Det er det rene svir at fortøje til klippe og med hækanker i Skærgården.
Jeg har siden1988 ejet CAN III, en nordisk krydser fra 1931
Ankringens glæder
Friheden i at ankre er så stor i forhold til at ligge i bunke inde i overfyldte havne - med alt det postyr og de mange begrænsninger, som det indebærer.
Selve det at opholde sig ude i naturen fremfor inde i den menneskeskabte og overbefolkede havn er naturligvis det absolut vigtigste, men der er også mange andre store fordele:
-
Der er fred og ro, fuglesang og fisk der springer, som oftest mygge- og hvepsefrit, læ i cockpittet, mulighed for at se havørne flyve over og så utroligt meget mere.
-
Man kan bade fra båden, og om morgenen kan man bare stå lige ud af køjen og springe i vandet - altsammen uden en trævl på.
-
Man kan hygge sig uden at skulle stå til rådighed for mere eller mindre hjælpeløse naboer - eller være vidne til - eller offer for - diverse desperate havnemanøvrer fra til- og afgående fartøjer.
-
Det kræver bare, at man kan ankre forsvarligt og dermed sove trygt - ellers er der da bestemt ikke meget ved det.
Altså må man opsøge de rette naturbetingelser, det rette ankergrej og de rette metoder.
-
Og så kræver det selvfølgelig uafhængighed af havnens strømstik - men det er en hel fortælling for sig - noget med "Simple Sailing"...
Jeg vil beskrive noget om min egen færden i alt dette herunder.
OBS: Facebook-visning forvansker hjemmesider - så hvis du har fulgt link fra FB, og siden ser mærkelig ud, skal du gå op og finde de tre prikker og vælge: "Åbn i ekstern browser"
Her kan du læse om:
-
Afgang fra skærgårdsklippe
- med ringe plads i naturhavnen
-
Diverse tips: bla. om ankerbøje, ankervagt, lod på ankerline,
kugler på Danforth-anker
Scroll ned og læs en masse - eller klik på det blå fremhævede for at gå direkte dertil
Det kan også lade sig gøre at ankre op til stranden nogle få steder i Danmark - feks. her på Skanseodde ved Rørvig
- men det er nu også herligt at ligge helt frit for svaj og nyde panoramaet hele vejen rundt som her i Bohuslän ved Hättan-arkipelaget i Hakefjorden
De rette naturbetingelser
De vigtigste faktorer er vejret, kystens former, bevoksningen på land - og så selvfølgelig vanddybden og bundens beskaffenhed
Vejr og vind
Intet er jo mere behageligt end at ankre tæt under en høj kyst med store træer på - i fralandsvind - så kan intet ondt ske, så længe vinden holder sin retning.
Men ren idyl, når man går til køjs, kan afløses af mareridt, hvis en tordenbyge kommer anstigende udefra i nattens mulm og mørke.
Så lyt altid til vejrmeldingen og tag ingen chancer - især hvis du har åbent hav agten for dig.
En skærgårds-naturhavn med land hele vejen rundt er jo det rene svir - men sådanne betingelser kan være svære at finde i de danske farvande.
Men også her kan ankeret skride og man kan ramle ind på grundt vand og sten, hvis man ikke gør det rigtigt.
Derfor bruger jeg næsten altid "tungt grej", når jeg ankrer - besværet hermed er intet i forhold til grundstødning og skader, hvis det glipper pga. for dårligt grej...
Det skal være virkeligt stabilt og roligt vejr, før jeg toner ned på grejet for natten.
Kystens former
En dyb bugt er selvfølgelig at foretrække frem for en åben kyst, men igen er vejret afgørende for valg af ankerplads her.
Der skal være læ-mulighed for måske 60 grader til hver side.
Det kan sagtens være at et lille højt næs føles meget betryggende at ankre bag.
Men det er det ikke, hvis der er åbent hav lige uden for, hvorfra bølger og vind kan komme hamrende ind ved en mindre vindændring.
Falsk tryghed er en farlig ting...
En flad ø, hvor vinden piver henover, kan være langt at foretrække at ankre op til frem for en skovrig kyst, hvis betingelserne er herfor.
Det slemme og farlige er ikke blæsten fra land - det er bølgerne sammen med pålandsvind.
Til gengæld er netop bølgerne en glimrende advarsel, hvis vinden vender - så begynder båden jo at gynge, så man vågner og kan komme væk.
Jeg giver altid noget mere afstand til kysten end bådens dybgående, hvis båden skulle svaje rundt ved en vindvending - feks. 50 meter.
Så er der lidt plads at handle på, hvis det ærgerlige skulle ske, at vinden vender.
Bunden
Det er mindre afgørende, hvordan bunden er skruet sammen - her drejer det sig som regel om at vælge det rette ankergrej.
Men er der store sten er det om at passe på. En vinddrejning kan føre dig ind på dem midt om natten - det runger hult i båden, kan jeg fortælle - og det kan være svært at komme fri af dem igen.
Hvis der er kraftig bevoksning - især af åle-græs - kan det være at du skal søge endnu længere ind.
Det plejer at stoppe og blive til sandbund lige omkring 2 meter-kurven.
Ålegræs er rigtig dårligt at ankre i - måske lige undtagen for et gammeldags stokanker med spidse flige og stor vægt.
Prøv at søge lidt rundt og find et bart stykke med sandbund - det forekommer også ude i tangskovene...
Selve anløbet af ankerpladsen
I dagslys er der ikke mange ben i at finde en god ankerplads. Find et velegnet sted på søkortet eller i en oversigt over velegnede ankerpladser (se nederst eller klik her)
Så er det bare at gå indad, mens man kigger ned i vandet. Brug gerne polaroid-solbriller uanset vejret - det er utroligt så meget bedre man ser gennem den blanke vandoverflade. Polaroidbelægningen fjerner på magisk vis refleksen.
Har jeg svært ved at se bunden, feks. pga tang eller grumset vand, så bruger jeg mit håndlod. (se mere om håndlod her)
Søkortet fortæller, om der kan være store sten - så er det om at se sig godt for. Båden kan svaje over i stenene; det er ikke hyggeligt, når det først er blevet nat - og det kan blive endnu værre, hvis man skal forlade ankerpladsen om natten pga. en vejrændring.
Vi ankrede engang i fint dagslys i den skønne Augustenborg Fjord ved Als, men da Marianne lidt efter sprang på hovedet i vandet, var hun få centimeter fra en meget stor sten, som vi var svajet over til efter ankringen.
Det kunne have gået slemt ud over hendes pande (eller hals!) - men båden havde vel bare lænet kølen op ad den.
Så det er godt at sejle lidt omkring, før man ankrer.
Jeg bruger iøvrigt ikke ekkolod, men håndholdt lod. Ekkoloddet reagerer alt for tidligt på tangen - og når det er mørkt, kan man jo ikke se, at der er meget dybere.
Se om fremstilling og anvendelse af håndlod
Er det bælgmørkt eller tyk tåge, og jeg er meget i tvivl om dybden, sejler jeg ganske langsomt indad med ankeret hængende firet ned til feks. 3 meters dybde.
Når ankeret tager, så kan jeg bare tage storsejlet ned og blive liggende der - så er der sikkert god svajeplads omkring det - og der kommer vel ikke store skibe!
Men igen rådfører jeg mig selvfølgelig med søkortet.
Se om skærgårdsankring til klippe længere nede - eller klik her
OBS: Når jeg nærmer mig en ankerplads - eller krydser gennem en snæver rende - i dagslys, så bruger jeg altid Polaroid-solbriller. Straks ser man bunden, når den kommer - eller de store sten.
