CAN III under kapsejlads i Stege Bugt
- ved en anden lejlighed.
Båden er en nordisk krydser fra 1931, og jeg har ejet den siden 1988
Grillkylling
à la Kattegat
En lille beretning om en ensom og umådeligt vindsvag hjemfærd fra Skärgården i min motor- og elektronikfri Nordiske Krydser "CAN III" fra 1931, omkring månedsskiftet Juli/August 1999.
Vinden var altså svag - uendeligt svag - og det medførte mange timers meget langsom sejlads.
Familien var efter dejlige dage i Stig-fjorden blevet sat i bilen i Skärhamn for at køre hjem til Danmark så de slap for den onde tur hjem over Kattegat.
Der føltes lidt tomt i båden efter alt det liv, men jeg elsker jo også at sejle alene.
Fredag klokken 16 forlod jeg Skärhamn, hovedstaden på den store ø Tjörn.
Vinden var fin fra vest, og jeg sejlede glad sydpå.
Dramatik i vindstille
Men allerede i Hjärterösund drejede vinden selvfølgelig til sydlig og blev ganske svag.
I den smalleste del af sundet gik båden helt i stå; jeg kunne slet ikke få gang i den.
Der lå vel 30 både bag mig og 15 foran og ventede, da en mægtig svensk sejlbåd med mange mand ombord gik tæt op til mig, og een spurgte høfligt om jeg ville have en “tampa”.
Så jeg sagde OK, men bare den tid det tog at gå op og fæste deres enorme trosse til min lille klampe på fordækket medførte at min båd drev tæt hen til klippen.
Da de satte i frem-gear, strammede trossen op, så min båd drejede stævnen hårdt udad - og dens spinkle hæk slog mod klippen med et hult drøn.
Men afsted gik det nu, og efter at vi var kommet i gang beså jeg skaden, der til alt held kun viste sig at være nogle matte- ringer af lakken.
Klippen må have være ualmin-deligt rund, glat og venligt-sindet.
Vi kørte gennem det store Jungfruhå-let, og øv, her havde jeg nu ellers glædet mig til som før gjort at gå igen-nem det utroligt smalle “Lilla Jungfruhålet”, der udgør en spænden-de præcisionsnavigations-opgave over en distance på 200 meter, en slags maritim minigolf mellem skær og undervandsklipper.
Vel ude af disse snævre vandgyder takkede jeg mine slæbere, slap trossen og kunne glide videre for egen, men meget svag kraft.
Vist var jeg da glad for ikke længere at ligge der i Hjärterösund og spærre for gennemfarten.
Men jeg kunne altså igen konstatere, at jeg når jeg får skader og problemer, er det som regel kun når jeg en sjælden gang fraviger mine motorfri principper.
Jeg kunne have givet fanden i køen for og bag mig og taget en pagaj frem, men det er jo så svært at sige nejtak, når tilbuddet fra venlige mennesker er der.
Skærgårdskitse over det sydlige Hjärterösund, Jungfruhålet Se mere om skærgårdsskitser her
Nu for egen, sikker kraft
Nu fortsatte jeg ned til det lille smalle sund vest for den tætbebyggede sammen-voksede øgruppe omkring Klädesholmen og Koholmen.
Sundet, der går mellem Inre og Yttre Skapholm er bemærkelsesværdigt og letgenkendeligt på grund af den store, mærkelige propelagtige granitskulptur, der står yderst på Inre Skapholmens vestodde.
Man kan gå så tæt på skulpturen at man kan røre ved den.
Derefter passerede jeg den højryggede ø med fyret, førhen betegnet i søkortet med det forunderlige navn Berlin - men nu som Barlind - og gled så ud på Marstrands-fjorden.
Jeg valgte at gå på Kattegatsiden af Marstrand frem for ind gennem det myldrende helvede i havnesundet, men ak, herude var der ikke megen vind, og til gengæld rigeligt med dønning.
Dog, da jeg var kommet forbi de ubehagelige undersøiske skær, Kopparnaglarna, der kun kan ses på det ækle bråd over dem, kom en svag nordvestlig brise, der godtnok ikke rigtigt kunne få gang i båden på grund af den evindelige dønning.
