Reimers hans tegnestue og blev i Sverige i resten af sit liv.
CAN III / Briand 7 var en af hans første konstruktioner.
Konstruktøren Knud Reimers
En ung Knud Reimers står engang i 1930'erne på dækket af en 5M - sikkert en af dem, han selv havde tegnet
Her er et mere afslappet billede af Knud Reimers - i en plastikbåd
Reimers døde i 1987, året før jeg købte CAN III.
Ærgerligt, det kunne have været spændende at sejle op og træffe ham og vise ham min båd, som jo var en af hans allerførste konstruktioner
Mesteren ved tegnebordet
Bådens meriter
NK D4 CAN III har gennem mange årtier været helt fremme i lyset i diverse kapsejladser, både i hjemfarvandet Sundet og ved landsdækkende arrangementer.
Se her billeder af CAN III under kapsejladser
Peder Skogstad
En af de faste folk ombord i denne tid var den senere så berømte og sejrrige spækhuggersejler Peder Skogstad.
Jeg har sakset et udpluk af Spækhugger-klubbens jubilæumsskrift, hvor Peder Skogstad fortæller om tiden med CAN III, der dengang hed Afrodite.
Som ovenfor nævnt betragtede Christian Nielsen NK D4 som den mest vellykkede konstruktion i klassen, og senere lykkedes det ham at købe den og sejle den gennem 17 år. Han vandt så meget med båden, at bådpressen døbte ham "Krydseradmiralen"
Se mere om Christian Nielsen her
Det var nu ikke slut med bådens sejre efter Christian Nielsens tid. I 1966 kom båden på Vagn Jacobsens hænder, og hans søn Lau deltog ivrigt i mange kapsejladser med flotte resultater.
Jeg har lavet en scrapbog for båden med diverse udklip af resultatlister fra kapsejladser gennem årene
Herover ses CAN III under kapsejlads ved Helsingør ved et træf for gamle træbåde i DFÆL-regi, det var vist i 1989. Nuværende ejer Stig Ekblom står ved spillet og Jonny Pelsen ved roret..
Reparationer
CAN III er som ovenfor nævnt bygget i honduras-mahogny, oprindelig på 4 stålspanter og med asketræssvøb.
De gamle jernspanter var naturligvis rustet i stykker gennem årene - og jernnaglerne havde angrebet mahogny-klædningen med elektrolytisk materialevandring (galvanisk tæring), så spanterne egentlig ikke var bundet til skroget.
Resultatet var, at båden tog enorme mængder af vand ind, når den lå på kryds i frisk vejr. Og det var bestemt ikke noget nyt fænomen i CAN III.
Gamle gaster på båden har fortalt mig, at når vejret var frisk og CAN III lagde øret til, så så bemandingen således ud:
een mand ved roret
een ved sejlene
og een på pumpen !!!
Heldigvis har ingen fået den skrækkelige idé at beklæde skroget med glasfiber, selv om vandet i mange år har stået ind gennem klædningen i fingertykke stråler, når den lå på frisk kryds.
Oh, at se det blanke træ og den slanke kølprofil. Billederne er taget i Kastrup - vistnok i 1989, hvor lakken var skrabet i bund og båden sat op i Owatrol 1 og 2
Et blik ind i midten af den omfattende proces med udskiftningen af spanterne
Projekt spanteskift
I foråret 2000 gik jeg i gang med det store projekt at tage de gamle rustne spanter ud og sætte nye spanter af lamellimet thuja i i stedet.
Mastefoden blev hævet og sat op, så den trådte på spanterne fremfor på stævntræet - en langt stærkere konstruktion.
Gid flere ville løse problemet sådan fremfor at "trække båden i ligklæder" ( beklæde den med glasfiber...)
Nu havde jeg altså fået en meget bedre og tættere båd - tættere måske end de foregående 60 år!
Læs en revideret udgave af beretningen om udskiftningen af spanterne her (internt)
eller gå til Ove Juhls side for Nordisk Krydser (eksternt)
Ændringer på båden
Der er da sket en del gennem årene. Det utroligt smukke mahogny-ruftag er blevet belagt med hvidmalet glasfiber, sikkert fordi det var frygteligt utæt.
Det gamle traditionelle 'racercockpit' blev i 1968 bygget om til 'turcockpit' med langsgående kistebænke i stedet for styretofte og gastetofter - og det er dejligt til familieture og udflugter, men knap så praktisk til kapsejlads
Det ellers så smukke dæk af blanklakeret oregonpine fik først lagt lærred på, og blev så senere udskiftet med teakdæk på krydsfiner.