Grejet og udlægning af ankre
Der findes en del bud på ankre - de har hver deres egenskaber og er dermed egnede til forskellige bundforhold.
Men ét anker, der efter min mening er uden nogen rimelig anvendelighed er paraplyankeret. Det har kun én fordel: det er nemt at stuve - men holde kan det ikke..!
Vil man sove ordentligt, må man bruge ankergrej, der har en ordentlig holdekraft - og gerne flere ankre.
Se længst nede en gennemgang af ankertyper - eller klik her
Læs evt. her en gammel test af forskellige ankre
Sov godt-systemet
Det kalder jeg mit vigtigste og mest anvendte ankringssystem.
Man kan som nævnt aldrig med fuld sikkerhed forudsige vejret - så det er vigtigt for nattesøvnen, at et omslag i vejret ikke medfører en katastrofe.
Derfor ankrer jeg så godt som altid med fuldt udstyr - som her beskrevet - og går til køjs og sover trygt.
Fuldt udstyr vil sige 2 ankre på samme line - og med lod på de to liner.
Ankervagt
Men hvis jeg ligger frit ude fra kysten, og jeg ikke stoler 100% på vejrmeldingen, rigger jeg nu alligevel min egen primitive ankervagt til - den kan du læse om længere nede.
Tandem-ankring
På frit vand ankrer jeg altid i tandem - dvs. ankrene på linie og forbundet med hinanden. Det kan du læse og se meget mere om, når du kommer længere ned.
(eller spring direkte ned til det her)
Hvis man vinkelankrer - altså lægger ankrene ud adskilt i vinkel foran båden - ligger båden bare og skærer ud og belaster ankrene skiftevis - og ved vindspring kan de gå helt i kludder med hinanden og endda løsne hinanden med linerne.
Ved skærgårdsankring med fortøjning til land lægger jeg dog ankrene ud i vinkel, hvis jeg overhovedet lægger mere end et anker ud
(skærgårdsankring bliver behandlet længere nede - klik evt. her)
Ankergrejet
Mit system består af et 10 kg danforth-anker med 4 m kæde, et 10 kg skålanker uden kæde og et 10 kg lod som ankervægt - alle med selvstændige liner.
Loddet har en løbesjækkel, så det kan løbe ud ad ankerlinerne - og altså hives op igen, mens båden ligger for ankrene.
En kæmpe fordel ved dette system er, at hvert element bliver sat ud og halet op hver for sig - og vejer altså kun 10 kg hver, men svarer i holdeevne til et kæmpe anker med kæde hele vejen - hvilket er meget tungt at håndtere.
De 4 meter kæde på danforth-ankeret forbedrer ankerets evne til at tage fat med det samme - og forøger også ankerets holdeevne.
Skålankeret fungerer fint - og vist endda bedst - uden kæde. Det skal nok få fat og skære sig ned i den bløde bund - når bunden altså ER blød.
Det er den tit i havne, i naturhavnene i Skærgården - og også ofte i vore fjorde.
Loddet forøger ankerets holdeevne (virker som en ankerkæde) - og forhindrer båden i at ligge og gire for ankeret.
Afhængigt af bunden, lægger jeg ankrene ud i forskellig rækkefølge - jeg betragter det ene eller det andet anker som hovedanker - alt efter de forskellige omstændigheder.
Reglen er, at hovedankeret skal lægges ud først.
Hård bund eller nogen tang
Er bunden hårdt sand eller med ikke for kraftig tang, så sætter jeg danforth-ankeret først og derefter skålankeret og til sidst loddet.
Jeg lader så 6-8 m ankerline gå ud og sjækler derpå mit skålanker på linen og lader gå ned, mens båden glider baglæns væk fra kysten. Som sjækkel anvender jeg en stor brandmandshage - hovedankerets line skal kunne glide igennem den.
Jeg har altså nu to ankerliner, som jeg lader gå yderligere feks.12 m ud, før jeg gør fast. Jeg tilstræber at de to liner trækker lige meget, når jeg gør dem fast på klampen i stævnen.
Nu henter jeg mit 10 kg lod, sætter det med en stor sjækkel på begge ankerliner og lader det løbe ud, indtil det stopper - og når ankerlinerne strammer op igen, trækker jeg i dem, så loddet kører ud ad dem - gerne 5-6 meter.
Blød bund
Er bunden mudder/slam som i Roskilde Fjord, lægger jeg først mit skålanker ud - det er så godt til den bund.
Jeg lader så 6 m ankerline gå ud og sjækler derpå mit danforth-anker på linen og lader gå ned, mens båden glider baglæns væk fra kysten.
Så lader jeg det gå yderligere feks.12 m ud, før jeg gør fast.
Nu henter jeg mit 10 kg lod, sætter det med en stor sjækkel på begge ankerliner og lader det løbe ud ad linen, indtil det stopper - og når ankerlinen strammer op igen, trækker jeg i den, så loddet kører ud ad den - gerne 5-6 meter.
Stokankeret til stenbund eller meget kraftig tang
Helt ude i forskibet har jeg et gammeldags 16 kg stokanker - sådan et som man som en lille ingeniøropgave skal samle med splitter og kiler og diverse.
I de uhyre sjældne tilfælde, hvor jeg har skullet ankre på stenbund eller helt styg tangbevoksning (især ålegræs), har jeg taget dette anker frem og sat det ud som det første, og derpå danforth-ankeret og så loddet til sidst.
Her er stokankeret mester - men puh, det er sjældent jeg finder anledning til at bruge det.
Jeg har nu også et par gange anvendt det til trippelankring i stiv kuling - dvs. tre ankre på stribe og med lod - så har jeg da sovet lidt mindre uroligt og bekymret...
Delte meninger !..?
Jeg er lige stødt på, at Dansk Sejlunions hjemmeside har bragt en efter min mening meget teoretisk baseret og stærkt tendensiøs afhandling om ankring (jeg fristes til at kalde den "manipulerende")
Jeg er aldeles uenig både i afhandlingens præmisser og konklusioner.
Skribenten, som tilfældigvis selv er producent af et anker, nemlig det hundedyre Rocna-anker, afviser ankervægtens positive effekt og anser det iøvrigt for rigtigt at lade hoved-ankeret være nummer to i tandem-systemet.
Eller du kan hente dem her som pdf
Mine urokkelige meninger og modsvar:
Nederst på denne side kan du se en note med min modargumentation til sejlunionens artikel
- du kan gå lige ned til den ved at klikke her
Jeg læner mig op ad gamle garvede sejleres erfaringer - herunder mine egne.
Men det står jo enhver frit for at vælge sine kilder...
Se feks. denne side fra Frank Robb's bog: "Håndtering af små både i hårdt vejr"
(*1) Nogle bemærkninger om vinkel-ankring kontra tandem-ankring
Vinkelankring vil sige at lægge feks. 2 ankre ud et stykke fra hinanden. Som det ses på tegningen, vil båden svaje ud til siderne og skiftevis belaste og aflaste de to ankre, så kun det ene holder båden ad gangen. Skrider et anker, vil det arbejde sig hen imod det andet, så de to tilsidst ligger og kludrer sammen.
Allerværst er det, hvis vinden drejer feks. 90 grader.
Så kan den ene ankerline fange det andet anker og trække det løs - og desuden kan ankerlinerne blive kludret sammen, så det bliver besværligt og meget tungt at få dem op.