Efter at have taget mig en kop kaffe satte jeg skæringsspileren og fik nu gang i båden, så jeg kunne sætte kurs mod og glide ind i Stora Sillesund, tæt forbi de brusende klipper på Ramholmen.
Af - for mig ihvertfald - helt uforståelige grunde er den mærkværdige skulptur mellem Skapholmene blevet kaldt "Tro, hopp og kärlek".
Den er skabt af af kunstneren Claes Hake i råhugget granit og diabas - og kom dertil i 1986
Utkäften
Klokken var efterhånden blevet 20.30 og vinden var stadig ussel, så jeg drejede af fra farleden og gled over mod Utkäften, en meget brugt natur-havn i sydenden af den store Klåverön, der ligger lige syd for Marstrandsön.
Jeg trak hen lidt for mig selv og gjorde landhug, desværre på et noget uroligt sted.
Dønningerne blev ikke mindre af at to af de sædvanlige vanvittigt irriterende motoriserede gummibåde bemandet med skrigende knægte fræsede rundt om sig selv og hinanden i een uendelighed.
Da jeg havde spist dejlig aftensmad, gik jeg lidt op for at kigge på klipperne.
Der er utroligt smukt, men idyllen blev konstant brudt af de støjende unger i gummi-bådene.
Jeg stod og kiggede på tre svenske både, der lå fortøjet sammen ved en meget flad klippestrand med dubbar (faste jernøjer i klippen), da jeg så en mand springe i land fra een af dem.
Han løb hen til sin slæbejolle og skød den ud i vandet, roede derpå med stor energi indad mod bunden af den store vig.
Midt i den store vig lå en lille dansk Lynæs Senior frit for svaj.
Ungerne i den ene gummibåd fræsede i rundkreds om den, skrigende noget med "Jävla Danskare" i rap-takt.
Pludselig hørte jeg en kraftig mandsstemme, der fra føromtalte slæbejolle afleverede en større svada, tydeligvis til børnenes forældre, efterfulgt af klapsalver fra de omkringliggen-de både.
Møgungerne i gummibåden blev kaldt hjem til den store motorbåd, hvor de kom fra, og endelig faldt der ro over den smukke vig.
Fanden stå i de alt for mange forældre, der for at slippe for selv at beskæftige deres unger lader dem flintre rundt i motoriserede joller og gummibåde, til forbandelse for os andre, der faktisk er kommet til stederne for at nyde idyllen.
Og tak fordi der endnu er mennesker, der gider at gribe ind og få sat tingene på plads, som manden i slæbejollen.
Jeg har tit set børn ro rundt i timevis og more sig mindst lige så godt - og så helt uden at genere os andre, tværtimod.
Iøvrigt så der meget mere roligt ud ved den flade klippestrand, så jeg gik straks tilbage til båden og kastede los, hev ankeret op og padlede rundt om hjørnet i mørket, for så at løbe ind ved siden af de tre både.
Her var meget bedre, så jeg gik til ro og fik sovet godt igennem.
Næste morgen ordnede jeg opvasken efter hele familien, som jeg jo havde sagt farvel til klokken 12 dagen før.
Lidt vemodigt, men også glad mindet om ungerne og Marianne, ordnede jeg de faste krus, tallerkener og bestik efter de mange mennesker.
Alting bliver meget enklere, når jeg kun er mig selv, men noget ensomt, ihvertfald indtil jeg har vænnet mig til tilstanden.
Men uha, denne ringe vind varslede en lang, hed hjemtur.
Hvis dette tempo blev standarden, ville det tage mig 10 dage at komme de sølle 160 sømil hjem.
Afsted igen
Altså måtte jeg hellere komme afsted, og det kom jeg klokken 10, i ganske svag vind.
Jeg overhalede en fin 22 m2 skærgårds-krydser og satte kursen sydøstover, krydsende mod den svage vind, men kom så efter kun 4-5 sømils sejlads til at ligge stille i flere timer nord for Sälö - drivende som en yoyo op og ned for henholdsvis strøm og vind.
