Det er det rene svir at fortøje til klippe og med hækanker i Skærgården og at overnatte i de skønneste naturhavne.
Det kræver at man er i stand til at gebærde sig i skærgården - og det har jeg gjort siden1988.
I den samme årrække har jeg ejet NK D4 CAN III - en nordisk krydser fra 1931, som nærmest er født i den svenske vest-skærgård, og som det er en fornøjelse at krydse rundt med i netop dette farvand
SEJLADS I SKÆRGÅRDEN
Skærgården er et vidunderligt sejlads-område, som vi danskere kun kunne ønske os at have som en del af vores egne farvande.
Vi kan nu kun forbande Christian IV og hans søn Frederik III, der satte Bohuslän overstyr med deres storhedsvanvid.
Jeg har mest sejlet i den svenske vest-skærgård - Bohuslän, men har også sejlet i Blekingeskärgården og Sörlandet - den norske syd-skærgård.
Den stockholmske øst-skærgård har jeg desværre kun besejlet med færge.
Ifølge Åke Améen - som jeg senere vil fortælle om - er sidstnævnte område det sværeste med den største og tætteste forekomst af skær og "bränninger" - så det har jeg altså tilgode at udfordre.
I det følgende vil jeg hovedsagelig gøre mig klog på Vestskærgården - altså Bohuslän - fordi det er der, jeg siden 1988 har været så mange gange, at jeg mener at kunne gøre det. Altså klog på...
Men har du lyst til at læse om mine erfaringer og oplevel-ser i det norske Sørlandet i 2023, så kan du få dem ved at gå til den lange beretning her
Herunder kommer en række emner, jeg finder relevant at tage op - det har taget form efterhånden.
En stor del af indslagene er hentet fra andre af mine undersider - men jeg forestiller mig, at det er godt at kunne læse det samlet her.
Det er bare at læse dernedad, men du kan også prikke på det blåt markerede for at komme til et emne.
-
Skærgårds-sejlingens glæder - lige herunder
Jeg har skrevet en artikel til bladet "Klassisk Træbåd" om mit liv med CAN III gennem 32 år
OBS: Facebook-visning forvansker hjemmesider - så hvis du har fulgt link fra FB, og siden ser mærkelig ud, skal du gå op og finde de tre prikker og vælge: "Åbn i ekstern browser"
Naturhavnen Donsö Kanal sydvest for Göteborg
Skærgårdssejladsens glæder
Skærgården er vidunderlig. Så vild og så smuk – og så anderledes end vores hjemlige farvande.
Det er noget helt andet end at sejle i en blid dansk fjord mellem lave kyster – i skærgården kan man krydse rundt mellem øer og skær, mens skiftende og endda meget forskellige naturscenarier ruller sig ud omkring én, hver gang man er kommet forbi en ø.
Og man kan stoppe og smide ankeret næsten hvor som helst i læ af en ø og spise frokost og tage en badetur, inden man sejler videre.
Frihed, nydelse, skønhed – mere end man overhovedet kan forestille sig, hvis man ikke har prøvet det.
Bølger er der ikke mange af – kun når større powerboats passerer én med al for stor fart.
En af de vidunderlige udsigter, der venter oppe i skærgården, når man har kæmpet sig op til øens midte
Sejle trygt
Man kan sejle trygt og sikkert i de mange afmærke-de leder, og man kan vælge - alt efter temperament og erfaring – at udfordre de uafmærkede områder.
Her kan man ofte finde endnu mere skønhed og ikke mindst ro for de mange andre, der ligesom én selv har opdaget skærgårdens lyksaligheder.
Klippekys
Det kræver indsigt og erfaring at tage udfordringen op at sejle udenfor lederne – og det kan selvfølgelig gå galt.
Det går nu sjældent ret galt, hvis man ryger på - den svage bølgegang gør at båden ikke smadres, så længe man er indenskærs.
Ude i yderskærgården er der mere farligt – her kan der være bølger, så der må man være mere forsigtig, orientere sig mere omhyggeligt og lade være med at gå for tæt på mulige grunde og skær.
Inde i inderskærgården kan man selvfølgelig gå meget hårdt på – og skæret kan ligge så tæt under overfladen, at der bliver slået hul i skroget.
Jeg har nu kun set noget sådant een eneste gang i de 33 år, jeg foreløbig har sejlet i skærgården.
En hollandsk ketch lå sunket med en del af kahytten og masterne over vandet lige øst for den afmærkede rende.
Det så ud til at den hollandske skipper bare i fuld fart havde drejet styrbord fra løbet, da han så en flok både ligge så hyggeligt side om side op til klippen på en ø længere inde.
Det skal man ikke bare gøre – man skal se i søkortet eller sin skærgårdsskitse, hvordan man kan komme derind.
Men jeg har da et andet:
Af en eller anden mystisk grund rundede denne sejlbåd det røde mærke avet om - og så stod den nok så fint på en klippe.
Efter ½ times biksen og baksen kom de fri og sejlede videre
Følg med i søkortet
Når man sejler gennem skærgården, må man altid holde sig ajour med søkortet.
I de store fint afmærkede leder (anbefalede ruter) er det stort set bare at følge strømmen (altså af både), så går det ikke galt.
Der er mere at holde rede på, når man sejler udenfor afmærkningen, og det er jo nødvendigt, feks. når man krydser.
Nogle vælger ligefrem at krydse af i papirsøkortet, når man passerer et identificeret skær eller en ø, men det synes jeg ikke er nødvendigt.
Sig feks. øens eller skærets navn, når du passerer - så sidder det i hukommelsen, så man ikke taber orienteringen
se mere om de svenske søkort her
Der kan bestemt også være andre grunde til at sejle ud på egne veje – der er jo ikke meget ved at ligge der og sejle i stimer – og så kan det jo være fordi man vil opsøge en dejlig naturhavn eller en ankerplads.
Følg med i søkortet, brug de navigationsmidler, du har styr på, og kommer du i tvivl – så foretag omgående en omsvajning, læg båden bi og orienter dig.
Sejl ikke videre før du er helt sikker på, hvor du er og hvad vej du skal sejle – brug din sunde sans - så kan du nøjes med at få alle de skønne oplevelser, som skærgården kan byde på.
Dyrelivet
Det er ikke kun de mere eller mindre bevoksede klippeøer, der giver naturoplevelser her, dyrelivet er også så rigt, hvis man har øje for det.
Havfugle er der overalt, selvfølgelig – mågefugle i alle afskygninger.
Naturhavnene vrimler af svaner og canadagæs – edderfugle og bramgæs og andre andefugle. På klipperne hopper vipstjerter rundt og mange andre småfugle.
Langs klipperne, lige nede under vandkanten, kan man finde østers og muslinger.
Så vidt vides kan man roligt spise dem – vandet er så rent. Jeg har i hvert fald aldrig fået problemer af det.
Man kan gå ind på det svenske Livsmedelverket og se oplysninger om vandkvalitet i de enkelte fjorde og havområder, hvor der tages prøver af muslinger og østers (musslor och ostron).
Gå ind på hjemmesiden for Livsmedelverket under Produktion, handel & kontroll / Livsmedelkontroll / Produktionsområden för musslor-ostron
Eller klik her: Kontrol-livsmedelverket
Er man heldig, ser man sæler, men det er mest ude i yderskærgården, at de færdes.
Er man gået op til toppen af en af de yderligt liggende øer, kan man nogle gange se sæler, der ligger og hygger sig på skvalpeskærene ude i havstokken.
I hele skærgården kan man møde marsvin – også helt inde i de indre vande
Blodsugere
Der er et bemærkelsesværdigt fravær af en bestemt type dyr - nemlig blodsugerne. På skærgårds-øerne har jeg til dato ikke mødt myg, mitter eller flåter. Dem kan man til gengæld møde i hobetal inde på fastlandet.
Vi har dog i de senere år mødt klæger - de blodslikkende fluer, der bider hul i huden og sutter løs. Det gør av.
Der kommer der flere og flere køer og får ud på øerne - vistnok som en form for naturpleje - og hvor de er, er der også klæger.
Hvis det blæser lidt, så møder man dem ikke, men er det en stille og varm dag, så kan det ske.
De er mærkeligt sløve og langsomme, og man opdager dem som regel, når de sværmer omkring een for at finde et godt sted at slå til - og så er det om at smække hårdt til dem, lige når de er ved at sætte sig.
De er sejge og slagfaste - de skal jo kunne tåle klaskene fra koens hale - men en hård hånd kan de ikke tåle.
Der er forskellige slags - fra 1-3 cm lange. Den store okseklæg har jeg nu aldrig mødt i skærgården.
Fiskemad
Jeg har egentlig ikke de bedste erfaringer med at fange fisk heroppe i skærgården – men når man ser mængden af småfartøjer, der dørger efter makrel, må man da gå ud fra, at de findes.
Et af mine problemer er nok at båden helst vil sejle hurtigt – og jeg også - og så er det svært at holde rede på et dørg – og at holde farten nede til det.
Men det er da lykkedes nogle få gange - bla. denne magre makrel, som smagte udmærket
Vildskab og idyl
Når man ligger ved et skær eller en ø, er det nærmest et must at vandre øen rundt – og at gå op på toppen om aftenen og se solnedgangen.
Jeg har vel 1000 fotos af solnedgange – de bliver aldrig noget, der kan vise virkeligheden, men det er så dejligt at tage dem – bare for at huske hvor smukt det var.
Det blånende vand mellem de endnu solbelyste øer – og så de maleriske skyformationer, der spejler sig i vandet.
