Turen til Rügen 1992:
Fra Kastrup til Møn, ned gennem indløbet ved Libben op til Kloster på Hiddensee.
Derpå ind østpå og ned til Ralswiek og op til Breege.
Herfra til Stralsund, Gustow, Lauterbach, Moritzburg, Zicker og hjem gennem Falsterbo-kanalen
Sejltur til Rügen 1992
Med "Puha-da" til Rügen, 2 år efter "Anschluss"
På den første tur til Rügen i 1990, som jeg foretog sammen med min søn Martin og Finn Ejnar Madsen, anløb vi kun Stralsund, men sejlede på hjemturen hele vejen op gennem farvandet indenfor øerne.
(se beretningen her: Tur til Østtyskland)
To år efter sejlede jeg med min ven Jonny Pelsen i hans spækhugger D50 "Puha-da" ned til Rügen-området igen, til Stralsund og rundt på øerne.
Som beskrevet i beretningen fra sejlturen 10 år efter
(Rügen - 12 år efter Anschluss), oplevede vi fattigdom og håbløshed - de tidligere DDR-borgere udtrykte det selv at det var som om de havde tabt en krig.
Men vi oplevede også indblik i de leveforhold, der havde hersket tidligere. En del var forandret, men feks. så vi fiskere, der anvendte meget primitivt grej.
Gennem årene har jeg været sejlende til Rügen 4 gange i årene 1990-2005 og kørt een gang i bil i 2017.
Dermed har jeg kunnet følge udviklingen fra lige efter DDR-styrets sammenbrud i 1989 - henover den krise-tid, som hele området kom ind i efter sammenlæg-ningen mellem de to Tysklande - og så frem til i dag, hvor det må siges, at man kan konstatere en markant fremgang og velstand.
Se et stort Rügen-kort nederst - eller klik her
Jonnys spækhugger D50 "Puha-da".
Båden blev bygget i en serie af nogle lærlinge i Svendborg.
Den var yderst velholdt og udstyret med teakdæk og mahognyruf, så den vakte opsigt i havnene.
Alle troede at den var en træbåd...
Øen Rügen er omgivet af smalle sunde og flænget af dybe fjorde, bugte og indsøer.
Mod nordvest er den skærmet mod Øster-søen af øen Hiddensee, der dermed er med til at skabe et særdeles beskyttet sejladsområde rundt i og omkring en stor del af Rügen
Lidt generelt om turen:
Vi ankom til Rügen i en meget spændende periode, hvor utroligt meget var under voldsom forandring, hvilket vi jo så med allerstørste tydelighed, da vi sejlede derned igen i 2002.
På denne tur mødte vi utallige jollekrydsere - fine mahogny-sejlbåde med sænkekøl - som allerede var en sjældenhed da vi kom der næste gang.
(læs beretningen om turen i 2002 her)
Vi så de misligholdte og trøstesløse små huse rundt omkring, hvor der alligevel holdt en BMW udenfor.
Manden var jo ikke på arbejde - arbejdsløsheden var på 80% i området - men han havde da pinedød skiftet sin Trabi ud med en BMW eller blot købt sådan een i Vesttyskland, mens man endnu var i den vilde rus efter Murens og DDR-styrets fald.
Mange havde jo masser af opsparede penge, som man ikke havde kunnet bruge pga. varemangelen og begrænsningen af udlandsrejser i det isolerede land.
Trabi var kælenavnet for den vidt udbredte bil, Trabant. En lille, meget enkel bil med totakts-motor, produceret i DDR.
I gaderne var der i DDR-tiden altid en markant udstødningshørm fra forbrændingen af den olieblandede benzin
Havde man stået i kø til en Trabi i 17 år, tøvede man åbenbart ikke et øjeblik med at købe drømmebilen for sparepengene.
Ingen kunne da vel også vide, at masser af de gamle fabrikker og øvrige virksomheder straks skulle blive opkøbt for en slik og lukket af de vesttyske virksomheder, så der ikke var de konkurrenter mere.
Eller at en stor del af virksomhederne måtte dreje nøglen om, fordi de slet ikke kunne klare sig i den frie konkurrence - de havde kun været holdt oppe af tilskud fra DDR-styret.
