Mastehavari ved Musholm
Her følger en hårrejsende beretning om, hvor galt det kan gå, når man ikke passer på.
Kun en tåbe frygter ikke havet – og ringsplitter...!
Min båd er en nordisk krydser fra 1931 med navnet CAN III, som jeg har ejet siden 1988.
Den sejler glimrende, og jeg har gjort mange vilde ture med den uden væsentlige uheld - men her var Kong Neptun ude og vifte med forken...
CAN III under kapsejlads ved Helsingør - endnu med mast....
Et herligt sejlerliv
Jeg havde været på vennebesøg i Svendborg Sund i slutningen af september 1993 i min elskede gamle motorfri nordiske krydser CAN III fra 1931.
Vinden var sydøstlig, og jeg havde overnattet for anker syd for Lohals.
Det hele var så dejligt, og jeg sejlede glad og alene hjemover gennem Storebælt, selvom vejret var noget tilbage at ønske. Det var diset, ind imellem lidt støvregnende, og det blæste ret friskt.
Efter at have passeret brobyggeriet ved Halsskov besluttede jeg at overnatte i Musholm Havn, hvor jeg aldrig havde været før. Denne er jo een af Danmarks få rigtige naturhavne, og jeg glædede mig til at opleve den.
Jeg passerede Landløse, grunden syd for Musholm, drejede op i vinden for at stryge fokken.
Svanevingen
Men båden opførte sig så mærkeligt dødt, da jeg lagde den i vinden og lod den falde over på bagbords halse. Båden fortsatte mod forventning at falde af på trods af at der ikke var slæk i storsejlsskødet.
Pludselig opdagede jeg at masten skrånede ud mod styrbord uden at båden krængede.
Og det blev værre og værre, men der var ikke noget at høre.
Jeg sad som lammet og fulgte mastens færd mod læ, til den blidt som en svanevinge lagde sig på vandet.
Masten var knækket! Jeg sprang op og fór frem. Den var knækket lige i dækket; splinterne stod op ad hullet.
Masten lå tværs hen over dækket, og enden af den flød derude på vandet, fastholdt i længderetningen af for- og agterstag - og styret ved roden af bomnedhalet, så den ikke kunne svinge rundt.
Jeg løb ned og fik ankeret frem, kastede det ud og kørte mit 10 kg lod ud på ankerlinen, så det kunne tage noget af ruskene fra de vilde kast, som båden gjorde i søen.
Puha, båden opførte sig som en vild rodeotyr, nu hvor mastens inerti ikke kunne stabilisere dens bevægelser mere. Ankeret holdt, så den første fare for hjælpeløst at drive ind på Musholms nordøstrev var afværget.
Hal sejlene ind og masten op...
Nu var det om at redde hvad reddes kunne.
Under disse omstændigheder var det besynderligt at løsne faldet og hale fokken - ikke ned, men ind - og ligesådan med storsejlet.
Jeg skruede bommen løs og tog den ind med sejlet på.
Derpå løsnede jeg stille og roligt de tilbageværende vanter og stag uden at tabe så meget som en split eller en møtrik.
Tiden var inde til at bjærge masten.
Ved hjælp at spilerstagen, der blev brugt som løftestang over rælingen, kunne jeg løfte en ende af masten ad gangen ind over båden og surre den fast.
Puha, søgangen var uvant anstrengende i denne masteløse båd. Den kastede sig jo stadig vildt rundt. Jeg sad lidt og slappede af for at få kvalmen til at lægge sig. Spiste mig et stykke knækbrød og drak lidt vand.
Anstrengelserne havde fået mine muskler til at ryste, men nu bedrede situationen sig jo stille og roligt.
Den ensomme kamp
Men hvem ville dog komme her forbi inden mørkets frembrud i dette sure vejr - en fredag eftermiddag i september?
Udsigten til at ligge her og hoppe en nat igennem for anker midt på vandet var ikke rar. Lige der inde i Musholms lille ankerbugt lå et stort dambrug med store pæle omkring.
Hvis jeg kunne komme derind og få fat i en pæl, lidt omme bag nettet, så ville jeg måske få lidt mere ro i skuden og ville kunne sove tryggere end for ankeret.
Jeg pumpede gummijollen op, smed den i vandet og bandt den fast. Derpå fandt jeg alle bådens til rådighed stående liner, skøder og fortøjninger frem og læssede dem i jollen.