Måneskin er heller ikke at foragte – sølv-flimrende vand mellem mørke øer. Det er bare sværere at fotografere...
Prægtigt er det også at ligge trygt i læ i blæsevejr bag en ø i yderskærgården og så at gå over øen og ud og nyde søens vildskab og uendelige angreb på klipperne.
Det giver utroligt god motion at gå rundt på en klippeø – den er altid en udfordring at færdes på.
Stikkende bevoksning og vilde klippe-formationer gør, at man aldrig kan gå den lige vej fra a til b.
Det kan sagtens tage en halv time at gå en kilometer – tildels på grund af det kuperede terræn - men ikke mindst fordi der er så utroligt meget at kigge på, som feks jættegryder
Det er svært at lade være med at stoppe op og nyde de skønne blomstertæpper, der breder sig overalt, hvor der er lidt jord at gøre det på.
Men det forsinker også, at der kan være noget at hapse i sig på turen.
Mellem de bare klipper gror der nemlig også tit vilde brombær- og hindbærbuske i massevis til glæde for maven
De mange regnpytter og vandhuller oppe mellem klipperne kan give timers underholdning ved betragtning af mængderne af krible-krable-dyr som haletudser, skøjteløbere, rygsvømmere og meget mere.
Der kan være et fantastisk mylder af dyr og planter i og omkring de små vandmiljøer - det kan være helt paradisisk
Flere vandhuller myldrer med de fineste haletudser.
Hvad de skal blive til, ved jeg ikke - det er min biologiske indsigt og forstand ikke stor nok til at kunne afgøre.
Og man jo kun undre sig over, hvordan de overhovedet er kommet ud på disse fjerne øer, og om de voksne tudser og frøer dog kan finde nok føde herude
Også vandhullerne nede ved havstokken giver stor mulighed for underholdning, når de er fulde af småfisk og rejer.
Vandet bliver fornyet, når det blæser - eller når større motorbåde drøner forbi i fuld fart og laver dønninger, der ellers kun generer os andre....
De sødeste små blomster titter frem overalt fra revner og små jordklatter mellem klippeknoldene – og klipper-ne er i øvrigt smukt dekoreret - eller nærmere ornamen-teret - af de smukkeste laver og mosser i gule, rødbrune og grønne nuancer.
Og konstant suges ens blik til de herligste views over de mange øer og skær ude i det blå hav.
Uanset om det blæser, kan man altid finde et læsted bag et klippefremspring og sole sig på en solopvarmet klippe.
Tilbage til båden – der jo ligger i læ bag den høje ø - kan man lige tage endnu en svømmetur i det lune vand mellem klipperne og sole sig lidt på båden eller oppe på den varme klippe.
Lyder det paradisisk? Jamen det er det!
Udover at give læ kan klipperne være rene kunstværker, som man kan ligge og studere, mens man soler sig
Civilisationens dragen
Selv om man nødigt vil løsrives fra den prægtige natur, så kan der også være noget at hente inde i ”civilisationen” – der hvor menneskene og deres værker dominerer.
Her er selvfølgelig forretninger, hvor man kan supplere beholdningen, og så er der masser af turistbutikker og kunstudstillinger.
Smag og behag er jo forskellig, men for mig er det vigtigste at se de vidunderlige og ofte finurlige gamle træhuse som skærgårdsbyerne er fulde af.
Husene er velholdte og malet i fine og varierende farver – tit hvide, men mest de okkerfarvede gule og røde, men også mange blå og endda lilla.
Husene ligger ofte i en fin symbiose med grundfjeldet, der bulner op overalt – vejene snor sig og stiger og falder med det kuperede terræn, som også har fået lov til at herske i småbyerne gennem hundreder af år.
I de luneste lavninger gror figner og druer, og stier og krogede stræder snor sig mellem husene – og pludselig en lillebitte park – eller en havudsigt med en badebro eller en lille jollehavn.
Svensk byggetradition er jo vidunderlig – ikke mindst i skærgården.
Dimser og dippedutter overalt – udskæringer og forsiringer, gesimser og kunstværdige gelændere og altaner.
Små tårne og frontispicer – fine sprossede vinduer – fyldningsdøre og snoede udvendige trapper.
Alt sammen pysset og nysset om – sikkert meget mere end dengang i fortiden, hvor de var nutid.
Mange har de små trehjulede ladknallerter, som var helt dominerende på øerne for bare 25 år siden, og de bruger dem skam stadig til at køre til den lokale ICA (Brugsen) eller til havnen med.
Nu er bilerne også kommet til og fylder de smalle og krogede gader – selv til de mindste øer sejler der i vore dage bilfærger – af helt uforståelige årsager, i hvert fald for mig.
Ofte kan de højst køre en kilometer fra havnen!
Nåh, men bilerne kan ikke ødelægge min glæde ved den svenske byggekultur og al den hygge, der hersker omkring den.
En sjov detalje i de små skærgårdssamfund er en udbredt tradition for selv at dekorere sin postkasse.
Det kan være et lille naivistisk maleri, eller det kan ligefrem være postkassens udforming – feks som en lille skærgårds-hytte eller en sjov fiskekutter.
Vi har virkelig underholdt os med at opdage nye sjove påfund på vores gåture i disse småbyer.
Men når først man kender friheden og naturnærheden ude på skærene, så bliver man ikke længe i havnen trods alle dens tilbud og bekvemmeligheder.
Vi suger det til os, der er det værd – husker at bunkre vand - og så ud til en ny naturhavn.
Tilbage til de paradisiske tilstande
Ud og bade, vandre og naturopleve. Og nyde det, man har købt inde i civilisationen – den er jo meget god at have, men derude leves det sande liv.
I naturhavnen kan man leve et liv, der nok kommer tættest på urmenneskets - herude kommer den svenska polisen ikke, hvis man springer i vandet eller soler sig uden tøj på.
Kravler man rundt ved klippernes fod, kan man plukke østers og muslinger og spise den skønneste frokost.
Stenalderens køkkenmøddinger fulde af østers- og muslingeskaller fortæller noget om deres herlige liv.
Hvis jeg havde forstand på tang, er der ingen tvivl om at jeg ville kunne lave herlige tangsalater – men det må komme.
For nogle år siden tog vi ind til civilisationen efter flere dages smovsen i disse herligheder.
Her så vi østers til salg for 48 kr. stykket!
Der er nogle begrænsninger for, hvor man må plukke østers - men dem kan man ikke overtræde ude på de ubeboede øer, holme og skær i skærgården.
Og østersen skal være over 6 cm stor for at man må plukke den.
Seværdigheder i skærgården
Der er så utroligt mange - og hvert skær eller ø er jo egentlig en seværdighed.
Men herunder vil jeg tage fat i nogle - efterhånden som jeg finder fotos frem
Marstrand - fæstning, frihandelsstad, badeby og sejlercentrum
Marstrand er pragtfuld - både fæstningen og byen på begge sider af havnesundet.
Der er egentlig frygteligt i havnen både dag og nat, da der virkelig er gang i den både på land og i havnen døgnet rundt.
Men lige oppe på nordenden af Koön findes en herlig naturhavn ved Frännbun med en fin gåtur ad klipperne til byen. Se en skitse her
Carlstens fæstning er fantastisk og imponerende og virkelig værd at besøge.
I slutningen af 1700-tallet blev havnen frihavn i nogle årtier, hvilket trak en masse handel og handelsfolk til og gjorde byen på begge sider af havnen rig.
Her var det, at den dansk-norske søhelt Torden-skjold med kun få folk belejrede den næsten uindtagelige fæstning.
Han duperede kommandanten til at overgive sig ved at lade sine få soldater spadsere rundt og rundt om husene, så de virkelig så ud af mange
- Tordenskjolds soldater...
Da fæstningen senere blev til fængsel, rummede den blandt andre den berømte Lasse-Maja - det svenske svar på Robin Hood.
Marstrand er vært for en række internationale regattaer - hvilket i høj grad er med til at forøge livligheden i området - og at gøre det svært at få en havneplads...
Societetshuset i Marstrand er en af de mange arkitektoniske perler på begge sider af sundet mellem øerne - repræ-senterende alt det fineste svenske træbygningsarbejde i fuld styrke.
Efter en årrække som ruin blev bygningen flot istandsat på privat initiativ - og idag er den feststed og restaurant
Snyd endelig ikke dig selv for at sejle gennem Albrektssunds kanal på vejen fra eller til Marstrand - den er så smuk og spændende.
Den første kanal blev gravet i 1776, men den grundede op, så forløbet blev ændret i 1840 - sprængt gennem høje klipper -hvilket ikke gør gennemsejlingen mindre forrygende
Hamnholmen-Skutholmen - naturhavn med historiske vingesus
3½ sømil sydvest for Fjällbacka findes en fornem naturhavn, hvor selv større skuder har kunnet gå ind for sejl - hvis der altså var en "kendtmand" ombord, som kunne vise vejen.
Der er faktisk tre indgange, så enhver vindretning vil kunne bruges.
Inde i bassinet ligger man fuldstændig beskyttet for enhver vindretning, og ingen skvalpsø kan trænge ind. Der er - sikkert af samme grund - altid en del både i havnen.
Men havnen har jo været kendt i mange århundreder, og dens egnethed som naturhavn også i storm har medført at skibe gik i sikkerhed her.
Og hvad f..... skulle man så lave, når man lå i dagevis og afventede bedre vejr?
