Indstil din tablet og mobil til "Standard-webside" for at få en pænere visning
SÆRE SAMMENTRÆF TIL SØS
I årene fra 1988 til 1992 sejlede jeg en række ture, hvor jeg enten mødte Finn Ejnar Madsen eller sejlede sammen med ham.
Det hele startede med at jeg gennem et par år mødte ham helt tilfældigt i forskellige havne og naturhavne både i Sverige og Danmark.
Det var tydeligt at vi havde nogle fælles mønstre i de sejladsmæssige udfordringer, vi søgte.
Vi sejlede i motorfri træbåde, brugte de gammeldags navigationsmetoder langt hen ad vejen, havde vores børn med på mange ture, var ikke blege for at sejle ud i vanskeligt vejr – og meget mere.
Efter en række tilfældige sammentræf begyndte vi at udfordre hinanden og kom derfor til at sejle en række ture sammen
Finns båd "Vahine" ved Saltholm i 1991, da han holdt sin fødselsdag på Saltholm Kro for særligt indbudte sejlere
Man skulle nærmest tro, at der var magi til stede med de mange tilfældige sammentræf, men som ovenfor nævnt har det nærmere vist, at vi har været enige i måden at sejle på – og om de steder vi var tiltrukket af.
Herunder på denne side kan du læse om omstændighederne for de indledende og helt tilfældige møder, vi havde, inden vi rigtigt kom til at kende hinanden og ligefrem sejle sammen på ture.
Disse ture kan du læse om her til højre - og den sidste tur, vi gennemførte sammen, satte for mit vedkommende en stopper for flere langture sammen med Finn.
Det kan du læse mere om i beretningen om Færø-turen...
Men herunder kan du altså læse lidt om de mange indledende og helt tilfældige møder i vores bekendtskab.
Efterårstur til Præstø 1989 – en kort beretning
Efterårstur til Rügen 1990 - endnu før de to tysklande blev lagt sammen
Tur til Oslo i efterårsferien1991
Sommertur til Færøerne 1992
Sejlture med sære sammentræf
I 1988 sejlede jeg min sidste sommertur med min folkebåd FD 91 "Filiongong" fra 1949.
Her var målet for første gang at sejle til Bohuslän, altså den svenske vestskærgård nord for Göteborg.
Jeg havde købt søkort op til og med Marstrand og lånt og gennemlæst Hartelius’ bog ”Tistlarna-Strömstad” på biblioteket, så jeg følte mig godt rustet til at tage det første livtag med de klippefyldte farvande mod nord.
Kullen
Martin min søn, som dengang var 11 år, havde fået lov til at tage legekam-meraten Rasmus med på turen, og det var rigtig godt, for han var en skøn dreng at være sammen med.
Vi anløb Mölle Havn på Kullen og gik en herlig tur op til toppen af Håkull - og nød den fascinerende udsigt fra bjergtoppen
Hallands Väderö
Vi anløb for første gang Hallands Väderö - denne perle af en ø, der - skulle det vise sig - nærmest rummer alt, hvad man kan møde i skærgården - og måske endda mere til.
Vi mødte her på vores gåture langs kysten en masse døde sæler og sælunger.Det var det år hvor den store sældød ramte de danske og svenske farvande.
Skoen på billedet ligger der for at vise sælungens størrelse.
Vi fik også mange besøg af en helt tam måge, der lod sig fodre af hånden.
Bemærk at mågens svømme-hud mellem tæerne er delvist ødelagt - det må da have hæmmet dens evne til at svømme i bølgerne rundt om øen.
Måske er det derfor, mågen har udviklet sin tamhed.
Jeg har sejlet til denne vidunderlige ø mange gange siden, og jeg kan kun anbefale at besøge den.
Jeg har oprettet en række undersider med en masse oplysninger om Hallands Väderö, beskrivelser af naturhavne og anløb af dem, seværdigheder på øen, dens natur og historie og meget mere.
Halmstad
Efter et par dage på den vidunderlige ø måtte vi jo videre deropad. Men det var et ønske for mig at gå ind i Halmstad, og det gjorde vi med maner i den opfriskende sydvestlige vind – brusende ind mod havnen på store medløbende bølger.
Halmstad viste sig at være en skøn by, og vi blev der et par dage, før vi gik videre nordpå.
Fanget i laksegarnene
Vejret var så smukt den sommer, men det kunne også blæse lidt. Vinden stod denne dag i vest, så den var lidt foran for tværs – vekslende med bidevind.