Efter et par timer kom der lidt vind så jeg kunne komme videre, så jeg lagde kursen ned langs Rörö og Hyppeln hvor jeg i kikkerten syntes jeg kunne se mere vind end i farleden.
Jeg satte spiler i den nu svage nordlige vind, og ramte ved Kallö-Knipplan farleden igen, nu i en mere stabil nordvestlig brise.
Men udfor hver vig i øerne eller ved sunde imellem dem drejede vinden om til halvvind, hvilket beviser det gode i at anvende skæringsspiler i skärgården frem for en rumspiler.
Jeg overhalede alt hvad der sejlede for sejl, men det er da også mærkeligt at så få anvender deres spiler på feriesejladser. Langt størsteparten vælger at jerne storsejlet hjem og stryge forsejlet, starte motoren, og derefter gurgle uelegant afsted side om side med mig, der går for sejl - med stort set samme fart.
Jeg kunne holde spileren oppe ned gennem Kalvssund, tværs over Göteborgfjorden og lige ned til hjørnet ved Rivö, hvor vinden spidsede. Jeg strøg spileren og satte genuaen, endda til en ret frisk sydvestlig vind.
Donsö Kanal
Klokken blev 18, der var kun en ringe vind fra syd. Jeg var sulten.
Jeg befandt mig lige udfor en lille naturhavn på Donsö’s østbred, i mine skitser fra Svenska Kryssarklubben kaldet Donsö Kanal.
Den hedder det, fordi den ligger lige uden for en lang sprække tværs gennem øen.
Jeg gik derind. Dejligt sted, men der lå to motorbåde; en mindre norsk og en kæmpestor svensk.
Nordmanden kom ud og tog imod min fortøjning, da jeg gik op til klippen efter at have droppet ankeret; han rablede dumme vittigheder af sig imens og virkede noget beruset.
CAN III i naturhavnen ved Donsö Kanal - ved en anden lejlighed
Nu blev der tændt et kraftigt musikanlæg på den store båd og dum popmusik brølede ud i idyllen, mens jeg slog bergkiler i klippen og lavede noget hurtig aftensmad.
Jeg spiste hurtigt, tog en kop kaffe, og gik så lidt op og kiggede på lokaliteten.
Et rigtigt dejligt sted endda, men jeg ville ikke sove dér, hvor allerede den svage sydlige vind gav småskvalp i hækken på båden.
Hvordan ville det så ikke blive med en god landbrise om natten?
Over Askimsfjorden
Selv de to larmende naboers afgang fra stedet kunne ikke ændre min beslutning, så jeg slog bjergkilerne løs, halede båden ud til ankeret, satte sejl og krydsede ud af den lille vig.
Jeg besluttede mig for at skære sydøstover indover Askimsfjorden for at komme tæt på hovedlandet; dels for at få læ for landbrisen om natten, dels for at få fordel af søbrisen om dagen.
Vejrmeldingen lovede op til frisk sydøstlig vind næste dag.
Ville den nu endelig slå igennem ?
Så ville jeg kunne holde en sydlig kurs, fri af land - lige hjem til Hundested over Anholt.
Det var nu en interessant navigationsopgave at krydse den på dette sted ret brede Askimsfjord mellem uafmærkede undervandsskær, idet jeg anvendte diverse økendinger for at komme uskadt frem.
Jeg gled tæt syd om Rödskär, satte derpå kurs mod Byrknaltens nordende. Her lå en sejlbåd fortøjet til klippen, selvom søkortet betegnede den som fuglereservat med forbud mod at komme nærmere end 50 meter hele året.
En mand stod på øens ene klippetop i rød undertrøje og betragtede min båd, der gled tæt forbi. Ved siden af ham stod et gult/rødt skilt.
Jeg tog min kikkert frem og kiggede på skiltet. Manden vinkede og jeg vinkede til ham.
På skiltet læste jeg:
“Tilträde forbjudet 14/4 - 31/7”
- det var sidste dag idag.
