TUR TIL OSLO
efterårsferien 11/10-20/10-1991
Denne beretning blev oprindeligt skrevet til Sundby Sejlforenings blad, og den blev også bragt i Kastrup Sejlklubs blad
Båden:
"Wahine", 27’ platgatter, mahogny & eg på eg, motorfri
Vigtigste udstyr:
Petroleumsovn til opvarmning af kahyt
Turplan:
Ud:
Oslo Non-stop.
Hjem:
mellemstop til kaffe hos Harry på Hyppeln og spisning af jomfruhummerhaler hos venner i Østerby på Læsø
Planlagt besætning:
4 mand.
Realitet:
Finn E. Madsen og mig
Kommenteret logbog :
Fredag d. 11/10:
13:00 Ved ankomsten til Sundby Havn med min udstyrsbelæssede cykel viste det sig, at de 2 andre, der skulle have været med, ikke kom alligevel.
Enighed om, at så fik vi to det da så meget hyggeligere, turplanen stod ved magt.
Foretog de nødvendige indkøb.
17:00 Afg. Sundby, vind ca. 7 m/s E, genua og storsejl, rask fart, rasende medstrøm.
Femdøgnsprognosen fra DMI var rent svir, bedyrede udramatisk vejr, og medvind såvel op som hjem.
Min udtrykte betænkelighed ved Finns fhv. nyligt indkøbte decca, som jeg tidligere har fået forpestet god sejlads og ordentlig navigation af, medførte at Finn bedyrede, at jeg slet ikke kom til at bemærke den.
(Både DMIs og Finns bedyrelser blev gjort sørgeligt til skamme.)
Sejlede altså meget hurtigt nordpå, og med højst 30 sek. mellemrum rapporterede Finn nede fra sin navigationspost foran decca-displayet fart over grunden 9,1 kn., 8,7 kn, at der med denne fart nu kun var 38 timer til Oslo o.s.v.
(og således veg hans opmærksomhed i de følgende 9 dage ikke fra deccaens konstante beregninger og facts, han tog det som en fornærmelse, når jeg forlangte adgang til søkortene - og ville bekræfte vor position på landkendinger, fyrkarakterer og sømærker).
Det var lunt, halvdiset og solen gik ned.
Lørdag d. 12/10:
07:00 passerede Fladen udfor Læsø.
Vind frisk NE. Kurs 340 (lige fra Kullen til Færder).
Søndag d. 13/10:
01:00 nat pass. Færder Fyr i Oslofjordens munding. 220 sm sejlet. Vind jævn NNE, mange timers kryds forude.
(Kort forinden var Finns guru, deccaen, til hans umådelige bekymring besvimet gr. en flad akkumulator. Efter skift af akkumulatoren virkede den desværre igen).
Oslofjorden er nu også skummel i det kulsorte mørke, og de norske fyr er elendige, kortene, vi havde ligeså.
Morgen: krydsede udfor Slagenstangen med mig ved roret i ganske svag vind videre op gennem jordens krinkelkroge, fingeren i kortet og pejlekompasset klar - på god gammeldags maner.
Aften: Sløj vind, N (stik imod), krydsede op mod Drøbak, der ligger midt i det smalleste stykke, som kun er 1/4 - 1 sm bredt over et stræk på 14 sm.
I selve Drøbak ligger den fæstning, der med sine kanoner (som virkede, i modsætning til de danske på Trekroner) og derefter med torpedoer beskød det tyske slagskib "Blücher", da det med hilsningsflaget sat forsøgte at sejle op til Oslo med 2000 soldater og embedsmænd skjult ombord, dengang Norge blev besat.
Nu ligger det nede på 200 m vand med 1000 lig i sig - mærkeligt at forestille sig det dernede, dybt under os.
Mandag d. 14/10:
ca. 00.00 nat pass. Nesodden lige overfor Oslo Havn, svært at finde en vej ind med det dårlige søkort, gennem de forvirrende mængder af fyr i indløbet.
Krydsede fingre, holdt os godt fast - og styrede lige mod det flot oplyste rådhus.
01:00 på plads i byens centrum, foran butikscentret Aker Brygge i en af disse afskyelige flydebrosmarinaer, der efterhånden klistres op af enhver gammel storbyhavnekaj.
56 timer gået, siden vi forlod Sundby Havn, og 283 sm.
03:00 krøb til køjs og sov - som man nu kan, når færger med højst 20 minutters mellemrum farer forbi og sætter såvel båd som flydebroer i voldsom bevægelse.
Dag: Finn besøgte et hospital, og imens gik jeg på sightseeing i byen, der ikke udmærker sig arkitektonisk - efter min mening.
Men søfartsmuseet med Fram, Ra og Kontiki - og et væld af gamle norske bådtyper og maritimt udstyr in natura gav mig stor oplevelse.
Aften: var inviteret til middag hos Finns venner - det blev et helt selskab - med stegte fjeldryper og prægtige norske for- og efterretter og masser af (fransk) vin.
Alverdens problemer blev vendt, men verdensbilledet blev noget diset efterhånden.
Tirsdag d. 15/10:
Kom til havnen med 1. morgenbus og gik noget svimle til køjs.
