Indstil din tablet og mobil til "Standard-webside" for at få en pænere visning
Min båd CAN III, en nordisk krydser fra 1931.
Jeg har ejet denne båd siden 1988, men har også med bådene før gennemført mange skønne lange sejlture uden moderne hjælpemidler - også uden motor - og har altså gjort erfaringer med simple-sailing gennem mere end 45 år.
Upsda. Var den grund der virkelig på søkortet?
Enkel navigation
Det kræver viden og erfaring at sejle rundt og basere sig på de gamle navigations-systemer fra før decca-navigatoren og GPS kom til.
I disse teknologifikserede tider kan min tilgang til sejlerlivet sammenfattes som SIMPLE SAILING - der svarer fint til andres mere landbaseredes brug af vendingen "simple living".
Ja, Simple Sailing er nok nøgleordet for denne slags sejlads. Men selve ordet er jo egentlig misvisende.
At fylde båden med teknikaliteter af enhver art befrier bådføreren for en masse sansninger, målinger - og mindsker behovet for erfaring og kunnen.
Enhver kan gøre det (så længe teknikken virker!)
En urskovsindianer til søs
At gebærde sig i "Simple Mode" kræver faktisk megen viden, kunnen og erfaring.
Så ligesom at den teknikfri urskovsindianer må have en uhyre kompliceret viden og indsigt i naturens forunder-ligheder, så må simple-sejleren erhverve sig stor viden om vindens, vejrets, havets og bådens egenskaber for at kunne gebærde sig i det hele.
Og simple-sejleren må selv indsatse på en helt anden måde end teknologi-sejleren.
Hvor tekno-sejleren er omgivet af bip og dyt og smarte skærme - og derfor ikke behøver selv at være aktivt klar over sin position og kurs - så fører simple-sejleren bestik og logbog, vurderer strøm, vind og fart, tager pejlinger til land osv.
Strømsvigt!
For tekno-sejleren bliver det jo bare en særdeles klam fidus, hvis strømmen eller teknikken svigter - for så står den pågældende i en desperat situation:
Hvor pokker er papir-søkortet, og hvor er rutinen i og viden om at praktisere traditionel navigation?
I sikker forvisning om teknikkens ufejlbarlighed ved tekno-sejleren knap, hvor man befinder sig - så når teknikken svigter, er gode råd dyre...
Det sker oftere og oftere, at sejlere slår alarm til SOK
- de aner ikke hvor de er henne i tågen, der kom rullende - og så var der pludselig ikke mere strøm på mobilen eller på systemet.
Det kræver viden og erfaring at kunne navigere, men det er bestemt ikke noget, der har naget alle gennem tiderne - heller ikke i nutiden !
Herunder ses tre slemme eksempler, som skete på kun fem dage:
Her på siden kan du læse om:
-
Skrækeksempler på dårlig navigation - lige herunder
Søværnets Operative Kommandos Døgnrapport
d. 18. marts 2020:
20.30. Grenå Redningsstation assisterede en sejlbåd, der var grundstødt ud for Ebeltoft færgehavn.
Søværnets Operative Kommandos Døgnrapport
d. 19. marts 2020:
Patruljefartøjet Freja leder sammen med lokale både efter en sejlbåd, der har meldt, at den er grundstødt i nærheden af Nakskov.
Båden position er meget usikker.
Der er ikke konstateret en nødsituation, grundstøderen har meldt alt vel om bord flere gange med et par timers mellemrum.
Søværnets Operative Kommandos Døgnrapport
d. 22. marts 2020:
04.05. En redningsbåd fra Klintholm Redningsstation blev sendt til undsætning for to personer om bord på en båd, der var grundstødt ved Hesnæs.
De to personer om bord var kolde og forkomne, og deres telefoner var ved at løbe for strøm. Redningsbåden fik båd og mandskab sikkert i havn i Hesnæs.