Jo, en ældgammel tradition har været, at man indhuggede skibets navn og årstallet i klippen - og derfor finder man inskriptioner her i naturhavnen helt tilbage fra1400-tallet.
Der er rigtigt mange af dem, og de er spændende at tyde.
Hamnholmen og Skutholmen er forbundet med hinanden med nogle trædesten over det ganske smalle stræde - og holmene er ret høje og spændende.
På skitsen ses de tre indsejlinger til naturhavnen.
Nogle af inskriptionerne er blevet farvelagt - og det har de måske også været oprindeligt.
Der er til mange timers udforskning og tydning af skibsnavne og årstal.
En masse hidtil oversete inskrip-tioner er fornylig blevet fundet og malet op.
Der er over 1200!
Læs mere og se billeder om øerne og ikke mindst inskriptionerne i min danske oversættelse af en svensk beskrivelse:
Nyligt opmalede inskriptioner med bomærker og våbenskjolde fra danske og tyske adelsfamilier.
Foto: Daniel Lindskog, Bohusläns Museum
Endnu en opmalet tekst - som jeg selv har skærpet yderligere ved foto-
teknisk at erstatte blå fremhævning med hvid.
Bemærk den kreative sammenbyg-ning af bogstaverne - dels vel for at spare indhugning, og dels nok af rent æstetiske årsager.
Navnet kan ret sikkert tydes som "Johan Melman"
Smögen - et gammelt skærgårds-handelsmekka
Smögen ligger ud til Kattegat på højde med Uddevalla. Havnen er en lang sprække i øen med en lang tradition som handelscenter.
Man lander direkte i en
historisk maritim markedsplads – men der er nu et leben a la Dyrhavsbakken over det.
Klik på billedet for at se det større
For enden af havnen - ud mod vest - kunne man i gamle dage sejle ud ad en smal og kroget udgang direkte til Kattegat.
Hullet hedder Smöghålet og er vist med en pil på kortet herover.
Desværre har man i nyere tid bygget en bro henover Smöghålet, så både med master over 5,5 meter ikke kan komme igennem
Herunder ses et mere moderne foto - man kan stadig gennemsejle Smöghålet, kun ikke med høj mast
Herover ses et billede fra Christian Nielsens fotosamling
- sikkert fra den eventyrlige gennemsejling af "Smöghålet", som er beskrevet i beretningen om en fællestur for nordiske krydsere kort efter 2. verdenskrig.
Dengang kunne både med høje master komme igennem, men i beretningen omtales den meget knebne plads i kanalen.
Man kan sagtens forestille sig livet i gamle dage, hvor fiskerne landede sild til konserves og langer til tørfisk - og hvor der afholdtes markeder, som man kom sejlende til.
Stedet har summet af liv størstedelen af året.
På øen Kleven syd for havnen blev der tørret fisk på store stativer, og i byen lå de travle konservesfabrikker.
Senere, da den nye badetrent kom til i slutningen af 1800-tallet blev stedet opsøgt af badegæster i massevis.
Andre seværdigheder:
-
Fjällbacka – skøn by, se Vetteberget med den fascinerende Ronja Røverdatter-kløft - Kungs-klyftan.
Havnen kan dog være frygtelig at ligge i om natten pga. af at fars drenge holder kommers i store motorbåde med store højttalere - og gerne drøner rundt i havnen råbende og skrigende til langt ud på natten
-
Grebbestad – med mulighed for at spadsere op og se de fantastiske helleristninger i Tanum.
Har desværre samme natteproblem som Fjällbacka og Marstrand... Se mere om stedet
- Fiskebäckskil – Fint lille fiskerleje syd for Lysekil med de yndigste små huse – man kan også ligge for svaj ude i bugten.
Det kræver landgangsfartøj, hvis man ikke vil ligge i havnen, som altid er overfyldt - og så har svenskerne jo den uskik, at de ikke markerer, om pladsen er optaget... Se mere om stedet
-
Stigfjorden – mellem Orust og Tjörn - idyl og skønhed og masser af muligheder for landhug
-
Smögholmarna – udfor Stigfjorden - byder på en hel del små vige - fremragende naturhavne med landhug
-
Käringön – yndig idyl - endnu et gammelt handelscentrum
-
Skärhamn – stor gammel skonnerthavn med fine gamle skipperhuse. Fornemt akvarelmuseum
-
Kärrsön-Hättan – vidunderligt lille arkipelag nederst i Hakefjorden med mange muligheder for landhug. Se mere om stedet
-
Åstol - en fuldstændig tilbygget ø lige nord for Marstrand. Havnen er en dyb østvendt sprække
-
Mönster Udde-Hästholmen – lige nord for Malö ved Nidingen. På vejen op mod Skærgården gør jeg så vidt muligt stop her.
Her er den smukkeste natur – en lille anløbsbro – også ankerbøjer ude i sundet – og man kan gøre fast til Hästholmen.
Vigtigt: Se den helt fantastiske solnedgang over Kattegat fra stor højde oppe ved lodsudkigget
Se mere om stedet
-
Yttra Tistlarna – en skøn naturhavn med frit kig langt ud over Kattegat.
Her kan man virkelig få det for sig selv, men der mangler selvfølgelig det for så mange så nødvendige elstik...
Læs her om nogle af mine ture i skærgården:
Vinterens litterære oprustning
Når beslutningen er taget om den første sommertur til skærgården, er det en god ide at opruste vidensmæssigt, så man kan gebærde sig sikkert og frækt i de udfordringer, man kommer til at møde.
Der findes masser af litteratur idag - især til at købe, da bibliotekerne har indskrænket deres samlinger til nærmest ingenting.
Men jeg kan her fortælle om, hvad jeg i sin tid har brugt som en del af mine forberedelser i sin tid - men det er til gengæld også værker, som jeg stadig har med i båden, og som jeg stadig konsultererer både undervejs og i vintermørkets forventningsfulde drømmerier.
Min skærgårdsbibel
To værker har præget hele min opstart på sejladserne i skærgården - Åke Améens "Om skärgårdsnavigering" og Hartelius & Rydholms "Tislarna-Strömstad" - og den sidstnævnte har jeg altid med på sejlturene - læser endnu ofte i den - nu efter 32 år - så meget har den betydet for mig.
Den fortæller om hele Bohuslän, og der er jo så meget at komme efter, at der altid er noget nyt at møde og opleve.
Bogen er fuld af anekdoter og facts - og så giver den en masse forståelser af selve det at færdes i skærgården.
Jeg har allerede fra det andet år, jeg sejlede i Bohuslän, anskaffet en masse skærgårdsskitser over øerne.
Dem kan du se mere om lidt længere nede.
Men selv bibelen kan dog fejle
En gang, hvor jeg kun brugte Hartelius til at sejle indenom en ø, sejlede jeg ind i noget der mindede om et overskyllet stenbrud.
Så ligesom biblen har sine dunkle punkter, har denne bog det også.
Da jeg senere sammenlignede med mine GKSS-skitser kunne jeg se, at det var dem, jeg skulle have fulgt.
På Hartelius' skitse over naturhavnene ved Alvö har jeg markeret stenbruddet med blåt og væmmelige krydser i - og iøvrigt også skærpet 2 m grunden oppe ved Stensholmen til kun 1,8 m.
Jeg måtte trække båden sidelæns for spiler over klipperne - fra knold til knold, ivrigt spejdende om noget kunne komme op til skroget og skade det. Det lød og føltes fælt, og igennem kom vi.
Næste vinter kunne jeg ikke se så meget som en ridse på kølen!
Strædet mellem Keö og Kungshamns skären fører op til den pragtfulde naturhavn Båtviken. Som det ses, er der tre leder ind til naturhavnen
Men det er er altså kun eet af to steder, hvor Hartelius har fejlet.
Det andet sted var naturhavnen og ledet nord for Keö.
Da jeg i fin stil sejlede nordøst på gennem strædet mellem Keö og Kungshamns Skären og drejede skarpt til bagbord for at gå op mod Båtviken røg jeg på en lang udgrunding fra øen - nu afmærket med blåt.
Jeg skulle bare have kigget i skitse 933/25, så var det ikke sket - men i blind religiøs tiltro til profetens ord fik jeg altså denne oplevelse med.
Men som nævnt tidligere, er der jo ingen bølgegang, så man ligger bare stille.
Klipperne holder heller ikke nær så godt fat i båden som en klæg fjordbund, så det er bare at bikse og bakse sig fri.
Tit kommer man fri næsten med en følelse af en stabelafløbning - swusj - man kører ned ad klippen og ud på det frie vand
De svenske søkort
Man kan købe opklippede søkort over skærgården, både svenske og tyske. Der følger så store plastiklommer med, som man kan hæfte sammen og have i rækkefølge - så man har dem i forlængelse efter hinanden, efterhånden som man sejler gennem vandskaberne.
Herunder ses et eksempel:
Det svenske søkort her viser den mest udbredte korttype - i skala 1:50.000, men så findes der specialkort over særligt snævre sunde - og en række kort over Göteborg-skærgården i størrelsesforhold 1:25.000.
Det kan virke lidt stressende at skulle sejle efter disse kort - se feks. det viste led forbi Kalköbåde nordvest om Gluppö herover - men bare rolig, man finder hurtigt melodien.
Og man kan stole på at svenskerne gør noget særligt ud af det, hvis det er helt umuligt at vise en gennemsejling i det almindelige
søkort.
De ekstra blå fremhævelser i søkortet er mine egne - så kan jeg nemt se, hvor der er farlige grunde eller klipper - også ved et hurtigt blik i kortet. På de tyske skærgårdskort er disse markeret meget klart med en rød linie.
