Min båd er en nordisk krydser fra 1931 med navnet CAN III, som jeg har ejet siden 1988.
Den sejler glimrende, og jeg har da sejlet mange vilde ture med den uden væsentlige uheld - men her var Kong Neptun ude og vifte med treforken...
LIVSFARLIG IDYL
På natsejlads i Sundet - en fortælling om, hvor galt det kan gå, selv midt i den skønneste idyl, hvor man føler sig allermest tryg....
En oplevelse, der nærmest minder om de drømme, hvor man vil flygte, men næsten ikke kan løfte sine ben og nærmest er klistret til underlaget.
Som sejler i lille træbåd på lidt over 3 tons har man ikke mange chancer, hvis en større coaster pludselig skifter kurs og sigter på een - og man ikke kan komme væk
Natlig nydelse
En sen aften tidligt i september - vistnok i 1994 - var jeg med min kære gamle nordiske krydser "Can III" på vej hjem over Sundet efter en herlig eftermiddagstur til Vikhög på svenskersiden.
Vinden var blevet temmelig let – og min helt motorfri båd gjorde vel kun godt 3 knobs fart, så hjemturen varede noget længere end ventet.
Det var bælgmørkt, da jeg passerede sejlrendens bagbordstønde vest for Saltholm
Der var kun et enkelt skib i sejlrenden, det gik med god fart for sydgående ovre i den styrbords side af sejlrenden.
Sigten var fin, vejret var lunt, så alt var altså vel, og jeg hyggede mig gevaldigt, havde vist endda en frisklavet kop kaffe i hånden, mens jeg på det rolige vand gled frem på en foran for tværs.
Lige hurtig nok i vendingen
Hyggen forsvandt imidlertid brat, da skibet lige var passeret foran mig på 4-5 kabellængders afstand (740-925 meter). Det fortsatte nemlig ikke mod syd, men gik pludselig ind i et krapt drej til bagbord – med buldrende motor – det var tydeligt at det ville foretage en vending.
Sådan et skib – det har vel været 70-80 meter langt - skal bruge nogen plads for at komme rundt, så jeg kunne hurtigt regne ud at det ville komme helt over i bagbordssiden af sejlløbet. Der lå jeg!
Jeg drejede bagbord for at slippe tilbage til bøjen, og dermed ud af renden, men vinden var jo svag, så det gav ikke den store forskel, vidste jeg jo godt.
Det føltes som timer, men drejede sig kun om få minutter, før skibet var kommet så meget rundt, at jeg kunne se, at vi var på kollisionskurs. Det var umuligt at se, om skibet ville gå bagbord eller styrbord om mig – eller sejle mig ned.
Jeg holdt kursen mod bagbordsbøjen, som nu måske var 70 meter fra mig.
Jeg kunne se en stor brådsø bag skibet, opstemt af skruen og det hårdt drejede ror – den lyste hvidt i natten, og larmen fra den buldrende motor øgedes mareridtsagtigt, mens skibets stævn begyndte at tårne sig op mod mig.
Jeg havde lidt nytteløst drejet endnu mere østover og lå på agten for tværs – i håbet om at kunne komme væk – nu kunne jeg se både den røde og den grønne lanterne på skibet, som var måske 80 meter skråt forude til styrbord. For ikke at blive ramt tværskibs, drejede jeg stævnen op mod skibet og bad min sidste bøn – forunderligt rolig og klar til at møde min skæbne.
Nådeskuddet ?
Som en anskudt bambi, der nu blot ligger hjælpeløst og kigger på jægeren, mens han putter nye patroner i og retter geværet mod den for at afskyde nådeskuddet, sad jeg nu bare dér og afventede braget.
Tænkte på min fine gamle båd, der nu skulle ødelægges, overvejede, hvad side jeg skulle springe til, hvor gode chancer jeg havde for at undgå skruen, og muligheden for at blive taget op af nogen herude en septembernat på Sundet.
Forbier !
Nu – her hvor jeg troede alt håb ude - så jeg styrbordslanternen og noget af skibets side, men jeg så også skibets hæk, der slog ud på grund af drejet – ud mod mig.
Jeg drejede lidt mod bagbord for ikke at få slaget ret forfra, men det kom ikke.
Skibets hæk fór forbi mig i højst 10 meters afstand, og jeg drejede båden op mod det mægtige skruevand, der vel stod 2-3 meter op efter skibet – opstemt af det hårdt drejede ror.
Det gyser i mig, når jeg genkalder mig den mareridtsagtige stemning.
Det kulsorte og kæmpe skrog skråt foran mig, bulderet fra motoren og skruen – og den lysende brådsø der tårnede sig op over båden og nu overskyllede den fra snude til halespids.
Jeg dukkede mig og blev kastet forover, da båden foretog noget nær en halv forlæns kolbøtte.
Den grønne linie viser lilebitte CAN III's kurs og undvigemanøvre - og den meget tætte passage af skibet i forhold til min båd, der er vist som den lille streg lige øst for skibets røde fartlinie
Vandet plaskede hen over mig, og bommen slog hysterisk over mig i slipvinden fra skibet – og så blev det stille, altså bortset fra bulderet fra skibet, der fjernede sig hastigt mod nord, tilbage hvor det kom fra.
