HVORFOR HAR MAN EGENTLIG TRÆBÅD?
Vi træbådsejere møder altid stor respekt og velvilje, både fra andre sejlere og fra forbipasserende landkrabber - især, når båden er i en god stand.
Og ofte - utroligt ofte - bliver man stillet spørgsmålet:
"Er det ikke et stort arbejde at vedligeholde sådan en?"
Der kan da vist egentligt stilles mange andre og nok væsentligt mere relevante spørgsmål, eksempelvis:
-
hvorfor har du egentlig en træbåd?
-
sejler en træbåd bedre?
-
kan du egentlig selv klare problemerne, når der er vanskelige opgaver på båden?
-
hvordan gør man med dette og hint?
Her nedenfor kan du læse nogle betragtninger herom, og der er masser at gå til - se i sidemenuen - men du kan lige her og nu feks. gå til disse undersider og læse om:
Om æstetikken i det at sejle træbåd
– og fællesskaber omkring det at have træbåd
En vigtig ting for mig er æstetikken omkring det at sejle. Det skal være smukt og også gerne se smukt ud, også for andre. Jeg nøjes ikke med at nyde naturen omkring os, men bestræber mig også på at glæde mig selv og andre med synet af mit fine fartøj, og også med måden at sejle på.
Ingen unødig støj, ingen besværende dønning for andre, elegante havneanløb uden panik, gentleman-adfærd.
Hjælpsomhed, venlighed, hensynsfuldhed og gæstfrihed er gamle klassiske dyder for sejlerfolket, og de bliver aldrig umoderne.
Men desværre må vi i høj grad sige at de trives bedst blandt de gamle og nostalgikerne. Der er for langt imellem det blandt de mange andre.
Det må have noget at gøre med tradition og fællesskabskultur.
Derfor er det en lyst at være med i aktiviteterne i DFÆL - altså Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer - at møde al den skønhed og ikke mindst dyrkelsen af ovennævnte dyder.
Hyggesnak mellem bådene ved et af vores sommertræf i DFÆL
Er træbåde kun for fattigrøve?
Det er i den forbindelse ironisk, at det at være træbådsejer alt for længe har haft en karakter af "lavere klasse", noget for fattigrøve, ihvertfald her i Danmark.
Antageligvis skyldes det, at en gammel træbåd for mange bare har været en billig tilgang til at prøve det med at sejle.
Det har kostet mange fine gamle træskuder livet at falde i hænderne på dem, der købte dem fordi det var billigt - og ikke fordi de ønskede en træbåd.
Det må forandres.
Udlandet: Juveler for de rige
Måske skyldes den stigende interesse for de unikke, klassiske træbåde i flere af de andre lande, at der er så få træbåde tilbage dér - det skulle vi da gerne undgå!
Det er i vore dage helt anderledes i USA, England, Frankrig og Tyskland - og til en vis grad i Sverige og Norge.
Her dyrker man nærmest gamle træbåde som var de skabt af Guds egen hånd.
Velhavere går forrest for at sikre sig de store smukke træbåde og ofrer formuer på istandsættelse og indretning.
Det er blevet et statussymbol for de rige at sejle klassisk - og sådan noget breder sig jo "nedefter", så flere og flere "almindelige mennesker" følger trop med mindre og dermed mere overkommelige træbåde.
Det skal også nok komme her i Danmark, men vi kunne jo godt hjælpe det lidt på vej.
Det unikke før det masseproducerede
Vi bør gøre mere for at udbrede, at det at eje og sejle træbåd er et et privilegium - den er jo et unikum!
En af måderne er blot at sejle rundt i vores velholdte træbåde - det giver eksempel til efterfølgelse.
Det demonstrerer klasse og overskud, at man magter at eje og vedligeholde en smuk træbåd.
Det andet er jo i vore dage blot et simpelt udtryk for masse-adfærd, der ikke kræver den store indsats eller forudsætninger:
Køb en smart masseproduceret muskel-svulmende motorbåd – og lån til den på friværdien.
En moderne havcamper er latterligt billig i forhold til en velholdt træbåd, hvis man skal gøre indsatsen op i penge.
Tænk, hvad vi kunne have tjent på overtid, hvis vi fantasiløst havde pligtarbejdet på jobbet i stedet for inspireret at lystknokle med træbåden.
Men ligesom ved kunsthåndværk bliver indsatsen aldrig tilstrækkeligt honoreret når man skal sælge.
Når man kigger på priser i udlandet, kan man se, at forholdene der er helt anderledes end her. Det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at se ud her i landet i de kommende år.
Den kan ikke købes mere - ejheller som e-bog - men kan lånes på bibliotek.dk
Den kan hentes på nettet som pdf - prøv at søge efter den: Svenska träbåtar
Fællesskabets muligheder
En anden glæde ved alt dette træbådsbikseri er det fællesskab, vi får opbygget som bådejere. Det er der ellers ikke for meget af på moderne havne - desværre.
I Roskilde har vi siden 1996 haft en særlig vinterplads for træbåde: ”Ormegaarden”
Her kan vi udveksle viden og erfaring - og hjælpe hinanden.
Desværre er tendensen, at antallet af træbåde i Roskilde havn kun er svundet gennem de år, jeg har boet i Roskilde siden 1995.
Men her har vi altså stadig chancen for at hjælpe hinanden med problemerne med træbådene - og det er der også stærkt brug for på landsplan.
Heldigvis udvikler der sig i disse år træbådsfællesskaber stærkt rundt om i landet.
Struer, Frederikshavn, Århus, Middelfart, Kerteminde, Svendborg, Næstved, Holbæk, Helsingør, Kjøbenhavns Træsejlere - og sikkert mange andre steder.
Det er vejen frem - og kan netop være med til at løse det knowhow-problem, som mange nybagte træbådsejere står med i de moderne havne.
Råd og dåd kan være livreddende
Vi er flere, der længe har arbejdet på at oprette et træbådsforum på nettet - og det er lykkedes på DFÆLs FaceBook-side.
En stor del af de både, der gennem årene er blevet hugget op efter at have stået på skrammelpladsen på havnen, kunne måske have været reddet med de rette gode råd - og måske også lidt dåd.
Et endnu større og mere udbygget netværk mellem træbådsejerne kan også skaffe lokal hjælp til nødlidende - her kan du måske også gøre noget selv.
Har du viden, så kig efter nytilkomne træbåde i dine næromgivelser - måske kan du give et råd eller en hjælpende hånd og dermed hjælpe bådejeren videre.
Der opstår mange kriser i en nybagt træbådsejers bådeliv - og ligesom ude i "det virkelige liv" kan det være afgørende med en tidlig indsats for at undgå undergangen.
Deltag i forummet - både med spørgsmål og svar.
Så er du med til at bevare vores sejlende kulturarv.
