Min egen båd, NK D4 CAN III fra 1931.
Jeg har ejet båden siden 1988, altså i skrivende stund 32 år
Artikel:
Historien bag
Nordisk Krydser-klassen
Denne side er oprindeligt skrevet som en artikel - i samarbejde med Ove Juhl - til DFÆLs blad "Klassisk Træbåd", martsnummeret 2021 - nr. 146.
Artiklen blev bragt i et temanummer om nordiske krydsere, hvor også 3 nordiske krydsere blev beskrevet:
NK D3 "Joane", NK D4 "CAN III" og NK D45 "Marsk"
Her på siden har jeg senere tilføjet billeder og fortællinger, der af pladshensyn ikke kunne komme med i artiklen i bladet - og så har jeg gjort siden interaktiv med henvisninger til diverse undersider om de forskellige emner, der bliver taget op her
Oversigt over denne sides indhold:
Artiklen:
Tilføjelser til artiklen:
De nordiske krydsere - klassens historie
Af Stig Ekblom og Ove Juhl - senere bearbejdet af Stig Ekblom
I løbet af 1920’erne opstod mange nye klasser - og det gik ikke alle lige godt. Men ud af alle disse bestræbelser opstod nogle virkeligt levedygtige klasser såsom Juniorbåd, Drage, Spidsgatter og Nordisk Krydser.
Der var livlige diskussioner i de danske kutter-sejlerkredse i 1929.
Mange pegede på, at der manglede en prisbillig og turbåds-egnet klasse imellem den ellers indtil nu populære Nordisk 22 m2 og 6mR-bådene.
Man opfattede allerede SSB-båden, der ellers placerede sig her, som en forældet konstruktion.
30 m2 skærgårdskrydseren var alt for dyr og kunne ikke rigtigt få fodfæste blandt danske sejlere – og 6-meteren var også alt for dyr.
I Sverige stod man især på Vestkysten i samme situation – og skærgårdskrydserne var i manges øjne ikke egnede til Kattegat-sejlads.
Diskussionerne gik også på, om der skulle satses på entype-bådene som dragerne, eller om det skulle være en konstruktionsklasse som feks. spidsgatterne.
Nogle fremtrædende danske kapsejlere tog kontakt med ligesindede svenske sejlere og henvendte sig til de svenske konstruktører Estlander og Bertil Bothén for at undersøge mulighederne for at skabe en 30 m2- klasse.
Det skal her nævnes, at de 30 m2 dækker over et langt større sejlareal. Man målte ikke storsejlets kappe med og beregnede kun forsejlet til 85% af fortrekanten. En Nordisk Krydser har et reelt sejlareal på mellem 42 og 46 m2, når den sejler med genua.
Den nye klasse kom til at bestå som aktiv kapsejlads-klasse i mere end 32 år - det var der ikke mange, der havde ventet.
Den frembragte mange smukke både som feks. NK D11 "Kornia VI" - her gengivet som tegning i "Danske Lystbåde" af Jan Ebert, illustreret af Kjeld Brandt.
Båden er tegnet af Robert Jensen og bygget af
Viggo Hansen, Kastrup i 1937.
L: 10,45 m, B: 2,08 m, Dybgang: 1,46 m
Deplacement 3060 kg, Jernkøl 1510 kg.
Sejlareal 30,3 m2 og spiler 50 m2
Göteborg-trediveren
I første omgang brugte man arbejdstitlen 30 m2-Göteborg-båd – sikkert inspireret af Dragens første navn: 20 m2-Göteborgbåt.
Båden skulle også kunne bruges til tursejlads med en rimeligt beboelig kahyt og den skulle have jernkøl for at holde prisen nede. Arnold Jensen, som var en af de første pionerer, ivrede for at båden skulle være en prisbillig mini-6-meter. Han var selv aktiv 6-meter-sejler.
Der skulle være mange scantlings – altså begrænsninger på materialer og dimensioner - så en rimelig kvalitet og styrke og ikke mindst ensartethed blev opnået – og så klassen ville få en lang levetid.