Sprang ned i gummiøsen og skubbede mig fri af båden og drev så indad, mens jeg stykke for stykke forlængede linen med tovværk af højst forskellig observans. Jeg startede med de tyndeste liner - det ville ikke være på det første stræk indad, at der ville komme hårdt træk i den.
Ved at ro som en gal fik jeg strakt linen hen til en af dambrugets yderpæle, og formåede her lige akkurat og med stort besvær at få den allersidste ende af den bundet fast.
Der var langt ud til båden igen, mindst 200 meter. Det er godt at have meget tovværk med ombord.
Fluesmækkeren
Jeg halede mig hele vejen tilbage til båden igen. Bølgerne slog ind over jollens stævn, nu hvor jeg avancerede frem mod søen.
Efterhånden sad jeg i godt med vand i den nu halvslatne gummijolle. Sådan nogle er altid punkterede af een eller anden grund.
Da jeg nåede ud til båden fik jeg lov til at opleve en flues fornemmelser for fluesmækkere, når de er efter den. Bådens lange hæk løftede sig flere meter ud af vandet og op i luften og klaskede hidsigt efter mig. Linen jeg trak mig hen til den med havde jo fat i hækken, så jeg kunne ikke trække mig om på siden af båden.
Det var temmeligt vildt, og bestemt ikke ufarligt.
Båden vejer over 3 tons, så den ville ikke mærke noget, hvis jollen og jeg kom ind under den, den ville bare slå mig og gummiøsen helt ned i vandet - og give os nogle ordentlige hug oveni bagefter.
Jeg fandt nu ud af at båden jo svajede for ankeret, så det var bare om at udnytte muligheden, når den bevægede sig ud mod den ene side, og så smutte ind på læsiden.
Det gik jo, men en anden gang vil jeg lade en stump flydende line hænge ud fra en spilkop ved midten af båden, så jeg kan få fat i den og trække mig hen på siden.
Ind i lidt læ
Nu kunne jeg med meget stort besvær tage ankeret op. Det havde godt nok taget godt fat, så jeg måtte føre ankerlinen gennem klydset og om til en spilkop, og så trække båden frem med spillet.
Først da ankerlinen stod i en vinkel på måske 70 grader op til båden brækkede ankeret løs, da bølgerne løftede stævnen..
Endnu en anbefaling af danforth-ankerets holdeevne.
Jeg foretog nu en behersket indhaling skråt medsøs til dambrugets pæl helt inde ved Musholm. Var et knob gået op, eller een af de tynde liner i starten knækket, så var båden måske blevet kastet op på den brusende strand derinde.
Ankeret lå godt nok klar i stævnen, hvis noget skulle ske.
Til sidst var jeg inde ved pælen, og ganske rigtigt, her lå jeg såmænd lunt til, i forholdsvis roligt vand. Vejrmeldingen havde lovet sydligere vind, og så ville her nok blive endnu bedre at ligge, hvis jeg skulle blive her til imorgen.
Nåh, men fiskene her i dambruget skulle vel have noget mad, så på eet eller andet tidspunkt måtte der vel komme en foderbåd herud.
Det store net myldrede af fisk, så jeg ville ikke behøve at dø af sult herude, hvis jeg skulle ligge her længe.
Bugseringen
Mens jeg sad og funderede over alt dette så jeg en stor lyseblå fiskekutter komme drønende med kurs mod syd, gående øst om Musholm. Jeg vinkede til ham.
Han drejede så hårdt over mod styrbord, at lønningen gik helt i vandet.
Jeg syntes at jeg allerede på den afstand kunne se dollartegnene i hans øjne. Her var måske en god fisk, mig - i disse magre tider.
Han kom tæt på og spurgte om jeg ville have hjælp.
Jeg svarede at jeg da gerne ville trækkes til den nærmeste havn, Mullerup eller Reersø. Men at jeg ikke havde nogen forsikring for dette her, så jeg kun ville give ham 500 kroner for det.
Det skal siges at der højst er en halv times sejlads derind, så jeg fandt prisen rimelig.
Ellers var jeg klar til at vente på foderkutteren, den måtte vel komme på etellerandet tidspunkt. Han råbte at jeg ikke skulle snakke så meget om penge; ville jeg måske blive her i nat eller hvad?
Jeg svarede at hvis han ikke ville gøre det for 500 kroner, så kunne han bare sejle videre.
“OK, OK” råbte han, “her er en line, jeg tør ikke komme tættere på”.