Jeg lod kikkertblikket glide hen over øen, og på dens anden klippeside så jeg nu en dejlig, siddende, solbrun, nøgen kvinde, der før var faldet helt sammen med klippen.
Fornøjet ved dette skønne syn sejlede jeg videre frem mod Kummelskærene, der trods deres navn ikke er i besiddelse af nogen kummel.
Nu kom jeg ind i det lille ørige,der strækker sig langs den såkaldte Säröbanskusten. Hartelius har anvist en udmærket uafmærket rute gennem øerne i skærgårdsbibelen “Strömstad-Tistlarna”.
Jeg ville nu nok kunne finde vej uden, men det er betryggende at anvende hans optegnelser, da han tydeligvis har angivet den mest genkendelige og ukomplicerede rute.
Det var lørdag aften. Der flød øldåser i vandet, og ved mange holme lå speedbåde fortøjet. Fra klipperne lød muntre råb og rislende pigelatter.
Jeg skulle lige til at glide ind i en ankervig syd for Killingsholmens havn, da to muskelsvulmende speedbåde brølede forbi derinde med vandskiløbere efter sig.
Vorherrebevars, dér ville jeg ikke ind - så jeg krydsede videre sydover i den svage vind, idet jeg nu havde tænkt mig at gå ind i Örsvik, der ligger et par sømil sydligere.
Örsviken
Jeg gled derind i det allersidste aftenlys, betragtende sceneriet med det dejlige sommerhus, der lå på den nordlige klippeskrænt.
Bade- og bådhusene længere inde, og bådebroerne med lystbåde, der lå med stævnen udad mod det mere åbne vand.
Jeg ankrede et lille stykke fra bådebroerne og gjorde mig klar til at sove. Det blev helt mørkt nu.
Der var mange myg, så jeg hængte en kanga (et stort tyndt stykke bomuldsstof) for nedgangen, og tændte petroleumslampen.
Netop som jeg overvejede om jeg skulle hænge ankerlys ud, hørte jeg brølende påhængsmotorer og råbende “ungdomar” nærme sig ubehageligt hurtigt.
Jeg tog lampen med ud i cockpittet og hørte nu et udbrud fra de fremstormende to både, der i mørket kom fræsende ind i den smalle vig med måske 25 knobs fart.
De kørte forbi mig, men nu kun med 5-6 knob, uden at værdige mig en bemærkning.
Og gud, hvor jeg hader det uvæsen.
Nåh, men jeg fik altså hængt den ankerlanterne op.
Lidt efter lød der badeplaskeri med kokette pigehvin og dyriske mandebrøl. De tændte et lille bål et stykke oppe ad klippen.
Da jeg lige skulle til at gå til ro, lød der flaskeklirren og højlydt snakken fra den modsatte bred.
I kikkerten kunne jeg ane 4 skikkelser, der bandende snublede afsted inde på klipperne på den modsatte bred, åbenbart på vej hjem fra et mindre tamtam ude i klipperne.
Et mægtigt rabalder, efterfulgt af eder og glasskårsklirren, fortalte om et fald på klippen med posen fuld af tomme og fyldte flasker.
Larmen fortog sig efterhånden.
Lidt efter kom en større sejlbåd glidende langsomt og tæt forbi mig for motor.
Jeg sad endnu i cockpittet og hørte dem konstatere, at det var en “danskare”, der lå dér, idet mit flag var oppe endnu.
Det har jeg tit om natten for anker, da det giver bådens tynde hæk lidt mere synlighed for forbipasserende.
Og det er nu godt at føre ankerlys, det har jeg mangen en gang fået bekræftet - alligevel er det som om jeg aldrig rigtigt gider.
Men Örsvik viste sig - bortset fra de menneskelige forstyrrelser - som en glimrende anker-plads; båden lå fuldstændig roligt i den østlige landbrise. Jeg faldt i søvn og sov som en sten.
Ud i dødvande
Klokken 7 ringede uret; jeg stod op og spiste morgenmad.
Jeg kom afsted - ventede selvfølgelig med at tømme lokumsspanden til jeg nåede ud på det åbne vand udenfor det lille ørige.