Konstruktørerne skulle altså ikke have for frie hænder, så næste års nye både allerede udkonkurrerede dem fra året før – som man feks. så det i meterbåd-klasserne.
Den oprindeligt finske klasse Nordisk 22 m2 havde ellers skabt forhåbninger om en stor udbredelse og lang levetid – men siden dens etablering i 1926 havde den allerede ramt sit maximum og var i aftagende popularitet allerede efter 3-4 år.
Man nåede frem til et forslag, hvor byggeomkostningerne ville blive på 6-7000 kr. – ca. halvdelen af, hvad en 6mR kostede. Klassereglerne blev ganske stramme og man fastsatte bl.a. at længden plus kvadratroden af sejlarealet indsat i en formel skulle give 5½ meter - det understregede samtidig, at klassen lå lige under 6-meteren.
Fjendtlig modtagelse
De første skitseringer af klassebestemmel-serne mødte på voldsom kritik både blandt ledende svenske og danske sejlere, og det fik i første omgang de svenske initiativta-gere til at melde pas.
Men danskerne A.C.L. Nielsen, Arnold Jensen - og sikkert også Palle Glud - holdt uanfægtet fast i projektet i samarbejde med Bothén og Estlander.
Også de kendte norsk-svenske konstruk-tører Iversen og Laurin medvirkede med forslag til klassen.
Se her nogle af de første forslag
til den nye "Regel-trediver"
En del af indvendingerne blev taget til følge, og i januar 1930 kunne man i bladet Sejlsport præsentere detaljerne for den nye klasse under det mundrette navn "Nordisk Restrigeret Klasse" - i kort form omtalt som "Regel-30'er", eller på svensk som "Regel-30ia".
Alt var ikke helt på plads endnu, bla. navnet og om masten skulle være massiv eller hul, men de store træk var vedtaget.
Man havde sikret sig den gamle hæder-kronede danske sejler Valdemar Nielsen som medforslagsstiller, men alligevel mødtes idéfolkene igen af en sværm af kritikere, der ikke lagde fingrene imellem.
Det skinner igennem, at nogle af modstanderne mere handlede ud fra et forsvar for de gamle klasser, og indlæggene bar indimellem præg af personlige angreb. Diskussionen blev ikke smuk, men forstummede efterhånden.
Endnu værre gik det i Sverige - G.K.S.S - Göteborgs Kungliga Segel Sällskap - tog decideret afstand fra klassen - nærmest en fordømmelse, fordi man syntes at klassen ødelagde mulighederne for den nye 5-meterklasse - så her måtte man arbejde i endnu mere strid modvind.
Men alligevel satte de svenske entusiaster gang i de første konstruktioner – og både Estlander, Bothén, Iversen og endda Johan Anker bød ind med tegninger til klassen.
I februar 1930 viste bladet Sejlsport den første tegning af en nordisk krydser.
Bådens mål var:
Længde overalt: 10,65 m, bredde: 2,07 m, dybgående 1,45, jernkøl: 1.40 kg, deplacement: 2,550.
De første tre danske både blev bygget af Frans Mello i Hamburg efter denne tegning - udført af Estlander.
Bestillerne var: Arnold Jensen, A.C.L. Nielsen og Erik Højgaard.
Af de tre både findes kun een endnu idag, nemlig NK D3 "Joane", ejet siden 1977 af Ove Juhl i Stege
Allerede ved den danske præsentation af klassen var Estlander klar med en tegning, som blev offentliggjort i Sejlsport i februar 1930 - og igen fór kritikerne frem – men feks. den kendte konstruktør Wedell-Wedellsborg blandede sig og opfordrede de danske sejlere til at give den nye klasse en chance.
KDY ville ikke anerkende klassen – og det var idéfolkene heller ikke indstillede på at opnå, før bådene havde vist deres evner.
Klassens navn var i mellemtiden landet på "Nordisk Krydser" - og senere fik den endda navnet "5½ M Nordisk Krydser" for at understrege ligheden med meterbådsreglen.
KDY gav nu mulighed for, at der kunne stilles et løb til rådighed for de nordiske krydsere ved de fælles kapsejladser.