"Can III" lå og svajede rundt i hvirvlerne fra skibets skruevand, og langsomt vendte den oprindelige vind tilbage - så svag som den var.
Hvad skete der lige her?
Min første tanke om hændelsen – tro det eller lad være – var, at skipperen nok var kommet i tanker om at han havde glemt sin madpakke.
Men mon ikke det nærmere har været rederiet, der har sendt en kontraordre om destinationen?
Jeg tvivler nu på, om rorgængeren har anet, at jeg befandt mig lige i hans bane, da han lagde roret hårdt om og satte fuld kraft på.
Så han mig overhovedet?
Selv den yderste forsigtighed fra min side kunne aldrig have forhindret den faresituation, jeg her kom i.
Hvis jeg var blevet sejlet ned, havde der udelukkende været tale om, at jeg var blevet tilfældigt offer for en andens fuldstændig uansvarlige handling,
Hverken skibets fører eller jeg kunne på nogen måde have forudset, om vi kunne undgå hinanden, når han gik ind i sådan et drej – her var tale om marginaler.
Men med mindre end 3 knobs fart er det i hvert fald sikkert, at jeg ikke kunne stille noget op.
Morale
Sådan er vi sejlere gang på gang udsat for erhvervsskibsføreres ligegyldige og uansvarlige adfærd, uden at der sker dem noget væsentligt for det.
Bagefter kan jeg selvfølgelig ærgre mig over at jeg ikke fik fat i skibets navn og hjemsted - men det var jo mørkt, og jeg var i helvede, og skibet var hurtigt væk igen.
Havde jeg anmeldt det, ville man jo nok have kunnet finde ud af, hvem det var, men uden vidner eller fotos ville det sikkert ikke have ført til noget alligevel.
Jeg slap med skrækken, og den kan jeg godt leve med – og heldigvis lever jeg da endnu…
Stig Ekblom,
Nordisk Krydser NK D4 "CAN III"
Et andet uhyggeligt møde i Sundet
En anden mørk nat - engang i starten af 1990'erne, hvor jeg nu kom sejlende sydfra op mod Dragør Rev, drejede et sydgående russisk skib pludselig - og lige ind foran mig - mod styrbord ud af storskibs-renden og sydvestpå inden om Dragør Rev-bøjen (dvs. ind over revet).
Skibet passerede mig altså ret tæt på min bagbords side. Måske havde han set mig på radaren - måske så han overhovedet ingenting.
Han påsejlede mig ikke, og det var jo godt - men vi sejlede jo næsten stævn mod stævn inden han foretog det pludselige drej mod sydvest.
Dermed rykkede han sig fra at være godt klar modgående ude i storskibsrenden til at trække helt uden for renden og ind på den anden side af mig - og endda inden for revmærket, som jeg ellers havde holdt mig tæt til netop for at have god afstand ud til skibene i storskibsrenden.
Måske drejede han af, fordi han skulle ind til Køge - jeg holdt øje med, om han gik på revet, hvilket han ikke gjorde.
Men helt hasarderet var det fra hans side -
og hvordan skulle jeg have undgået at bringe mig i den situation?
Man kan tydeligvis ikke regne med at skibene sejles forsvarligt eller at der holdes behørigt udkig - vi ser for ofte eksempler på hasarderet sejlads.
Morale
Kun held og egen opmærksomhed kan altså holde os fri af ulykken, når ansvarsløse skibsførere er på spil - så vær altid på vagt og beredt til handling
Læs denne fortælling i en anden udgave
Se også indslaget herunder
Her er et senere eksempel på vanvidssejlads, bragt i DR-Nyheder 16/2-2023. Hurtigfærgen "Lilleøre" kørte for fuld fart i tyk tåge i sommeren 2021 - og var tæt på at slå to mennesker ihjel:
Martin var tæt på kollision med færge
Min retsbevidsthed er krænket, siger den aarhusianske lystsejler
"Jeg synes, vores liv har været i fare, og at der er tale om vanvidssejlads."
" ...pludselig dukker hurtigfærgen fra Samsø op ud af tågen, cirka 50 meter foran os. Min kone råber "der kommer en". Jeg når lige at manøvrere, og så passerer færgen os med få meters afstand"
LYSTSEJLER MARTIN BARNKOB
Aarhusianske Martin Barnkop har sejlet i 45 år og har aldrig oplevet noget lignende det, han var ude for i sin sejlbåd i slutningen af juli 2021. (Foto: © (privatfoto))
< til venstre:
Hurtigfærgen Lilleøre drønede afsted i fuld fart, selvom der var tyk tåge (Foto: © Japp Production)
Læs hele artiklen her på DR-Nyheder - eller download den som tekst her: pdf
Endnu en oplevelse med hurtigbåde i tåge
- selvoplevet…
På en sejltur til Bornholm helt tilbage i folkebådens tid i 1987 var vi i ret svag vind på vej fra Sandvig Havn mod Christiansø.
Vi var kun nået ca. en sømil ud, da jeg så en umådeligt tyk tåge komme flydende ud fra Bornholmskysten og ned over havet mod os – det lignede ymer, der blev hældt ud over kanten.