Endnu et par skrækeksempler inden vi går videre
Et morsomt møde til søs
Ca. 1994 sejlede vi med krydseren meget langsomt i solskin og ganske svag vind tæt ved kysten nord for Halsnæs - vel 3-4 sømil fra Spodsbjerg ved Hundested.
Min dengang ret nyvundne kæreste Marianne havde lige brokket sig over at det gik så langsomt - sommerferien var snart slut, og Marie skulle nystarte i skolen.
En speedbåd nærmede sig agtenfra, og jeg tænkte:
"Øv, nu vil de tilbyde et slæb - og jeg har lige sagt til Marianne, at sådan er det altså at sejle sejlbåd uden motor - man må indrette sig efter naturen..."
De to pæne unge gutter med bare, muskuløse overkroppe kom tæt op til os, og ham ved rattet spurgte mig meget høfligt:
"Undskyld, men kan De sige os vejen til Hundested?"
Jeg svarede:
"I skal bare køre lige frem til I kommer til den første vej på venstre hånd, så ligger Hundested som den første havn lige indenfor til venstre."
Han takkede pænt, og begge nikkede høfligt, og så satte han motoren i gear igen og kørte derudad - uden at høre min hånlige latter og se mig slå mig for panden.
Jeg behøver vist ikke at uddybe mine tanker om dette yderligere....
Farmand til søs
Min far anskaffede sig en jolle, da jeg var 11-12 år, og efter nogle år købte han en 18 fods kabinebåd med en 25 HK motor på.
Så vi suste derudad - uden noget kompas ombord, og med et FDM-kort som søkort.
Det er jo et bilkort til landfærdsel, men i det blå, der viste vandet, var der nogle mørkere blå streger, der skulle vise noget om vanddybder - det var alt.
Det var han helt tryg ved - nåja - og så vidt jeg husker, var vi jo aldrig ude i tåge....
Har du ikke fået skrækeksempler nok, så er her et ret aktuelt (23/3-2020) om en grundstødning i Limfjorden - strømmen gik til kortplotteren...!
Jamen hvordan gør man da ?
Det kræver viden og erfaring at sejle rundt og basere sig på de gamle navigations-systemer fra før decca-navigatoren og GPS kom til. Til gengæld er det meget sjovere og mere spændende.
Der er jo ingen grund til at jeg her begynder at beskrive, hvordan man sejler og navigerer på gammeldags vis - det findes der masser af fine bøger og materialer om.
Men alligevel mener jeg at kunne bidrage med anden viden end man kan finde der.
Jeg, en selvlært belærer
Selv har jeg aldrig taget et navigations-kursus eller duelighedsbevis - alt har jeg tilegnet mig ved praksis og selvstudier.
Alligevel har jeg i adskillige omgange været brugt som instruktør på sejlerskoler.
I al ubeskedenhed opfatter jeg mig selv som en særdeles erfaren og kompetent sejler - og som en dygtig navigatør.
Og jeg synes også, at jeg har kunnet berige eleverne med viden og anvisninger i mange sammenhænge.
Ikke desto mindre kan jeg klart anbefale at melde sig til en sejlerskole - for hvorfor vælge den mest besværlige og langsommelige måde at lære alt det på?
Den dybe tallerken er opfundet - vi behøver ikke selv at gøre alt fra scratch...
Her ses enkelte af de utallige bøger, som jeg i sin tid og gennem årene har udvidet og bestyrket min viden om sejlads og navigation udfra.
Bøger fra før midten af 70'erne er de mest berigende i forhold til "enkel navigation"
Nyere sejlerbøger kan nu også godt bruges - de har ikke overgivet helt sig til de moderne digitale navigationssystemer.
"Kommas Sejlerhåndbog" fra 2010 bruger en del sider til at give indblik i grundlaget for navigation - men tildeler kun en lille side til at vise hvilke redskaber, man kan bruge til at arbejde med papirsøkortene.
Til gengæld får man rigtigt mange anvisninger om brugen af de digitale systemer.
Men man kan bestemt godt bruge den til at forstå navigationens principper - også med anvendelsen af traditionelle metoder.
