Min båd, CAN III, som jeg har sejlet siden 1988 og fået så mange skønne oplevelser med.
Båden er en nordisk krydser fra 1931, 35 fod lang og helt uden motor.
Den vejer såvidt vides godt 3 tons og fører et samlet sejl-areal på ca 44 m2, selv om den i klassereglerne betegnes som en 30 m2.
UDSKIFTNINGEN AF DE GAMLE SPANTER
"Can III" NK D4
En beretning om projektet, der blev udført i år 2000, og som skaffede mig godt 3 måneders arbejde, mindst 40 timer om ugen.
Min båd er bygget i 1931 - af mahogny på spanter af jern. Det siger sig selv, at jernet gennem de næsten 70 år var blevet så ødelagt af rust, at båden reelt var uden afstivning.
Mastetrykket og kølens vrid kunne frit deformere båden, så vandet væltede ind, når båden blev presset og krængede kraftigt.
Efter en årelang research gik jeg til opgaven:
Ud med de rustne jernspanter, og ind med nye - men nu af limtræ.
Hvis det havde drejet sig om gamle, dårlige træ-spanter, ville processen have været stort set den samme, så derfor har jeg udgivet beretningen, så andre måske kan bruge mine ideer og erfaringer.
Mastefoden blev hævet og sat op, så den trådte på spanterne fremfor på stævntræet - en langt stærkere konstruktion - resultatet er så godt - også efter 20 år.
Den nordiske krydser CAN III fra 1931 kunne nu kaste sig ud i nye eventyr, over 300 gange tættere end før.
Gid flere ville løse problemet sådan fremfor at "træk-ke båden i ligklæder" ( beklæde den med glasfiber)
Læs om processen herunder:
CAN III ligger her op til klippen på Yttra Tistlarna, der ligger ude i yderskærgården sydvest for Göteborg.
Nu er den så meget mere tæt og dermed endnu skønnere at sejle langt med - også alene.
Du kan allerede her læse min logbog fra processen, men jeg vil anbefale at man læser den bedre forklarede beretning herunder
Et mangeårigt problem
CAN III er som ovenfor nævnt bygget i honduras-mahogny, oprindelig på 4 stålspanter og med asketræssvøb.
De gamle jernspanter var naturligvis rustet i stykker gennem årene - og jernnaglerne havde angrebet mahogny-klædningen med elektrolytisk materialevandring (galvanisk tæring), så spanterne reelt ikke var bundet til skroget.
Resultatet var, at båden tog enorme mængder af vand ind, når den lå på kryds i frisk vejr. Og det var bestemt ikke noget nyt fænomen i CAN III.
Gamle gaster, der har sejlet på båden helt tilbage i 1950'erne har fortalt mig, at når vejret var frisk og CAN III lagde øret til, så så bemandingen således ud:
een mand ved roret
een ved sejlene
og een på pumpen !!!
På en sejltur allerede i april måned i starten af 1990'erne lød der et brag ude forfra - og man kunne ligefrem kigge ud gennem klædningen oppe ved mastefoden.
Det forøgede vandindtaget kraftigt - og alligevel sejlede jeg videre - og undersøgte og planlagde det kommende indgreb.
Masser af vand
Heldigvis har ingen fået den skrækkelige idé at beklæde skroget med glasfiber, selv om vandet i mange år har stået ind gennem klædningen i fingertykke stråler, når den lå på frisk kryds.
Klassebeskrivelsen for de nordiske krydsere kræver kun 4 spanter i båden, men hvert af dem har jo så også haft afgørende betydning.
De to af dem var placeret ved masten, men mastens pres på mastefoden, der lå direkte på stævntræet, havde trådt båden ud af spanterne forneden, så der ligefrem var et mellemrum mellem spantet og klædningen.
Spanterne var rustet helt til flager flere steder - og flere var knækket på de mest vigtige steder, så når båden blev presset, væltede vandet ind.
Hvis man lagde sig på knæ oppe ved masten, kunne man ligefrem se lys nede fra det omgivende hav, når båden gik i bølgegangen i frisk vejr.