Ud for Falkenberg fik vi forvildet os ind gennem de lange ”gader” af laksegarn, som det dengang var lovligt at sætte ud for den store elv Ätrans udmunding i Falkenberg.
Det er uforståeligt, at nogen laks overhoved-et kunne komme igennem denne altædende net-spærring, der strakte sig over adskillige sømil på langs med kysten, i mange para-lelle lag flere sømil ud (det er iøvrigt senere blevet helt forbudt at sætte garn her)
Jeg havde kun et oversejlingskort over området, der faktisk viste en 2-meter grund lidt nord for Falkenberg, så jeg var noget urolig over ikke at kunne komme ud af disse nærmest uendelige sammenhængende parallelbaner af garnblåser, der holdt nettene oppe ved overfladen, men jeg kørte på, og det gik fint, jeg ramte ingen grund.
Endelig kunne jeg komme fri af nettene og sigtede lidt længere ud fra kysten der ragede ud i Kattegat oppe ved Morups Tånge syd for havnen Glommen.
Søsyge ombord
Derved spidsede vi op til ren bidevind, og da vinden vel var oppe på 10 m/s, blev sejladsen en del mindre komfortabel nu.
Min søn Martin var kendt med mosten, så han lagde sig straks ned på en køje for at undgå søsyge, men legekammeraten Rasmus var ikke erfaren med sådan noget, så han ville blive oppe i cockpittet hos mig.
Lige ude for fyret på tangen, hvor det grundfyldte farvand skaber særlig urolig sø, drejede Rasmus pludselig hovedet og brækkede sig ned i læen i cocpittet.
Jeg fik givet ham en pøs og trøstede ham lidt, og derpå vendte jeg straks kursen indad mod Glommen havn.
Jeg var også dengang inkarneret sejl-sejler og havde for længst fjernet folkebådens lillebitte indenbordsmotor, så jeg anløb havnen for sejl og fik fundet en udmærket plads op mod molen.
Vi havde kun lige fået gjort fast, da en anden dansk træsejler kom ind for sejl, slog rundt og lagde til et par broer længere inde i havnen…
Jeg bemærkede at båden havde en lille rød plastikjolle på slæb, og at der også her var to børn ombord, en dreng og en pige.
Rasmus og Martin var straks friske igen, da vi var kommet i havn, og løb ud for at tage denne nye verden i besiddelse.
I mine øjne var havnen nu dødssyg – en søvnig og grim fiskehavn langt fra lands lov og ret.
Jeg prøvede at fjerne opkast fra landingerne over bordene i cockpittet. Hældte vand på og lænsede ud, men der var bræk overalt, og det var der i øvrigt resten af sommerferien.
En samling sære sammentræf - første møde med Finn
Optaget af dette arbejde blev jeg anråbt oppe fra broen.
Jeg så op og så en meget lille mand i bløde bukser og sømandsbluse, og genkendte ham som skipperen i den danske træbåd, der var kommet ind lige efter os.
Manden spurgte mig om jeg havde et kystkort over området her syd for, hvilket jeg måtte benægte, men to både længere henne reagerede en anden dansker i en lille motorsejler.
Han havde eet.
Den lille mand på molen fortalte at han havde sejlet lidt nord for Falkenberg, uden at kunne komme ud for alle laksegarnene, og der havde haft et par grundberøringer – men uden at sidde fast.
Han ville da gerne lige se, hvad det kunne være.
Vi gik sammen over i motorsejleren og kiggede på kort, og jeg kunne se at vi måtte have sejlet nøjagtig samme rute hen over en to-meter grund.
Et billede af Finn Ejnar Madsen og hans båd ved en langt senere lejlighed i Hyppeln Havn
Men da min folkebåd kun stak 1,20 meter, og hans 1,50, så havde jeg ikke ramt bunden i bølgedalene, men han havde.
I øvrigt fortalte han, at han var gået i havn fordi hans søn var blevet søsyg, og at de var på vej nordpå til skærgården.
Vi sagde til hinanden, at det jo kunne være vi sås, men snakkede ikke videre om, hvor vi ville hen.
Et par timer efter var vinden løjet lidt og drejet mere sydligt, så vi satte sejl igen og forlod denne kedelige havn for at komme videre nordpå.