Det gamle østtyske område blev frygteligt forarmet, og de mange arbejdsløse fik kun deres understøttelse beregnet efter de gamle, lave DDR-lønninger, mens de tidligere så billige madvarepriser omgående steg til det langt højere vesttyske niveau.
Arbejdsløsheden i den nordlige del af det gamle Østtyskland steg til over 80%.
En katastrofe for den østtyske menigmand, og et scoop for de vesttyske virksomheder.
Mange store oplevelser
Turen var meget oplevelsesrig, men mærkeligt nok tog jeg kun meget få fotos fra den, muligvis fordi Jonny tog mange, som jeg aldrig har fået kopier af - eller også var det fordi vi måske havde meget mere travlt med at opleve.
Beretningen her er først nedskrevet i 2010, så der kan forekomme unøjagtigheder i fortællingen - men det må man tage med, hvis man vil underholdes...
I Kloster
Første havn vi anløb på Rügen var ved den lille by Kloster ved nordenden af Hiddensee, den lange smalle ø, der danner bolværk mod vest for Rügens indre og dermed beskyttede farvande.
Byen så trøstesløs, grå og faldefærdig ud, men vi kiggede på de gamle rester af det gamle Cistercienser-kloster, der havde givet stedet navn.
Kun den lille fine og beskedne, gamle kirke fra 1334 vidnede om det fordum så imponerende kloster.
Under loftet foran alteret hænger en mærkelig halvfed engel, der ikke er givet nogen forklaring på.
Den lille ydmyge kirke
Alteret med den fede engel over
Motivet på frisen viser nok noget om de mange strandinger på nordspidsen af Hiddensee foran Dornbusch, før der blev bygget et fyr
Den lille ydmyge kirke
Billederne her er fra nettet - jeg tog underligt nok ikke nogen selv.
Bevæg curseren henover - så kommer der forklarende tekst.
Hvis du klikker på billedet ses det større
Foran orglet ses et billede af en stranding - nok meget autentisk fra før der kom et fyr på Dornbusch.
Der var rundt om i byen nogle små, beskedne spisesteder, indrettet i almindelige villaer, men de var lukket for sæsonen.
Vi gik ud til fyret på Dornbusch og rundt og kiggede på de usle, grå huse med bliktage, der lå spredt ud over området.
Hele Dornbusch havde været militært område, og der var ikke sket nogen væsentlig udvikling de sidste 50 år, det var tydeligt.
Desværre tog jeg ingen fotos fra dette første besøg - de ville ellers have været fantastiske til at sammenligne den senere udvikling med.
Hvad der er sket, kan du læse mere om i beretningerne fra de efterfølgende år.
Ralswiek
Vi sejlede så til Ralswiek, der ligger inde i de indre fjorde i den nordlige del af Rügen - i bunden af Grosser Jasmunder Bodden.
Selve byen var der ikke meget at skrive hjem om, men der ligger et meget smukt slot lige vest for havnen - man kan kigge derover fra havnen.
Slottet har i mange år været brugt til plejehjem for psykisk syge og gamle - men de var smidt ud nu, det var lukket som institution og sat til salg.
Slotsparken bliver nu brugt til udendørs teater og festspil.
En tilbagevendende årlig begivenhed er et teaterstykke om Klavs Störtebeker, det tyske svar på Robin Hood - men til søs...
Bygningerne til højre i billedet er ikke rigtige - det er kulisser til disse udendørs teater-stykker.
Lietzow
På en gåtur gennem det smukke skovområde øst for Ralswiek hen mod byen Lietzow passerede vi den gamle sluse, der førhen ledte ind til Kleiner Jasmunder Bodden.
Lige på den anden side af dæmningen lå et ret højt, tårnagtigt hus, der må have været meget elegant engang.
Det lå på en lille bakke, måske en gammel borgbanke, og der var fra alle 4 etager udsigt over både Grosser og Kleiner Jasmunder Bodden.
Huset var tydeligvis forladt, og vi gik ind på grunden og rundt om det.
Fordøren var spigret til, men bagdøren var brudt op.