Gå i Sejlerskole
Jeg vil gerne slå fast endnu en gang, at jeg helhjertet anbefaler, at man melder sig ind i en sejlklub og deltager i en sejlerskole - her lærer man alt det grundlæggende og dermed nødvendige i første omgang.
Hvorfor skulle man dog selv bikse sig til det?
Her har man chancen for at tilegne sig erfaring og viden fra kompetente sejlere, og under kyndig vejledning i praksis.
Viden og kunnen, som det ville tage år at opbygge på egen hånd - med risikoen for skæbnesvangre fejltagelser.
Glemmebogen
Det irriterer mig bare at se, hvordan så mange af de nye kompetente og duelige færdigbagte sejlere lynhurtigt slipper deres nys opnåede viden - lige efter eksamen - og straks kaster sig i armene på teknikkens automatisering af al sejlads.
Efter nogle få år er størstedelen af al den tilegnede viden og kunnen gået i glemme-bogen.
Al navigations-viden er gået i fløjten - nu kører kortplotteren løbet - og samme vej er sejl-kundskaberne gået - motoren er blevet alfa og omega.
- og smid dog så ikke al den gode lærdom i glemmebogen...
Det behøver ikke at gå sådan - eller at fortsætte sådan:
-
Sluk som hovedregel kortplotteren, hvis du har fået sådan én ombord
-
tag søkortene og dine navigations-rekvisitter frem og brug dem
-
Sejl altid med brug af de traditionelle midler - du kan få brug for din kunnen herudi, førend du aner det!
-
Kommer du i tvivl om din position, kan du jo altid tænde kortplotteren igen
-
og sluk den så straks, når du har fundet din position.
Du skal holde jernet varmt,
hvis du vil smede (her: sejle)
Alt andet er uansvarligt!
Videre i lektien
Nåh, men læseren af dette har jo slet ikke brug for sådan en opsang, så vi lader det problem ligge og kaster os over nogle mere interessante spørgsmål.
Nogle af de forhold, som man i mine øjne går rigeligt let henover i sejlerskolerne, er natsejlads og brug af pejlekompas.
Jeg vil ikke holde nogen lang forelæsning om natsejlads - det er der skrevet meget om - og så er det bare at tage ud og prøve det.
Har man ikke prøvet det rigtigt, kan det være skræmmende at blive kastet ud i det, men det det bliver hurtigt ligefrem nemmere at sejle om natten end om dagen. Vejret er tit mere stabilt om natten - og her har man jo fyrene og lysbøjerne at sejle efter.
Og husk nu at bruge papirkortene!
Pejlekompassets vidunderlige muligheder
Der er mange bud på pejlekompasser til forskellige formål.
Der findes nogle store fastmonterede på skydekapper eller styrepulte, der findes håndholdte med håndtag - og der findes mange andre håndholdte pejlekompasser, som billederne her viser.
Der er to vigtige opgaver, som skal løses med et pejlekompas
-
Den ene er at lave en stedbestemmelse ved at tage pejlelinier til kendte punkter og overføre dem til søkortet. Her kan alle de viste pejlekompasser anvendes - dog med forskellig handy-ness.
-
Den anden er at bruge pejlekompasset til at finde vej gennem en snæver passage - det kan være et sund, mellem grunde eller mellem øer og skær.
Her gælder det altså om at finde en kurs med pejlekompasset - og gerne hurtigt.
Krydspejling
Forvirringen kan hurtig blive total - hvilket kompas skal man dog vælge? Her hjælper den gængse bådlitteratur ikke rigtigt til.
Det viste kompas er af fabrikatet Suunto og er det bedste, men Silva laver også et, der fungerer aldeles udmærket.
De er efterhånden forsvundet ud af bådudstyrs-butikkerne, men kan bla. købes hos Spejdersport for ca. 400 kr. Og så kan de sikkert købes på nettet.
Men hvorfor er spejlkompasset det smarteste?
Alle andre pejlekompasser kræver måle- og tegnerekvisitter til at forbinde søkortet med virkeligheden - og omvendt.