Efter nogle timers sejlads fik vi forvildet os ind i Bua havn, der godt nok også er meget kedelig og som ligger med en ubehagelig nærhed og grim udsigt til atomkraftværket Ringhals.
Der besluttede vi os for aldrig mere at gå ind, og det har vi holdt siden...
En modbydelig overraskelse
Endelig nåede vi frem til den sydlige Göteborg Skärgård, men lige idet vi var kommet ind forbi den sydligste ø Valön, blev vi indhentet af en grim, sort byge, der havde forfulgt os i flere timer.
Den havde en ubehagelig facon, var ligesom tragtformet med meget skarpe kanter helt ned til vandet.
Jeg satte Rasmus til at styre ligeud, mens jeg lige gik op og tog fokken ned, men inden jeg nåede at komme ned, var der orkanagtig vind omkring os og tæt regntykning.
Rasmus kunne ikke holde roret så vi begyndte at skære op, men jeg turde ikke lave for mange manøvrer herinde mellem skærene og grundene, så jeg bragte den tilbage på den nordlige kurs.
Vi lænsede af sted med uhyggelig fart uden at kunne se noget andet end regn.
Foran os havde ligget en Maxi 77’er, som nu pludselig dukkede ud af regntykningen og flintrede forbi os måske 20 meter ude mod styrbord, også med slæk på skødet - altså var vindretningen stik modsat lige henne ved den...
Et øjeblik efter blev vi også drejet rundt samme vej, så vi pludselig sejlede sydpå – stadig på læns!
Jeg drejede båden rundt og hev skødet helt hjem, tog storsejlet ned og satte fokken op og holdt båden op til vinden, så vi kun lige holdt styrefart, mens den helt vilde bygevind langsomt rasede af.
Højst 10 minutter senere var bygen suset videre nordpå, og solen kom endda frem med vinden fra syd igen, men svag.
Bygen lignede meget dette ucharmerende eksemplar da den dukkede op fra horisonten - billedet er hentet fra nettet
Vi sejlede lidt videre nordpå for fokken, mens vi sundede os, og jeg kiggede mig lidt omkring.
Vi blev kontaktet fra flere motorbåde, og spurgt om vi havde brug for hjælp, hvilket jeg fandt meget sympatisk, men også lidt underligt.
Men da vi fik sat storsejlet og sejlede videre, mødte vi adskillige sejlbåde, hvor enten storsejl eller genua hang i laser – det gik op for mig at denne byge ikke havde været en helt almindelig een af slagsen.
Og det viste sig også senere, at den byge, vi lige var blevet overfaldet af, havde forårsaget store ødelæggelser som skypumpe i Jylland, før den rendte over Kattegat og gav os de sidste af dens kræfter.
Göteborg
Vi sejlede helt ind i Göta Älv til selve Göteborg og anløb den meget centralt beliggende havn Lilla Bommen.
Dengang var den helt uden broer, kun med bøjepladser direkte op til molerne – og der var i øvrigt ganske billigt (men det er der godt nok ikke mere… 450 SKR for en overnatning)
Her nød vi den flotte by, og børnene fik deres ønske opfyldt om at komme i Lisaberg, som er Göteborgs svar på vores Tivoli - men dog meget anderledes.
Lisaberg ligger højt i over byen og er lys og åben med flotte udsigter over byen og elven - i modsætning til vores indeklemte forlystel-sespark - så også jeg havde dejligt udbytte af besøget.
Aftenstemning i Lilla Bommen.
Udvendigt på havnens ydermole ligger den dansk-byggede bark "Viking" helt fast, spærret inde af en bro.
Skibet blev bygget af stål i 1906 på B&W til brug som fragtskib, og blev senere brugt som skoleskib, men ikke mere - nu er det hotel
Afsted igen - og et nyt sært sammentræf
I Hartelius’ bog er der anbefalet nogle små holme nordvest for Göteborg, hvor man kan ligge i naturhavn, og dem havde jeg allerede hjemmefra besluttet at opsøge.
Så vi sejlede ud af elven, op gennem det smukke Kalvsund forbi Hönö og Kallö-Knipplan og styrede lige forbi havnen på øen Hyppeln, hvor de pågældende Djupsunds-holme lå ganske tæt på.
Vejret var stadig smukt, og vi fandt naturhavnen særdeles skøn, vi badede straks i det klare vand og nød livet.