Markeringerne med gult og nogle numre - feks. på Gluppö i kortet herover - i er mine egne påtegninger af naturhavne, som jeg selv har skitser til - se herunder.
Man kan ikke se i de svenske søkort, at de er egnede til anløb, idet den svenske korttegning kun har en 3 meter-kurve som det mindste.
Derfor har de forskellige kredse af Svenska Kryssarklubben lavet nogle grundige skitser - numrene i mit kort henviser så til den pågældende skitse.
Det er yderst bekvemt, når man enten gerne vil stoppe for at spise frokost - eller vil finde en nathavn.
Se mere her om Skærgårds-skitser herunder
Skærgårdsskitser
Der er som nævnt et afgørende problem ved de svenske søkort - nemlig at deres mindste dybdekurver ligger på 3 og 6 meter i modsæt-ning til vores 2 og 4 meter.
(Det er endnu værre i Norge - her er mindste dybdekurve på 5 m...)
Det gør, at det kan være meget svært at se egnede ankerpladser på de ellers så fremra-gende svenske skærgårdskort - men det er der heldigvis råd for.
Der findes idag en masse herlige hjælpe-midler til at klare dette problem.
Flere svenske foreninger har udgivet større bogværker med anvisninger af naturhavne i både øst- og vestskærgården.
Jeg fandt i sin tid mine skitser hos Svenska Kryssarklubben.
Jeg købte en kæmpe samling engang i 1980'erne - og dem har jeg endnu.
På dette kort vises gennemsejlingen af det såkaldte Jungfruhålet, der som navnet antyder er særdeles smalt.
Andre skitser koncentrerer sig om ankerpladser - og vejen derindtil.
Også her kan spejlkompasset bruges.
Hydrographica - førhen på "Eniro på sjön"
Problemet med mindste dybdekurver på 3 meter er åbenbart også noget de svenske sejlere er klar over. "Eniro på Sjön" tilbød - mod ekstra betaling - at man kunne bruge systemet "Hydrographica" - nærkort til en lang række naturhavne med anvisninger til egnede anløb til klippe og med 2 meter kurve og nøje dybdeangivelser.
Jeg har afprøvet det i en kort gratisperiode, og det fungerer fint, men endnu er det mest den svenske østkyst, der er dækket.
Men flere områder vil sikkert komme til også på vestkysten.
"Eniro på Sjön" eksisterer ikke mere, men er overtaget af "Skippo" - og her får man stille og roligt indført 2 meter-kurver i kortene, efterhånden som de kommer til.
En del er allerede kommet og er særdeles brugbare.
Også "Navionics" har i visse områder anvist 2-meter kurver i den svenske skærgård - hvor de så end har deres oplysninger fra - og de er i overensstemmelse med mine skitser.
Den store læremester Åke Améen
I sin tid boede jeg i Tårnby, hvor biblioteket havde verdens bedste maritime litteratur-samling. Her faldt jeg over denne fantastiske bog, der ikke kan anbefales nok.
Her blev jeg gjort opmærksom på spejlkompassets klare overlegenhed og fik derudover utallige tips og kneb om overeet-linier, hurtige vinkelskøn med brug af hånd- og fingerbredder og meget andet - et mirakel af viden.
Åke Améen var hjemmevant i den stockholmske skærgård - og enhver der har været der, ved at det nærmest er et overskyllet stenbrud at sejle i.
Mange steder ligger skærene og de usynlige klippegrunde utroligt tæt.
Der skal handles hurtigt, når man drøner igennem i skärgårdskrydseren med 6-8 knob.
Her er der ikke tid til at stå og fedte med diverse parallelliniealer og trekanter - og at rende op og ned mellem navigationsbordet og roret.
Så det er altså Åke Améen, der har lært mig at bruge spejlkompasset - og har man først prøvet det, ved man hvilket supergrej, det er.
Han har også lært mig at have søkortet med oppe i cockpittet, hvor jeg skiftevis kaster spejlkompasset ned i kortet og holder det op for at styre efter det.
Og jeg holder det også op, og bruger det lige til at se, hvad jeg egentlig skal styre efter.
Det kan være meget svært at se, om den klat, jeg ser i søkortet, er det høje skær derfremme - eller om det er lavt og slet ikke dukket op endnu - men nu ved jeg i første omgang, hvad vej jeg skal sejle.
Den anden anvendelse er at holde spejlkompasset op og tage en pejling for at være sikker på, hvor jeg nu er.
Og så lægge det ned på kortet feks. for at se, hvor langt jeg er fremme - og kan evt. kan dreje.
Og igen - fra kortet kan jeg lynhurtigt måle, til hvilken ny kurs.
Det er simpelthen en nødvendighed, når man krydser gennem skærgården.
Og det er spændende og sjovt - for det lykkes jo!
Lathunden
Det er også ovennævnte Åke Améen, der har lært mig om fordelene ved at have små stykker af søkortet med i båden - der hvor det er særligt besværligt - og så i stor størrelse.
Her kan man så tegne vinkler og overeetlinier ind - og markere særligt farlige grunde m.m.
Et sådant kommenteret kortudsnit kalder han en Lathund (dovenhund)
Altid ved hånden - og man slipper for at måle noget op i den kritiske stund.
Her ses en af mine egne "lathunde" for Nordbredningen udfor Frederiksværk, hvor man kan skære indenom grundene midt i bredningen og derved spare flere sømil.
Jeg har trukket 2-meter kurven op med kraftig farve og skrevet kurserne for de forskellige "ben" ind på den alternative rute - både for ind- og udgående.
Det kræver altså ingen opmålinger i søkortet for at gennemsejle dette farvand - de nødvendige oplysninger er lige til at aflæse.
Ord og Begreber: Led, bergöglor, bränning og bôe
Man støder på mærkelige vendinger og ord, når man læser om skærgården.
Her vil jeg efterhånden prøve at samle nogle af dem.
-
Bergöglor eller Dubbar - faste fortøjningsøjer banket ned i klippen
-
Bôe - den bohuslänske betegnelse for en bränning - altså et skvalpeskær i overfladen eller lige under
-
Bränning - et skvalpeskær tæt på overfladen. Ikke altid synligt med bråd på - kun når der er bølger - eller powerboats eller færger sætter dønning, der afslører skærene.
-
Dubbar eller Bergöglor - faste fortøjningsøjer banket ned i klippen
-
Led - udpeget vej gennem skærgården - nogle gange afmærket med sømærker, andre gange med landkendinger, overeetmærker mv. som ledetråd
-
Sopmaja - tørkloset og affaldsaflevering ude på skærene
Der vil komme mere her
Navigationsudstyret
Jeg er jo simple-sailor, så jeg omgiver mig ikke med en mængde måleinstrumenter og kortplottere med bib og dyt og automatisering af min færden.
Det er dræbende for min nydelse, sansning og intuitive beslutsomhed, så det vil jeg ikke have. Sådan har jeg sejlet i alle årene i min egen båd, og jeg elsker det.
Jeg har også sejlet både i skærgården og andet farvand med både, udstyret med alt bipperiet - så det er altså ikke fordi jeg ikke kan finde ud af bruge det eller slet ikke har prøvet det.
Jeg vil ikke have det, fordi det føles ødelæggende for min glæde ved at færdes i Skærgården - og for den sags skyld også alle andre steder.
Det tager alt for meget opmærksomhed fra naturscenarierne og berøver mig evnen til afstands-bedømmelse og forståelse af vandskabet.
Så af navigationsudstyr har jeg kun i båden - udover ovennævnte litteratur og skærgårdsskitserne:
-
Papirsøkort
-
kikkert
-
bådens kompas
-
spejlkompas
-
kurslineal
-
håndlod med lodline
-
mine hænder med fingre
-
og ikke andet...
Spejlkompasset - skærgårdens bedste navigationsinstrument
Rundt omkring i disse tekster støder du gang på gang på mine anprisninger af dette instrument.
Lynhurtig i brug - og når man har lært det at kende - også ganske enkelt i sin funktion.
Jeg sværger jo som Simple Sailor til bippedutfri navigation - og med lidt øvelse bliver sejladsen tryggere og hurtigere med spejlkompasset end med de elektroniske hjælpemidler, der ødelægger sansning, intuition og kortforståelse.
Læs meget mere om fordelene ved at
bruge spejlkompasset i skærgården
Vinkelmåling med hånd og fingre
Ovenfor nævnte Åke Améen gav mig fra starten et helt fantastisk måleinstrument til hurtig vurdering af en kurs. En kursændring, man kan se i kortet kan lynhurtigt udføres i praksis - og omvendt.
Med udstrakt arm og fingrene strakt ud til hver sin side er det udsnit af verden, man ser forude ved fingrene nøjagtigt 19 grader.
Jamen, vi er da skabt forskelligt, vil mange svare. Prøv det alligevel - det gælder også for mig, at det giver 19 grader.
Brug pejlekompasset - find to punkter, der passer ud for dine udspredte fingre.
Du vil blive overrasket!
19 grader - helt nøjagtigt!
Og her endda med selveste Åke Améens egne fingre
Men skulle du alligevel være skabt så unormalt, at du feks. ser 18 eller 20 grader - ja så ved du da bare det og kan bruge det.
Der er jo ingen andre, der kan se med dine øjne, så det du måler bliver dit personlige mål.
Nu kan de 19 grader bare dobles op ved at man drejer sig i ryk og flytter fingertaget fra fixpunkt til fixpunkt forude.