Jeg fortsatte ad den rute, som Hartelius anviser - forbi det traditionsrige og tidligere kongelige søsports-sted Särö - og satte i den udmærkede sydlige brise kurs mod fyret Kungen, der ligger i den sydvestlige udkant af Askimsfjorden.
I blind - og dum, viste det sig - tiltro til DMIs lovede sydøstenvind begav jeg mig nu ud af Skärgården, ud på Kattegat, med kurs mod Læsø.
Jeg spurtede forbi en større tysk toprigget båd, der for en gangs skyld sejlede for sejl på skæring. Men 4-5 sømil ude spurtede han forbi mig for fuld skrue. Vinden var død.
Timers bagende sol ventede mig nu.
Jeg overhældte mig med spandevis af saltvand, drak litervis af ferskvand, spillede harmonika, ventede på lidt vind.
Surrede bommen lidt ude, så den evindelige dønning gav båden en anelse fart fremfor at ligge helt som et lammet offer.
Windexen er som bekendt totalt uanvendelig under sådanne forhold, så jeg gik op og bandt en uldsnor i hækstaget og een i vantet.
Da jeg stod ved vantet, nøgen som en nyfødt, kom der en havfrue op af vandet få meter fra båden for at beskue mine sparsomme attributter - nej minsandten, det var to marsvin i kåd leg. De fortsatte et godt stykke tid med at lege rundt om båden.
Godt jeg ikke har motor! Under skruegang får man ikke sådanne oplevelser.
Dog skottede jeg nu også lidt nervøst ind mod den fjerne, disede kyst, hvor jeg kunne skimte de store radioteleskopskærme på Onsala-halvøen.
Det der med motoren - betød at jeg med mellemrum måtte tage nogle pejlinger ind på skærmene for at se efter, om den altid nordgående strøm førte mig stille og roligt afsted op til Norge.
Imens - nogle sømil vest for min position - gled en stadig strøm af store skibe forbi ude i T-ruten og sørgede for at vedligeholde forvirringen i den evindelige og anstreng-ende Kattegat-dønning.
Harefødder
Der kom først lidt harefødder på vandet henad ved 17-tiden.
Båden kom i drift, genuaen kunne løfte sig og give lidt luft til storsejlet istedet for bare at ødelægge dets vindsystem.
Den østlige vind steg og faldt; jeg sejlede indad mod kysten i håb om at kunne få anvendelse af lidt landbrise om aftenen. Så døde vinden ud igen, men noget efter tog vinden igen langsomt til, nu fra nordøst.
Jeg kunne sætte spiler og gled langsomt ind mod øen Nidingen, der ligger der et godt stykke udenfor kysten med et kæmpestort stenet flak omkring.
På øen står der en forunderlig mængde af gamle fyrtårne og bygninger.
Jeg nærmede mig det store gul/sorte sydmærke, der lyste kraftigt i aftensolen.
Smed en pirk ud for om muligt at tage en makrel, men som sædvanlig forgæves.
Ved sømærket - bundet fast hertil - i klar strid med søvejsreglerne - lå en speedbåd fuld af yngre mænd og kvinder, hvoraf nogle fiskede.
Jeg gled forbi dem uden at udveksle så meget som et ord eller en vinken med dem.
De ænsede mig simpelthen ikke.
Spoleret havbund
Udfor Bua Hamn, ved atomkraftværket Ring-hals, lå en masse større fiskerfartøjer og trak trawl indenfor et ret lille område.
Vinden drejede mod øst, så jeg drejede mod sydøst og tog spileren ned, gled videre for genua.
En mellemstor trawler længere ude drejede til kollisionskurs med mig.
Han førte ikke signaler som fiskende fartøj, og jeg kunne ikke se, om han havde wirere slæbende agterud, så jeg holdt kursen, fastholdende min ret.
50 meter fra mig kom han pludselig rendende ud af styrehuset, hejsede signal-nettet op i forstaget og tændte derefter sin trawlerlanterne.
Så faldt jeg af og lod ham passere.