Ud på vandet
De tre første danske både blev trillingbygget efter Estlanders tegning hos Frans Mello i Hamburg, og de kom allerede på vandet i sejlsæsonen 1930.
Bestillerne var Arnold Jensen, A.C.L. Nielse, og Erik Højgaard.
Ved Fælleskapsejladsen i Sundet viste det sig, at de nye nordiske krydsere placerede sig rigtigt godt i forhold til de andre klasser.
De var lidt hurtigere i sejltid end SSB-bådene og væsentligt hurtigere end både dragerne og mågerne, men kunne endnu ikke hamle op med Nordisk 22 m2 – sikkert fordi deres ejere kendte deres både bedre, for det rettede sig senere.
Allerede i den første sæson i 1930 viste de tre danske og de to svenske både deres udmærkede egenskaber både som kapsejlere og som turbåde, så nu kom der virkelig gang i bestillingerne.
Der kom hurtigt ivrig kapsejlads i gang mellem de danske og svenske NK-sejlere.
Her ses NK D1 "Lis" ved Sandhamn-regattaen i juli 1930, hvor den deltog sammen med de to første svenske nordiske krydsere.
Allerede her beviste den nye klasse sine evner, bla. i forhold til 30 m2 skærgårdskrydserne.
"Lis" brændte desværre sammen med mange andre fine både ved den store brand på Kjøbenhavns Yacht- og Motorbaadsværft i 1936.
Foto fra Sjöhistoriska Museet
Der blev påpeget et problem med den oprindelige ret lave kølvægt på 1400 kg, og derfor enedes man om en revision af klassen, der gav en kølvægt på 1500-1700 kg - det kunne feks. være med1600 kg jernkøl og 100 kg bly indstøbt i lommer i kølen.
Desuden måtte man anbringe 100 kg bly et sted i båden som yderligere afbalancering.
Værftet Abrahamsson & Son i Göteborg søsatte i 1931 en ren luksusudgave, S3 "Annie", tegnet af Bertil Bothén.
Den var indrettet til langturssejlads med selvlænsende cockpit, pantry med to primusser og porcelæns-W.C. - og den omtaltes som "både stiv og sødygtig".
Anerkendelsen
Da G.K.S.S. i 1931 ville udskrive en konkurrence om dette års udlodningsbåd, vedtog et flertal af medlemmerne - imod ledelsens indstilling - et forslag om, at det skulle være en nordisk krydser.
Det havde iøvrigt vist sig, at den nye 5-meterklasse bestemt ikke egnede sig som beboelig båd - den blev kun 1,60 m bred!
Nu kunne hverken G.K.S.S. eller KDY undslå sig længere. I slutningen af 1931 anerkendte begge foreninger klassen - og det blev konfirmeret på Sejlerdagen (den tids Dansk Sejlunion) i januar 1932.
Og der blev virkelig kæmpet - her ved Øresundsugen i 1931
ses de to danske Estlander-både NK D2 "Revanche II" og NK D3 "Joana" i mærkerunding efter den svenske Bothén-båd NK S1 "Ellida"
I 1932 kom to nye nordiske krydsere på vandet i Danmark, byggede som tvillingbyggeri hos Abrahamsson & Son i Göteborg efter tegning af Knud Reimers - nu med den forøgede kølvægt - og de gjorde sig straks på kapsejladsbanerne og var med til at gøre klassen til noget af en "darling" for bådpressen.
I Sverige oplevede man ligefrem at de nordiske krydsere slog de lynhurtige 30 m2 skærgårdskrydsere i sejltid - og bestillingerne væltede ind hos konstruktører og værfter.
I 1935 var der 13 svenske på vandet - og 8 danske - men så gik udviklingen lidt i stå.
Da krigen kom til Norden var der 16 svenske og 10 danske NK-både på vandet, men under besættelsen blev der bygget yderligere 6-7 danske både, der jo knap kunne komme ud at sejle.
I Sverige blev der kun bygget 2 under krigen.
I 1934 havde man allerede i to år kunnet præsentere et rimeligt felt af Nordiske Krydsere på Øresund.
5 af de første 6 danske NK'er starter her sammen med 3 Nordiske 22'ere, som en del af de nye NK-sejlere jo havde sejlet med tidligere.