Man kan også fordoble til 38 grader ved at holde begge hænder frem med udspilede fingre - eller man kan halvere sig til feks kun 10 grader eller mindre.
En lynhurtig metode til at pejle og sigte med - og forbløffende sikker...
Naturhavnene
For os danskere er den svenske skærgård jo et mirakel, hvad angår mængden af naturhavne. De danske naturhavne kan beskrives i en lille bog, mens de svenske ville udgøre hele reoler fulde af bøger, hvis man skulle have alle med.
Alt efter temperament kan man vælge at ankre frit - eller at gå til klippe i en af de mange små velegnede naturhavne. Især de sidste skal man sikre sig at have det rette udstyr til - ikke mindst anvisninger om anløb - det er ikke sådan at se i kortene, hvor det er.
Alt dette kan du læse om herunder.
Ankring i en skøn skærgårdsbugt
Her adskiller metoden sig ikke væsentligt fra ankring i vores egne farvande, bortset fra at bunden generelt er blød også ude i de mere åbne bugter og sunde.
Og så er der jo i massevis af svajmuligheder
Grejet er nøjagtig det samme som jeg bruger i de danske farvande:
Danforth-anker, skålanker og lod.
Jeg bruger dem altid i tandem, dvs. at de sidder på hinandens liner i forlængelse af hinanden.
Det gør det meget mindre tungt at håndtere - og så er det enormt effektivt.
Her ses tandemsystemet, men jeg kan godt finde på at bytte om på skålankeret og Danforth'et, hvis bunden er meget blød.
Loddet er kun sat 5-6 meter foran stævnen - så ligger båden ikke og svinger om ankeret - og det mere end fordobler ankerets holdekraft.
Da alle regler for denne slags ankring ligner de almindelige, vil jeg anbefale, at du går til min hjemmeside om ankring og læse meget mere om de hensyn, man skal tage - samt metoderne til udsætning og optagning af ankrene - ankomsten til pladsen og afsejlingen fra den.
Skærgårdsankring til klippe
Ved ankring til klippe i skærgården - eller de ganske få steder i danske farvande, hvor man kan gå helt ind og få en line i land, er det som hovedregel nok med et anker ude - og loddet på.
Pladsen, man opsøger er jo altid i vindøjet, så man får læ.
Jeg kaster ankeret mindst 25 meter ude, så jeg har plads nok til at svaje om og tage ankeret op, hvis vinden er gået helt om fra agter.
Derpå lader jeg loddet løbe 5-6 meter ud ad ankerlinen. Loddet har to vigtige funktioner:
-
Det forøger ankerets holdeevne betragteligt
-
Når ankerlinen er sænket nedad, bliver den ikke fanget af andre både under deres mere eller mindre desperate anløbs- og afgangsmanøvrer.
En overklippet ankerline eller en ankerline i skruen på en fremmed båd - eller den fremmede båd har fået ankerlinen fast mellem roret og kølen - altsammen er usandsynligt besværende - det er observeret masser af gange.
Selv har jeg nu kun prøvet, at en desperat afsejler lå og drev tværs gennem 5 bådes ankerliner - heriblandt min - med ankeret slæbende over bunden. Det gav lige rigeligt meget underholdning og besvær, men mit glimrende system gjorde, at ankeret fik fat igen, da kvajhovedet endelig fik gjort sig fri!
Hvis jeg frygter at vinden vil dreje, eller endda køre rundt og komme agtenfra, lægger jeg et ekstra anker ud - i vinkel.
(Se længere nede hvordan jeg gør det - uden motor)
Når båden ikke kan svaje, da forskibet er fast i klippen, vil ankrene ikke blive belastet skiftevis, men kan fordoble holdeevnen.
Også her kommer jeg lodder på begge liner af samme årsager som ovenfor.
Har du ikke to lodder, kan du fire et frokostanker ud ad nummer to ankerline istedet.
Jeg sejler ofte alene, og udelukkende for sejl, og det giver selvfølgelig nogle udfordringer mht. anløb, ankring og krisen med at få fat i klippen, når jeg er kommet ind til den.
Læs mere om det længere nede
Skålankeret til den bløde bund
I Bohuslän-skærgården er bunden som regel blød. Alle klippeøer er hævet havbund, men alt det skønne ler, der før lå på klippeøerne, er jo blæst ned i vandet, da menneskene (danskerne) havde fældet alle træerne, og fårene havde ædt alt græsset.
Her er skålankeret fantastisk - og hvis du ser dig omkring, bliver det brugt af alle svenskere og nordmænd deroppe.
Hvor smal-fligede ankre bare vil køre som en plov gennem pløret, skærer skålankeret sig dybt ned i det, til det kommer ned i det komprimerede ler - og det kan ligefrem være rigtigt svært at få det op igen.
Mange tror ellers, at der er klippebund i naturhavnene, og det er der sikkert også nogle meter nede! Selv store nedfaldne sten synker bare ned i pløret og forsvinder.
I smalle sunde med meget strøm er slammet efterhånden vasket væk, og der er tit sandbund.
Jeg har til dato ikke set klippebund oppe i vestskærgården - men det har andre måske?
De uundværlige bergkiler
Når man går lidt uden for de mange meget hjemsøgte naturhavne, er der ingen faste dubber i klipperne. Man skal være heldig at finde en sten at slå en line rundt om, og det er næsten utænkeligt at finde et træ at gøre fast ved.
Så må man have sine egne dubber med - og man må have flere med i specielle udformninger for at kunne stole på dem.
Man kan næsten altid finde en sprække i klippen, hvor man kan slå sin kile i - og de holder forbløffende godt i betragtning af, at der bare skal et eller to slag til fra siden for at få dem løs igen.
Gennem årene har jeg opbygget en ret stor samling af bergkiler - dels gennem oprindeligt købte og også fundne sager, dels ved at andre har givet mig nogen.
Jeg har dem liggende i en kraftig stofpose, og jeg tager ikke det hele med op, når jeg går op på klippen. Min samling er selvfølgelig overdreven stor - det er nok med 4-5 kiler i forskellige udfomninger.
Mukkerten er væsentlig - jeg ser tit folk stå og dutte på deres bergkiler med en fin lille rustfri hammer, som man kan købe i bådforretningerne. Den er alt for let - man vajner bare toppen af kilen i stedet for at slå den ned i klippesprækken.
Alle mine slagser af kiler kommer i brug til forskellige situationer - man lærer hurtigt hvilken til hvad.
Tit sætter jeg to i forlængelse af hinanden, så der altså sidder 4 kiler i klippen - så sover jeg bedre...
Jeg lå engang i en skøn, fredfyldt naturhavn, da der ankom en tysk sejlbåd med 4 store mænd ombord.
-
Ankeret blev kastet ud med stor kraft og præcision, og båden løb op mod klippen 5 meter fra vores båd.
-
Den første mand trådte i land og holdt båden med linen.
-
Op af kahytten steg en mand i blå overalls med en benzindreven borehammer under armen.
Han steg op på klippen, trak i startsnoren og mejslede under voldsom larmen og støven to dybe huller i klippen - -
hvorefter den tredie mand kom op med to store spir og tævede dem ned i klippen med en mukkert.
-
Den fjerde mand stod med stor værdighed nede ved roret og slukkede først bådmotoren, da det sidste spir var banket i klippen og fortøjningen var gjort fast i den.
-
Ikke et ord blev udvekslet under hele processen, al kommunikation udgjordes af nogle små nik til hinanden.
-
Nu kunne de ligge trygt for natten - men det er jo rent hærværk overfor skærgårdsklipperne.
Bergkilerne kan klare det samme og bruger de naturlige revner uden at efterlade synlige spor...
Ankring ved klippe med anløb for sejl - uden motor
Som sejl-sejler foretager jeg jo alle manøvrer for sejl. Det har jeg gjort i mere end 45 år, så det er helt gennemrutineret for mit vedkommende.
Umiddelbart kan det lyde temmelig svært og skræmmende - sejlene har jo ikke noget bakgear, som man kan bremse båden med eller bakke baglæns tilbage med, hvis man finder ud af at det udvalgte sted er dårligt.
Der kan være store sten lige under overfladen, eller det grunder for tidligt op, så man ikke kan komme helt ind til land - og det er jo ellers det, vi alle bedst kan lide.
CAN III ved en naturhavn kaldet Donsö Kanal, på østsiden nordligt på øen Donsö nogle få sømil SW for Göteborg. Stedet er meget brugt om dagen, men også utroligt dejligt.
Nord for den lange vandfyldte klippesprække, der har givet navn til stedet, findes et skønt fredet naturområde med et særdeles rigt fugleliv, og et par kilometers spadseretur sydpå fører til Donsö by med fine indkøbsmuligheder
Men her er ankeret sikkert og godt at bruge i stedet - intet ondt kan ske, blot man har husket at kaste det i tide, og det har nogenlunde godt fat.
Ankerlinen kan gives frit løb eller bremses over et skødespil - og man kan bruge ankerlinen til at hale sig ud igen med og gøre et nyt forsøg.
Anløb til kendt eller velbeskrevet fortøjningssted
Når jeg sejler i skærgården, har jeg skitser med over langt de fleste naturhavne - og her er der altid udpeget de bedste anløbssteder - ovenikøbet med viste dubber (ringe i klippen) og dybder udfor.
I vestskærgården er det muligt at købe skitserne hos Svenska Kryssarklubben Västkustkretsen - der er også udgivet bøger med skitser over de mest populære steder.