Med et almindeligt pejlekompas skal man under henvisning til de ovennævnte anvendelser gøre følgende:
-
Pejling til punkter:
Når man har pejlet til et punkt, må man finde kurslineal - eller hvad man nu bruger - frem, styre den til efter den målte kompaskurs og tegne den ind som linie.
Og så op igen og måle med pejlekompasset til det andet punkt - og så ned igen og gribe rekvisitterne og gøre det samme med den.
-
Finde kurs:
Her skal man først måle kursen gennem skærene, grundene eller sundet med feks. kurslinealen og derefter styre efter kompasset - eller lige først bruge pejlekompasset til at sigte, hvad vej man skal sejle.
Med spejlkompasset kan man noget, som ingen andre pejlekompasser kan - nemlig lægge det direkte ned i kortet og bruge det direkte herfra - som herunder beskrevet:
-
Pejling til punkter:
Når man har pejlet til sit punkt, kan man rette spejlet ud og lægge kompasset direkte ned i kortet og tegne sin linie ind i een operation. Der kræves ingen andre rekvisitter - og der kræves ikke at man kan huske et gradtal - det findes direkte i kompasset, når man har målt.
Og så op og tage næste pejling, og straks lægge kompasset ned på kortet - her behøver man ikke at tegne linien - man kan se hvor den skærer og lave et kryds.
2. Finde kurs:
Man kan måle kursen gennem skærene, grundene eller sundet direkte i kortet med spejlkom-passet - og så bare lægge kompasset langs en langskibs linie, feks. langs skydekappens kant eller cockpitkarmen og styre direkte efter det.
Selvfølgelig kan man også styre med bådens kompas efter gradtallet, som spejlkompasset viser.
To operationer bliver til kun een med spejlkompasset - altså mindst en halvering af indsatsen - det betyder alverden, når der er fart på mellem grundene eller skærene.
Se her en manual til spejlkompasset
Endnu vigtigere er det, at man kun skal have fat i een rekvisit ved hver operation.
Det betyder virkelig noget - det gælder jo om at kunne handle hurtigt, også når man
kommer om næste hjørne.
Når jeg sejler, har jeg altid spejlkompasset i brystlommen og snoren om halsen.
Jeg bruger konstant spejlkompasset i skærgårdssejlads, og i her Roskilde Fjord med dens mange usynlige og lumske grunde holder jeg også jernet varmt.
Når man øver sig, kan man sejle ligeså frækt mellem grundene som kortplotter-sejlerne.
Jeg sejler altid langt udenfor renderne og de afmærkede ruter - det er jo nødvendigt at kunne, når man krydser for sejl - og hvorfor skulle man iøvrigt sejle store omveje i stedet for de smarte genveje?
Spejlkompasset
Her kan et spejlkompas ikke anbefales nok - og det er endda bedst til begge de to formål.
Snoretransportøren er favoritten, når pejlekompasset er for kort
I langt de fleste tilfælde kan jeg fastsætte en kurs udfra søkortet ved hjælp af pejle-kompasset, men hvis det er over længere distancer, anvender jeg en snoretransportør.
Den er hurtig og præcis, man skal bare lægge den langs med meridianer eller bredde-paralleller - trække snoren hen til punktet - og så aflæse kursen eller pejlelinien på rosetten.
Man kan også bruge den til at måle afstande ved at lægge midtpunktet på den ene ende af distancen, og holde snoren med to fingre ved den anden ende af distancen - og så måle distancen på side-inddelingen på kortet.
En henvendelse her i 2023 har rejst det problem, at ingen tilsyneladende producerer eller sælger disse snor-tranportører mere.
Man kan få nogle til luftfarten, der ligner meget, men som er uden snor.
Her kan man så binde knude på en stærk snor (kinesertråd) og lime den ind i hullet i midten af kurslinealen med tyk epoxy - vupti så har man en snoretransportør.
Man kan også bruge Kurslinealen lige herunder, bore nitten ud, og lime en kraftig kinesertråd med en knude fast i hullet med en tyk epoxy.