De nordiske krydsere er fra venstre: NK D2 Revanche (senere CAN II og Sekita), NK D6 Ajsan (tidligere S2 Albertina), 5½ D5 Briand VII, NK D4 Queenie (senere CAN III), NK D3 Joanna (senere Joane)
Krydserpokalen
Bådbladet Sejlsport kunne i juli 1934 stolt fortælle, at direktør I.C. Hempel for at vise sin anerkendelse af den nye klasse havde udsat en vandrepokal.
Den kunne vindes for et år ad gangen ved Øresundsugen, men hvis man vandt den tredie gang, var den til evigt eje.
Hvis ingen havde vundet den endeligt inden 5 år, ville den der havde vundet den flest gange få den til evigt eje.
Axel Holm vandt pokalen til evigt eje 2 gange i årene 1946-56 med NK D20 "Maj-Britt", men hver gang udsatte han selv en ny pokal.
Så Krydserpokalen blev bevaret, og der blev kæmpet om den højt op i 50'erne under stor mediebevågenhed.
Endnu større interesse
Så hvis nogen havde troet at klassen efterhånden var hendøende, så havde de da virkelig gjort regning uden vært. Allerede i de første år efter krigen gik et rent byggeboom igang - værfterne sprøjtede nærmest nordiske krydsere ud.
Nye konstruktører for klassen var kommet til - blandt andre Børresen, Slåby Larsen, Molich og endda spidsgatter-eksperten M.S.J. Hansen.
Bådpressen var enormt opmærksom på klassen, og også den almindelige presse bragte reportager fra kapsejladserne - de smukke nordiske krydsere var rene linselus og blev gjort til noget nær idealbåden - hvilket uden tvivl har bidraget til de mange nybygninger.
Klassen tiltrak nu også fremtrædende kapsejlere som Axel Holm, der ellers var kendt som dragesejler.
Sejlsportens Venner havde i 1945 startet en offentlig lodtrækning for at fremme interessen for sejlsporten.
De sendte udlodningsbåden, den nybyggede nordiske krydser NK D20, rundt i landet og udstillede den på offentlige pladser - og den blev vundet i Horsens af en hel tilfældig ung kvinde, der bare havde købt et lod - men Axel Holm befriede hende for problemet ved straks at købe båden.
Båden blev døbt "Maj-Britt" - og den skulle vise sig at være aldeles fremragende på banerne.
Den var tegnet af Henry Rasmussen og bygget på hans værft i Gl. Hestehauge ved Svendborg for 20.000 kr.
Dimensionerne var 10,66 x 2,09 x 1,47 m
Kølvægt: 1624 kg + ca. 80 kg bly i køllommer
Jan Ebert angiver i Danske Lystbåde, at bådens deplacement var på 4,125 tons, men det må være alt for højt sat.
Løst gættet vejede den allerhøjst 3,3 tons - og sikkert mindre.
Konstruktørerne var ikke så vilde med at opgive bådens deplacement - de var kun pligtige til at opgive kølvægten.
De andre nordiske lande
Men hvor blev feks. Norge egentlig af i alt dette?
Det norske sejlerforbund havde anerkendt klassen, og de store mestre Johan Anker og Arvid Laurin havde endda tegnet til klassen, men til svenskere - og det var det.
Nordmændene var simpelthen ikke interesserede - og da Bjarne Aas etablerede sin nye meget lignende entypeklasse IOD i 1936, var det kun den, der tiltrak de norske sejlere.
Heller ikke i Finland og Nordtyskland slog klassen an, selvom sejlerforbundene havde antaget den - så danskerne og svenskerne måtte udkæmpe deres mesterskaber alene - og det gjorde de også ivrigt.
Kapsejlads i 50’erne.
Fra venstre ses:
-
NK D36 Drot
-
D4 CAN III
-
D20 Maj-Britt
-
D15 Dan/Majevi
Der er flere NK’ere i baggrunden, men det er ikke til at se deres sejlnumre
Stadig fremad
I 1950 var der 39 svenske NK-både på vandet og 41 danske, og succesen fortsatte op gennem 50'erne - dog mest i Sverige.