På hårdt kryds kunne båden tage op til 500 liter vand ind i timen. Det var hårdt arbejde ved pumpen, men jeg havde dog også monteret to små elektriske pumper til at hjælpe mig med lænsearbejdet, når det gik rigtig hårdt til.
Men vi var jo vant til det, så vi kontaktede ikke SOK, når vandet væltede ind - hvilket andre måske ville have gjort. Vi vidste jo, at det straks holdt op når vi vendte om og gik på halvvind eller læns - og i havn holdt det også straks op.
Vi måtte konstant være opmærksomme på at få lænset, ellers ventede de våde køjer med sikkerhed på os, når vi kom i havn.
Noget måtte jo gøres - men hvordan kunne det løses?
Det kaldte på en reparation, så efter at have sejlet med båden 12 år og efter at have udforsket alskens midler og metoder kastede jeg mig ud i opgaven.
Jeg havde gennem årene kigget på flere muligheder, spurgt mig for - og gjort mig mange overvejelser, som det ses i det følgende
Den rustfri løsning
Andres erfaringer med at udskifte de gamle stålspanter med nye i rustfrit stål var dels, at det var umådelig svært at få det rustfrie stål til at makke ret.
Det er en kendt sag, at det spræller voldsomt ved svejsning, og at man dermed nærmest skal tilpasse båden til de nye spanter fremfor omvendt.
En anden erfaring har været, at det ikke varede så længe, før båden igen begyndte at tage vand ind.
Forklaringen på dette er nok, at man ikke får ordnet det afgørende - nemlig at masten træder nede på stævntræet, så maste-trykket får det til at bøje sig nedad og dermed lukke vand ind i de nederste bord.
De rustfri vinkeljern kan heller ikke bære mastefoden - de ville simpelthen kollapse, hvis man pressede dem på den lodrette del med de op til 12 tons, som man siger at en rig som min presser på mastefoden med.
Diamanten
Nogen har løst dette med en såkaldt diamant, hvor mastefoden forbindes med røstjernene med stålwirer og vantskruer, så mastetrykket udlignes med det opadgå-ende træk fra vanterne.
Det ville i min båd resultere i, at det blev meget svært at udnytte forkahytten - man ville simpelthen ikke kunne komme ud foran masten.
Et tredie argument mod den rustfri løsning er, at man er nødt ti at hive al aptering ud af båden og dæk og kahyt af for at kunne komme til at montere de store færdigsvejsede stålspanter.
Man kan jo ikke svejse nede i båden - den ville blive stærkt hærget og afsvidet.
En helt anden løsning tegner sig:
Laminerede spanter
En efterhånden godt gennemprøvet metode er at bygge spanterne op i laminerede lister. Desværre har det vist sig, at lamineringerne før i tiden havde det med at løsne sig i limningerne med årene, så det bare blev noget nær en vifte eller bladfjeder, der skulle forestille at holde bådens facon.
Forklaringen på dette er, at de gammeldags lime enten suger vand og deraf følgende frostsprænges - eller at de med tiden bliver så glashårde, at de ikke tåler vridene i skroget - og heller ikke træets bevægelser ved skiftende fugtighed.
Kun en begrænset del af apteringen behøver at blive fjernet - og dækket kan blive på!
Samtidig kan lamelspanterne belastes ovenfra uden at kollapse, og derfor kunne jeg flytte mastefoden op ovenpå disse, så mastetrykket blev udlignet op gennem spantet, hvorpå røstjernene jo var fastgjort foroven.
Listerne kunne ovenikøbet skydes op bag bjælkevægeren og fastgøres til denne og klædningen, så der skabtes fuldstændigt forbandt direkte fra kølbolt langs klædning til dæk.
Epoxy er sagen
Det har varet mange år her i Danmark, før epoxyen er faldet i nåde hos bådbyggerne, men nu er det en fuldstændigt anerkendt og succesrig lim.
Diverse fenollime og PU-lime var det eneste saliggørende - men som ovenfor fortalt - desværre ikke holdbare i det lange løb.