Vil du selv søge efter den på nettet, skal du på engelsk søge efter: "Line-protractor" eller "Nautical protractor", og på tysk hedder den: "Leinen-Transporteur"
Den her fandt jeg på nettet under navnet "Nautical protractor".
Også denne må man selv lime en snor ind i midterhullet på for at få glæde af den
Kurslinealen er udmærket
Kurslinealen er endnu en af min båds navigations-rekvisitter.
Den fungerer også udmærket - men er ikke så handy som snoretransportøren. Den lange tynde lineal er altid truet af knæk, men da jeg bruger den så sjældent, har min nuværende holdt i mange år.
En smart facilitet ved den er den ekstra lineal, som kan sættes i midterhullet i rosetten - og dermed kan man bruge de to pejlinger, man tager til at finde sin position direkte i kortet - helt uden at tegne i det med blyant.
Virkeligheden er bare, at man ikke kan stå og dingle med alt det i en lille båd, der gynger - så det eneste jeg reelt bruger til noget, er ekstra-linealen - til at tegne lange streger med...!
Og parallel-linealen er yt
De fleste lærer på sejlerskoler og naviga-tionskurser at bruge parallel-lineal, men den er da ikke til at sidde og rode med i en mindre lystbåd.
Jeg har den ombord - men kun af museale årsager....
Den er meget langsommere end snore-transportøren, og så rummer den muligheden for fejl, hvis man skrider lidt i krabbe-vandringen hen over kortet på vejen til og fra kompasrosen.
Men den er også udviklet til de store skibe, hvor man har et kæmpe kortbord oppe på broen.
Dens eneste fordel er, at den refererer til den misvisende kurs, der er angivet på kompasrosen - men det betyder ikke noget her i vores hjemlige farvande.
Den store læremester Åke Améen
I sin tid boede jeg i Tårnby, hvor biblioteket havde verdens bedste maritime litteratur-samling. Her faldt jeg over denne fantastiske bog, der ikke kan anbefales nok.
Her blev jeg gjort opmærksom på spejlkompassets klare overlegenhed og fik derudover utallige tips og kneb om overeet-linier, hurtige vinkelskøn med brug af hånd- og fingerbredder og meget andet - et mirakel af viden.
Åke Améen var hjemmevant i den stockholmske skærgård - og enhver der har været der, ved at det nærmest er et overskyllet stenbrud at sejle i.
Mange steder ligger skærene og de usynlige klippegrunde utroligt tæt. Der skal handles hurtigt, når man drøner igennem i skärgårdskrydseren med 6-8 knob.
Her er der ikke tid til at stå og fedte med diverse parallelliniealer og trekanter - og at rende op og ned mellem navigationsbordet og roret.
Så det er altså Åke Améen, der har lært mig at bruge spejlkompasset - og har man først prøvet det, ved man hvilket supergrej, det er.
Han har også lært mig at have søkortet med oppe i cockpittet, hvor jeg skiftevis kaster spejlkompasset ned i kortet og holder det op for at styre efter det.
Eller holder det op og tager en pejling og lægger det ned på kortet for at se, hvor langt jeg er fremme - og kan dreje. Og igen - fra kortet kan jeg lynhurtigt måle, til hvilken ny kurs.
Det er simpelthen en nødvendighed, når man krydser gennem skærgården.
Og det er spændende og sjovt - for det lykkes jo!
Améen har også lært mig et skønt fif - finger-vinkelmåling.
Den udstrakte arm med spredte fingre laver et udsnit på 19 grader.
Lathunden
Det er også ovennævnte Åke Améen, der har lært mig om fordelene ved at have små stykker af søkortet med i båden - der hvor det er særligt besværligt - og så i stor størrelse.
Her kan man så tegne vinkler og overeetlinier ind - og markere særligt farlige grunde m.m.
Et sådant kommenteret kortudsnit kalder han en Lathund (dovenhund).
Altid ved hånden - og man slipper for at måle noget op i den kritiske stund.