Da jeg passerede hans kølvand 60-70 meter agten for ham, mærkede og så jeg de uhyggelige hvirvler, som hans hårdt belastede skrue og det store net dybt under mig frembragte.
Få timer før havde jeg hørt i radioen, at hvert stykke havbund i hele Nordsøen gennemsnitligt bliver overslæbt af trawlkæder 4 gange om året, og de mest udnyttede steder endda 400 gange om året.
Spørgsmålet blev stillet om dette kunne kaldes bæredygtig udnyttelse.
De mindst 25 trawlere på dette lille område bekræftede problemet til overflod.
Oplevelser i mørket
Mørket sænkede sig og vinden holdt sig i øst, så jeg gled sydøstpå mod Varberg med god fart, måske 4-5 knob. Der var 12-13 sømil dertil.
Kursen var nem at holde, mod det kraftige Subbeberget Fyr ved den lille Varberg-fjords munding, og med mellemstationen, det lille skær Klåback’s søvnige hvide blink forude.
Jeg sejlede med slukkede lanterner for at spare på strømmen og tog harmonikaen frem, da en kolossal og skrutrygget rød måne langsomt rejste sig op over klippekysten derinde.
Om og om igen spillede jeg de mange variationer over temaet på den russiske folkemelodi “Den klare måne”- og meget andet.
Hvis nogen har siddet inde ved klippeøerne længere inde, må de have undret sig over den kraftige harmonikamusik ude fra det mørke vand.
Måske har man kunnet se de svagt rødlige måneoplyste sejl derude, hvilket ikke kan have gjort det mindre spøgelsesagtigt.
Ude fra Kattegat nærmede en stærkt oplyst færge sig, tydeligvis med kurs mod Varberg.
Jeg passerede det sorte skær Klåback, og holdt mig derefter i det søvnige fyrs skille-linie mellem hvidt og grønt, hvilket sikrer at gå rigeligt fri af den lumske Kalkgrund i Varbergfjordens munding.
Da Subbeberget Fyr skiftede fra rødt til hvidt, kunne jeg slå indad mod Varberg.
Færgen nåede anduvningsbøjen lidt før mig. Idet den passerede, rejste der sig en kolos-salt kraftig vind, nok omkring 12 m/s fra sydvest.
Om det var slipvinden fra færgen, eller om det var en reel vindændring ved jeg ikke, men jeg måtte gå i vinden og tage genuaen ned.
Derefter strøg jeg på læns indad mod parallelfyrene inde ved havnen. Langsomt aftog vinden igen, men holdt retningen.
Endelig, klokken 02.30, kunne jeg glide ind på en ledig plads ved en nybygget bådebro i sydvestenden af havnen, børste tænder og falde i søvn efter at have stillet uret til kl. 8.00.
Der blev ikke tid til at gå op forbi den fine badeanstalt og nyde den prægtige gamle fæstning fra Christian IVs tid. Det har jeg ellers altid sørget for at gøre - men kalenderen kaldte...
Varberg - Gilleleje
Jeg fik foretaget nogle indkøb i Varberg og kom så afsted ved 9.30-tiden.
Den videre færd kom til at bære præg af den mere regulære kyst med dens mere stabile søbrise om dagen, så nu kom der mere fart over feltet.
Desuden havde jeg lært af gårsdagens fejl og holdt mig nu kystnært, så jeg kunne udnytte søbrisen.
Allerede efter et par sømils sejlads kunne jeg sætte spileren og gled for den med 2-6 knobs fart helt ned til Kullen, hvor vinden desværre drejede til sydøst og aftog.
Det sidste gudsjammerlige stræk til Gilleleje foregik på kryds i elendig sydlig vind - og naturligvis i modstrøm - så jeg først kom ind i havnen kl. 01.30.
Her fik jeg endda fornøjelsen af at pagaje rundt i en halv time i den overfyldte havn for tilsidst at finde en plads uden på en fiske-kutter.
Det sidste Kattegat
Klokken 08.00 var der afgang fra Gilleleje, og igen idag kunne jeg efter et par sømil sætte spiler.
Ud for Liseleje fik jeg mig en forskrækkelse.