Vi nåede lige at høre vejrmelding kl. 08:50 - ikke god, stormvarsel, S-SW for onsdag, torsdag og fredag. Det gik op for os, at der var lang vej hjem.
15:00 forlod vi marinaen i umådeligt svag S-lig vind - vejret klart og mildt.
Først kl. 19:00 var vi reelt ude af havnen.
Obs: På netop dette tidspunkt indtog den mulige hjemtur en helt uventet og forunderlig drejning.
* se noten, der ikke var med i Sundby og Kastrup Sejlklubs blade
Oslos rådhus knejser over havnen
I svag vind bort fra Oslo
Onsdag d. 16/10:
Nat: jeg vågnede ved som i vildelse at høre transistoren med opera for fuldt knald og Finn, der skrålede til - mens vi i svag vind krydsede gennem Drøbak by !
Morgen: i gryet var vi ved bredningen, vinden døde næsten helt hen igen.
Stilhed før stormen ? Netop.
Middag: udfor Slagenstangen 5 sm. S for Horten reducerede vi i løbet af 3 kvarter sejl fra genua til fok, fra storsejl til stormstorsejl, fra fok til stormfok.
Oslofjorden blev gråhvid, søerne rejste sig kort og lodret, vind S-SØ i stød, svingende mellem 10 og 25 m/s, så vi skiftevis lå stille og skiftevis krængede helt over for de bittesmå sejl.
Finn udtalte, at hvis det skulle begynde at blæse, kunne vi da rebe stormstorsejlet.
Regnen piskede ned, kraftig modstrøm gik igang, og vi avancerede kun med 2 kn. på kursen.
Finn skæver noget bekymret op til de truende skyer
Vi søgte ud i Krokstadsfjorden, der løber parallelt, i håb om at mindske strøm og Sø, det hjalp ikke meget.
17:00 pass. lillebitte havn - troede vi - gik derind. Det må have blæst, for stormfokken alene trak os med 7 knob gennem havnen, der iøvrigt slet ikke var så lille. 26 timers sejlads, 45 sm.
Torsdag d. 17/10:
Forblev i Engelsvika (det hed havnen), vejret holdt sjov uden- og ovenfor. Petroleumsovnen løb tør om natten og brændte vægen ned, så den resten af turen kun kunne køre på laveste blus.
Fredag d. 18/10: 07:00
afg. Engelsvika, vinden slog netop kl. 05:00 om til N, let, vi drev for små forsigtige sejl sydpå.
Vi var i stormcentret, det var tydeligt, og mens DM1 rapporterede 26 m/s ved Drogden (jeg sendte en bekymret tanke til min elskede båd hjemme i Kastrup) gled vi sagte afsted i solskin og nød den norske skærgård i fulde drag.
Vi turistede gennem de svenske Kosterøer, og for at undgå den svage modstrøm gik vi ind under Resö for at gå ud ved Havsstenssund, og så gå udenskærs for natten.
Besynderlige skyformationer i stormcenteret
Aften: vinden øget langsomt, stadig N-lig - væk med genuaen, op med fokken - og så, hurtigt, også væk med storsejlet.
Uha, vi fløj gennem mørket i 10-20 m/s med mægtige, brusende bølger efter os, for fok alene.
Loggen påstod 7-10 kn.
Opnåede kun at få ca. et par kopper vand ind agtenfra trods forfulgt af mange fæle brækkere
Lørdag d. 19/10:
Nat: Kunne i den klare luft i timevis se Skagens Fyrs lysstråle på skyerne - over 40 sm borte.
Ved Marstrand hidsede det sig lidt ned, vi fandt fyret St. Pölsan, der ledte til St. Oset, der ledte ind under Hyppeln, hvis havn vi krydsede op til.
05:00 ank. Hyppeln efter 22 timers sejlads og 115 sm.
11:00 stod op og drak kok-kaffe hos Harry (79 år og pensioneret fisker, og i bedste vigør).
17:00 afg. Hyppeln for at gå dernedad i frisk, N-lig vind. Lige før vi slap fortøjningerne, kom en anden bekendt, Elis, der er indvandrer fra Danmark, og som ernærer sig ved ejendomshandel. Han overrakte os en stor, lækker, varm kanelkrans, som vi straks åd os halvt fordærvede i.
Aften: flaksede uden yderligere dramatik som en natsværmer gennem hvide vinkler i utallige fyr, der viser vej gennem denne befærdede del af skærgården.
”Wahine” i den næsten tomme Hyppeln havn – på besøg hos fiskeren Harry til kok-kaffe
Sen aften: kom ud til det åbne vand S for Göteborg. 110 sm sejlads forude. Måtte rebe udfor Kungsbackafjorden, men rebede hurtigt ud igen, suste videre.
Søndag d. 20/10:
Nat: Måtte ved vagtskiftet ved Nidingen konstatere, at vi nu afgørende svigtede jomfruhummerhalerne på Læsø, idet disse var 25 sm. ret styrbord, og vi skulle på arbejde imorgen.