Folkebåden i naturhavnen ved Djupsundsholmarna
Udsnit af Navionic-kort, der viser naturhavnene i Djupsundsholmarna
Næste dag pumpede vi gummibåden op, fordi vi var nysgerrige efter at komme ind til den ganske nært liggende og kraftigt beboede ø Hyppeln, så vi kunne se, hvad der var at se der.
Da vi var kommet rundt om skæret og roede gennem det smalle sund mod øens havn, så vi en lille rød jolle komme roende imod os.
I jollen sad en lille mand og to børn, en pige og en dreng – folkene fra træbåden i Glommen!
Vi anråbte dem selvfølgelig og morede os sammen over alle disse mærkelige tilfældigheder:
-
vi havde haft samme problemer i laksegarnene ved Falkenberg
-
sejlede ind i Glommen på grund af søsyge ombord
-
og mødtes nu heroppe i midten af ingensteds roende i hver sin jolle.
-
To mænd alene med 2 børn
-
I hver sin træbåd uden motor...
Vi skiltes igen og roede hver sin vej; de mod badestranden nordpå, og vi mod havnen sydpå, hvor deres båd i øvrigt lå inde.
Vi gik en herlig tur på øen og roede tilbage til båden i naturhavnen.
Herover:
Naturhavnen ved Djupsunds-holmarna - her lå vi side om side med en fin svensk folkebåd med et ungt par ombord, Stefan og Christina
Stefan og Christina tog dette ømme billede af os (mig), da vi sejlede afsted - og sendte det til mig som postkort
Til masekamp i Marstrand
Næste dag sejlede vi nordpå mod Marstrand for at se fæstningen og alt det spændende der.
Og spændende, det var der.
Karlstens Fæstning er kæmpestor og rummer jo de eventyrlige fortællinger om den svenske Robin Hood-figur Lasse-Maja og om søhelten Tordenskiolds belejring og erobring af den. Og byen er på begge sider af havnesundet så charmerende og fuld af liv.
Dengang skulle man hækankre ved broerne, så det gjorde vi med stævnen ind til den store runde bronok.
Da vi kom tilbage fra fæstningen, lå der nu tre lag både udenpå for hækankre og med liner trukket ind til broen, så bådene var helt spændt sammen i en kæmpe sammenknyttet mosaik bestående af både som sammenbyg-gede lagkagesnitter.
Vores stakkels lille lagkagesnitte af en båd knagede og knirkede under presset fra de mange både omkring den – og det blev ikke mindre slemt, når motorbåde passerede udenfor med lidt for høj fart, så bovvandet satte alle bådene i bevægelse.
På dette tidspunkt var ingen flugt mulig, så det var bare at holde ud, og det blev kun værre.
Om aftenen svirrede det med store muskelbåde med smarte fyre, der var ude i fars båd for at imponere piger – med høj musik ombord.
Buldrende motorer, konstant uro i havnen af bovvandet – og der lå vi inderst i den kæmpe klump af meget større både.
Der drev vand ind mellem bordene på grund af presset – her havde jeg ellers fået en dejligt tæt båd, da jeg skiftede kølbordene et par år før.
Der var kun det at gøre at lænse en gang imellem, og så håbe på at natten ville give lidt ro.
Men ro kom der nu ikke før ved 4-tiden om morgenen – men så kunne jeg da også få sovet lidt.
Der er ikke kun skønne bygninger i Marstrand.
Denne vidunderlige vandsporvogn har førhen været en vigtig færge henover sundet mellem de to øer, der tilsammen rummer Marstrand-byen.
Den var elektrisk allerede i 1930'erne og med brændeovn ombord - så den var jo langt forud for sin tid
Afsted med os - men med nye kvaler
Allerede klokken 10 var alle omkring os borte igen, og vi skyndte os at kaste fortøjningerne for at hale os ud og sætte sejl for ankeret.
Ankeret ville bare ikke op, det havde fanget et eller andet nede på bunden.
Jeg trak det centimeter for centimeter op ved hjælp af spillet, løftende et eller andet meget tungt og modvilligt.
Det viste sig at være en tyk stålwire - måske 4 cm tyk, og da jeg havde fået den helt op til en god meter under overfladen, kunne jeg ved hjælp af bådshagen føre en line under den og gøre fast i båden, så jeg kunne sænke ankeret fri af wiren.
Vi var nu nået til det nordligste punkt i de søkort, vi havde med, så vi vendte hjemad igen.