I modsætning til de første 6-meter-agtige luksusbåde i blank honduras-mahogny med oregonpine-dæk, lancerede Robert Jensen krydsere bygget i fyr eller lærk og med lærred på ruftag og dæk.
Materialeknapheden efter krigen har sikkert spillet ind, men det fik også byggepriserne ned, så flere kunne være med.
På de danske kapsejladsbaner samlede man sagtens felter på 15-20 nordiske krydsere i 50'erne, og bådpressen var yderst opmærksomme på de førende sejlere og både.
Kapsejladsbillede, antagelig fra Krydserstævnet 1952 ved Tårbæk, hvor 15 NK'ere deltog. Andetsteds beskrives stedet som ud for Skovhoved Havn.
Fra venstre ses: NK D4 CAN III, NK D9 Øtta, NK D36 Drot, NK D17 Katja, NK D?? og NK D7 Pilk
Men hvor længe?
I 1962 blev de sidste nordiske krydsere bygget - der var nu bygget 65 svenske både og 47 danske.
Der blev stadigt sejlet ivrigt, men i 1959 satte A.P Botved en ny, mærkelig båd i produktion, tegnet af Bjørn Olsen: LA-Krydseren, bygget i krydsfiner, beklædt med et tyndt lag glasfiber.
Den krydsede og sejlede fint og hurtigt - og så var den så dejligt tæt.
Ret hurtigt susede en stor del af de gamle NK-sejlere over til denne klasse, der hurtigt fik en stor repræsentation ved kapsejladserne.
Nu kom de "rigtige" glasfiberbåde i gang, og det betød en mængde af nye klassebåde - og også en større skare af aktive sejlere.
Krydserklubben
Der blev allerede fra starten oprettet en nordisk krydser klub, som diskuterede eventuelle ændringer - også i samarbejde med de svenske ejere.
Der blev nu ikke vedtaget mange andre ændringer end forhøjelsen af kølvægten fra 1400 til 1700 kg.
Til gengæld gennemførte klubben årlige samlede sejlture, blandt andet til Oslo. Og så forvaltede man naturligvis den meget eftertragtede og mediedækkede Krydserpokalen.
Poul Molich fortalte, at han allerede i 1939 foreslog en forstørrelse af fortrekanten, både i højden og dæksplanet - i stil med det, der senere kom dragen til gode.
Men "de gamle" i Krydserklubben afviste dette blankt - så de nordiske krydsere sejlede videre med deres små forsejl - og i dag sejler Dragen fra den nordiske krydser.
NK D2, sandsynligvis på vej gennem det nu spærrede "Smöghålet" i enden af Smögens havn i den svenske vestskærgård nord for Marstrand.
Billedet er fra Christians Nielsens fotosamling og kan meget vel være taget på en af krydserklubbens fællesture - situationen passer med en af deres beretninger.
Båden var bygget i 1930 med navnet "Revanche II", senere (1936-46) ejet af Christian Nielsen under navnet "CAN II". Den forliste i 1997 under navnet "Sekita"
Krydserklubben blev først nedlagt i 1965, da størstedelen af de "store sejlere" for flere år siden havde forladt klassen - og en stor del af bådene var eksporteret til USA.
Men alligevel fortsatte nogle NK-sejlere med at kapsejle ivrigt op i 1970'erne - med deltagelse i feks. Sjælland Rundt og Møn Rundt.
Endnu i 1984 deltog fire nordiske krydsere i Sjælland Rundt - og i 1989 var der to, men så svandt det også ind til kun sporadisk deltagelse.
Fra venstre ses:
-
NK D7 Pilk,
-
D4 CAN III,
-
D36 Drot og
-
D45 Marsk
(1950’erne)
Tæt start for nordiske krydsere - og nogle andre typer.
Jeg kan kun genkende NK D27 Gertie, senere kaldt Delight og NK D32 Bolette, senere Dorina
Nu en båd for feinschmeckere
Den nordiske krydser fik nu for en lang årrække status af en feinschmecker-båd - som en fornem bådtype fra dengang både var af træ o.s.v - og med et ry som en særdeles velsejlende og smuk turbåd, så nu skulle den altså ikke længere slide så hårdt i det ude på kapsejladsbanerne.