Da jeg fik linen og ville gøre den fast, råbte jeg til ham at han ikke måtte sejle hurtigere end 5 knob, for ellers rev han min båd i stykker. Han svarede med et hånligt fnys.
Jeg fik kastet los fra pælen, og afsted gik det nu, men stille og roligt, som jeg havde forlangt.
Vi aftalte at gå til Reersø, der ligger nord for Musholm, og det var fint, for så var det medsøs, hvilket skåner båden.
Det skal her siges, at mine forudaftaler om pris skyldtes min viden om horrible sager, hvor fiskere havde krævet titusinder af kroner for at bjerge både, der var grundstødt eller på anden måde var havareret.
Og da jeg kun havde ansvarsforsikring på min båd, var det afgørende for mig at få det helt på det rene fra starten.
Nu sad jeg her og var egentlig ganske godt tilfreds, dog gruede jeg alligevel for hvad fiskeren ville gøre, når vi nåede havn. Der var jo ingen vidner til vores aftale, så ord ville stå mod ord.
Jeg sad desuden og tænkte over hvordan masten var knækket.
Den nederste ringsplit på bagbords mellemvant var tydeligvis blevet trukket ud gennem den tape, den var dækket af med - sandsynligvis af ankerlinen, da jeg tog ankeret op ved Lohals.
Jeg havde jo sejlet på styrbords halse hele vejen derfra og hertil. Bolten havde stille og roligt ventet på at jeg skulle gå over på bagbords halse, så den kunne slippe taget i røstjernet og give slip på vantet.
Jeg kom til at tænke på min sejlerven Anthony, der altid stod og baksede med de gammeldags splitter og gysende afviste ringsplitterne som farlige og sårbare. Nu forstod jeg bedre.
Grundstødt
Lige uden for havnen tog fiskekutteren grunden med 5 knobs fart. Den stod stille dér lige foran mig, så jeg smed roret i borde og skar vildt ud mod styrbord, så langt slæbetovet kunne give mig rum til det.
Så strammede det op, og min båd standsede så godt som op, drejede voldsomt rundt og faldt til ro hængende ud i en 30 graders vinkel til styrbord for kutteren.
Vi var heldigvis så tæt på land nu, at der ikke var nogen nævneværdig sø mere. Der var dybt nok til min båds 1,5 meter, men kutteren stak 2,5 meter.
Fiskeren slog bak og satte fuld kraft på maskinen. En mudderflodbølge skød frem foran kutteren, og med et ryk kom han løs.
Nu fór CAN III efter fiskekutteren som en legetøjsbåd og da han satte i fremadgear strøg jeg videre og slog en bue om bagved ham.
Han styrede nu i en respektfuld bue rundt om den orange ballon, der lå et stykke syd for havneindløbet og åbenbart tjente som bagbordsmærke syd om grunden. Det er da også en ynkelig og nærig afmærkning af en ubehagelig grund ved en havneindsejling.
I havn
Vi kom ind i havnen og fik fortøjet. Fiskeren i forhavnen ved lossekajen, og jeg i inderhavnen ved lystbådene. Der var almindelig sammenstimlen ved min båd. Jeg gav nogle korte forklaringer, fik fundet min tegnebog frem og gik så på rystende ben hen til fiskeren. Han lukkede mig ind i styrehuset og tilbød mig en kop kaffe.
Og ganske rigtigt. Straks begyndte han på klingende fynsk at beklage sig over den forsinkelse jeg havde påført ham og hans makker, og forbruget af brændstof, og alt det der.
Jeg var bange for at “stilla til bråk”, som svenskerne siger, så han måske fór i flint og ville gå til søretten med alt hvad det kunne indebære.
Faktisk er “bjærgeren” berettiget til at beslaglægge det bjærgede fartøj indtil sagen er afgjort. Han stillede krav om at få 1000 kroner for sin indsats. Vi var stadig kun ham, makkeren og jeg til stede.
Jeg viste ham imidlertid min tegnebog så han kunne se at jeg kun havde 650 kroner, og sagde at han gerne måtte få dem, og at jeg så kunne sende ham resten, hvis han gav mig sin adresse. Det stillede han sig heldigvis tilfreds med, og jeg tømte kaffekoppen, gav ham pengene og sagde farvel.
Han tog afsted med det samme - og glad var jeg. På kajen stod en del mennesker og ville høre alt om det passerede. De mest bekymrede var folkene, der havde med dambruget at gøre.