Det skal her bemærkes, at amerikanerne allerede tog epoxyen i brug før anden verdenskrig, og blandt andet byggede minestrygere og torpedojagere i diagonallimet mahogny.
Adskillige af disse både sejler den dag idag som lystfartøjer - epoxyen holder ufatteligt godt. Indtil nu kendes ingen forfaldstid...
En fordel ved lamel-oplimningen er også, at den kan foretages direkte i skroget - liste for liste - så spantet følger skroget fuldstændigt i modsætning til stålspantet, som spræller i fremstillingen, så man må spænde skroget ind til det.
Baseret på alle disse overvejelser konstruerede jeg så selv en byggemetode:
Hvert spant skulle konstrueres af 4 bestanddele, som vist på tegningen herunder.
Lamellerne er 9 mm tykke og 45 mm brede. Halvspant og bue består af 4 lameller, og "bundstokken" er massiv - og selvfølgelig limet sammen med de andre enheder.
Bundstokkene af massivt træ tilpasses og limes i, når halvspantet er bygget.
Derpå bliver det skåret til, så buerne kan lægges over og limes på.
En vinkelsliber med en grov skrubskive er vidunderlig til at bearbejde de krumme flader.
Den videre konstruktionsbeskrivelse vil fremgå af beretningen om processen herunder
Nu igang
Den 4 april 2000 gik jeg igang med det store projekt. Fik på nogle dage fjernet den lille del af apteringen, som skulle væk for at jeg kunne komme til.
Køjesider og bunde blev demonteret, garneringen skruet ud, mastefoden blev fjernet.
Heldigvis kunne skabene blive på deres plads.
Ud med spanterne
Nu kunne jeg begynde at fjerne de fire gamle rustne jernspanter. Jeg skar dem i store bidder med en vinkelsliber med skærskive.
Det var et beskidt stykke arbejde.
Jern-naglerne sad godt fast i spantet, men havde ædt sig gennem klædningen på de nederste 4-5 bord over hele linien.
Længere oppe sad de bedre i træet, så dér måtte jeg med en vinkelsliber med slibeskive slibe den indvendige nitning væk og slå naglen ud med en dorn.
De 69 år gamle nagler sad næsten urokkeligt fast i vinkeljernet - jern ruster udefra!
Jeg var iøvrigt meget omhyggelig med at undersøge båden for ulmende gløder, før jeg forlod den.
Jeg skar spanterne i adskilligt flere stykker, end de selv var knækket i i forvejen for at kunne få dem fri og ud af af båden.
Ud med bundstokkene
Efter et par dage var spanterne ude, og jeg kunne gå igang med at brække de tre ødelagte bundstokke ud.
Det gjaldt om at holde de gamle bundstokke så hele som muligt, så de kunne bruges som skabeloner.
Nu var samtlige 7 ophængnings-punkter til kølen altså demonteret.
Og der har reelt ikke været noget ordentligt materiale at hænge i, så det er vel utroligt at båden overhovedet har kunnet holde sammen indtil nu.
Puha, det giver lidt sved på panden at tænke på de barske kulingsture jeg gennem tiden har sejlet på Skagerak, Kattegat og i Østersøen.
Knækkede svøb
Der var 5 knækkede svøb, som jeg skar skråt af ved bruddene, så de kunne blive skarret sammen igen.
Lus i klædningen
Klædningen viste sig at være voldsomt angrebet af galvanisk tæring fra de rustende spanter og nagler, så med stemmejern slog jeg ikke mindre end 33 huller i skroget, hvor der skulle sættes lus i.
(Idag ville jeg helt sikkert have brugt en fine-cutter, men de var ikke fremme dengang)
Her ligger de 4 gamle rustne jernspanter, smedet af jern i 1931, men nu i stumper og i græsset.
Ikke mærkeligt, at båden tog vand ind under krængning.
Spanterne hang slet ikke sammen for neden, hvor de jo skulle holde klædningen sammen med køltræet.