Så er det svært at gøre fejl - det er bare at bruge skitsen og kigge efter dubberne. Tit ligger der jo også både her - jeg er jo ikke den eneste der har skitserne.
Man finder et hul mellem de allerede ankomne - og så har man jo også noget at holde fast i, når man er kommer derindtil efter at have smidt ankeret og strøget sejlet.
Et eksempel på en skitse fra Krydserklubben.
De nipsenåle-lignende dimser på kortet er fortøjnings-dubber
Selve anløbet:
Efter at have gjort forfortøjninger og anker klar (og sat fendrene, hvis der ligger andre både) nærmer jeg mig forsigtigt det udvalgte sted.
Pladsen er selvfølgelig udvalgt efter at der er fralandsvind - dog undtagen, hvis der er er en snarlig vindændring i vente - så er det den nye vind, jeg ankrer efter - det kan du se mere om længere nede.
Jeg sigter vinkelret ind på pladsen - prøver at lure, hvor de andre både har deres ankre, så jeg ikke får smidt mit anker oven i deres, og sejler med 2-3 knobs fart og med sejlet oppe frem mod pladsen. **(om krydsende ankerliner - se note lige herunder)
Ca. 35 meter fra klippen kaster jeg ankeret, dvs. omkring 20 meter fra de andre både, slipper skødet helt løs, og lader båden glide derindad, mens ankerlinen løber helt frit ud. Gasten (hvis der er en med) står klar i stævnen med en fastgjort forfortøjning (og gerne en bådshage parat).
Se længere nede om anløb som singlehander
Idet båden jawer stævnen ind mellem de andre bådes hække, begynder jeg at bremse den ned med ankerlinen, samtidig med at storsejlsfaldet bliver sluppet, så sejlet glider noget ned. Nu kan man hage sig fast til nabobåden og hale sig videre ind - eller gøre som lige herunder beskrevet.
Er der ingen andre både, begynder jeg at bremse båden ned 5-6 meter fra klippen, men kun så båden stadig kan glide videre derindad, og så er det bare at bremse båden helt op 1 meter til 75 cm fra klippen - og gasten kan tage et gazellehop ind på klippen, og samtidig med fortøjningen i hånden vende sig om og holde stævnen fra klippen med hænderne.
Så snart båden er standset helt, og gasten har godt tag i fortøjningen evt. lagt den rundt om dubben i klippen, så er det bare at totte godt hjem på ankerlinen - og lige mærke efter om ankeret har godt nok fat.
**Note: Mange bådejere går meget op i, om man får krydset ankerlinerne, men det er virkelig ikke noget problem. Så snart man er kommet ind og har fået gjort fast, kan man bare bytte om på ankerlinerne, så den der kommer øverst, er den, der først vil afsted fra ankerpladsen.
Hvis de pivede vil undgå, at ankerlinerne bliver krydset, må de lægge ankerbøje ud - selv bruger jeg det aldrig, for der er jo nok at se til i forvejen, når jeg går ind for sejl...
Anløb, hvor vinden ikke kommer lige forfra
I de sjældne tilfælde, hvor jeg ikke vil have vinden lige i stævnen - det kan være ud fra en forventet vindændring - gør jeg anderledes. Her bruger jeg min andetsteds beskrevne metode med et delvis nedhalet storsejl.
Storsejlet kan feks. tages halvt ned - og endda endnu mere, og så holder jeg båden i fart ved at hale lidt hjem i agterliget og slippe det igen, så snart jeg har opnået den ønskede fart. Der kræves ikke mere end 1-1½ knob for at holde styrefart - og mere er jo ikke nødvendigt.
Jeg har storsejlsfaldet med ned i cockpittet, så jeg kan tage storsejlet helt ned, om nødvendigt - det er mest nødvendigt, når jeg sejler alene.
Efter at have sluppet faldet, kan man hale storsejlet ned fra cockpittet - ellers må man lige løbe op og få det helt ned.
Er vinden i nærheden af plat læns kan man bare gå ind helt uden sejl og bruge ankeret til at bremse med lige til det sidste.
Anløb som enesejler:
Udover at være simple-sail-sailor er jeg jo også ofte single-sail-sailor. Det giver altid nye og spændende udfordringer
Ligger der andre både op til klippen, er der jo ingen ben i det, så er det bare at gå op til dem og gribe fat efter at have smidt ankeret ud og bremset båden ned med ankerlinen og så tage resten meget roligt - men er jeg alene på stedet, så er det mere spændende og kompliceret!
Selve indledningen til anløbet ligner sig selv til at begynde med - bortset fra at jeg har lagt en stor del af ankerlinen op på fordækket, men selvfølgelig har ankeret klar nede i cockpittet.
Efter at have kastet ankeret lægger jeg ankerlinen en enkelt gang om skødespillet, sikrer mig at roret står neutralt, og at storsejlet kun trækker en lille smule eller slet ikke, og så går jeg op til stævnen og gør mig klar.
Jeg kontrollerer ankerlinens løben ud, lytter til skødespillets klikken, mens båden glider derindad.
4-5 meter fra klippen slipper jeg storsejlsfaldet helt løs og begynder at bremse med ankerlinen.
Godt en 1 meter fra klippen strammer jeg ankerlinen helt op og slår den 2 gange om pullerten, griber forfortøjningen og springer i land - altsammen i hastig følge.
Er der stadig lidt fart i båden, vender jeg mig og stopper jeg den med hænderne - eller hvis der er højt ned til stævnen, sætter jeg mig på enden og stopper båden med en fod. Og så er det bare at gå op med fortøjningen holdt godt til og gøre fast til en dub eller en klippeblok.
Jeg vælger selvfølgelig ikke at anløbe et sted, hvor der er flere meter lodret klippevæg foran båden - men kan godt finde på at forhale derhentil bagefter, hvis det passer bedre med vinden eller andet.
Svipser noget på vejen - feks. ankerlinen kinker - så er det bare at hale sig ud til ankeret igen og runde forbi det med stor energi, og så lade båden komme op i fart og prøve igen.
Øv- ankeret fik ikke ordentligt fat - hvad så?
Opdager jeg efter at være kommet ind til land, at ankeret ikke fik ordentlig fat, tager jeg (efter at have taget storsejlet helt ned) en meget lang tynd line frem og binder til dubben eller en klippeblok og naturligvis også til pullerten i stævnen, hvorefter jeg energisk haler båden agterud ud til ankeret med ankerlinen.
Jeg hiver ankeret helt op til overfladen, så jeg kan se om der er kommet tang i, og lader vinden drive mig længere ud, før jeg smider det igen. Så er det bare at hale sig ind igen med den tynde line - nu ved man jo at man kan ligge der.
Anløb til ukendt sted
kan virkelig også være en udfordring. Er der ingen andre på pladsen - hvilket jo er typisk på de ubeskrevne steder - så må man jo klare sig selv og basere sig på sine egne bedømmelser.
Sejl tæt ind - ganske langsomt - og kig godt på forholdene. Brug polaroid-solbriller - også selv om solen ikke skinner - de fremmer synet ned gennem havoverfladen utroligt.
Når beslutningen er truffet - både under hensyntagen til vandybde og fortøjningsmulighederne - så er det bare at gå igang med den normale procedure, som beskrevet ovenfor.
Efter at ankeret er kastet må gasten nu alligevel holde nøje øje ned i vandet, om det grunder op eller der er store sten - der skal afrapporteres konstant til skipperen. Så og så langt ind til klippen - måske med et par meters mellemrum.
Er man alene ude, så sidder man jo selv oppe ved stævnen og firer ankerlinen af - så det er bare samme procedure, men nu helt uden råben...
Er der forhindringer, så læg ankerlinen om skødespillet og brems/stop båden, og hiv den derpå baglæns ud til ankeret igen.
(Er jeg alene, bremser jeg båden med ankerlinen ved at lægge den om klampen i stævnen)
Jeg lader som regel storsejlet blive oppe, og så hiver jeg rigtigt energisk båden ud til ankeret, så den ikke når at falde af - så er sejlet lige klar til et nyt forsøg...
Det kan koste nogle ture ud og ind, og også nogen hiven ankre op og kasten ud igen, før det lykkes. Men det kan virkelig være besværet værd - her kan man som regel ligge helt alene og uforstyrret.
Anløb til sted uden dubber eller ringe - eller hvor man ikke kan komme helt ind til klippen
Nogle steder har der ikke været nogen og banket fortøjningstingester i klippen. Det er jo intet problem hvis man har en gast med, men straks sværere hvis man er alene.
Som regel kan man anvende ovennævnte procedure, hvor man har ankerlinen med oppe på fordækket og gør fast - og så springer ind på klippen med en lang fortøjningsline og finder et sted at gøre fast.
Jeg kommer nu også nogen steder, feks. et sted i Kappelshamn på Hallands Väderö, hvor der ikke er nogen dubber, og hvor jeg simpelthen ikke kan komme tæt nok til den tørre klippe til at kunne springe forsvarligt i land.
Det gør jeg så ikke, for det er enormt ben-, arm- og altmuligtandet-gebrækkeligt at forsøge sig med at springe ned på både klipper lige i eller under vandoverfladen.
Det er næsten dømt til at gå galt, for de er vanvittigt glatte.
I begge situationer gør jeg et lille frokostanker klar med en smækker line i, og så - når jeg er kommet tættest muligt ind til det faste land, har gjort ankerlinen fast og har sluppet storskødet af - kaster jeg ankeret længst muligt ind på land.