Man er vel både nysgerrig og fræk, så vi gik derind og kom via nogle snævre gange til en bred trappe - den gik vi op ad.
Der stank af skidt og møg og kattepis, og malingen på vægge og døre hang i laser. Men i fordums tid har det været en rigmandsbolig, ingen tvivl om det.
I mange år havde det nu tydeligvis været delt op i små lejligheder, endda to eller tre på hver etage.
Vi gik indenfor i lejlighederne, og der så ud som om det var blevet forladt i huj og hast for ikke så længe siden - meget var endda efterladt.
Hvor var der dog lurvet og trøstesløst. Revnede ruder var lappet med klude og klisterbånd.
Manglende ruder erstattet med masonite eller krydsfiner - der hang gamle grå uldtæpper for dørene for at holde lidt på varmen. Tapetet var laset og lurvet.
I køkkenerne stod stod et par gammeldags gasbrændere på en terrassoplade og en gammel gasovn.
Der så ikke ud til at have været noget køleskab nogen steder. Vasken stank, og der var kun een vandhane - altså kun koldt vand.
I hver lejlighed var der en jernovn til koksfyring.
Gulvene var sortladne og snuskede - med lasede gulvtæpper på.
I et par lejligheder var sengen efterladt - med gamle elendige krølulds-madrasser på fjederbunde. Flere steder stod der gamle møbler - i elendig forfatning.
Det var forstemmende at se, hvor dårligt man har boet i dette hus, og i en skærende kontrast til de engang så smukke fyldningsdøre og træpaneler og det fornemme stuk i lofterne.
I en af lejlighederne havde der tydeligvis boet en gammel kone. Der var kniplingsgardiner og hang hæklede grydelapper ved komfuret.
Men ellers var lejligheden forfalden og nedslidt ligesom de andre.
Der var en snoet bagtrappe - den gik vi nedad.
Nede i kælderen så der ud til engang at have været storkøkken.
Her har tjenestefolkene måske lavet mad til herskabet, der før krigen boede oppe i det tårnagtige hus.
Svært at vide - det kunne iøvrigt være interessant at finde ud af, om huset nu er blevet restaureret til sin fordums pragt - måske af een af de mange velhavende udlandstyskere, der efter 1990 gjorde krav på deres gamle nationaliserede ejendomme i østtyskland, sagde lejerne op og indrettede husene til luksuøse sommerresidenser.
Måske er det bare blevet kondemneret og revet ned, man må vel tage derned og se efter....
Et glimt fra fortiden
Over dæmningen førte også en jernbane, og da vi var kommet nærmere til Lietzow centrum, krydsedes jernbanen af en større vej.
Lige som vi passerede den, kom der 3 mennesker ud af det lille hus, der lå tæt ved bommene.
Manden kiggede på sit ur og gik ud og sænkede bommene ved at dreje på et håndsving.
Familien stod nu hånd i hånd og ventede på toget, der kom buldrende med masser af gods-vogne - sikkert på vej til færge- og storskibshavnen Mukran, hvor godset kunne udskibes.
Herregud da - igen føler man sig hensat til en tid fra før 2. verdenskrig.
Vi så jo her ledvogteren og hans familie - samlet i det lille ledvogterhus, med toget og dets punktlige forbifarter som familiens vigtigste livsindhold og indtægt.
Gad vide hvor få måneder, det har varet, før denne familie kunne stille sig op i arbejdsløs-hedskøen - når jernbaneoverskæringen blev automatiseret.
Breege
Vi sejlede så til Breege, der som by betragtet heller ikke var det store at berette om.
Men herfra spadserede vi nordpå langs kysten den pænt lange vej (10 km) op til Arkona, hvor vi beså de gamle volde fra den fæstning, som danske krigere indtog med krigerbispen Absalon og Valdemar den Store som ledere - i floromvundne vendinger beskrevet af Saxo i hans Danmarks-krønike.
Man har forsøgt at genskabe de barrikader, der var sat ovenpå voldene, med arkæologisk fundsopbakning - og det giver et fint indtryk af datidens forsvarsværker. Iøvrigt er en stor del af fæstningsanlægget styrtet i havet pga. bølgenedbrydning af skrænterne, men man kan sagtens få indtryk af borgens gode placering og konstruktion.