Derfor vred køltræet sig, når båden krængede, så vandet væltede ind
Thuja
Da min bror hørte om mine planer med båden, ivrede han for at jeg skulle bruge thuja på grund af dets smidighed og store modstandsdygtighed overfor råd.
Han havde adskillige stammer liggende.
Jeg gik straks ud på nettet og ned til folkene på Vikingeskibsmuseet for at finde ud af dets egenskaber.
Jeg besluttede, at det turde jeg godt binde an med.
Listerne skæres
Lige efter påske kunne jeg hos min bror afhente 2 store kævler thuja, 2½ meter lange og 40 cm. tykke.
Thujatræet var stormfældet den 3. december 1999 (Decemberstormen) i Skjoldenæsholm Skovdistrikt, og min bror havde fået det gratis sammen med en masse andre ved at rydde et stykke af den ødelagte skov for væltede træer.
Jeg fik dem savet op i 45 mm planker på Ølstykke savværk, og dagen efter savede jeg selv disse til lister, 9 X 45 mm - med en rundsav.
I spænd med det samme
Træet var saftigt og fantastisk smidigt, da jeg havde skåret det op i lister, og jeg fór straks ned til båden og skar listerne til i de forskellige passende længder til spanterne og satte dem med det samme i spænd, så de kunne tørre i de former de skulle have.
Træet var så smidigt, at det slet ikke var nødvendigt at dampe det, og det trods de ret vilde svaj,som listerne jo skal foretage for at følge skrogets kurver.
De nye lister i thuja blev bøjet, mens de var helt friske og bøjelige, og derefter spændt fast, så de kunne tørre og sætte sig i den facon de skulle have.
Bemærk hullerne i skroget, hvor dårligt træ er skåret væk for at blive erstattet med såkaldte lus, der blev limet i.
Hullet i bordet er skåret skråt af, så lusen binder bordet og spantet sammen, når det hele er færdigt.
Listerne kunne uden videre bøjes og sættes i spænd til tørre i de ret vilde former, som det agterste spant har. Agterspantet har den mest krævende form af alle.
Bemærk den manglende bundstok, som er blevet sat i på næste billede.
Og her er det agterste spant under opbygning. Der mangler endnu 3 buer, der skal skaffe forbandtet mellem halv-spanterne og spant-bundstokken.
Spantet rækker over 18 bordgange.
En af de to nye bundstokke er nu sat i.
Hjemme i skuret havde jeg spændt en mængde af tilskårne lister op på en krydsfinerplade med skruer, så de kunne tørre op i den krummede form, når de skulle bruges til buerne over bundstokkene og halvspanterne (se tegningen højere oppe)
På fotoet her er de nye spanter ikke limet op endnu - det man kan se gennem hullet, er lamellerne, der ligger til tørre i spænd inde i båden.
Mens de tørrede, tilpassede jeg de mange mahogny-lus, der blev limet ind i de mange huller, jeg havde hugget ud, hvor stålnaglerne havde ædt træet
De sidste anstrengelser inden oplimningen af spanterne
Oplimningen af spanterne påbegyndte jeg først, da alle lusene var tilpasset og limet på plads - selvfølgelig med epoxy.
Træet havde nu kunnet tørre i godt 14 dage, mens jeg lavede det store arbejde med de mange lus, der skulle limes i klædningen, de nye bundstokke i eg, der skulle sættes i, og svøbene, der skulle skarres sammen.
Klargøringen af lamellerne
Jeg havde varmeblæseren kørende inde i båden når jeg var der, så det nye træ kunne tørre, og så epoxyen kunne hærde i diverse limninger.
Den 11. Maj kunne jeg påbegynde oplim-ningen af de nye spanter.
Lamellerne var temmelig ru efter den våde udsavning, men nu, hvor de var blevet godt tørre var de nemme at rette af med groft slibebånd (80) på en båndpudser, der var spændt omvendt op i et transportabelt arbejdsbord (workmate).
Nu havde listerne jo de vildeste krumninger, men det klarer en båndpudser fint over sin runde forvalse.