Den erfarne oceansejler Frank Robb illustrerer vinkelankringens problemer her i bogen "Håndtering af små både i hårdt vejr"
Han siger at det muligvis fungerer på store skibe, men ikke på sejlbåde, der har deres største vindfang forude.
Faktisk ligger de de meste af tiden i kun én ankerkæde, og hvad hvis vinden slår om...?
Tandem-ankringens fordele
Ved tandem-ankring som anvist herunder, holder ankrene i fællesskab i den samme linie, så effekten af ankrene sammen med loddet mere end fordobles.
Drejer vinden feks. 90 grader, vil båden først trække loddet med rundt, derefter - hvis vinden er kraftig nok - måske det nærmeste anker, og til sidst vil det dreje hovedankeret.
Systemet ligger stadig i fin orden og bevarer den store holdekraft.
Illustration fra Frank Robb's bog fra 1965: "Håndtering af små både i hårdt vejr" se siderne her
Skærgårdsankring ved klippe
Ved ankring til klippe i skærgården - eller de ganske få steder i danske farvande, hvor man kan gå helt ind og få en line i land, er det som hovedregel nok med et anker ude - og loddet på.
Jeg kaster ankeret mindst 25 meter ude, så jeg har plads nok til at svaje om og tage ankeret op, hvis vinden er gået helt om fra agter.
Derpå lader jeg loddet løbe 5-6 meter ud ad ankerlinen.
Loddet har to vigtige funktioner:
-
Det forøger ankerets holdeevne betragteligt
-
Når ankerlinen er sænket nedad, bliver den ikke fanget af andre både under deres mere eller mindre desperate anløbs- og afgangsmanøvrer.
En overklippet ankerline eller en ankerline i skruen på en fremmed båd - eller den fremmede båd har fået ankerlinen fast mellem roret og kølen - altsammen er usandsynligt besværende - det er observeret masser af gange.
Selv har jeg nu kun prøvet, at en desperat afsejler lå og drev tværs gennem 5 bådes ankerliner - heriblandt min - med ankeret slæbende over bunden.
Det gav lige rigeligt meget underholdning og besvær, men mit glimrende system gjorde, at ankeret fik fat igen, da kvajhovedet endelig fik gjort sig fri!
Hvis jeg frygter at vinden vil dreje, eller endda køre rundt og komme agtenfra, lægger jeg et ekstra anker ud - i vinkel.
(Se længere nede hvordan jeg gør det - uden motor)
Når båden ikke kan svaje, da forskibet er fast i klippen, vil ankrene ikke blive belastet skiftevis, men kan fordoble holdeevnen.
Også her kommer jeg lodder på begge liner af samme årsager som ovenfor.
Har du ikke to lodder, kan du fire et frokostanker ud ad nummer to ankerline istedet.
Jeg sejler ofte alene, og udelukkende for sejl, og det giver selvfølgelig nogle udfordringer mht. anløb, ankring og krisen med at få fat i klippen, når jeg er kommet ind til den.
Skærgårdsskitser
Der er et afgørende problem ved de svenske søkort - nemlig at deres dybdekurver på 3 og 6 meter i modsætning til vores 2 og 4 meter.
Det gør at det kan være meget svært at se egnede ankerpladser på de ellers så fremragende svenske skærgårdskort - men det er der heldigvis råd for.
Der findes idag en masse herlige hjælpemidler til at klare dette problem.
Flere svenske foreninger har udgivet større bogværker med anvisninger af naturhavne i både øst- og vestskærgården.
Læs mere om Skærgårdsskitser længere nede
Skålankeret til den bløde bund
I skærgården er bunden som regel blød. Alt leret, der før lå på klippeøerne, er jo blæst ned i vandet, da menneskene havde fældet alle træerne, og fårene havde ædt alt græsset.
Her er skålankeret fantastisk - og hvis du ser dig omkring, bliver det brugt af alle svenskere og nordmænd deroppe.
Hvor smal-fligede ankre bare vil køre som en plov gennem pløret, trækker skålankeret sig dybt ned i det, til det kommer ned i det komprimerede ler - og kan ligefrem være rigtigt svært at få op igen.
Mange tror ellers, at der er klippebund i naturhavnene, og det er der sikkert også nogle meter nede!
Selv store nedfaldne sten synker bare ned i pløret og forsvinder.
I smalle sunde med meget strøm er slammet efterhånden vasket væk, og der er tit sandbund.
Jeg har til dato ikke set klippebund oppe i vestskærgården - men det har andre måske?
Særligt om Hallands Väderö
Det skal her bemærkes, at naturhavnene ved Hallands Väderö alle har sandbund.
Her virker kun danforth-ankeret tilfredsstillende - ikke skålankeret
Læs meget mere om
Naturhavnen Inre Kapellshamn er særdeles velbeskyttet, og der er rigtig god holdebund af sand. Brug danforth-anker og lod på linen!
Ålegræs
- feks. i Yttra Kappelshamn ved Hallands Väderö!
På den store, åbne svajplads Yttra Kapellshamn er der bund af ålegræs, så hvis du ikke tør gå ind i den ellers særdeles velbeskyttede Indre Kapellshamn, skal du sikre dig, at du har ankergrej, der virkelig kan holde i tang.
Jeg har set hele flokke af store både køre baglæns ud af ankerpladsen, når der kom en kraftig tordenbyge ude fra Kattegat - altså inde fra øen - og jeg har beundret de helt utroligt tangfyldte CQR-stævnankre, når de derefter blev hevet op for at sejle ind og gøre et nyt forsøg.
Stokanker eller Sea Grip
Jeg har erfaring for, at det gammeldags stokanker holder godt på ålegræs, men efter sigende skulle det svenske lang-fligede vridbare anker Sea Grip holde helt fantastisk på ålegræs - og faktisk også under alle andre forhold.
Det er desværre udgået af produktion for mange år siden, og jeg har aldrig selv fået lejlighed til at prøve det
Se mere om bla. Sea Grip-ankeret
Stokanker
Sea-Grip anker
Ankring ved klippe med anløb for sejl - uden motor
Som sejl-sejler foretager jeg jo alle manøvrer for sejl.
Det har jeg gjort i mere end 45 år, så det er helt gennem-rutine-ret for mit vedkommende.
Umiddelbart kan det lyde temmelig svært og skræmmende - sejlene har jo ikke noget bakgear, som man kan bremse båden med eller bakke baglæns tilbage med, hvis man finder ud af at det udvalgte sted er dårligt.
Der kan være store sten lige under overfladen, eller det grunder for tidligt op, så man ikke kan komme helt ind til land - og det er jo ellers det, vi alle bedst kan lide.
CAN III i naturhavnen Donsö Kanal, ved øen Donsö. nogle sømil SW for Göteborg.
Stedet er meget brugt om dagen, men også utroligt dejligt.
Nord for den lange vandfyldte klippesprække, der har givet navn til stedet, findes et skønt fredet naturområde med et særdeles rigt fugleliv, og et par kilometers spadseretur sydpå fører til Donsö by med fine indkøbsmuligheder
Men her er ankeret sikkert og godt at bruge som bremse og bakgear i stedet - intet ondt kan ske, blot man har husket at kaste det i tide, og det har nogenlunde godt fat.
Ankerlinen kan gives frit løb eller bremses over et skødespil - og man kan bruge ankerlinen til at hale sig ud igen med og gøre et nyt forsøg.