Jeg sad ellers lige og nød de ualmindeligt mange sejlere, der til min glæde havde valgt at krydse for sejl frem mod Gilleleje i stedet for at bruge jerngenuaen.
Pludselig kom en lille sølvblank enmands-flyvemaskine ud af intet og drønede forbi
- og imellem min og en anden båd i 50 meters afstand og kun 5-6 meter over vandet.
Mine tanker gik til de to newzealandske lyst-både, der for nogle år blev påfløjet i rum sø af en sportsmaskine - med en mængde dødsfald til følge.
Var det mon også et udslag af kådhed fra en dumdristig pilots side ?
Fjordens lyksaligheder
Spileren kunne blive oppe helt ned forbi Hundested til Lynæs Sand, hvor den nord-vestlige vind døde - så jeg kastede anker og tog mig en dukkert.
Jeg var lige kommet op af vandet, da jeg så en mindre båd nærmest ligge hen ad vandet for en sydøstlig vind ovre ved Kulhuse.
I en fart hev jeg ankeret og sejlene op og kunne nu for en frisk østlig vind krydse gennem Kulhusrenden og derefter hele vejen ned gennem fjorden med vinden springende mellem syd (stik imod) og sydøst, og svingende i styrke mellem 2 og 11 sekundmeter - alt efter de geografiske forholds og det vekslende skydækkes indflydelse.
Jeg nåede lige frem til Frederikssunds-broen, lige da spærretiden blev ophævet klokken 17.00, og vi maste os igennem i stor flok.
Jeg måtte krydse igennem - naturligvis - derpå ligeledes i Højrenden, løbet nordøst for og øst om Kølholm.
Her lå en del andre og krydsede - og bortset fra en enkelt, som jeg måtte anråbe omkring vigereglerne - så snoede vi os behændigt gennem løbet udenom hinanden med vores vidt forskellige højde og fart .
Endnu engang kunne jeg konstatere logikken i styrbord-bagbordsreglen og dens glimrende praktiske anvendelighed.
Da jeg til gengæld lige kunne knibe igennem den sidste del af Skovrenden (mellem Østskov og Eskildsø) på bagbord halse, måtte jeg nu alligevel vride vigereglerne lidt.
Foran mig luntede en ældre motorbåd adstadigt afsted, lige midt i renden.
Med kraftig røst forsøgte jeg at vække motorbådsføreren - der tydeligvis ellers havde siddet der og hygget sig dybt hensunken i egne tanker - og bad ham trække ud til siden eller at sætte farten op.
Min båds stævn stak nærmest ind i hans cockpit, da han endelig hørte min råben og vendte sig om, så det har nok været lidt af en gyser.
Det beklager jeg, men jeg har jo ingen motor - og heller ingen bremse.
Så selv om indhentende båd altid skal vige, så tillod jeg mig at mase lidt - jeg havde da også ligget et godt stykke tid bag ham, uden at han havde kastet så meget som et blik agterud.
Nå, men også det gik jo - og huhej, hvor han kom ind til siden i renden.
Få timer efter, tirsdag aften kl 20.00, kunne jeg hænge mine egne havne-fortøjninger på båden for første gang i næsten 5 uger.
Ud af hjemturens fire et halvt døgn havde jeg sejlet de to trediedele af tiden, nemlig 64 timer, og udsejlet en distance på ialt 175 sømil - med den fænomenale gennemsnitsfart af 2,8 knob - og altså gennemsnitligt sejlet knap 15 timer om dagen.
Ikke så mærkeligt at jeg lignede en velstegt, men noget mager og tør grillkylling efter de mange sejltimers strabadser i det næsten alt for gode vejr.
***
Jeg har skrevet en artikel til bladet "Klassisk Træbåd" om mit liv med CAN III gennem 32 år
Vinden var ganske svag i størstedelen af denne sejlads, og det er en udfordring.
Mange starter motoren, når farten kommer under feks. 3 knob - men derved snyder de sig jo for også at tage livtag med denne side af naturens luner.
Her kan du finde en masse om min båd, NK D4 CAN III
v