Den nærmest uendeligt lange brolagte landevej med allétræer langsad - mere end 10 km.
(Foto fra senere besøg)
Vi beså også de to smukke gamle fyr på næsset - kun det ene er i funktion.
Herefter igen til fods tilbage til Breege, men nu gennem Altenkirchen (som har en meget interessant gammel kirke) - og hele vejen spadserende ad brolagt landevej.
En mægtig lang vandretur, men så utroligt fuld af indtryk af dagliglivet på Rügen.
Se billeder fra Arkona i min beretning fra bilturen 2017
Altenkirchen, der som navnet antyder er den ældste landsbykirke på Rügen - bygget 1185.
(Foto fra senere besøg)
Det at vandre giver så meget højere oplevelses-intensitet end noget andet transportmiddel. Man når at tænke over det man ser - og man ser utroligt meget.
Oplevelserne fra hele turen af fattigdom og trøstesløshed slog også igennem her - men vi så også megen idyl og muligheder for kommende trivsel, når forholdene bedres.
Vi havde nu ellers besluttet os for at prøve at få et lift fra Arkona mod Breege, men det lykkedes ikke.
På det over 10 kilometer lange stræk ad den brolagte landevej kom der simpelthen ikke en eneste bil - heldigvis, for ellers havde vi jo ikke fået oplevelsen af den lange brolagte strækning og de små huse langs vejen...
Stralsund
Fra Breege sejlede vi til Stralsund, hvor vi fortøjede i den indre kanal i bunden af den store havn.
Flydebro-marinaen, der siden er kommet til langs nordmolen, var vist end ikke påtænkt på det tidspunkt, der var kun et par sporadiske småbroer i hjørnet.
Med besvær fandt vi et toldkontor ikke så langt fra vores havneplads, og de var ikke særlig interesserede i at undersøge vores forhold - de gad så hvidt jeg husker ikke engang at komme ned og bese båden.
Vi gik op i byen, der allerede på dette tidspunkt var under mægtig restaurering.
Men der var endnu sammenfaldne ruiner adskillige steder rundt om i byen, og mange huse blev stadig kun stående på grund af de stålstænger, der var sat tværs over gaden og afstøttede væggene ved hjælp af huset overfor.
Der er meget mere at fortælle om Stralsund, men jeg tog ingen billeder ved dette besøg, og jeg har ikke skrevet noget ned om det, jeg så der, så det må man læse og se i beretningerne fra de senere besøg
Lauterbach
Fra Stralsund sejlede vi rundt under Rügen og op forbi DDR-bossernes gamle ferieø Vilm - og til Lauterbach Havn.
Denne var stor og forfalden.
I det nordvestlige hjørne af havnen lå en enkelt træbro med mange fine mindre træbåde ved.
Størsteparten af dem var fint holdte jollekrydsere med sænkekøl - både, som vi havde mødt utallige af allerede.
Interessant var det at se at mange af dem havde rulleforstag af træ.
Altså en noget voluminøs forløber for de såkaldte headfoils af aluminium, som moderne både er udstyret med.
Her holdt sejlklubben i Lauterbach til - venlige mennesker tog imod os og bød os velkommen til.
Det fine lille klubhus med gudestøtten af Svantevit foran.
Der var nu hovedsagelig låst og lukket - september er åbenbart lidt uden for sæsonen her....
Så vi var henvist til de snus-kede offentlige toiletter ovre på den modsatte side af havnen, og det gik vel også med det.
Ved terrassen på klubhuset stod denne lille træmand, hvor man kunne lempe mønter eller sedler ned i dens brystlomme.
Betaling for overnatning var frivillig - vi kunne selv bestemme hvad vi ville yde.
Sådan var det ikke næste gang vi kom, 3 år senere!
Fantastiske Putbus
Vi spadserede ad landevejen ind i landet, og efter nogle kilometer kom vi til den mærkeligste spøgelsesby bestående af forfaldne fordums paladser rundt om en meget stor åben, rund plads med en ringvej omkring.