Anløb til kendt eller velbeskrevet fortøjningssted
Når jeg sejler i skærgården, har jeg skitser med over langt de fleste natur-havne - og her er der altid udpeget de bedste anløbssteder - ovenikøbet med viste dubber (ringe i klippen) og dybder udfor.
I vestskærgården er det muligt at købe skitserne hos Svenska Kryssarklubben Västkustkretsen - der er også udgivet bøger med skitser over de mest populære steder.
Så er det svært at gøre fejl - det er bare at bruge skitsen og kigge efter dubberne.
Tit ligger der jo også både her - jeg er jo ikke den eneste der har skitserne.
Man finder et hul mellem de allerede ankomne - og så har man jo også noget at holde fast i, når man er kommer derindtil efter at have smidt ankeret og strøget sejlet.
Et eksempel på en skitse fra Krydserklubben.
De nipsenåle-lignende dimser på kortet er fortøjnings-dubber
Selve anløbet:
Efter at have gjort forfortøjninger og anker klar (og sat fendrene, hvis der ligger andre både) nærmer jeg mig forsigtigt det udvalgte sted.
Pladsen er selvfølgelig udvalgt efter at der er fralandsvind - dog undtagen, hvis der er er en snarlig vindændring i vente - så er det den nye vind, jeg ankrer efter - det kan du se mere om længere nede.
Jeg sigter vinkelret ind på pladsen - prøver at lure, hvor de andre både har deres ankre, så jeg ikke får smidt mit anker oven i deres, og sejler med 2-3 knobs fart og med sejlet oppe frem mod pladsen.**(se note)
Ca. 35 meter fra klippen kaster jeg ankeret, dvs. omkring 20 meter fra de andre både, slipper skødet helt løs, og lader båden glide derindad, mens ankerlinen løber helt frit ud. Gasten (hvis der er en med) står klar i stævnen med en fastgjort forfortøjning (og gerne en bådshage parat).
Se længere nede om anløb som singlehander
Idet båden jawer stævnen ind mellem de andre bådes hække, begynder jeg at bremse den ned med ankerlinen, samtidig med at storsejlsfaldet bliver sluppet, så sejlet glider noget ned. Nu kan man hage sig fast til nabobåden og hale sig videre ind - eller gøre som lige herunder beskrevet.
Er der ingen andre både, begynder jeg at bremse båden ned 5-6 meter fra klippen, men kun så båden stadig kan glide videre derindad, og så er det bare at bremse båden helt op 3/4 - 1 meter fra klippen - og gasten kan så tage et gazellehop ind på klippen, og samtidig med fortøjningen i hånden vende sig om og holde stævnen fra klippen med hænderne.
Så snart båden er standset helt, og gasten har godt tag i fortøjningen evt. lagt den rundt om dubben i klippen, så er det bare at totte godt hjem på ankerlinen - og lige mærke efter om ankeret har godt nok fat.
**Note: Mange bådejere går meget op i, om man får krydset ankerlinerne, men det er virkelig ikke noget problem. Så snart man er kommet ind og har fået gjort fast, kan man bare bytte om på ankerlinerne, så den der kommer øverst, er den, der først vil afsted fra ankerpladsen.
Hvis de pivede vil undgå, at ankerlinerne bliver krydset, må de lægge ankerbøje ud - selv bruger jeg det aldrig, og der er jo også nok at se til i forvejen, når jeg går ind for sejl...
Anløb, hvor vinden ikke kommer lige forfra
I de sjældne tilfælde, hvor jeg ikke vil have vinden lige i stævnen - det kan være ud fra en forventet vindændring - gør jeg anderledes. Her bruger jeg min andetsteds beskrevne metode med et delvis nedhalet storsejl.
Storsejlet kan feks. tages halvt ned - og endda endnu mere, og så holder jeg båden i fart ved at hale lidt hjem i agterliget og slippe det igen, så snart jeg har opnået den ønskede fart.
Der kræves ikke mere end 1-1½ knob for at holde styrefart - og mere er jo ikke nødvendigt.
Jeg tager storsejlsfaldet med ned i cock-pittet, så jeg kan tage storsejlet helt ned, om nødvendigt - det er mest nødvendigt, når jeg sejler alene.
Efter at have sluppet faldet, kan man hale storsejlet ned fra cockpittet - ellers må man lige løbe op og få det helt ned.
Er vinden i nærheden af plat læns kan man bare gå ind helt uden sejl og bruge ankeret til at bremse med lige til det sidste.
Anløb som enesejler:
Udover at være simple-sail-sailor er jeg jo også ofte single-sail-sailor. Det giver altid nye og spændende udfordringer.
Ligger der andre både op til klippen, er der jo ingen ben i det, så er det bare at gå op til dem og gribe fat efter at have smidt ankeret ud og bremset båden ned med ankerlinen og så tage resten meget roligt - men er jeg alene på stedet, så er det mere spændende og kompliceret!
Selve indledningen til anløbet ligner sig selv til at begynde med - bortset fra at jeg har lagt en stor del af ankerlinen op på fordækket, men selvfølgelig har ankeret klar nede i cockpittet.
Efter at have kastet ankeret lægger jeg ankerlinen en enkelt gang om skødespillet, sikrer mig at roret står neutralt, og at storsejlet kun trækker en lille smule eller slet ikke, og så går jeg op til stævnen og gør mig klar.
Jeg kontrollerer ankerlinens løben ud, lytter til skødespillets klikken, mens båden glider derindad. 4-5 meter fra klippen slipper jeg storsejlsfaldet helt løs og begynder at bremse med ankerlinen.
Godt en 1 meter fra klippen strammer jeg ankerlinen helt op og slår den 2 gange om pullerten, griber forfortøjningen og springer i land - altsammen i hastig følge.
Er der stadig lidt fart i båden, vender jeg mig og stopper jeg den med hænderne - eller hvis der er højt ned til stævnen, sætter jeg mig på enden og stopper båden med en fod.
Og så er det bare at gå op med fortøjningen holdt godt til og gøre fast til en dub eller en klippeblok.
Jeg vælger selvfølgelig ikke at anløbe et sted, hvor der er flere meter lodret klippevæg foran båden - men kan godt finde på at forhale derhentil bagefter, hvis det passer bedre med vinden eller andet.
Svipser noget på vejen - feks. ankerlinen kinker - så er det bare at hale sig ud til ankeret igen og runde forbi det med stor energi, og så lade båden komme op i fart og prøve igen.
Øv- ankeret fik ikke ordentligt fat - hvad så?
Opdager jeg efter at være kommet ind til land, at ankeret ikke fik ordentlig fat, tager jeg (efter at have taget storsejlet helt ned) en meget lang tynd line frem og binder til dubben eller en klippeblok og naturligvis også til pullerten i stævnen, hvorefter jeg energisk haler båden agterud ud til ankeret med ankerlinen.
Jeg hiver ankeret helt op til overfladen, så jeg kan se om der er kommet tang i, og lader vinden drive mig længere ud, før jeg smider det igen.
Så er det bare at hale sig ind igen med den tynde line - nu ved man jo at man kan ligge der.
Anløb til ukendt sted
kan virkelig også være en udfordring. Er der ingen andre på pladsen - hvilket jo er typisk på de ubeskrevne steder - så må man jo klare sig selv og basere sig på sine egne bedømmelser.
Sejl tæt ind - ganske langsomt - og kig godt på forholdene. Brug polaroid-solbriller - også selv om solen ikke skinner - de fremmer synet ned gennem havoverfladen utroligt.
Når beslutningen er truffet - både under hensyntagen til vandybde og fortøjningsmulighederne - så er det bare at gå igang med den normale procedure, som beskrevet ovenfor.