De bad mig indtrængende om at fortælle, om jeg havde påsejlet dambruget eller på anden måde beskadiget det. Det skulle ikke koste mig noget at fortælle det, bare de fik det at vide og så kunne standse en masseflugt af laks derudefra.
Jeg kunne berolige dem, og gav derpå de øvrige tilskuere den dramatiske beretning om mit havari derude. Flere ytrede kraftig mishag over at Kerteminde-fiskeren havde forlangt penge for sin dåd.
Det ville ingen fisker fra Reersø have gjort.
Nu opdagede jeg, at jeg frøs gudsjammerligt, jeg var jo pjaskvåd inde under søtøjet. Så jeg fik snakket af og gik ned i min amputerede og ramponerede båd, fik skiftet til tørt tøj, varmet mig noget dåsesuppe og indtaget det.
Med en kop kaffe ovenpå kom jeg endda i rigtig fin form, og kunne nu begynde at orientere mig lidt om situationen og stedet.
På dækket under masten lå et komplet koøje, der åbenbart var revet af under alt bakseriet. Der lå det med skruer, ramme og det hele, intet var gået tabt. Tanken om at skulle have fat i en koøjeramme der ligner de andre fra 1931 er gyselig. Men heldet følger åbenbart de .....og så videre.
Hjemtransport
Næste dag snakkede jeg med den lokale bådbygger om at få limet masten sammen, eller repareret den midlertidigt, så jeg kunne sejle den hjem. Han afviste blankt at gøre det. Han ville ikke kunne garantere for limningens holdeevne, for han havde ikke høj nok temperatur i sit værksted.
Jeg kunne ikke engang få lov til at låne hans værksted og så selv lave noget midlertidigt. Bådejerne på havnen fortalte mig med hånden for munden at bådbyggeren var noget nær en sygelig perfektionist, så jeg kunne godt opgive ham.
Jeg opgav idéen om en reparation på stedet, og ringede til min højtelskede vognmand hjemme fra Kastrup, Preben Jacobsen. Selvom det var lørdag fik jeg hans kone Grethe i telefonen. Hun var dybt berørt af min ulykke og fik fat i Preben, som er en handlekraftig mand.
“Vi er der imorgen klokken 10:00. Så tager vi det som en søndagsudflugt, Grethe og mig.”
Nu kunne jeg bese omgivelserne nærmere og slappe lidt af. Reersø er jo en dejlig havn, og byen ligesådan. Jeg fik købt lidt ind i byens lille supermarked, og kunne om aftenen rigtigt hygge mig i båden med bøf, kartofler og gemüse - og rødvin til.
En hel lille fest, men med nogen melankoli som deltager.
Hjemlige sysler og overvejelser
Men søndag aften stod båden på vinterpladsen hjemme på Kastrup Havn efter en fin lastvognstur over Sjælland, og den afkortede mast lå i masteskuret. Venner kom og gik; familien var nær.
Ufatteligt at jeg bare to dage før havde ligget helt alene derude i oprørt sø og bakset med at få en knækket mast op på båden.
Fiskeren fra Kerteminde fik iøvrigt aldrig de ekstra 350 kroner han havde sat næsen op efter. 150 kroner i lommepenge for at gå på grund måtte være nok, og aftalen var truffet under pres, fandt jeg.
Men jeg havde ikke så meget lyst til at anløbe Kerteminde Havn foreløbig, og har i øvrigt heller ikke været der siden - ikke sejlende ihvertfald.
Jeg limede en ny ende på masten næste forår, og den holder fint endnu (i 2007). I fremtiden bruger jeg aldrig mere ringsplitter til noget der skal holde noget, så meget har jeg da lært.
Men har jeg så fået tegnet en forsikring? Nej. Hele denne begivenhed kostede mig kun to trediedele af eet års forsikringspræmie, så det er skam en god forretning.
Nu har jeg haft båden i over 19 år (i 2007), og jeg ville allerede have betalt den tre gange til i forsikringspræmier, hvis jeg havde tegnet en kaskoforsikring.
Det er uforholdsmæssigt dyrt at forsikre en mere end 60 år gammel træbåd.
En ansvarsforsikring har jeg naturligvis. Den er til at overkomme, mens en eventuelt udgift meget vel ikke ville kunne være til det, så jeg sejler lykkeligt videre - med en forøget selvtillid. Nu har jeg jo også prøvet det - og klaret det......
Jeg har skrevet en artikel til bladet "Klassisk Træbåd" om mit liv med CAN III gennem 32 år
v