Eksempel på en lus
I modsætning til andre limtyper kommer det sig ikke så nøje om emnerne ligger helt præcist op til hinanden, når man bruger epoxy. Heldigvis, for de nu meget stive og stærkt krummede lister kunne umuligt blive høvlet nu.
Producenten anbefaler ligefrem, at der er nogen ujævnhed - det styrker limningen. Limfladerne skal være friskslebne med groft sandpapir.
De må ikke blive finslebet - jeg har brugt finhed 80, men kunne sikkert også have brugt korn 60 eller 40.
Båndpudseren er yderst velegnet til at slibe lamellerne - den kan sagtens følge krumningerne med forvalsen - her ville en elhøvl ikke have kunnet gøre sig.
Nu endelig igang med oplimningen af spanterne
Den første lamel ud mod klædningen blev sat i 3M Marine Sealer og skruet fast med skruer udefra. Jeg satte skruerne gennem en støtteklods udefra, så jeg ikke hærgede bunden og fribordet med skiver eller lignende.
Derefter kunne jeg gå igang med de næste lameller, som blev limet med epoxy, et lag ad gangen, og fastholdt med små skruer indefra.
Jeg anvendte små, billige rustfrie skruer fra Harald Nyborg, så de ikke skulle sidde og ruste alt for meget nede i træet, hvis de knækkede for mig, eller hvis de af andre grunde skulle blive siddende.
Som slipmiddel til skruerne brugte jeg først vaseline, men det var absolut uden virkning - skruerne knækkede næsten konsekvent, når jeg skulle løsne dem efter at limen var hærdet.
Så gik jeg over til at dyppe dem i linolie, og det var klart bedre. Betingelsen var bare, at samtlige skruer lige skulle drejes 1/4 omgang frem og tilbage, når limen var næsten hærdet.
Senere har jeg fundet frem til at bruge voks som slipmiddel, det er særdeles effektivt.
Limprocessen
Jeg har anvendt West Epoxy System, og det kan simpelthen ikke anbefales nok.
(Dog har jeg i de senere år hovedsageligt anvendt Karlslunde Epoxy, som jeg oplever
som lidt mere smidigt)
Se mere om valg af epoxy
Limprocessen med West epoxy består af følgende:
-
Man blander en passende mængde til en limning (for mig passede det med et engangssnapseglasfuld blanding pr. lamel) af hærder og binder ( 1 : 4 ). Det er nu af konsistens og udseende som god tyk lak.
-
Med en pensel lakerer man nu begge limflader.
-
Resten af blandingen fortykkes derpå med et fyldemiddel til den når en konsistens som noget nær smøreost.
-
Denne blanding smøres på den ene af limfladerne i et passende tykt lag, så der er noget at presse ud af, og så spænder man listen fast på den forrige med små skruer med ca. 12 cm afstand - eller mindre, hvis træet spræller et sted.
Hullerne til skruerne havde jeg boret i den nye lamel med ca. 10 cm mellemrum, men jeg forborede ikke i den allerede fastlimede lamel.
Jeg brugte skruer uden skaft, så det var nødvendigt at bore i den nye lamel.
Hvis lamellen sprællede, borede jeg et hul mellem dem, jeg havde forboret og så satte jeg en skrue mere i.
Det afgørende var vel egentlig ikke, at lamellen kom helt ned til den forrige - blot der var fortykket lim nok i fugen til at fylde den helt ud.
Men jeg tilstræbte at få dem helt sammen, og det lykkedes så godt som altid.
Jeg lagde kun en lamel på ad gangen - men der var jo også 8 halvspanter der skulle opbygges, så der var rigeligt til en dags arbejde pr. lag.
Limen er rigeligt åben i ½ time, så der er tid nok at arbejde i, men kun til een lamel pr. blanding.
Da de 4 lameller i alle 8 halvspanter var limet sammen, lavede jeg bundstokke, også i thuja, passede dem til og og limede dem fast mod de øverste lameller i halvspanterne, efter at have lavet hul i bundstokken til kølboltene.
Kølboltene kunne bruges til at spænde bundstokkene ned mod lamellerne under limningen.