Efter at ankeret er kastet må gasten nu alligevel holde nøje øje ned i vandet, om det grunder op eller der er store sten - der skal afrapporteres konstant til skipperen. Så og så langt ind til klippen - måske med et par meters mellemrum.
Er man alene ude, så sidder man jo oppe ved stævnen og firer ankerlinen af - så det er bare samme procedure, nu helt uden råben...
Er der forhindringer, så læg ankerlinen om skødespillet og brems/stop båden, og hiv den derpå baglæns ud til ankeret igen.
(Er jeg alene, bremser jeg båden med ankerlinen ved at lægge den om pullerten)
Jeg lader som regel storsejlet blive oppe, og så hiver jeg rigtigt energisk båden ud til ankeret, så den ikke når at falde af - så er sejlet lige klar til et nyt forsøg...
Det kan koste nogle ture ud og ind, og en del hiven ankre op og kasten ud igen, før det lykkes. Men det kan virkelig være besværet værd - her kan man som regel ligge helt alene og uforstyrret.
Anløb til sted uden dubber eller ringe - eller hvor man ikke kan komme helt ind til klippen
Nogle steder har der ikke været nogen og banket fortøjningstingester i klippen. Det er jo intet problem hvis man har en gast med, men straks sværere hvis man er alene.
Som regel kan man anvende ovennævnte procedure, hvor man har ankerlinen med oppe på fordækket og gør fast - og så springer ind på klippen med en lang fortøjningsline og finder et sted at gøre fast.
Jeg kommer nu også nogen steder - feks. et sted i Kappelshamn på Hallands Väderö, hvor der ikke er nogen dubber, og hvor jeg simpelthen ikke kan komme tæt nok til den tørre klippe til at kunne springe forsvarligt i land.
Det gør jeg så ikke, for det er enormt ben-, arm- og altmuligtandet-gebrækkeligt at forsøge sig med at springe ned på både klipper lige i eller under vandoverfladen.
Det er næsten dømt til at gå galt - de er vanvittigt glatte.
I begge situationer gør jeg et lille frokostanker klar med en smækker line i , og så - når jeg er kommet tættest muligt ind til det faste land, har gjort ankerlinen fast og har sluppet storskødet af - kaster jeg ankeret længst muligt ind på land.
Som oftest skal det nok finde en kant eller fordybning at få fat i, og så træder jeg forsigtigt ned på de våde og slimede sten eller klipper og og bevæger mig langsomt - ofte på alle fire - ind til sikker grund og op.
Altsammen tæt til landlinen, så jeg kan gribe fat i den, hvis ankeret slipper derinde. Så må jeg jo om ikke andet lade mig slæbe med ud til båden, hvis den river sig løs - og så komme op og få ordnet tingene igen. Det er nu aldrig sket for mig, at landankeret har sluppet sit fæste.
Det opdager man som regel med det samme - altså at det har dårligt fat - og så er det bare at hale det ind og forsøge igen....og igen....og igen....
Udlægning af et anker yderligere eller flytning af det udlagte - uden motor (eller uden at starte den)
Hvis man vil have et anker mere ud, eller flytte på ankeret, man har lagt ud, er anvendelse af tynde liner igen uovertruffet.
Selvfølgelig kan man gøre det fra en slæbejolle eller en gummiøse, hvis det er til rådighed, men det er ikke svært at gøre det med hele båden.
Gør den tynde line fast på land og hal dig ud til det udlagt anker - eller lad vinden drive dig derud.
Ved at bruge roret på vej derudad, kan du bestemme, hvilken retning du vil have det nye anker lagt ud i, men du kan faktisk også sejle frem og tilbage ud for land ved at holde i den tynde line henholdsvis lidt foran og lidt agten for masten.
Så driver den som en drage i den retning, du ønsker det.
Vil du gerne meget den modsatte vej, kan du kan ved at gå frem og rundt om stævnen få båden til at sejle den anden vej, alene på riggen.
Når ankeret ligger hvor det skal, kan du hale dig ind igen med den lange tynde line og gøre fast til land.
Afgang fra ankerpladsen - nyttige tips
Nem optagning af ankergrej ved fralandsvind: Optagning over hækken eller direkte i cocpittet
Jeg ser mange stå oppe på fordækket og hale ankergrejet op - for så at bære anker, kæde og line hele vejen ned til cockpittet og stuve det væk.
Det er da besværligt!
Hvis vinden er fralands, er der jo ingen bølger, og så er det langt mere bekvemt at vende båden for ankerlinerne, så den vender hækken til vinden.
Gør storsejls-faldet klar, men lad være med at sætte sejlet.
Så er det bare i ro og mag at hale grejet op del for del og stuve det på plads med det samme - og når det sidste er kommet op, driver båden jo stille og roligt udad væk fra land, mens man stuver det sidste væk.
Ønsker jeg ikke at båden skal få for meget fart på udad, feks. på grund af land eller andre både i nærheden, så lægger jeg roret helt i borde, så båden drejer op og lægger sig tværs for vinden - så kommer den stort set ikke ud af stedet.
Sæt storsejlet lidt ad gangen
Ved afgang sætter jeg altid storsejlet i små bidder ad gangen, for jeg tager ikke sejsingerne af på een gang, som det ses herunder - og jeg lader skødet være helt stramt.
Sejlet kan endda sættes på plat læns på denne måde
Jeg hiver sejlet et stykke op, tager en sejsing af, hiver derpå et stykke op, tager sejsing af osv.
Så vender båden ganske dovent op i vinden uden dramatik - og uden at drive båden ind på grund - og jeg kan sætte sejlet helt op og sejle væk.
Sejlet trækker kun lidt, når det ikke er strammet op - og løsner man alle sejsingerne før sejlet sættes, vil sejlet flapse ud og filtre sig ind i vanterne og salingerne.
Jeg venter faktisk med at slække ud på skødet til lige før jeg haler storsejlet helt op - så undgår jeg også at sejlet falder ned i vandet under ophalingen.
Er vinden på langs med land, bruger jeg også at surre roret i borde, så båden drejer og driver langsomt udad for noget mellem halvvind og agten for tværs, når ankeret slipper.
Båden kan ikke spidse mere op pga. vinden, og den kan ikke falde om til læns og dreje indad pga. roret.
Her kan jeg også i ro og mag tage ankeret op ind over hækken eller direkte i cockpittet - og derefter sætte sejlet som ovenfor anført.
Det hele går jo ud på at gøre det så nemt og bekvemt at ankre som muligt - så kan man elske det mere...
Ankeroptagning ved pålandsvind:
Her er der ingen vej udenom at tage ankeret op fra stævnen - og først at sætte storsejlet eller starte motoren (sådan een har jeg jo godtnok ikke...).
Jeg nøjes med at hejse storsejlet 3/4 op, så det ikke trækker båden frem, mens jeg tager ankrene op. Det kan være afsindigt irriterende, hvis båden begynder at løbe afsted for sejlet, mens man bakser med ankerlinen.
Så kommer man til at kæmpe med at båden sejler forbi ankeret, og man må ligefrem lade ankerlinen løbe ud og vende båden rundt igen.
Når sejlet er sat 3/4, risikerer man ikke, at båden sakker ind mod land, så snart ankeret slipper - og det kræver kun nogle få hiv, før sejlet trækker fuldt, og man kan komme væk fra kysten.