Vi forlod Marstrand for at gå sydover gennem den smukke og spændende Albrechtssunds Kanal - med Marstrands-fæstningen i bakspejlet.
Her på det første stykke er kanalen endnu bred, men længere nede mod syd bliver den ganske smal - den er sprængt gennem klippen. En dramatisk og flot tur
Et nyt møde
Turen sydover gik forbi Sälö og en masse andre fine holme - en så smuk tur.
Da vi kom ned til Hyppeln igen, besluttede vi os for at gå ind i havnen, selvom der var så dejligt ude ved Djupsundsholmarna.
Vi ville jo lige se om de danske træbådsfolk var der endnu – og det var de, ihvertfald båden.
De kom roende ind lige efter vi var kommet, og det blev til at vi havde en hel lille fest med fællesspisning og masser af sludder.
Min søn Martin, Finns søn Karl og Martins ven Rasmus hyggede sig gevaldigt med hinanden i folkebådens rummelige cockpit under under det pragtfulde gule folkebådstelt
Og ungerne fandt hurtigt ud af at lege sammen.
Manden i den anden båd viste sig at hedde Finn, og hans børn hed Karl og Anna.
Finn fortalte, at han havde købt båden året før, da han i sin juniorbåd på vej hjem fra Oslofjorden havde set den til salg i denne havn - og havde købt den på stedet til en yderst rimelig pris.
Juniorbåden havde han så taget på slæb med hjem.
Finn var arbejdsløs psykolog og var med i ”Foreningen af bevidst arbejdssky elementer”. Han spurgte mig lidt nervøst, hvordan jeg havde det med at han var ”bevidst arbejdssky”, når jeg var fagforeningsmand, men jeg kunne betrygge ham med, at det absolut ikke var noget, jeg kunne blive opbragt over.
Jeg anede på dette tidspunkt ikke, hvem han var, men på et tidspunkt holdt sønnen Karl kærligt sin fars hoved mellem sine hænder og sagde ”Finn Ejnar Madsen” og så et eller andet.
I første omgang tændte dette navn ikke det store lys i min bevidsthed, men det kom det naturligvis til senere.
Dette genmøde blev indledningen til et mangeårigt bekendtskab mellem Finn og mig, men foreløbig aftalte vi nu ikke noget om gensyn.
Vi sejlede ud til Djupsundsholmarna igen og blev der et par dage, før vi sejlede hjemad mod Danmark – og resten af turen forløb helt uden dramatik i fint vejr.
Sommeren 1988 var fantastisk. Vinden var jo desværre som typisk sydøstlig sommervind meget imod, og jeg kunne konstatere, hvor svært det er at holde fart i en folkebåd i mellemluft i urolig, kort modsø på Kattegat, så det tog sin tid at komme hjem.
Længere ude holdt lange sejlkuttere meget bedre fart og forsvandt hurtigt sydpå, mens jeg lå og hoppede i småbølgerne med det meget lille forsejl, der sidder på en folkebåd.
Finn ved en senere lejlighed, hvor han inviterede til sin fødselsdag på Saltholm Kro.
Derved kunne der af gode grunde kun deltage sejlere i festen...
En krydser krydser mit spor
Da jeg kom hjem til Kastrup og var gået i gang med arbejdet igen i fagforeningen, så jeg en annonce i Ship O’høj i Politiken:
”Nordisk Krydser til salg, 75.000 kr. Smuk og hurtig båd, beliggende i Helsingør Nordhavn”
Uhadada, min gamle drøm om en nordisk krydser var pludselig meget nær.
Jeg tog med en kammerat op til Helsingør, og jeg var ikke engang kommet ned i den, da jeg sagde til Jens:
”Den køber jeg….”
Den så nøjagtig ud som den skulle og lignede på en prik den, der lå i Kastrup i min barndom – og det viste sig at den faktisk var søsterbåd til
"Brian 7", der havde ligget i Kastrup Havn, ejet af maskinfabrikant Pihl i Tårnby - og altid smukt vedligeholdt af de lokale søspejdere.
Bådene var bygget som tvillingebyggeri i Göteborg i 1931 og dermed helt ens - og de havde dystet meget med hinanden på Sundet siden.
Båden havde heddet "Afrodite" gennem mere end 20 år, da jeg overtog den, men det er der jo så mange både, der hedder.
Allerede året efter døbte jeg den tilbage til sit forrige navn, da jeg så ofte ved anløb af diverse sundhavne blev anråbt fra ældre folk på molerne: "Er det ikke "CAN III", vi har her?"