Her ses en af mine egne "lathunde" for Nordbredningen udfor Frederiksværk, hvor man kan skære indenom grundene midt i bredningen og derved spare flere sømil.
Jeg har trukket 2-meter kurven op med kraftig farve og skrevet kurserne for de forskellige "ben" ind på den alternative rute - både for ind- og udgående.
Det kræver altså ingen opmålinger i søkortet for at gennemsejle dette farvand - de nødvendige oplysninger er lige til at aflæse.
Skærgårds-skitser
Man kan finde tilsvarende skitser hos Svenska Kryssarklubben.
Jeg købte en kæmpe samling engang i 1980'erne - og dem har jeg endnu.
På dette kort vises gennemsejlingen af det såkaldte Jungfruhålet, der som navnet viser er særdeles smalt.
Andre skitser koncentrerer sig om ankerpladser - og vejen derindtil.
Også her kan spejlkompasset bruges.
Navigation i tåge i skærgården - brug af spejlkompasset
Når man er omgivet af klippeøer og undersøiske skær, kan det føles rigtigt utrygt at blive overfaldet af tåge - enhver skippers skræk. Og når man ovenikøbet er nødt til at krydse for at komme derhen, hvor man gerne vil ankre op eller gå i havn for at vente på at den letter, så bliver det endnu mere besværligt.
Det er prøvet flere gange. Så er det godt, man har sit spejlkompas.
Nu gælder det om at lægge nogle kryds, der ikke rammer noget farligt, men hvor man kan gå tæt ind til en ø eller et fremspring uden at der er noget foran, man kan ramme.
Så kan man simpelthen sejle, lige til man kan se klippen og straks vende.
Der er som regel ikke kraftig vind i blivende tåge, så det går heldigvis langsomt - ellers må man reducere sejl.
De enkelte krydsben kan blive højst ureglementerede, da det som oftest ikke er muligt at ramme noget forsvarligt ved kun 90 grader mellem benene.
Her ses et eksempel på en vej gennem et arkipelag (øhav) - på vej fra Instö-renden ned mod Vaxholmens østside, hvor der er en fremragende naturhavn, der passer til vindretningen.
Man kunne benytte muligheden for at smutte ind ad Albrechts-sunds Kanal til Marstrand, men for sejl ville man med den sydvestlige vind risikere at få den lige i vindøjet - for vinden har det med at dreje langs med løbene, når der er høje skrænter.
Igen er spejlkompasset fænomenalt - handy og lynhurtigt kan man finde kursen til næste fremspring eller ø og så sejle derudad.
Håndloddet i navigationen
I de gode gamle dage havde man jo ikke ekkolod, og jeg er helst fri for det. Når man sejler på mindre vanddybder, får tang og lignende ekkoloddet til at angive de mest alarmerende vanddybder - bip og dyt helt uden grund.
Det kan nu være anvendeligt som hjælp til positionsbestemmelse at kunne måle havdybden - og derfor har jeg selvfølgelig et håndlod ombord.
Der er 8 meter tynd og glat line på og jeg har indsat forskellige mærker, indsat pr meter, så jeg med det samme kan se dybden - det fungerer hurtigt og helt sikkert.
Man bruger loddet ved at sidde med armen uden for fribordet og kaste loddet fremad - lader linen løbe ud mellem fingrene, og stramme den op når loddet rammer bunden.
Med lidt øvelse finder man ud af takten, så det passer med at linen er lodret, når man strammer op - og dermed viser den den rette dybde.
I gamle dage havde man en hulning forneden i loddet, og nogle gange satte man en klump talg fast der, så man kunne se bundmaterialet, der klistrede sig fast - og sammenligne det med søkortets angivelser. Det kunne være med til at fastslå skibets position.
Ved natanløb til en ankerplads, eller hvis jeg har svært ved at se bunden, feks. pga tang eller grumset vand, så bruger jeg mit håndlod.
se mere om brugen af håndlod her - og også hvordan man selv kan lave det