Afgang fra skærgårdsklippe - med meget ringe plads i naturhavnen
Hvis der ikke er plads til at falde rundt om ankeret, når det skal trækkes op - som feks. i Kappelshamn på Hallands Väderö, så er en lang line til land igen nødvendig.
Gør linen fast til land - evt. ved at lade den gå rundt om dubben i klippen - og lad dig falde ud til ankeret.
Når du har taget det op, (det kan du jo så gøre så bekvemt fra hækken) så hal dig helt ind til land igen og kast los derfra (sæt evt. først sejlet halvt, så du har noget at styre med under afgangen).
Når du er fri af grunde og andre både, kan du trinvis hale storsejlet op, som anvist ovenfor.
Ligger der andre både op til klippen, kan du naturligvis bare sætte din tynde line i deres agterklampe - så er der ingen grund til at sætte den fast helt inde på land
Diverse tips
En ting er at have ankergrejet - en anden er at kende metoderne til nemmest og smartest at håndtere og udlægge det - og at få det op igen.
Herunder findes nogle tips - og der vil sikkert komme mange flere til...
Ankervægt - lod på linen
Som omtalt ovenfor anvender jeg altid et 10 kg lod på min ankerline - men jeg havde kun et billede af et 5 kg lod...
Loddet har en løbesjækkel, så det kan løbe ud ad ankerlinerne - og kan altså hives op igen, mens båden endnu ligger for ankeret eller ankrene.
Det gør det til en fysisk let opgave at håndtere loddet.
Anvendelse af lod på frit vand
Når jeg ankrer på frit vand, bruger jeg som regel 2 ankre. Når det sidste anker lagt ud, lader jeg linen gå feks. 12 m ud, før jeg gør fast.
Så henter jeg mit 10 kg lod og lader det løbe ud ad begge ankerliner, indtil det stopper - og når ankerlinen strammer op igen, trækker jeg i den, så loddet kører ud ad den - gerne 5-6 meter.
Jeg kalder denne kombination for mit sov-godt-system.
-
Loddet forøger ankerets holdeevne (virker som en kæde)
-
Ved tandem-ankring holder ankrene i fællesskab i den samme linie, så effekten af ankrene sammen med loddet mere end fordobles.
-
En anden kæmpe fordel ved dette system er, at hvert element bliver sat ud og halet op hver for sig - og vejer altså kun 10 kg hver, men svarer i holdeevne til et kæmpe anker med kæde hele vejen - hvilket er meget tungt at håndtere.
-
Når båden ligger frit forhindrer loddet båden i at ligge og gire for ankeret.
Loddet, som kun ligger på bunden 5-6 meter foran båden, bliver nemlig nu punktet, som båden svinger over. Det er en kæmpe fordel, for båden ligger ikke og svinger ud og løber op på siden af ankeret. hvilket det ellers gør med en lang, fri ankerline.
(Det er det, man ser, når en vandskiløber tager sine mægtige svingeture efter speedbåden)
Op til klippe eller mole
Ved anløb til klippe eller havnemole med hækanker ude kaster jeg selvfølgelig ankeret ud under anløbet og bruger det til at bremse båden for så at gøre fast.
Når der er gjort fast fortil, lader jeg ligeledes loddet løbe ud ad linen, og får det til at løbe de ønskede 5-6 meter ud ved skiftevis at stramme ankerlinen op og slække den af.
Her er fordelene:
-
Loddet forøger ankerets holdeevne (virker som en kæde)
-
Når ankerlinen er sænket nedad, bliver den ikke fanget af andre både under deres mere eller mindre desperate anløbs- og afgangsmanøvrer.
En overklippet ankerline - eller en ankerline i skruen på en fremmed båd er usandsynligt besværende - det er prøvet!
Ankervagt - alarm
De mere teknologi-tro sejlere sætter bare GPS'en til ankervagt, og så bipper og dytter den, hvis ankeret skrider, eller båden drejer fordi vinden vender.
For mange år siden læste jeg Anders Høegh Post's særlige måde at gøre det på den gammeldags vis - og det har jeg brugt siden.
Brug en stegepande eller en kasserolle - bare et eller andet, der vejer lidt, og som skramler fælt, hvis det ryger på dørken.
Bind en tynd line til et lod eller frokostanker, og kast det ud fra hækken - giv 5-6 meter mere line, før du binder linen til stegepanden.
Før linen feks. gennem et klyds agter og uden om et spil og læg stegepanden, så den ryger ned fra kistebænken og på dørken, hvis linen strammer op, fordi båden drejer, eller den er på vej derudad for et skridende anker.
Skramleriet skal nok få dig ud af køjen - og vågen med det samme. Jeg har brugt det, og det virker...
Ankerbøje
Jeg har altid en lille ankerkugle med i båden, men jeg bruger faktisk meget sjældent ankerbøje - kun i havne i de få tilfælde, hvor jeg frygter at der ligger kæder eller at der kan være skinner til beddinger under vandet.
Så kan jeg bruge den til at hive ankeret baglæns op, så det går fri af undervands-tingesten.
Linen skal så gøres fast til det lille øje i bunden af ankeret, hvis der findes sådan et.
Nogle få bruger det i naturhavne, fordi de er så bange for, at nytilkommende skal krydse deres ankerliner, men som ovenfor nævnt bruger jeg det aldrig der, dels fordi jeg som sejlsejler har nok at se til ved anløb - dels fordi det ikke er noget stort problem at krydse linerne over igen efter anløbet - eller ved afgang.
En god metode til at sikre, at ankerbøjen ligger lige over ankeret er at lade linen gå op gennem et øje i ankerbøjen og ned til et lod, der kan stramme linen op uanset vanddybden.
Når jeg skal sjækle nummer to anker på det første ankers line, bruger jeg en rigtigt stor rustfri brandmandshage, som jeg allerede har sat klar på nummer to ankers øje.
Så er det bare at klikke den på linen og lade ankeret gå ud og til bunds.
En almindelig sjækkel er for besværlig at stå oppe på det smalle fordæk og bikse med - også når ankeret skal op igen.
Brandmandshagen kan ovenikøbet løbe på det forreste ankers line - det gør det nemmere, når det skal hales op.
Håndlod
Ved natanløb til en ankerplads, eller hvis jeg har svært ved at se bunden, feks. pga tang eller grumset vand, så bruger jeg mit håndlod.
Kugler på Danforth-ankerets ud-ragere
De udstikkende rundjern forneden på ankeret er beregnet til at vende ankeret, så fligene kan grave sig ned i bunden. Men de er de rene terrorister overfor fribordet og apteringen, når ankeret skal tages op og stuves af vejen.
Her har jeg købt sådan nogle plastik-kugler, der bruges til sejsinger og har banket dem ind over rundjernet.
De ødelægger ikke på nogen måde funktionen. På visse kopier er de ligefrem standard.
Passer kuglerne ikke helt til rundjernets diameter, kan man bore dem noget ud - eller omvinde rundjernet med gaffa.
Det er vigtigt, at de sidder meget stramt - ellers falder de af. Mine har siddet der i over 20 år!
Brandmandshager til at sjækle anker nr. 2 på ankerline
Andre oplysninger og overvejelser
Før de mange havne blev bygget fra starten af 1900-tallet, måtte såvel lystsejle-re som fiskere finde passende ankerpladser til at sove for natten.
De opbyggede en fantastisk evne til at finde de rette steder, og meget er blevet videregivet til os.
Mange af disse ankerpladser er virkeligt dejlige og sikre.
KDY 1934 - fortegnelse over ankerpladser
Selv har jeg en pragtfuld fortegnelse over anker-pladser, udgivet af KDY i 1934.