Jeg sejlede lykkeligt den nye båd hjem til Kastrup den 5. august 1988 sammen med Jens Rost, som ses på billedet, og Jonny Pelsen, som tog billedet.
Kort efter fik jeg solgt folkebåden til en dejlig mand, Jørn, som jeg var tryg ved at overdrage den til – i hvert fald dengang.
Jeg nåede at få sejlet nogle herlige ture med den nye krydser – for eksempel en nonstop-tur med min ven Tommy og hans søster til Jyllinge på besøg hos deres moster
- og så hjem igen nonstop altsammen på een weekend, i alt 170 sømil.
Det var en hurtig båd, jeg havde erhvervet mig.
Et nyt tilfældigt sammentræf
Da vi kom til efterårsferien samme år, ville jeg sejle til Hven med min søn Martin - i den nye båd - men det var temmelig tåget. Vi gled langs kysten deropad, men tågen blev blot værre, så jeg gik ind i Sundby Havn for at afvente lidt opklaring.
Og hvem mødte vi der? Såmænd den lille familie i træbåden igen. De lå og afventede opklaring, for de var på vej til Hven!
Igen spiste vi sammen, havde skæg og ballade, og sejlede af sted, da det klarede lidt op. Rigtig klart blev det nu ikke, og vi forsvandt hurtigt fra hinanden i disen.
Vi havde aftalt at mødes i Kyrkbacken, den vestvendte havn på Hven.
Vi anløb først, og en halv times tid senere ankom Finn og børnene. Han var tydeligt imponeret af min nye båds fartevner i den svage vind, men det var tydeligt at han ikke regnede den for en ”rigtig havsejler” i modsætning til hans egen.
Som han udtrykte det: "sælg den dog til enelleranden søndagssejler..."
Vi havde nogle herlige dage sammen på Hven, og da vi skiltes ved Sundby Havn, havde vi denne gang udvekslet telefonnumre og adresser.
Vi kunne jo ikke blive ved med at mødes på denne tilfældige måde.
Endnu et år med tilfældige sammentræf
Vi fik nu ikke taget kontakt med hinanden, men allerede året efter - i 1989 - mødtes vi igen, nu på Hallands Väderö - og altså igen helt tilfældigt.
Vi var på vej op til Skærgården, mens Finn var på vej til Anholt.
Vi hyggede os med hinanden en enkelt aften og sejlede derefter mod hver sin destination.
Igen sejlede vi til naturhavnen mellem Djupsundsholmarne, men efter nogle dage friskede vinden op og drejede i nord og dermed lige ind på pladsen, så der ikke var til at ligge.
Jeg fik halet båden ud til ankeret og sat sejl og sejlede ned til Hyppeln for at gå i havn der.
Naturhavnene ved Djupsundsholmarna kan i virkeligheden klare alle vindretning-er, hvis man flytter hen til det rette sted.
Men dem kendte jeg ikke dengang - jeg kendte kun bugten ovenover Östra Djupsundsholmen.
Og den er ikke god i nordenvind...
Men lige uden for havnen mødte vi en motorjolle. Det var fiskeren Harry - med Finn og børnene ombord.
Finn og børnene havde været på Anholt, og var derfra gået over Kattegat til Hyppeln.
Finn havde opbygget et venskab med fiskeren Harry, for det var ham, han havde købt båden af 2 år før – båden havde vist været Harrys datters.
Finn ville gerne prøve at sejle med ind i krydseren, så han steg ombord fra fisker-jollen og var med til anløbet.
Igen hyggede vi os og spiste sammen og havde megen interessant samtale.
Efter dette sidste tilfældige sammentræf begyndte vi at koordinere vores sejlture og aftale fælles sejlture i en af vores både gennem en lang årrække.
Disse mere eller mindre tilfældige sammen-træf afløstes derfor af mere organiserede fælles sejlture, som er beskrevet i de særskilte beretninger, der er links til her:
Efterårstur til Rügen 1990 – læs her
Efterårsferietur til Oslo 1991 – læs her
Sommertur til Færøerne 1992 –læs her
Sejlturen til Færøerne i 1992 blev vores sidste længere fælles sejlads.
Det havde sine årsager, som man selv kan få uddybet ved at læse beretningen (klik her).
Derefter blev det kun til nogle enkelte småture, bla. på Roskilde Fjord i min båd, og så nogle besøg i Vestjylland, som Finn flyttede til.