Vi gik rundt og beså dette mærkværdige sted, og fandt ud af at det havde været et feriested for de rigeste tyskere - opstået omkring en kostskole for børn af de mest velstillede i samfundet.
Pudset var faldet af murene - træværket på balkoner og vinduer var frønnet og sortladent.
Der boede tydeligvis mennesker i mange af husene - med tæpper for vinduerne, som var lappet med pap og træplader.
Mange af bygningerne stod dog tomme og så ud til at kunne vælte om indenfor en overskuelig årrække, hvis der ikke blev gjort noget.
Det blev der senere, hvilket man kan læse om i mine senere beretninger fra Rügen-ture.
Byen hedder Putbus - og vi er kommet tilbage dertil adskillige gange - den er fantastisk.
Småtog på smalspor
Vi hørte nogle pift og fløjt som af dampfløjter nord for byen - og gik derudad for at se hvad det var.
Nogle hundrede meter ude kom vi til et ret stort bane-gårdsterræn med gamle stationsbygninger og remiser.
Men det var smalspor over det hele, og der stod masser af små jernbanevogne og adskillige små damp-lokomotiver.
Det var som at være i en modeljernbane i skala 1:3
Jonny, der altid havde haft en svaghed overfor futtog, var i den syvende himmel. Han gik rundt og granskede alt minutiøst - og det var da også helt vidunderligt.
Passagervognene havde kakkelovne til opvarmning, og de var temmelig forfaldne. Men det var tydeligt at banen blev brugt endnu til passagertransport.
Det var også tydeligt for os at der her var en eller anden museumsbane i optræk, for der stod adskillige mere eller mindre adskilte damplokomotiver og ældgamle mølædte togvogne rundt omkring.
Inde i een af remiserne så vi folk gå og gøre nogle rigtigt gamle passagervogne og loko-motiver fornemt i stand. Et enkelt blev kørt frem og var fyret op - Jonny var helt ekstatisk...
Lauterbach gav os altså nogle meget store oplevelser - og de kommende besøg skulle vise sig at give os mange flere.
Vi spadserede tilbage til havnen og købte ind i butikken, der lå lidt uden for Lauterbach ved den vej, der fører ind til Putbus.
Moritzdorf
Vi forlod Lauterbach og sejlede nord om øen Vilm, øst herfor passerede vi det mærkelige lille hus på den lille kunstige ø midt ude i vandet - som er omtalt i beretningen fra 2002, og som ses på billedet her fra den senere lejlighed.
Vi gjorde os mange tanker om dens funktion, men det har senere vist sig, at det nok er en afmagnetiserings-station, hvor skibe kan gå ind og få korrigeret deres kompas.
Derfra sejlede vi ind i bugten Having i det nordøstlige hjørne af den store bredning Greifswalder Bodden.
Her sejlede vi op i den ene af de to å-lignende sunde, der fører nordpå op i landet til store indre bredninger.
Færgeoverfarten besørgedes på det tidspunkt af nogle mindre robåde - på billedet ses en af dem. Du kan måske se færgemanden roende og med hvid kasket forrest, og de tre passagerer, der lader sig transportere over det farlige farvand.
Stedet er usandsynligt idyllisk og fortjener flere dages ophold end kun den ene overnatning, vi havde tid til at give det.
Lige ved indsejlingen i sundet spottede jeg en fornem gammel lakeret mahogny-sejlbåd ved en bro inde mellem sivene - sandsyn-ligvis en 6-meter, og den virkede velholdt.
Vi fik ikke set nærmere på den - og jeg gad godt vide, hvad der siden er blevet af den.
Zickersee
Vi forlod det, som med stor sikkerhed var Moritzdorf og sejlede ned til den sydligste bugt på Rügen: Zickersee.
Det var overskyet, da vi ankrede i den lille bredning inden for de to næs, der danner perfekte havnemoler, som skærmer for bølger fra den ret store og åbne Greifswalder Bodden udenfor.
En pragtfuld naturhavn, som jeg ovenikøbet senere fandt ud af er endnu bedre, når man søger helt ud under Klein Zicker-næsset.