Jeg har scannet den ind og gjort den tilgængelig her: Hent den som PDF
Jeg har tegnet samtlige ankerpladser ind i mine søkort, og har altid den lille bog med i båden.
En af siderne med beskrivelser af ankerpladser
Jan Eberts bog om ankerpladser
En anden bog, som jeg altid har med, er den fremragende "Ankerpladser i Danmark", oprindeligt udgivet af Jan Ebert på Kommas forlag i 1986, og genoptrykt 2003.
Her er så mange fine bud på dejlige ankerpladser - der er mange flere end man tror.
Desuden gennemgår forfatteren diverse ankergrej og ankerteknikker på bedste vis.
En højst anbefalelsesværdig bog for ankerliggere
Dansk Sejlunions fortegnelse
Dansk Sejlunion har sammen med Danske Tursejlere udlagt mange ankerbøjer rundt om i Danmark - her kan man selvfølge overnatte med stor tryghed - de ligger med en kæmpe klods eller P-ring nede i på bunden - så man endda kan fortøje adskillige både til den og ligge sikkert.
Der findes en oversigt på Dansk Sejlunions hjemmeside - og man kan også downloade app'en "Tursejler", der bla. angiver diverse placeringer af DS-bøjerne.
Sailbuddy's anvisninger
Hjemmesiden "Sailbuddy.com" viser en masse anbefalede ankerpladser med gps-koordinater - de er også fine at støtte sig til.
Bog af Thomas Veber: Ankerliv
I en lille, letlæst bog på 110 sider gennemgår Thomas Veber nogle af sine erfaringer med ankring - mest på langtur til feks. Cariibien. Han fortæller dog også lidt om ankring i skærgård.
Det foregår nu absolut ikke på mine "Simple Saling"-præmisser - her anvendes motoren til ankring, der bruges ankerkæde på 50 meter med elektrisk ankerspil, GPS-ankeralarm mmm.
Men der er bestemt udmærkede tips at hente for den uprøvede begynder og tekno-sejler...
Thomas Veber har sejlet vidt omkring på forskellige måder - blandt andet på tur ned gennem Europas kanaler i en 17 fods motorbåd.
Han har en omfattende og emnerig hjemmeside og blog, som du kan komme til ved at klikke her: thomasveber.dk
Svenske og norske skærgårdsskitser
Der findes efterhånden et utal af værker, som fortæller om egnede naturhavne og ankerpladser i de mange hundrede kilometer skærgård.
Her vises luftfotografier og tegnede skitser, der udpeger egnede pladser - vejen derindtil - og dupper og fortøjningsringe i klipperne på disse steder.
Jeg vil ikke holde nogen frem for andre - det er bare at gå på nettet eller til bådudstyrs-forretningen og finde dem.
Selv har jeg kun de tykke mapper fulde af skitser, som jeg købte i 1988 af GKSS på Masthuggsvägen i Göteborg.
De har foreløbig vist sig at være alt rigelige - der er hundredevis af naturhavne alene i Bohuslän - altså vestkysten af Sverige.
Her ses et eksempel på en af mine skærgårdsskitser
Problemet med mindste dybdekurver på 3 meter er åbenbart også noget de svenske sejlere er klar over.
"Eniro på Sjön" tilbyder nu - mod betaling med systemet "Hydrographica" - nærkort til en lang række naturhavne og snævre pasager med anvisninger til egnede anløb til klippe og med 2 meter kurve og nøje dybdeangivelser.
Jeg har afprøvet det i en kort gratisperiode, og det fungerer fint, men endnu er det mest den svenske østkyst, der er dækket.
Men der vil sikkert komme flere områder til også på vestkysten.
Også "Navionics" har visse steder 2-meter kurver i den svenske skærgård - hvor de så end har deres oplysninger fra - og de er i overensstemmelse med mine skitse.
Jeg har skrevet en artikel til bladet "Klassisk Træbåd" om mit liv med CAN III gennem 32 år - også om ankringens og skærgårds-sejlads-ens glæder
VALG AF ANKERTYPE
Vil man have ballade, kan man altid kaste sig ud i en diskussion om, hvilket anker der er bedst.
Der er næsten lige så mange meninger om dette, som der er bådejere.
Ovenfor har jeg skitseret, hvilke ankre, jeg bruger og anbefaler - og hvilket anker-system, jeg anbefaler ud fra mange års praksis og observationer.
Men kig blot herunder i noten, hvordan enhver påstand kan diskuteres glødende - for der er naturligvis altid fortrin og bagsider ved ethvert valg.
Jeg satser på, at ankring skal være let og overkommelig - og at man ikke skal forløfte sig på grejet - så hellere have flere enheder i spil ad gangen.
Andre har elektriske ankerspil og kan derfor tillade sig at bruge særdeles tungt grej, som naturligvis har større holdeevne.
Og der er naturligvis mange andre ankertyper i spil - jeg vil prøve at vise lidt om disse herunder.
Forskellige ankres holdeevne
Der er lavet en række forsøg med diverse forskellige ankre.
I en gammel undersøgelse i Bådnyt fra 1980 gennemgås en række ankre - med ikke overraskende resultater.
Hjemmesiden "Sejlerhåndbogen" gennemgår også en række ankre med stort set samme resultater - dog med test af det "nye" rocna-anker.
Mit eget ankergrej
Mit eget ankerystem består af 3 vigtige enheder:
-
et 10 kg Danforth-anker med 8 meter ankerkæde
-
et 10 kg skålanker uden ankerkæde
-
et 10 kg lod på ankerlinen.
Loddet erstatter den rigtige helvejs ankerkæde, som er et mareridt for enhver bådejer, medmindre man har ankerspil og ankerbrønd indbygget i båden.
Læs meget mere om mine ankre
og metoder højere oppe - klik her
I ålegræs og på stenbund anvender jeg med held et 16 kg stokanker. Sjældent, men godt.
Se også mere om dette
højere oppe - klik her
Nogle eksempler på ankertyper:
Bruce-anker
CQR-anker
Danforth-anker - findes også i alu-udgaven Fortress
Skålanker
Delta-anker - et "fast" CQR-anker
Rocna-ankeret - se også diskussionen herunder
Stokanker
Paraply-anker
Sea-grip-anker
se mere om det her
Noter
En diskussion om tandemankring og brug af ankervægt (lod) - på baggrund af artikler på Dansk Sejlunions hjemmeside
På Dansk Sejlunions hjemmeside har man lagt nogle særdeles skråsikre artikler ud om tandemankring og ankervægte.
De viser sig at være ordrette oversættelser fra en hjemmeside, fremstillet af Peter Smith, en langturssejler fra New Zealand - og han er tilfældigvis også selv producent af Rocna-ankeret.
Når man læser dernedad, vil man opdage, at han har udviklet et nyt anker, der skulle være helt revolutionerende og som overgår alle andre i funktion - alle andre ankre og systemer virker nærmest ikke!
Så når man bruger hans anker, er alt andet altså ligegyldigt, og man er fuldt sikret med det ene anker - hans Rocna-anker - under ethvert forhold.
Jeg spørger mig selv her:
Hvem ville man spørge om den mest hensigtsmæssige indbrudssikring af hønsegården - hønen eller ræven?
Det er nu ikke første gang, jeg konstaterer at enkeltpersoner fra Dansk Sejlunion ikke har øje for, at kommercielle interesser kan finde på at dreje situationen til deres egen fordel.