I den sidste del af 60'erne lå den velholdte NK D5 "Brian VII" i Kastrup Havn, ejet af maskinfabrikant Pihl - og her gik den unge jollesejler Stig tit og savlede over den - men den var aldrig ude på torsdags-sejladserne.
Endnu i midten af 80'erne blev en velholdt nordisk krydser solgt for et par hundrede tusind kroner, men kartoffelkuren i 1986 og den deraf følgende lånekrise medførte hurtigt et fald i salgspriserne, så feks. den fint velholdte NK D4 "CAN III" i 1988 blev udbudt til salg for 70.000 mod 125.000 året før.
Her kom den så i Stig Ekbloms eje - og er det endnu...
Tider og smag skifter - efterhånden var der åbenbart ikke længere så stor status i den gamle kæmper - og det var iøvrigt også næsten umuligt at låne i banken til sådan en gammel slæde.
Alt håb var åbenbart ikke ude for klassen i 1978. Knud Olsen fremkom i Bådnyt med et forslag til et nyt bud på en Nordisk Krydser - helt efter klassereglerne
Se noten allernederst - eller klik her
Vi, som har dem endnu, elsker dem stadig og sejler dem ivrigt. Der har vistnok været NK- deltagelse ved alle DFÆL-træf uden undtagelse siden det første i1980, men som nævnt er en del nordiske krydsere også i de senere årtier solgt til Tyskland, så der nu antageligt kun er omkring 12-13 NK'ere tilbage på danske hænder.
Det tyske Freundeskreis Klassische Yachten har registreret 16-17 nordiske krydsere af dansk og svensk oprindelse.
Ved DFÆL-træffet i Ebeltoft 1986 mødte 12 nordiske krydsere frem - ud af ialt 85 både!
Fra venstre ses: D21 Fri, D??, D2 Sekita, D8 Corinna, D50 Agnes, D30 Vayu og D55 Cynara
Også ved DFÆL-træffet i Skælskør 1987 kom mange NK'ere til og deltog ivrigt i kapsejlads.
På billedet ses fra venstre: D 33 Juvel, D3 Joane, D2 Sekita, D8 Corinna og D35 Lulatch.
Der er blevet arrangeret to særskilte træf for nordiske krydsere.
I 1992 i Falsled på Fyn deltog 10 NK'ere, og i 1994 kom 8 NK'ere frem til Dybvig på Fejø.
Ved begge disse træf viste bådene sig stadig utroligt jævnbyrdige i kappestrid - de vedtagne scantlings fra 1930 har vist sig at være en forbløffende succes, hvilket sikkert har medvirket til at bevare bådklassen i så mange år.
Vi tænker på at prøve at lave et brag af et træf - et sted nede i nærheden af Tyskland, hvor de fleste nordiske krydsere efterhånden befinder sig...
Konstruktørerne
Herhjemme
I Danmark blev de dominerende konstruktører Knud Reimers med 9 både og Robert Jensen med 18 både.
Men derudover tegnede en lang række kendte og mindre kendte danske konstruktører til klassen, nemlig Svend Cruusberg, Wedell-Wedellsborg, A. Witt og Erik Nielsson.
I artiklen er allerede nævnt: Børresen, Slåby Larsen, Molich og M.S.J. Hansen.
De svenske både
I Sverige tegnede den ene af initiativtag-erne til klassen, Bertil Bothén, 30 både, og derudover deltog mange af de mest kendte svenske konstruktører, bla.:
Tord Sundén, Jac.Iversen, Tore Holm, Carl Holmström og Tore Herlin.
Estlander døde pludseligt i 1930 efter at have tegnet de første 3 både, men danske Knud Reimers overtog hans tegnestue i Stockholm og tegnede udover de 9 danske også 5 af de svenske både.
De ældste kan sejle mod de nyeste
Det interessante er, at konstruktørerne gennem 32 år ikke har kunnet fremkom-me med afgørende ændringer - selv de ældste både kunne konkurrere med de allersenest tilkomne både hele vejen op gennem årene.