Nede om læ fremstår Can III forholdsvis originalt med de gamle skabe, køjer, hylder og dørk.
Dog kan man lige se lidt af de nye spanter, hvorpå masten nu står - i stedet for at den som før stod direkte på køltræet og trådte skroget ud af spanterne.
Kahytsindretningen i CAN III
Som nævnt ovenfor fremstår Can III's indre forholdsvis originalt med de gamle skabe, køjer, hylder og dørk.
Hvidmaling
Allerede ved min overtagelse af båden malede jeg med hård hånd loftet hvidt og de indvendige rufsider ligeså.
Det hele stod ellers så fint så fint i mahogny og ask, men der var mørkt som graven i kahytten - og de små koøjer slap bare blændende dagslys ind, der slet ikke gjorde det hyggeligt.
Om aftenen kunne man tænde mængder af stearinlys og petroleumslamper uden alligevel at kunne se ret meget.
Folkebåden - min tidligere båd - havde lidt under det samme, og der havde jeg efter en tid malet hvidt og oplevet hvilken enorm forskel, det gør for trivslen i kahytten.
Så man må sluge kamelen og få det gjort - virkningen er magisk...
Slingrekøjer og ryglæn
En anden synlig ting på billedet er slingrekøjerne, som samtidig er ryglæn. Uden ryglæn sidder man og hænger i ryggen med nakken mod rufsiden - sidder simpelthen dårligt i kahytten.
Jeg har selv udviklet systemet efter at jeg havde de mere normale slingrekøjer i folkebåden med stropper til kroge i loftet. De var irriterende at kravle ind i og ligge i, og de gav jo ikke ryglænsfunktionen.
Ryglænene er et langt bræt med en støtteliste bagpå - og beklædt med liggeunderlag for siddekomfortens skyld. Liggeunderlaget vendes indad mod køjen, når ryglænet bruges som slingrekøje - så slår man sig ikke på brættet i søgangen.
Der er garnering på det indvendige fribord, så man heller ikke slår sig på svøb og spanter i søgangen.
Man sover kongeligt i søkøjen - og der har adskillige små prinser og prinsesser sovet sødeligt og godt igennem også under lange sejladser i friske forhold.
En anden fordel ved slingrekøjerne er, at man kan bruge "posen" til at have søkort, kikkert, tæpper, ekstratøj m.v. liggende der under sejladsen, så det ikke rasler på dørken.
Se her en nærmere beskrivelse af,
hvordan jeg har lavet slingrekøjerne
Opklappeligt pantry og kortbord
Lige for neden til højre på billedet herover anes hjørnet af det op- og nedklappelige pantry, som på een gang er komfur, frastillings-plads og kortbord.
Det sad allerede i båden ved overtagel-sen og har fungeret glimrende i foreløbig 35 år.
Ved overtagelsen sad der monteret en gas-brænder med en slange ud til kistebænken, hvor der stod en 2 kg. gasflaske.
Det var dyrt og upraktisk, men de små campingkomfurer, som man kan købe feks. hos Harald Nyborg, Biltema og Bauhaus passede lige ned i kassen - så jeg hev gasbrænderen og slangen ud og satte sådan eet ned i kassen.
Det fungerer glimrende - holder i mange år på trods af at de ikke er rustfrie - og gassen er væsentligt billigere med engangsflasker end med 2 kg flaskerne.
Se her hvordan jeg har gjort
PS:
Jeg har faktisk altid et ekstra komfur af samme slags med i båden - i den praktiske plastik-kuffert, der følger med.
Det er godt, når man skal stege fisk el. lign. så er det oppe i cockpitteltet, så man ikke får oset hele kahytten til.
Og det er selvfølgelig også godt, når man har brug for mere end et blus.
Lidt indtryk fra livet med CAN III gennem årene:
Vognmand Preben Jacobsen haler CAN III op af Kastrup Lystbådehavn i 1988 - året, hvor jeg købte båden
Jeg har skrevet en artikel til bladet "Klassisk Træbåd" om mit liv med båden gennem 32 år
CAN III ved Frederikssundsbroen
I en motorfri båd skal der altid lige tages en dyb indånding inden man går gennem broerne - og brovagten er ikke altid lige lykkelig....
Men ellers kan selv et barn med lethed styre denne båd.
Se bare her Linnea (Dutter) i fin stil som 8-årig rorgænger
Se en del fine gamle billeder af Can III her
Se gamle billeder af andre Nordiske Krydsere her
Jeg har skrevet en artikel til bladet "Klassisk Træbåd" om mit liv med CAN III gennem 32 år
.
.