Jonny var dødtræt af alt det vandreri, jeg havde lokket ham ud i de andre steder, så han nægtede at forlade båden - han ville bare hygge sig og slappe af.
Jeg havde i kikkerten set en lille kirke mellem træerne inde i den lille by mod nord - Gross Zicker - så dér måtte jeg ind!
Jeg pumpede bådens gummiøse op og roede derind.
Igen følte jeg mig hensat til en fjern fortid.
Kompakt landsbyidyl med hønsegokken og møddinger der stank af hønsemøg - og så den fine lille beskedne landsbykirke - ligeså dansk at se på som de andre gamle kirker på Rügen. Kirken er bygget ca. år 1400 - se mere om den her:
(Foto fundet på nettet)
Havnen var bare en bro ud i vandet - og en snæver rende med kun 1,5 meter vand førte ud til Zickersee's midte med mere dybde og svingrum.
Ved broen lå flere fiskerbåde i forskellige størrelser - men alle beskedne og enkelt indrettede.
Da jeg skulle til at ro derudad begyndte det at blæse lidt fra syd og småregne.
Jeg roede ud gennem renden - og knækkede så den ene af de spinkle plastikårer, der var fulgt med gummiøsen.
Måtte derfor sætte mig op i stævnen og padle mig fremad med kun een åre - med skvalpsø sjaskende indover mig - kun langsomt avancerende mod vinden.
Bandende over disse elendige gummiøser med deres hjælpeløse åretolder og usle årer nåede jeg omsider frem til spækhuggeren, hvor jeg gennem koøjet kunne se Jonny ligge og hygge sig enormt inde på den lune køje - læsende i en bog.
Våd og forkommen fik jeg halet migselv ombord og knappet mig ind gennem den omhyggeligt lukkede cockpitpresenning og kunne nu komme lidt til mig selv.
"Jeg var lige ved at blive bekymret for, om du havde mødt nogen derinde og var faldet i godt selskab", sagde Jonny.
Jeg rasede over hans elendige gummiøse og dens årer, og fortalte derefter vidt og bredt om alt det, han var gået glip af i Gross Zicker, men jeg er nu i tvivl om, om han ville have haft samme syn derpå.
Og så tørnede vi ind for natten.
Lang Hjemfart
Næste morgen stod vi rigtig tidligt op - den afmålte tid for vores sejlferie krævede i sammenhæng med en dårlig vejrmelding, at vi satsede på at sejle hele vejen hjem til Kastrup fra Zickersee i et hug, så det var om at komme tidligt afsted.
Vi mødte denne lille ekvipage af bund-garnsfiskere, der i det tidlige morgenlys var på vej ud for at røgte deres garn.
De så ikke ligefrem velhavende ud, og fartøjerne var heller ikke ligefrem luksuøse.
Jonny så hærget og kold ud efter en kort nats søvn - og i den tidlige morgenkulde.
Det blev nu rigtig dejligt vejr, og vi susede uden om Rügen og passerede de to nordlige udpunkter Stubbenkammer og Arkona, før vi begav os ud på Østersøen med kurs mod Kastrup.
Vi gennemførte hjemturen i eet hug i medløbende vind - den sidste del ret frisk, husker jeg.
En tur på 100 sømil på velnok 16 timer - en spækhugger kan også komme afsted.
Jeg husker ikke præcist, hvad tid vi anløb Kastrup Havn - kun at det blæste noget og at det var mørkt.
Det er jo trods alt også 16 år siden, så den slags detailler er længst glemt.
Her kan du gå direkte til andre beretninger fra Rügen-turene
Den første tur til Stralsund - endnu inden sammenlægningen af de to tysklande
- af mange eks-DDR-borgere kaldet "Anschluss"
12 år efter "Anschluss" - lang beretning med mange fotos. Kloster, Stralsund, Gustow, Lauterbach, Putbus og Zickersee
Familietur rundt om Rügen - en del supplerende fotos og oplysninger til ovenstående, bla. om Sassnitz og kolossen i Prora
Beretningen om en biltur - kan supplere de ovenstående fortællinger med en masse oplysninger og billeder
v