Tendensen blev med årene, at masten blev rykket mere agterud og forsejls-fæstet mere fremad, så der kom større forsejl og mindre storsejl.
Det gav fordel på krydset - men så havde "de gamle" fordel på rumvind - så alt efter banen og vindstyrken kunne de nyeste eller ældste gå af med sejren.
Lidt flere fotos fra det store træf i Ebeltoft i 1986, hvor 12 nordiske krydsere deltog:
Kapsejlads ved DFÆL-træffet i Ebeltoft 1986
Fra venstre ses:
-
NK D2 Sekita,
-
D55 Cynara,
-
D20 Maj-Britt
-
D37 Tessa
Kapsejlads ved DFÆL-træffet i Ebeltoft 1986
Fra venstre ses:
-
NK D55 Cynara,
-
D21 Fri – som var ejet af DFÆLS senere formand Henning Wind
-
D30 Vayu
NK D8 Corinna ved DFÆL-træffet i Ebeltoft 1986.
Båden er tegnet af A. Witt og bygget hos C.M. Nielsen i Nykøbing Falster
Båden var i familiens eje lige fra den blev bygget i 1935 til Klaus Petersens død i 2015 – her blev den solgt til Tyskland
Du kan også læse en beretning om en stor renovering af båden
Se mere om de nordiske krydsere:
Ove Juhls hjemmeside om klassen og bådene:
Ove Juhls hjemmeside om NK D3 "Joane":
Stig Ekbloms hjemmeside om NK D4 "Can III":
https://sekblom54.wixsite.com/stig-ekblom
Artikel om NK D8 "Corinna" i "Klassisk Træbåd" nr. 123-124 - eller find Corinna i DFÆLs Artikelbase under "Både"
https://defaele.dk/for-medlemmer/artikelbase/baade/corinna
Den svenske hjemmeside om nordiske krydsere.
Her står også en del om klassens første år - og så en masse om de svenske nordiske krydsere:
Jeg har påbegyndt en opsamling af fortællinger om andre nordiske krydsere.
Jeg har skrevet en artikel til bladet "Klassisk Træbåd" om mit liv med CAN III gennem 32 år
En fin svensk beskrivelse
af NK-klassens opståen
Bogen "Svenska Träbåtar" - om livet med träbåt er en både smuk og glimrende svensk bog om livet med træbåde, udgivet i 2003, skrevet af Patrik Lindén m.fl.
Der er mange fine oplysninger i den - en masse om forskellige bådtyper og også om vedligehold.
Bogen er fuld af fine fotos og illustrationer.
Følgende er et uddrag om NK'erne fra bogen:
Nordisk kryssare - 5½
Nordisk kryssare, eller ”femåenhalvan” som den också kallas, kom till på svensk-danskt initiativ i slutet av tjugotalet.
R-båtarna ansågs för dyra och skärgårds-kryssarna i SK30- och SK40-klasserna hade inte fått något riktigt fäste i Danmark eller på den svenska västkusten, så det fanns önskemål om att ta fram en beboelig båt i storleksklassen strax under en R6:a som även lämpade sig för kappsegling.
Ett tag pratades det om att en enklare version av Skärgårds 30:an skulle kunna fylla behovet. Man kallade typen B30 men diskussionerna rann ut i sanden.
Istället kontaktade två danskar, arkitekt
Arnold Jensen och ingenjör ACL Nielsen, konstruktören Gustaf Estlander som ritade förlagan till Nordisk kryssare.
Beteckningen 5½ är hämtad från formeln som liknar R-båtarnas, men Estlander lånade också drag från skärgårdskryssarnas konstruktions-regel.
Längden plus roten ur segelytan delat i 2,5 ska bli 5,5.
Det finns även ett antal minimi- och maximimått samt dimensioner som ska vara uppfyllda.
Klassen antogs formellt 1932 av GKSS och Kongelig Dansk Yachtklubb (KDY).
De tre första båtarna byggdes i Danmark efter Gustaf Estlanders ritning redan innan regeln antagits.