Siden den første tur til Skærgården med folkebåden har jeg været der utallige gange, både i min egen og i andres både.
Hvis du er blevet nysgerrig efter at vide mere om sejlads i skærgården, kan du gå til min store underside om det at sejle i Bohuslän
Der kan du læse meget mere om de svenske søkort, specialkort, naturhavne og ankring, skærgårdsnavigation, natur og kultur, seværdigheder m.m.m
Sejlture sammen med Finn
Allerede øverst på denne side har jeg nævnt nogle af de fælles sejlture, og der vil måske komme lidt flere beretninger om ture med og uden Finn Ejnar Madsen.
Der kan ikke loves noget om hvornår og om hvad, men der kan da nævnes en enkelt mulighed:
Weekendtur til Præstø i CAN III
Året efter det første sammentræf - i 1989 - tog vi en weekendtur til Præstø i min båd CAN III med Finn, hans kæreste Dominique og 3 børn.
Med optimistjolle på ruftaget - og en vild hjemtur i medløbende kuling for spiler.
Vi får se, om en nærmere beretning kommer, men her kan du se et par billeder fra turen:
For spiler ud af Præstø Fjord - vinden var allerede hård og øgede til kuling. Finn og Dominique på agterdækket.
På en stor del af hjemturen opholdt vi os på agterdækket for at have mest muligt vægt agterude.
Hårdtvejrsspileren hang højt oppe som en ond lille kugle og trak båden frem med vanvittig fart.
Bådens spids kørte under vandet en stor del af tiden, og ofte stod der vand helt op til masten.
Når jeg var oppe ved masten for at regulere noget, strømmede vandet højt op ad skafterne på mine lange søstøvler
Kahytshygge i CAN III.
Finns børn Karl og Anna sammen med Finns daværende kæreste Dominique
Det var altså, hvad jeg har indtil nu har valgt at bringe om mine møder med Finn i denne fortælling, men der kan som nævnt godt komme mere.
Andet, der kan være på vej:
Flere billeder, bla. fra
Sejltur til Præstø 1989,
Saltholm fødselsdag 1991 mfl
Indtil videre kan du læse disse beretninger, som også er nævnt helt øverst på denne side:
Efterårstur til Rügen 1990 – læs her
Efterårsferietur til Oslo 1991 – læs her
Sommertur til Færøerne 1992 – læs her
Finns pludselige død
En dag i slutningen af august 2004 blev jeg overraskende ringet op af Svend Erik Sokkelund, som jo var med på Færø-turen i 1992.
Han fortalte, at Finn var blevet fløjet syg hjem fra en ferietur i Bosnien og direkte indlagt på Rigshospitalet, hvor man konstaterede en fremskreden leverkræft, der medførte en række blodpropper rundt omkring i kroppen.
Efter en uges indlæggelse var Finn afgået ved døden - kun 61 år gammel.
Finn havde vist ikke anet noget om sin sygdom, for da jeg var på besøg hos ham året før han døde, klagede han over, at han åbenbart var kommet ud af form - han manglede ligesom kræfter - så han havde indledt nogle omfattende gymnastik- og motionsprogrammer for at genoprette sin fordums styrke.
Men der har jo altså været noget helt andet på spil...
Svend Eriks henvendelse medførte heldigvis, at jeg kunne deltage i Finns begravelse på Assistens Kirkegård og dermed være med til det sidste farvel.
Provopræsten Erik Bock forestod begravelsen, og Kim Jesus spillede harmonika til de røde sange i kirken.
Gravgildet bagefter blev holdt helt i Finns ånd med servering af spegepølse-, rulle-pølse- og leverpostejmadder med hånd-bajere til - samt afsyngning af Internatio-nale.
Se en af de mange nekrologer for ungdomsoprøreren Finn
Jeg fotograferede Finn på hans båd "Wahine" oppe fra nabobådens mast, hvor jeg udførte noget reparationsarbejde
Serien af sære sammentræf var nu ikke helt forbi.
Så sent som i 2003 - året før Finns pludselige død - mødte vi hinanden helt tilfældigt i Svendborg havn.
Han kom bare tilfældigt forbi på ferietur - jeg var til DFÆLs kæmpestore jubilæumstræf, hvor der deltog 220 træbåde fra Danmark, Tyskland, Norge, England, Sverige og endda USA.
*