Som oftest skal det nok finde en kant eller fordybning at få fat i, og så træder jeg forsigtigt ned på de våde og slimede sten eller klipper og og bevæger mig langsomt - ofte på alle fire - ind til sikker grund og op.
Altsammen tæt til landlinen, så jeg kan gribe fat i den, hvis ankeret slipper derinde. Så må jeg jo om ikke andet lade mig slæbe med ud til båden, hvis den river sig løs - og så komme op og få ordnet tingene igen. Det er nu aldrig sket for mig, at landankeret har sluppet sit fæste.
Det opdager man som regel med det samme - altså at det har dårligt fat - og så er det bare at hale det ind og forsøge igen....og igen....og igen....
Afgang fra skærgårdsklippe med meget ringe plads i naturhavnen
Hvis der ikke er plads til at falde rundt om ankeret, når det skal trækkes op - som feks. i Kappelshamn på Hallands Väderö, så er en lang line til land igen nødvendig.
Gør linen fast til land - evt. ved at lade den gå rundt om dubben i klippen - og lad dig falde ud til ankeret.
Når du har taget det op, (det kan du jo så gøre nok så bekvemt fra hækken) så hal dig helt ind til land igen og kast los derfra (sæt evt. først sejlet halvt, så du har noget at styre med under afgangen).
Når du er fri af grunde og andre både, kan du trinvis hale storsejlet op, som anvist her.
Hvis du kan se, at vinden vil drille med hensyn til at komme ind og få linen taget af inde på land, kan du vælge at slå en ekstra lang line rundt om dubben på land, og så slippe den ene ende løs fra båden og hale den hjem hele vejen rundt om dubben og ud til båden.
Ligger der andre både op til klippen, kan du naturligvis bare sætte din tynde line i deres agterklampe - så er der ingen grund til at sætte den fast helt inde på land.
Navigation i tåge i skærgården - med brug af spejlkompasset
Når man er omgivet af klippeøer og undersøiske skær, kan det føles rigtigt utrygt at blive overfaldet af tåge - enhver skippers skræk. Og når man ovenikøbet er nødt til at krydse for at komme derhen, hvor man gerne vil ankre op eller gå i havn for at vente på at den letter, så bliver det endnu mere besværligt.
Det er prøvet flere gange. Så er det godt, man har sit spejlkompas til lynhurtigt at tage kurser ud af kortet.
Nu gælder det om at lægge nogle kryds, der ikke rammer noget farligt, men hvor man kan gå tæt ind til en ø eller et fremspring uden at der er noget foran, man kan ramme.
Så kan man simpelthen sejle, lige til man kan se klippen og straks vende.
Der er som regel ikke kraftig vind i blivende tåge, så det går heldigvis langsomt - ellers må man reducere sejl.
De enkelte krydsben kan blive højst ureglementerede, da det som oftest ikke er muligt at ramme noget forsvarligt ved kun 90 grader mellem benene.
Her ses et eksempel på en vej gennem et arkipelag (øhav) - på vej fra Instö-renden ned mod Vaxholmens østside, hvor der er en fremragende naturhavn, der passer til vindretningen.
Man kunne benytte muligheden for at smutte ind ad Albrekts-sunds Kanal til Marstrand, men for sejl ville man med den sydvestlige vind risikere at få den lige i vindøjet - for vinden har det med at dreje langs med løbene, når der er høje skrænter.
Igen er spejlkompasset fænomenalt - handy og lynhurtigt kan man finde kursen til næste fremspring eller ø ved at lægge kompasset ned i kortet for at finde kursen og så sejle derudad efter det - enten ved at styre efter hovedkompasset på den fremfundne kurs - eller ved direkte at lægge pejlekompasset langs cockpitkarmen og styre efter det.
Læs meget mere om fordelene ved at
bruge spejlkompasset i skærgården
Livet ude på skæret eller for svaj
Så dejligt fortøjet til klippen på de ubeboede Yttra Tistlarna i den yderste skærgård syd for Göteborg - med udsigt ud over Kattegat
- men det er nu også herligt at ligge helt frit for svaj og nyde panoramaet hele vejen rundt - her i øriget syd for Kärrsön i Hakefjorden
Vælger man at bruge en stor del af sin tid i Skærgården i naturhavne ude på eller ved ubeboede øer og skær, skal man helt og holdent omlægge sine vaner og behov - civilisationens lyksaligheder er langt borte.
-
her er ingen strømstik. så køleskab og fryser ville kunne køre - og man bliver ikke populær på at lade batterierne op ved at køre med motoren
-
her er ingen havnetoiletter** og -bade
-
her er heller ingen skraldepladser
-
der er ingen butikker
-
der er ingen havnefoged og der bliver ikke opkrævet nogen havnepenge
At ligge ude på skæret eller for anker i en smuk vig i flere dage stiller altså krav om nogen helt andre måder at være til på.
Læs her om:
Klik på det, du vil se
**: I mange naturhavne er der dog de glimrende muldtoiletter, hvor den formuldede afføring ennda bruges til at genopbygge jordlaget på øerne
Landgangsfartøj
I vores båd har vi umådelig glæde af to oppustelige gummikajakker - en eenmands og en tomands.
Vi bruger nu næsten kun tomandskajakken, den er længere og kan dermed opnå en højere vandliniefart.
Som Simple Sailor har jeg jo ingen motor ombord - ikke engang en elmotor, selv om jeg ofte har haft lyst til at have sådan een - altså elmotoren. (*se dog note)
Så jeg skal kunne ro mit landgangsfartøj.
I mange år havde jeg så de små ovale gummibåde, som man roede baglæns.
Kajakken på billedet er min lille eenmandskajak - og der kan som det ses sagtens være 2 børn med også...
Egentlig punkterede de for ofte, og det halve af åretaget forsvandt bare ved at man deformerede skroget.
Hvis der var kraftig fralandsvind, var det en kamp at komme ind til land, og det var meget vigtigt at ramme rigtigt på vej ud til båden igen - ellers røg man forbi og kunne ikke komme tilbage.
Hvis gummibåden skulle være mere holdbar og solid, fyldte den voldsomt meget og var dødtung. Og den krævede uendeligt mange pumpeslag for at blive hård nok.
Så kom de oppustelige kajakker frem - kraftige i gummiet - og åretagene forsvinder ikke mere i gummiet - den sammenklappelige dobbeltpagaj er 100% effektiv.
Kajakkens lave skroghøjde og smalle skrog har nedbragt både vind- og vandmodstand.
Den fylder ikke ret meget og er med sine lange, smalle luftkamre meget hurtig at pumpe op.
Den let-roede gummikajak kan bringe een vidt omkring, så nu har man lyst til at ro rundt om en ø - eller over til en anden ø.
Og bare rolig; den er yderst stabil og nærmest umuligt at vælte.
PS: Jeg mødte engang en ung tysker, der kom roende i sin sammenfoldelige kajak. Den fyldte ikke mere end at den kunne være i en rygsæk.
Det kunne være spændende at få sig sådan een - den går jo meget lettere gennem vandet, men er ikke helt så sikker - der er jo ingen luftkamre i den.
***Note:
Her i 2021 har jeg faktisk anskaffet mig en lille el-påhængsmotor - mest fordi planer om en langtur langs Norges vestkyst i 2023 måske giver et behov for at kunne komme til en ankerplads inde i de meget dybe og ofte vindfattige fjorde. Den kan give båden en fart på ca 2,8 knob og holde dampen oppe i ca. 1½ time
Og så til det evindelige problem...
Skærgårds-idyl - javist - men der er gået orm i æblet
Man kan da kun nyde al denne idyl - så smuk, fortættet, så kraftfuld og så ældgammel.
En sand fryd for øjet - men kig så nærmere efter
Ved øen i midten - lige nu så fredeligt - ligger nogle af skærgårdens freds-forstyrrere - speedbådene.
Der ses ofte nogle helt faste rutiner på en dejlig sommerdag.
-
Jeg har observeret, at sådanne bådejere som regel aldrig ligger der for natten
-
At de ofte kommer fræsende tidligt på formiddagen for at "besætte" et skær til solbadning.
-
Liggestole og tæpper læsses op på klippen sammen med tasker med drikkevarer og sololie.
-
Ved middagstid fræser farmand ind til hovedlandet - måske for at hente pizza?
-
Han kommer tilbage til familien, der jo ligger i liggestolene på skæret (og holder det besat)
-
Når aftensmadtiden nærmer sig, pakker man alt habenguttet sammen og fræser afsted igen.
-
Og næste formiddag er de der igen - og dagen efter!
Der er dermed 3 myldretider i skærgården, når de hårdtarbejdende holder sommerferie:
Morgen, middag og aften.
Her flænses idyllen af motorlarm, skvalpsø og benzinos.
Når velstanden stiger, har CO2-katastrofen og olieselskaberne fremgang
...men ikke fantasien..!
DEN TILTAGENDE SPEEDBÅDS-PLAGE
Den øgende velstand i samfundet medfører nogle højst uhensigtsmæssige udviklinger.
En af dem er det stærkt stigende antal powerboats med stadig kraftigere motorer - først i Sverige og Norge, men efterhånden også her i Danmark.
Farvel til Snekkerne
I de første år, jeg kom i skærgården, så man rigtigt mange traditionelle, langsomtgående, klinkbyggede og spidsgattede snekker futte rundt - svenskerne kalder dem "snipar".
Men indimellem så man også åbne joller med en 25 HK motor på - nogle gange ført af en husmor med tørklæde om håret. Hun skulle på indkøb i den nærliggende havn.