Derefter passede jeg toppen af hver bundstok til, så de næste lameller kunne løbe tæt og harmonisk hen over den, og lagde 4 stks på, men disse gik ikke helt op til dækket som de 4 første.
Jeg kortede dem af, så de blev kortere og kortere efterhånden, altså så den samlede tykkelse af spantet aftog op mod bjælkevægeren.
Afslutningsvis borede jeg for udefra i det nye spant og fæstnede dermed klædningen til det nye spant
Herover ses de tre forreste spanter, og man kan ane to nye bundstokke lige foran og agter for skabene.
Herover ses de to forreste spanter, snart klar, men der mangler endnu 3 bue-lameller.
Til sidst blev der lagt en bro over, som mastefoden af stål kunne ligge på.
De to gamle støttebundstokke, som var blevet sat i for at aflaste mastetrykket, lod jeg blive i, og satte også en bro over, så de kunne bære med under mastefoden.
Men hvis man ser godt efter, kan man se, at lamellerne i de to støttebundstokke er splittet op pga af limens opløsning - de har mere en funktion som bladfjedre end som afstivning af bunden.
Her til venstre ses detaille af de to forreste spanter.
Det ses hvordan hvert lag blev holdt fast med skruer gennem klodser, mens epoxylimen hærdede.
De to forreste spanter blev gjort særligt kraftige, da de jo skulle bære masten fremover.
Efter to lag lister mere blev en bro lagt ovenpå, så man stadig kunne komme til kølboltene. På broerne blev den nye mastefod af u-jern spændt fast.
De to gamle støttebundstokke som ses på billedet herover fik også lagt broer over, så de kunne bære lidt med.
Her ses de mange klodser, der blev brugt som skåne-skiver til skruerne, der holdt spanterne på plads, mens de blev limet op.
Samtidig ses nogle af de 33 lus, der blev limet ind i bordene, hvor de rustende nagler havde ædt træet
Harmonikaen nede i hjørnet til højre skyldes, at billedet er taget, da vi afholdt den årlige grill-fest på vores træbåds-plads "Ormegaarden".
Her tjente CAN III tjente som støttepunkt for overdækning og læsejl.
Flere afsluttende småting
Røstjernene måtte blive varmbøjet og afkortet noget for at passe til de nye spanter.
Nu nærmede søsætningen sig jo altså.
Den onde spids
Derfor kradsede jeg alle nådderne under vand-linien ud med en lille ond, specialslebet trekant-skraber - som ses her - og lagde en bane Proof 10 i samtlige nådder under vandlinien.
Se, hvordan du selv kan lave denne skraber
(Proof 10 er en gummi/bitumen-masse, forhandlet af Hempel)
OBS: I dag bruger jeg ikke mere proof til efternådning, men tjærekit - en hjemmelavet blanding af ægte linoliekit og trætjære.
Den sene søsætning og den megen varme indenbords, samt al min hamren og banken i skroget havde gjort sin virkning.
Mange steder kunne man se ud til omgivelserne gennem klædningen under vandlinien.
Søsætning uden savsmuld
Nu var det bare om at lave den almindelige forårsklargøring og få båden smidt i vandet.
Båden kom i vandet den 15. Juni, knap 2½ måned efter at jeg var begyndt på projektet.
Og oh, hvilken fryd. Istedet for næsten at synke, og at skulle fodres med en hel bæreposefuld savsmuld for overhovedet at holde sig flydende, så tog den vel 10 liter ind i timen de første timer, og efter et døgn var den så godt som tæt.
Helt uden savsmuld !
Båden blev altså ikke trukket lang mere, når den ikke længere stod på klodserne på land, hvilket den ellers før var blevet på grund af de leddeløse spanter og bundstokke.
Før i tiden kunne jeg fylde nådderne ligeså meget med proof som jeg ville, mens den stod på land. Når den kom i vandet, væltede vandet ind alligevel.
De knækkede spanter kunne simpelthen ikke holde bordene sammen, når kølen pludselig hang i båden i stedet for at båden stod ovenpå den.