Jeg tog straks en krydspejling med pejle-kompasset og fik en nøjagtig position ud fra Sandvig og Allinge - og derpå drejede jeg ind mod klippekysten med en sikker kompaskurs mod det punkt, jeg ville ramme.
Kort efter blev tågen så tyk, at der stort set ikke var nogen sigt – måske højst 50 meter.
Lidt efter hørte jeg en gevaldig og stigende brummen – og jeg vidste jo, at det lige nu var afgangstid for katamaranfærgen fra Allinge til Simrishamn, "Bornholm Express".
Det var ikke betryggende..!
Pludselig så jeg den stærkt slørede kontur af et fartøj komme ud af tågen måske 35 meter vest for os - mellem os og Bornholms klipper.
Det var netop Allinge-katamaranen, der kom buldrende forbi os i fuld fart – nok med 25 knobs fart.
Dens to dieselmotorer på tilsammen 4400 HK førte den brølende forbi os og den fór videre nordpå mod Simrishamn.
Chokerede hørte vi lyden af den fortone sig - og tænkte på, om der mon på dens vej lå en lille fiskerbåd eller en kajakroer uden radarreflektor og ventede på en frygtelig skæbne.
Selv havde vi en gammeldags stor radar-reflektor i agterstaget, og vi forestillede os derfor, at han havde kunnet se os og lagt kursen forbi os derefter – men havde han mon overhovedet observeret os?
Bagefter tænkte vi en del over, om det virkelig kan være lovligt at flintre afsted nærmest i blinde i så tyk tåge – og om hensynet til fartplanen virkelig er så vigtigt, at man bringer andres liv i fare?
Man udsætter dermed såvel andre sejlende som passagererne for fare – det er jo helt uansvarligt og iøvrigt i klar strid med søvejsreglerne.
Men ingen kontrollerer disse fartøjer - og der bliver først gjort noget ved problemet, når nogen bliver slået ihjel.
Et tankevækkende efterspil
Nu nærmede vi os klipperne mellem Sandvig og Allinge – og jeg var ud fra min pejling og udstukne kompaskurs 100% sikker på, hvilke udragende klippeskær, vi nærmede os.
Jeg sendte min 12-årige søn op på fordækket for at holde udkig efter klipperne – og det var interessant at se, at hans kontur allerede var sløret ved afstanden på ca. 6 meter fra min placering ved rorpinden og op til hans ved forstaget.
Nu hørte vi høje stemmer forude - på klingende skånsk - og indimellem nogle motorlyde fra en kraftig maskine - og lidt efter kom dukkede et gråt, gult og blåt fartøj frem foran os – og nu også nogle bornholmske klippeskær.
Det var et fartøj fra den svenske kystvagt. Et af besætningsmedlemmerne stod oppe ved stævnen og stak med en lang stage ned i vanddybet, mens han råbte observa-tioner til skipperen.
Et andet af besætningsmedlemmerne anråbte os og spurgte høfligt:
”Ursäkta, men kan ni säga oss, var vi är”
...så jeg styrede helt hen langs med skibet, stillede mig op på folkebådens dæk og rakte mit søkort op mod ham med fingeren i kortet, pegende positionen ud.
Han bøjede sig ned og granskede nøje efter i kortet - alt passede - og så sagde han ”tack så mycket” - og derpå sejlede de ganske langsomt mod Allinge.
Vi sejlede samme vej og kom vellykket frem til og ind i Allinge Havn.
Men vi snakkede bagefter om, at når selv en særdeles rutineret svensk kystvagt-besætning kan fare vild i den tykke tåge
- hvordan kan en katamaranfærge-besæt-ning så finde på at flintre afsted for fuld fart over Østersøen mod Simrishamn?
Uansvarlige erhvervsskippere
På min nye tillægssside har jeg skrevet om problemerne med skippernes egne opfattelser af deres pligter overfor andre fartøjer
Brud på Søvejsreglerne
Der er ingen tvivl om at skibsførerne i de omtalte fartøjer bryder søvejsreglerne bla. ved at køre for fuld fart i tyk tåge.
Der sker bare ikke noget ved det, med mindre man påsejler nogen og måske slår nogen ihjel.
Hvis du skulle have fået lyst til at læse de gældende internationale søvejsregler, kan du gøre det ved at klikke her
Vær særlig opmærksom på Afsnit III – Forholdsregler for skibe under nedsat sigtbarhed:
Regel 19
Forholdsregler for skibe under nedsat sigtbarhed
(a) Denne regel gælder for skibe, der ikke er i sigte af hinanden, når de sejler i eller nær et område med nedsat sigtbarhed.
(b) Ethvert skib skal gå med sikker fart afpasset efter de under nedsat sigtbarhed foreliggende omstændigheder og forhold. Et maskindrevet skib skal have maskinen klar til øjeblikkelig manøvre.
(c) Ethvert skib skal ved iagttagelsen af reglerne i afsnit I i dette kapitel tage behørigt hensyn til de under nedsat sigtbarhed foreliggende omstændigheder og forhold.
.