Snekkerne svandt langsomt bort, og efterhånden blev det mere og mere udbredt at man for afsted i ca. 20 fods speedbåde med 90 HK - men i de sidste 10 år er det gået helt amok - bådene er såmænd ikke blevet større, men nu er det helt normalt med motorer på 180-250 HK.
Skammeligt, at disse larmende og forurenende tingester breder sig så voldsomt i disse år.
Bevidstheden om CO2-problemet burde da føre til en helt anden udvikling
Ind med de forurenende powerboats
Og den sjældne jolle med mutter ombord er afløst af utallige speedbåde, der mere eller mindre formålsløst flintrer rundt mellem øer og skær.
Ubegribeligt, når vi ved, at en speedbåd med 200 HK og et par mennesker ombord bruger væsentligt mere brændstof end et fuldlastet lastvognstog - bare for fornøjelsens skyld - og så i disse CO2-tider...???
Der ses desværre også en sørgelig tendens til at mange speedbådskørere elsker at blære sig overfor andre med deres fart- og kraft-præstationer.
Lige udenfor havnehullet ryger håndtaget i bund - og hen til havnen køres der med maksimal fart lige til det sidste.
Alt for ofte ses speedbåde flintre rundt mellem opankrede både, hvor der kan være badende - og ofte også tæt ind til strandene.
Alt sammen i strid med reglerne, men der er jo ingen, der kommer efter dem!
Der er mange andre ubehagelige konsekvenser, som du kan se mere om længere nede eller ved at klikke her - men også bud på løsninger:
Speedbåds-skam!
Skærgården er det skønneste sejladsfarvand, fuld af udfordringer og altid tryg at færdes i. Naturen er så smuk, og der er kun kort til land - som godt nok kan føles meget hård, hvis man navigerer fejl....
Bølger er der ikke så mange af, men masser af både. Desværre er der i de senere år også kommet alt for mange powerboats - de største er de værste, hvad dønninger angår, men de færreste.
Virvar og støj
På en ellers stille godtvejrsdag svirrer det i een uendelighed med ca 20 fods åbne speedbåde med meget kraftige påhængsmotorer. Det giver masser af støj og uro i vandet. Det kan kun undre mig at ingen griber ind overfor det helt unødvendige vanvid. Hvorfor har folk så travlt i deres ferier og fritid?
Er det ikke belastende for de mennesker, der har købt et sommerhus ude i skærgården for at komme væk fra storbyens stress, larm og forurening?
Der må også være udbrudt en eller anden kappestrid eller statusjagt med hensyn til motorstørrelse. Bådene er såmænd ikke blevet meget større, men hvor påhængsmotoren for 10 år siden til min forargelse var på 90 HK, er det nu nærmest dominerende at de har 180-250 HK.
Bare for at transportere en almindelig lille familie ud til et skær eller en ø et par sømil fra fastlandet!?
Det er jo ren galimatias - hvad skal det til for?
Skulle det betyde noget hvis det tog en time samlet at komme ud til øen fremfor en halv, inklusive pakningen af båden?
Til gengæld betyder fartvanviddet en enorm forurening og belastning af atmosfæren. En sådan mindre speedbåd i fuld fart bruger væsentligt mere brændstof end et stort fuldlastet lastvognstog - og det er jo kun for sjov...!
Hvorfor sætter ingen en stopper for denne helt unødige CO2-forurening?
Svenskerne var de første til at udbrede begrebet FLY-SKAM i forbindelse med det overdrevne rejseri med jetfly som et luksusfænomen for de mange velbjergede svenskere.
Men ingen interesserer sig tilsyneladende for den tiltagende
SPEEDBÅDS-SKAM!
Stop dog ræset ved kysterne
Om sommeren er de ovenfor beskrevne forhold dagligdag, jeg bliver egentlig ikke så oprørt, som jeg bliver nu ved at læse om dem.
Hvor er det dog noget svineri! Hvor er lovgivningen, der kan regulere dette idioti? Hvor er de myndigheder, der kan gribe ind?
Havet er frit – og altså også frit for idioters hærgen. Anarkiet er diktatorens arbejdsmark.
Trods mine sympatier for de antiautoritære ideer i anarkismen må jeg altså – igen – kræve begrænsninger i friheden, indførelse af lovgivning og kontrollerende foranstaltninger.
Max. 6 knob 1 sømil fra kysten
En lovgivning, der fastslår max 6 knobs fart (11 km i timen) nærmere end 1 sømil (1,8 km) fra land vil i den grad sætte en begrænsning for støj- og risikobelastningen – såvel i fjordene som ved de øvrige kyster. Ingen både sætter bovvand (kølvand) ved den hastighed - og ingen svømmere og småfartøjer pjasker rundt over 1 sømil fra land.
Gang på gang ser jeg speedbåde - i fuld fart og ganske tæt - passere folk i småjoller, kajakker og kanoer.
Speedbådsfolket ser sig ikke engang tilbage, om deres brådsøer får nogen til at kæntre - de aner ikke hvilke skader deres kølvand kan skabe. Og de er tydeligvis heller ikke klar over, at de lovgivnings-mæssigt er erstatningspligtige overfor de skader, de derved forvolder.
Imponator-effekten
En stor del af fornøjelsen for mange speedbådsførere er tydeligvis at vise sig frem for folk på stranden eller ved havnen. Denne fornøjelse er farlig og belastende for alle andre. Det må stoppes!
Imponator-idiotien vil helt automatisk blive stoppet ved at man overalt skal sejle 1 sømil væk fra havnen og kysten, før man må rive i gashåndtaget. Ingen bader normalt 1 sømil fra land, ingen småfartøjer futter rundt derude - og ingen både ligger for anker.
De seriøse vandsportsfolk, vandskiløbere og drageflyvere kan da – og vil garanteret gerne - bare køre den ene sømil ud, før de åbner for benzinsluserne – det tager nøjagtig 10 minutter at sejle én sømil med 6 knobs fart.
De nuværende forhold medfører støj, fare og forstyrrende for de omkringværende mennesker, der jo netop gerne vil nyde freden ved vandet i den tid, hvor speedbådene også gerne vil fræse rundt og fornøje sig.
Det kaldes faktisk rekreative områder. Her vil de mange gerne slappe af og rekreere sig – men bliver forhindret i det af nogle få fredsforstyrrere.
En sejler udtalte for år tilbage disse kloge ord, som jeg kun kan stå helhjertet bag:
"En speedbåd er et fartøj, der er til glæde for de få - men til plage for de fleste"
Tænk, hvad det ville gøre ved livet i den svenske skærgård, hvis der blev gennemført en 1-sømil hastighedsgrænse på 6 knob i Sverige!
Altså, et ganske enkelt krav løser det meste:
Max 6 knobs fart indenfor 1 sømil fra alt land!
Litteratur og skriftlige kilder
Svenske og norske skærgårdsskitser
Der findes efterhånden et utal af værker, som fortæller om egnede naturhavne og ankerpladser i de mange hundrede kilometer skærgård.
Her vises luftfotografier og tegnede skitser, der udpeger egnede pladser - vejen derindtil - og dubber og fortøjningsringe i klipperne på disse steder.
Jeg vil ikke holde nogen frem for andre - det er bare at gå på nettet eller til bådudstyrs-forretningen og finde dem.
Selv har jeg kun de tykke mapper fulde af skitser, som jeg købte i 1988 af Svenska Kryssarklubben Västkustkretsen på Masthuggsvägen i Göteborg - og så ovennævnte "skærgårdsbibel" af Hartelius og Rydberg.
De har foreløbig vist sig at være alt rigelige - der er hundredevis af naturhavne alene i Bohuslän - altså på vestkysten af Sverige.
Her ses et eksempel på en af mine skærgårdsskitser
Du kan bla. finde de svenske skitser her:
Svenska Kryssarklubben (SXK): Västkustens Naturhamnar (Kan købes gennem SXK - klik her )
Svenska Krysserklubben (SXK): Tre Veckor i Bohuslän (Kan også købes gennem SXK - klik her)
Problemet med de svenske søkorts mindste dybdekurver på 3 meter er åbenbart også noget de svenske sejlere er klar over.
"Eniro på Sjön" tilbyder nu - mod betaling med systemet "Hydrographica" - nærkort til en lang række naturhavne med anvisninger til egnede anløb til klippe og med 2 meter kurve og nøje dybdeangivelser.
Jeg har afprøvet det i en kort gratisperiode, og det fungerer fint, men endnu er det mest den svenske østkyst, der er dækket.
Men flere områder vil sikkert komme til også på vestkysten.
Også "Navionics" har i visse områder anvist 2-meter kurver i den svenske skærgård - hvor de så end har deres oplysninger fra - og de er i overensstemmelse med mine skitser.
Litteratur - eksempler på bøger og anvisninger
Åke Améen: Om skärgårdsnavigering, Rabén og Sjögren
Kaj Hartelius - Yngve Rydholm: Tistlarna-Strömstad, Bonniers
Jørn & Hanne Engevik: Havneguiden Göteborg-Svinesund, Nautisk forlag
Lars Granath m.fl.: Skanör-Strömstad, Nautiska Förlaget
Jeg har skrevet en artikel til bladet "Klassisk Træbåd" om mit liv med CAN III gennem 32 år - også om glæderne ved at sejle i Skärgården
På velkomstsiden kan du finde en oversigt over samtlige undersider på hele denne hjemmeside.
Gå på opdagelse i de mange emner
V