Parallellt byggdes två båtar i Göteborg efter Johan Ankers och Bertil Bothéns ritningar.
Många av de stora konstruktörerna har minst en Nordisk kryssare på repertoaren, bland andra Knud H. Reimers, Tore Holm, Jac M. Iversen, Arvid Laurin, Tord Sundén och Bertil Bothén som ritat flest – hela tjugofem stycken.
Nordiska kryssare byggdes framförallt under åren 1945‒50.
Det finns över sextio exemplar kvar idag, de flesta i Sverige. Ett tjugotal finns i Danmark och några i Tyskland.
De snäva restriktionerna har gjort att varia-tionen mellan olika båtar är liten.
En Nordisk kryssare är omkring 7 meter i vattenlinjen och har ett maximalt djup-gående på 1,48 meter.
Den måste vara minst 2,08 meter bred. Båtarna är märkta med ”NK” i seglet alternativt ”5½”.
Dansk oversættelse:
Nordisk krydser, eller "fem-en-halveren", som den også kaldes, kom til på svensk-dansk initiativ i slutningen af 1920'erne.
Meterbådene ansås for dyre, og skærgårds-krydserne i 30- og 40 m2-klasserne havde ikke rigtigt fået fodfæste i Danmark eller på den svenske vestkyst, så der var ønsker om at frembringe en beboelig båd med en størrelse lige under en 6-meter, og som også egnede sig til kapsejlads.
En overgang taltes der om, at en enklere version af 30 m2 skærgårdskrydseren kunne udfylde behovet. Man kaldte typen for en B30, men diskussionerne løb ud i sandet.
Istedet kontaktede to danskere, arkitekt Arnold Jensen og ingeniør A.C.L. Nielsen konstruktøren Gustav Estlander, som tegnede forlægget til den Nordiske Krydser.
Betegnelsen 5½M er hentet fra formlen, som regulerer meterbådene, men Estlander lånte også træk fra skærgårdskrydsernes konstruktionsregel.
Længden plus kvadratroden af sejlarealet divideret med 2,5 skal blive 5,5.
Der findes også et antal minimums- og maksimumsmål samt dimensioner, som skal være opfyldt.
I 1932 blev klassen formelt anerkendt af GKSS og KDY.
De tre første danske både blev bygget efter Gustav Estlanders tegning allerede inden reglen blev godkendt.
Samtidig blev to både bygget i Göteborg efter Johan Ankers og Bertil Bothéns tegninger.
Mange af de store konstruktører har mindst én Nordisk Krydser på repertoiret, blandt andre Knud H. Reimers, Tore Holm, Jac. M. Iversen, Arvid Laurin, Tord Sundén og Bertil Bothén, som har tegnet flest - hele 25 stks.
De nordiske krydsere blev først og fremmest bygget i årene 1945-50.
Der findes over 60 eksemplarer endnu idag, de fleste i Sverige. Omkring 20 findes i Danmark og nogle i Tyskland.
De stramme restriktioner har gjort, at forskel-lene mellem de forskellige både er ret små.
En nordisk krydser er omkring 7 meter i vandlinien og har en maximal dybgang på 1,48 meter.
Den skal være mindst 2,08 meter bred.
Bådene har sejlmærkerne "NK" eller "5½"
Note:
Bådnyt 1978: Nyt bud på en konstruktion til Nordisk Krydser Klassen
På Facebook i marts 2021 slog Jesper Mørkhøj følgende opslag op:
"Jeg blev mere end lidt inspireret af skriverierne om Nordiske Krydsere, kunne huske en artikel fra et nummer af Bådnyt, det er 43 år siden(!), ret præcist i og med det er marts nummeret fra 1978 og fandt den her til aften... Det er et lidt sjovt tankeeksperiment, en ny Nordisk Krydser...!!"
Jeg kendte ikke denne artikel, så tak til Jesper Mørkhøj for den.
Selv synes jeg ikke, at den viste konstruktion ligefrem er smuk, men tanken er da så sjov og særdeles spændende.
Den er dog aldrig blevet realiseret.
Her kan du finde en masse om min egen båd, NK D4 CAN III
.