Her står sejlunionens anvendte ekspert med sin salgsvare, det revolutionerende anker, der med hans egne ord løser ethvert problem
Videre læsning fortæller, at man i stedet for at have flere ankre og ankervægte ude bare skal bruge ét stort og meget tungt anker, der vejer ligeså meget som alle disse enkelt-elementer tilsammen
- så kan man klare langt mere for ikke at sige det hele...
Jeg skal altså bare købe et 25 kg anker - naturligvis af Rocna-typen - og naturligvis med fuld ankerkæde på - dermed kan jeg ankre fuldstændig sikkert under alle forhold!
Der er nu heller ingen tvivl om, at det er et glimrende anker.
Det er bedømt helt i top i en test, som kan læses på hjemmesiden "Sejlerhåndbogen"
Konsekvenser af sejlunionens artikler:
Men et 25 kg anker med 40 meter kæde ville godt nok give alvorlige smerter og skader:
-
Lommesmerter - et 25 kg Rocna-anker kan købes for 6.500 kr + kæde for ca. 2.500 kr.
-
Rygsmerter - jeg ville være endnu mere sikker på at få slemme rygsmerter - for ikke at sige en alvorlig rygskade - hvis jeg skulle håndtere så tungt grej.
-
Lakskader - jeg tør da slet ikke tænke på, hvordan mit smukke lakerede fribord og skandæk ville komme til at se ud, hvis jeg først skulle bakse 40 meter kæde op og derefter hejse et 25 kg anker indover essingen.
-
Ulyst - jeg tror også, at det ville gå voldsomt udover min glæde ved at ankre i idylliske naturhavne, når jeg skulle bakse med 25 kg anker og en lang kæde
- ja, overhovedet at orke at gøre det.
-
Tab - mine beskrivelser af ankring til klippe i skærgården - og min glæde ved det - ville da falde helt til jorden (eller nærmere gå til bunds) - se dem her:
Ankring i skærgården
Herfra Peter Smith's verden går:
Når man i øvrigt ser ankerproducenten Peter Smith's eget fartøj, "Kiwi Roa", kan man bedre forstå hans udgangspunkt - han henvender sig tydeligvis kun til et fåtal af danske sejlere.
Han tilgår nemlig sejlerlivet med sit 52 fods aluminiumsfartøj - 27 tons tungt
- selvfølgelig udstyret med et kraftfuldt elektrisk ankerspil, så hans ryg ikke tager skade af at håndtere et 55 kg Rocna-anker med 150 meter kæde i kraftig 12 mm dimension.
Det er altså bare ikke herfra, min verden går - og heller ikke langt langt de fleste andre danske sejlere.
Men det rører tydeligvis ikke Dansk Sejlunions hjemmesideredaktør...
Med nogle illustrationer påviser Peter Smith det helt ligegyldige i at anvende ankervægt på kæden - når man ligger for anker i 25 sekundmeter vind (!).
Han konkluderer herudfra, at kæden vil stå så godt som strakt, og at vægten dermed ikke kan forbedre ankerets holdeevne på nogen måde.
Men se nu her, når vi korrigerer Peter Smidts fortegnede fremstilling af kædens vinkel, frembragt af det misforhold, der er mellem skalaerne på grafen - som han iøvrigt selv antyderganske kort i forbifarten.
Nu ser virkeligheden helt anderledes ud - når graferne skaleres rigtigt, og billedvisningen dermed er korrekt:
Og han har af uforklarlige grunde anbragt vægten næsten nede ved ankeret i stedet for midt på den frie ankerkæde, hvor den ville øve langt mere indflydelse på kædens eller ankerlinens afbøjning nedad.
Det her er rendyrket manipulation!
Derudover ser han helt bort fra, at bådens huggen i bølgerne faktisk giver en væsentlig variation i ankertrækket og altså udsætter det for store forskelle i påvirkningen.
Det har vi andre mærket så tydeligt i praksis, når vi skulle hale ankeret op i søgang - med håndkraft (!).
Man kan simpelthen kun trække ind, når båden dykker i søen - det er så godt som umuligt, når den stejler.
Og kigger man på sin ankerline i søgang, kan man se, at den ligefrem når at slække af mellem huggene.
Han ser altså helt bort fra de kraftige ekstrabelastninger, som ankeret udsættes for ved bådens huggen i søen - og ser dermed også bort fra, at ankervægten virker som en fjeder, der netop aflaster ankeret i huggene - den når jo at synke nedad mellem huggene - og er træg at løfte hurtigt opad gennem vandet.
Han ser også bort fra, at vindstyrken meget sjældent er helt konstant - der forekommer mægtige vindstød med lidt svagere vind imellem. Også her giver loddet aflastende fjedervirkning ved at synke ned mellem stødene.
Alene nedbøjningen af ankerlinen virker enormt aflastende på ankeret.
Nåja - det er jo det med teori og praksis - og så noget med manipulation...
Men altså, jeg er egentlig ikke så helt forbandet sur på Peter Smidt - han vil jo bare sælge rigtig mange tunge og dyre ankre, så han kan nyde livet i sin kæmpestore båd året rundt.
Sejlunionens fejl
Jeg er mest sur over, at Dansk Sejlunion blindt bruger ankersælgeren Peter Smith som autoritet og efterplaprer hans påstande - uden at sanse eller betone, at hans indlæg netop kun er ét indslag i en årelang og evindelig diskussion omkring ankringens omstændigheder.
Hans salgstale bliver fremstillet som den evige sandhed fra nu af - alle tidligere meninger er nu kun myter - helt ytte, forladte og uvederhæftige.
Her er et par af de skråsikre citater fra Sejlunionens artikler:
-
"Glem brugen af ankervægte"
-
"Husk, at det at udsætte eller hjemtage et tandemsystem er væsentligt sværere end et solosystem, især hvis dit fordæk og ankerspil ikke er egnet til dette".
Oversætteren af Peter Smith's artikler må da vist selv have en meget stor båd, når han eller hun ikke engang berører det problem, at mindst 90% af den danske lystbådsflåde slet ikke har et ankerspil - skal vi så bare lade helt være med at ankre?
Hvor mange er feks. i stand til at bakse et 25 kg anker + kæde op indenbords uden et ankerspil?
Artiklen henvender sig altså kun til et fåtal af danske lystsejlere - dem med de meget store både og mange penge - og man negligerer altså den endnu langt altovervejende del af de danske lystsejlere.
Desværre ikke helt utypisk for Dansk Sejlunion...
I øvrigt forekommer der i artiklerne en del selvmodsigelser og opløsninger af deres egne påstande - teorimaterialet er simpelthen ikke konsistent - men læs selv og bedøm:
Min konklusion:
Jeg fastholder - på trods af sejlunionens meget skråsikre tilrettevisninger:
-
at systemet med tandem-anker (to ankre) og ankervægt er storartet og sikkert
-
at det er så meget mere håndterligt med flere anker-elementer på liner - som man kan tage op ét ad gangen - fremfor ét kæmpe anker med favnevis af skrækkeligt tung ankerkæde
-
at man skal sætte sit hovedanker først og sætte de andre elementer med 6-10 meter mellemrum hen ad ankerlinen
Altså nøjagtigt, som det er erfaret gennem mange mange år af rigtige langturssejlere - og mig selv - og ikke mindst helt uden kommercielle hensyn.
Illustration fra Frank Robb's bog fra 1965: "Håndtering af små både i hårdt vejr"
Jeg forstår egentlig ikke hans tunge lod lige under stævnen, og jeg har min ankervægt midt mellem nærmeste anker og stævnen
v