Min båd er en nordisk krydser fra 1931 med navnet CAN III, som jeg har ejet siden 1988.
Den sejler glimrende, og jeg har gjort mange vilde ture med den uden væsentlige uheld - men her var Kong Neptun ude og vifte med treforken...
LIVSFARLIG IDYL
På natsejlads i Sundet - en fortælling om, hvor galt det kan gå, selv midt i den skønneste idyl, hvor man føler sig allermest tryg....
En oplevelse, der nærmest minder om de drømme, hvor man vil flygte, men næsten ikke kan løfte sine ben og nærmest er klistret til underlaget.
Som sejler i lille træbåd på lidt over 3 tons har man ikke mange chancer, hvis en større coaster pludselig skifter kurs og sigter på een - og man ikke kan komme væk
Natlig idyl
En sen aften tidligt i september - vistnok i 1994 - var jeg med min kære gamle nordiske krydser "Can III" på vej hjem over Sundet efter en herlig eftermiddagstur til Vikhög på svenskersiden.
Vinden var blevet temmelig let – og min helt motorfri båd gjorde vel kun godt 3 knobs fart, så hjemturen varede noget længere end ventet.
Det var bælgmørkt, da jeg passerede sejlrendens bagbordstønde vest for Saltholm.
Der var kun et enkelt skib i sejlrenden, det gik med god fart for sydgående ovre i den styrbords side af sejlrenden.
Sigten var fin, vejret var lunt, så alt var altså vel, og jeg hyggede mig gevaldigt, havde vist endda en frisklavet kop kaffe i hånden, mens jeg på det rolige vand gled frem på en foran for tværs.
Lige hurtig nok i vendingen
Hyggen forsvandt imidlertid brat, da skibet lige var passeret foran mig på 4-5 kabellængders afstand (740-925 meter). Det fortsatte nemlig ikke mod syd, men gik pludselig ind i et krapt drej til bagbord – med buldrende motor – det var tydeligt at det ville foretage en vending.
Sådan et skib – det har vel været 70-80 meter langt - skal bruge nogen plads for at komme rundt, så jeg kunne hurtigt regne ud at det ville komme helt over i bagbordssiden af sejlløbet. Der lå jeg!
Jeg drejede bagbord for at slippe tilbage til bøjen, og dermed ud af renden, men vinden var jo svag, så det gav ikke den store forskel, vidste jeg jo godt.
Det føltes som timer, men drejede sig kun om få minutter, før skibet var kommet så meget rundt, at jeg kunne se, at vi var på kollisionskurs. Det var umuligt at se, om skibet ville gå bagbord eller styrbord om mig – eller sejle mig ned.
Jeg holdt kursen mod bagbordsbøjen, som nu måske var 70 meter fra mig.
Jeg kunne se en stor brådsø bag skibet, opstemt af skruen og det hårdt drejede ror – den lyste hvidt i natten, og larmen fra den buldrende motor øgedes mareridtsagtigt, mens skibets stævn begyndte at tårne sig op mod mig.
Jeg havde lidt nytteløst drejet endnu mere østover og lå på agten for tværs – i håbet om at kunne komme væk – nu kunne jeg se både den røde og den grønne lanterne på skibet, som var måske 80 meter skråt forude til styrbord. For ikke at blive ramt tværskibs, drejede jeg stævnen op mod skibet og bad min sidste bøn – forunderligt rolig og klar til at møde min skæbne.
Nådeskuddet
Som en anskudt bambi, der nu blot ligger hjælpeløst og kigger på jægeren, der skal afskyde nådeskuddet, sad jeg nu der og afventede braget.
Tænkte på min fine gamle båd, der nu skulle ødelægges, overvejede, hvad side jeg skulle springe til, hvor gode chancer jeg havde for at undgå skruen, og muligheden for at blive taget op af nogen herude en septembernat på Sundet.
Forbier
Nu – her hvor jeg troede alt håb ude - så jeg styrbordslanternen og noget af skibets side, men jeg så også skibets hæk, der slog ud på grund af drejet – ud mod mig.
Jeg drejede lidt mod bagbord for ikke at få slaget ret forfra, men det kom ikke.
Skibets hæk fór forbi mig i højst 10 meters afstand, og jeg drejede båden op mod det mægtige skruevand, der vel stod 2-3 meter op efter skibet – opstemt af det hårdt drejede ror.
Det gyser i mig, når jeg genkalder mig den mareridtsagtige stemning.
Det kulsorte og kæmpe skrog skråt foran mig, bulderet fra motoren og skruen – og den lysende brådsø der tårnede sig op over båden og nu overskyllede den fra snude til halespids.
Jeg dukkede mig og faldt forover, da båden foretog noget nær en halv forlæns kolbøtte.