Morgengry: Pass. Hallands Väderö, som vi for at undgå en plat læns i den høje sø, og lidt af turistiske årsager, løb indenom. Morgensolen belyste dens tætte, efterårskulørte træbevoksning. Det var så smukt, at det gjorde ondt. Siden Glommen var Kullens fyr tydelig på himlen, nu stod bjerget skarptegnet mod morgen-himlen, vi bommede og satte kurs mod spidsen.
Middagstid: i vort hjemlige gadekær satte vi spileren, men vinden øgede lidt rigeligt, så vi tog den ned igen.
Finn lavede den sidste i rækken af sine kurfyrstelige panderetter.
15:00 anløb Sundby Havn, efter 22 timer og 135 sm.
I kirkerne inde på land (+'erne i søkortet) har nogle nok siddet og sunget "Dejlig er jorden", mens vi brusede forbi, men her i Sundby Havn ønskede jeg mig nu allerede ud på vandet igen.
Eftertanker:
Efter hjemkomsten kunne vi konstatere, at vi nu havde været afsted i knap 9 døgn (214 timer), heraf 126 timers sejlads, Ca. 578 sm. netto.
Vi kunne ikke sige os helt fri for at være lidt trætte.
Når man sejler på den tid, der kaldes udenfor sæsonen, kan man opleve kun at møde een lystsejler på strækningen Kullen-Horten, ikke at betale nogle havnepenge overhovedet, men til gengæld også kun at møde aflåste havnetoiletter og -bade.
Erfaringer af turen må være:
-
at man skal huske en ekstravæge til petroleumsovne,
-
at 2 mands besætning til en sådan tur kan lade sig gøre (men er lige i underkanten)
-
og at det giver en tom fornemmelse at snyde sine smagsløg for jomfruhummerhaler.
Det må vi prøve at rette op på næste gang - feks. i juleferien.
Stig Ekblom
* Note, der ikke var med i beretningen i Sundby og Kastrup Sejlklubs blad:
Finn var vred, men foretog sig ikke noget andet end at styre videre derudad.
Jeg tog sovevagten, men kunne ikke sove for babygråd og Lines snakken.
Jeg kunne ikke lade være med at snakke med hende, var på een gang tiltrukket af hendes mærkelige væsen og på samme tid højst utryg ved situationen.
Efter nogen forstyrret hvilen overtog jeg roret, og Finn gik ned til hende.
Han var vist bedre til at skaffe sig nogen søvn, men der var megen søvnmangel at hente ind, og det har nok været årsagen til hans skrålen om natten, mens vi sejlede gennem Drøbak by.
Ligeså snart vi var kommet ud i den åbne fjord, kom stormen. Line begyndte tydeligvis at blive bange, og barnet græd hjerteskærende.
Jo mere vejret hidsede sig op, desto mere absurd blev situationen.
Mens vi skiftevis lå hen ad vandet, skiftevis bare stod og bankede pæle i søen - og regnen piskede smerteligt i ansigterne på os - kom et par surfere susende bag om os.
Senere mødte vi dem, mens de sad på deres brædder og passiarede i en bølgedal.
Uforskammet, når vi lå her nærmest i havsnød, trodsende elementernes rasen med stort mandsmod og besvær.
Det endte jo så med at vi som beskrevet anløb Engelsvika, hvor vi fik bragt Line til bussen og sendt hende afsted.
Hun havde bestemt mistet lysten til at sejle med os hjem, så nu kunne vi få en ordentlig nattesøvn for første gang i adskillige døgn, og det var ialtfald godt.
Ved afgangen fra Oslo
Da vi vågnede om morgenen og lige havde hørt den ubehagelige vejrmelding, fik vi pludselig et meget uventet besøg af Finns hustru Line og deres lille spædbarn.
Hun havde taget Oslobåden aftenen før og var i løbet af natten sejlet hertil - og nu ville hun sejle med hjem.
Line berettede om en scene, hun havde lavet på Oslobåden, fordi hun ikke ville være inde i midten af skibet uden koøje, hvorefter hun havde fået en kahyt med koøje.
Finn var bestemt ikke stemt for at tage Line og barnet med, ikke mindst under henvisning til stormvarslet, og han pålagde hende derfor at opsøge et familiemedlem i byen og derpå tage færgen hjem hurtigst muligt.
Vi sagde farvel til Line, hvorpå vi tog fortøjningerne og drev langsomt ud for den meget svage vind.
Lige udenfor det maritime museum nærmede en motorbåd sig målbevidst. Jeg overvejede, om man måske ville kræve havnepenge af os, for det havde vi jo ikke betalt.
Da motorbåden var ganske tæt på os, lagde den bi på siden af os. Op af kahytten steg Finns kone med barnet på armen, og i eet langt skridt var hun ombord hos os.
Føreren af motorbåden rakte uden et ord hendes store rejsetaske over til os, satte i gear og sejlede bort. Line havde lige sagt kort tak til ham.
Det hele var temmeligt mærkværdigt. Som jeg husker det, var Svend, som barnet kom til at hedde, 3-4 måneder gammel, så det tegnede jo fint, for eksempel med hensyn til søvnmulighederne ombord med en sådan besætning.