Før i tiden blev den først tæt efter lang tid, og tid, og det var simpelthen fordi træet kun langsomt svulmede op og lukkede de nyåb-nede nådder.
Færdiggørelse med båden i vandet
Der var dog meget mere at gøre efter at båden var kommet i.
Jeg rensede klædningen af indvendig for al den gamle lærred, som nogen i tidernes morgen - helt forgæves - har limet i for at tætne båden.
Derpå smurte jeg den med linolie, og jeg kunne ligefrem se bordene lukke sig, når træet sugede olien til sig.
Ak alle disse år, hvor træbåde kun er blevet behandlet med de tørre lakker.
Træet skriger nærmest på olie.
Spanterne fik lavet finish, og på de to forreste lagde jeg nu en kraftig bro henover kølbolten, også af thuja.
Her ovenpå spændte jeg mastefoden, der nu udgøres af en 100 X 50 mm u-bjælke i jern.
Der var i forvejen for år tilbage indsat 2 store støttebundstokke, som dog på grund af en forkert konstruktionsmåde ikke havde fået den tilsigtede effekt for masteafstivningen.
Dem lagde jeg også broer på, så de kunne bære lidt med under mastefoden.
Apteringen skulle tilpasses de nye forhold, og også masten blev passet til og sat på.
Skulle du have lyst til at læse den detaillerede logbog for reparationen, samt opgørelse af udgifter, kan du klikke her:
Ud at sejle i en helt anden båd
Så endelig den 8. Juli kunne jeg erklære båden for klar, mere end 3 måneder efter at jeg påbegyndte projektet.
Og netop den dag kom de nye sejl fra Orkan.
På de første sejlture væltede vandet selvfølgelig ind gennem det tørre fribord, så det var umuligt at bedømme hvor godt operationen var lykkedes, men i løbet af den kort efter påbegyndte sommerferie, hvor båden fik nogle gode ture, så blev båden nærmest uhyggeligt tæt.
Jeg havde i alle de 12 år jeg indtil da havde haft den, dog i stigende grad, været nødt til at lænse temmelig ofte under sejlads, især på frisk kryds.
I de senere år havde jeg - når det var rigtigt vildt - været oppe på over 500 liter i timen!
Efter reparationen kunne det, når det gik rigtigt hårdt til, komme op på 1½ liter.
Så hvad skal jeg dog nu tage mig til, når jeg sejler langture?
Det var sådan en god metode til at få varmen og styrke armmusklerne, når båden skulle lænses hvert 10. minut for ikke at få vådt køjetøj.
Det kunne være jeg skulle montere en pumpe til at fylde båden med....
Bådebyggeren Ole Olsen har skrevet en fin artikel om udskift-ning til laminerede spanter og stævne i DFÆLs blad Klassisk Træbåd.
CAN III fra 1931 sejler her under kapsejlads på Lillebælt ved DFÆLs sommertræf i Assens - helt anderledes tæt efter den store udskiftning af spanterne i 2000.
Som det ses, kan jeg nu helt hengive mig til harmonikaspillets lyksaligheder uden at skulle tænke på at lænse
TJÆREKIT:
I dag bruger jeg ikke mere Proof 10 til efternådning, men tjærekit - en hjemmelavet blanding af ægte linoliekit og trætjære.
Tjæren tilsættes lidt efter lidt og blandes med en spartel ind i linoliekittet, til tættemidlet har fået en passende konsistens - det skal være sejt og uflydende.
Jeg propper den ind i revnerne med en bred japanspartel, som jeg hele tiden forsyner med en smal pølse ved at hente massen fra en plade, hvor jeg har en passende mængde kit på.
Alt overskydende kit fjerner jeg straks med spartelen, og efter endt gerning gnider jeg de sidste rester af kit bort med en klud vædet med lampeolie. Kittet skal kun gøre nytte inde i nådden, ikke udenpå!
Nogle forskellige metoder til at reparere båden med epoxy:
-
Reparation af utæt klædning - limning af nådderne i klædningen både indefra og udefra
0 0
U