Den grønne linie viser lilebitte CAN III's kurs og undvigemanøvre - og den meget tætte passage af skibet i forhold til min båd, der er vist som den lille streg lige øst for skibets røde fartlinie
Vandet plaskede hen over mig, og bommen slog hysterisk over mig i slipvinden fra skibet – og så blev det stille, altså bortset fra bulderet fra skibet, der fjernede sig hastigt mod nord, tilbage hvor det kom fra.
"Can III" lå og svajede rundt i hvirvlerne fra skibets skruevand, og langsomt vendte den oprindelige vind tilbage - så svag som den var.
Hvad skete der lige her?
Min første tanke om hændelsen – tro det eller lad være – var, at skipperen nok var kommet i tanker om at han havde glemt sin madpakke.
Men mon ikke det nærmere har været rederiet, der har sendt en kontraordre om destinationen?
Jeg tvivler nu på, om rorgængeren har anet, at jeg befandt mig lige i hans bane, da han lagde roret hårdt om og satte fuld kraft på.
Så han mig overhovedet?
Selv den yderste forsigtighed fra min side kunne aldrig have forhindret den faresituation, jeg her kom i.
Hvis jeg var blevet sejlet ned, havde der udelukkende været tale om, at jeg var blevet tilfældigt offer for en andens fuldstændig uansvarlige handling,
Hverken skibets fører eller jeg kunne på nogen måde have forudset, om vi kunne undgå hinanden, når han gik ind i sådan et drej – her var tale om marginaler.
Men med mindre end 3 knobs fart er det i hvert fald sikkert, at jeg ikke kunne stille noget op.
Morale
Sådan er vi sejlere gang på gang udsat for erhvervsskibes ligegyldige og uansvarlige adfærd, uden at der sker dem noget væsentligt for det.
Bagefter kan jeg selvfølgelig ærgre mig over at jeg ikke fik fat i skibets navn og hjemsted - men det var jo mørkt, og jeg var i helvede, og skibet var hurtigt væk igen.
Havde jeg anmeldt det, ville man jo nok have kunnet finde ud af, hvem det var, men uden vidner eller fotos ville det sikkert ikke have ført til noget alligevel.
Jeg slap med skrækken, og den kan jeg godt leve med – og heldigvis lever jeg da endnu…
Stig Ekblom, Nordisk Krydser NK D4 "CAN III"
Et andet uhyggeligt møde i Sundet
En anden mørk nat, hvor jeg nu kom sejlende sydfra op mod Dragør Rev, drejede et sydgående russisk skib pludselig - og lige ind foran mig - mod styrbord ud af storskibs-renden og sydvestpå inden om Dragør Rev-bøjen (dvs. ind over revet).
Skibet passerede mig altså ret tæt på min bagbords side. Måske havde han set mig på radaren - måske så han overhovedet ingenting.
Han påsejlede mig ikke, og det var jo godt - men vi sejlede jo næsten stævn mod stævn inden han foretog det pludselige drej mod øst.
Dermed rykkede han sig fra at være godt klar modgående ude i storskibsrenden til at trække helt uden for renden og ind på den anden side af mig - og endda inden for revmærket, som jeg ellers havde holdt mig tæt til netop for at have god afstand ud til skibene i storskibsrenden.
Måske drejede han af, fordi han skulle ind til Køge - jeg holdt øje med, om han gik på revet, hvilket han ikke gjorde.
Men helt hasarderet var det fra hans side -
og hvordan skulle jeg have undgået at bringe mig i den situation?
Man kan tydeligvis ikke regne med at skibene sejles forsvarligt eller at der holdes behørigt udkig - vi ser for ofte eksempler på hasarderet sejlads.
Morale
Kun held og egen opmærksomhed kan altså holde os fri for ulykken - så vær altid på vagt og beredt til handling
Se også indslaget herunder
Her er et senere eksempel på vanvidssejlads, bragt i DR-Nyheder 16/2-2023. Hurtigfærgen "Lilleøre" kørte for fuld fart i tyk tåge i sommeren 2021 - og var tæt på at slå to mennesker ihjel:
Martin var tæt på kollision med færge
Min retsbevidsthed er krænket, siger den aarhusianske lystsejler
"Jeg synes, vores liv har været i fare, og at der er tale om vanvidssejlads."
" ...pludselig dukker hurtigfærgen fra Samsø op ud af tågen, cirka 50 meter foran os. Min kone råber "der kommer en". Jeg når lige at manøvrere, og så passerer færgen os med få meters afstand"
LYSTSEJLER MARTIN BARNKOB
Aarhusianske Martin Barnkop har sejlet i 45 år og har aldrig oplevet noget lignende det, han var ude for i sin sejlbåd i slutningen af juli 2021. (Foto: © (privatfoto))
< til venstre:
Hurtigfærgen Lilleøre drønede afsted i fuld fart, selvom der var tyk tåge (Foto: © Japp Production)
Læs hele artiklen her på DR-Nyheder - eller download den som tekst her: pdf
*