Båden: NK D4 ”CAN III”
Byggeår: 1931
Konstruktør: Knud H. Reimers
Byggested: Abrahamsson & Son, Färjenæs, Göteborg
Længde: 10,71m Bredde: 2,10m Dybgang: 1,48 m
Kølvægt: 1700 kg
Deplacement anslået: 3,3 tons
Nuværende hjemhavn: Roskilde
Artikel:
Mine 32 år med "CAN III"
Denne side er oprindeligt skrevet som en artikel til DFÆLs blad "Klassisk Træbåd" i martsnummeret 2021 - nr. 146.
Artiklen blev bragt i et temanummer om nordiske krydsere, hvor Nordisk Krydser-Klassen og dens historie blev beskrevet.
Her blev også beskrevet 2 andre nordiske krydsere: NK D3 Joane og NK D45 Marsk
Her på siden har jeg senere tilføjet billeder og fortællinger, der af pladshensyn ikke kunne komme med i artiklen i bladet - og så har jeg gjort siden interaktiv med henvisninger til diverse undersider om de forskellige emner, der bliver taget op her
Oversigt over artiklens indhold:
-
Købet af båden i 1988
-
Nu skulle der sejles
-
Historiens vingesus
-
Om klassen og båden
-
Smældet - da spantet knak
-
Med i DFÆL-fællesskabet
-
Sejladser og småreparationer
-
Nye spanter i 2000
-
Familiesejlads i trange forhold
-
Historisk sejling - simple sailing
-
Fremtiden med CAN III
-
Fotos af CAN III fra 50'erne - og nutidige
Toogtredive vidunderlige år med NK D4 ”CAN III”
Af Stig Ekblom, marts 2021
Det er egentlig ret fantastisk, at mødet med en gammel træbåd - og overtagelsen af den - kan bringe dens lykkelige ejer så megen rigdom - menneskemøde-mæssigt, oplevelsesmæssigt, historisk, sejladsteknisk – endda bådbyggeteknisk.
Jeg har fra barnsben og op til i dag sejlet rigtigt meget også med andre både, store som små
- og såvel af træ som af plastik - men hver eneste gang jeg sejler med CAN III, fryder jeg mig over dens fine egenskaber og de rige muligheder, den giver mig.
Min taknemmelighed for alt dette kan så langt fra beskrives i en lille artikel som denne – men jeg kan måske give læseren nogle få glimt af mine mange glæder og oplevelser sammen med CAN III.
CAN II ved DFÆL-træffet i Sundby 2010
Et afgørende møde
I 1988 var jeg var på sommertur i Bohuslän – den svenske vestskærgård – med min elskede folkebåd ”Filiongong” – FD91 fra 1949.
Da jeg kom hjem i slutningen af juli, så jeg en yderst kortfattet annonce i ShipO'høj i Politiken:
”Nordisk Krydser til salg, 75.000 kr. Smuk og
hurtig båd, beliggende i Helsingør Nordhavn”
Jeg tog sammen med en kammerat op til Helsingør og kiggede på den. Båden var velholdt og lignede på en prik "Brian VII" - den nordiske krydser, som jeg som dreng havde beundret i den gamle lystbådehavn i Kastrup.
Ikke underligt, for den var bygget som tvilling-byggeri sammen med den hos Brd. Abrahamsson i Göteborg i 1931.
Egentlig havde jeg gennem årene kigget på nogle nordiske krydsere, der var til salg – men som oftest var de alt for dyre, eller jeg var ikke helt tilfreds med deres facon og udseende.
Men her var jo selveste idealet, og selvom det ville blive en sorg for mig at skulle skille mig af med folkebåden, slog jeg til på stedet.
Hjemturen
Den 8. august sejlede jeg den hjem fra Helsingør – den tidligere ejer Carl Henning kneb en tåre oppe fra broen, da han vinkede farvel.
Allerede på hjemturen oplevede jeg den store forskel fra folkebåden.
Båden gik gennem vandet, som om den kørte på sporvognsskinner – stævnen vippede overhovedet ikke som på folkebåden.
Hver gang jeg kiggede agterud, gav det et gib i mig - der var etellerandet ganske tæt bag båden – næh, det var jo bare det mægtigt lange agterdæk med flaget helt der agterude.
Det var noget helt andet end den stump-rumpede folkebåd – og hvilken fart, den skød i mellemluften.
Den lykkelige nybagte ejer – med skæg og briller i overensstemmelse med tidens mode – sejler båden hjem til Kastrup sammen med to venner, mens Kronborg fortager sig agterude.
På billedet ses - udover mig, Stig Ekblom, min ven Jens Rost, og Jonny Pelsen tager billedet
En perfekt båd
Og som den dog lå på roret – to fingre på rorpinden, selv når båden lå henad vandet. Den kunne sejle mange sømil med surret ror – især på foran for tværs. Jeg kunne gå på fordækket og pusle med sejlene, mens den sejlede selv for surret ror – sætte spiler alene og tage den ned.
En så perfekt skabt båd, så velafbalanceret og velsejlende, at det nærmest var mirakuløst, og så lynhurtig – en meget anderledes båd end folkebåden, som jeg ellers havde elsket så højt.
Selv havnemanøvrer for sejl – som jeg jo udelukkende bedriver – var nemmere med krydseren. Folkebåden kræver fok oppe i havnemanøvrer, fokken skal bakkes for at båden vil falde af fra pladsen eller komme rundt i vindøjet. Krydseren kan klare sig med kun storsejlet oppe, den kan sakke og vrides rundt på snæver plads, selvom den er næsten 3½ meter længere.
Nu skulle der dæleme sejles
Allerede den første halve sæson med båden gav en række fine sejloplevelser. En weekendtur fra Kastrup til Jyllinge og hjem igen – godt 160 sømil – det var en hurtig båd, jeg havde anskaffet mig.
Flere ture til Hven, Falsterbo og bare over Sundet – der var slet ikke noget problem mere, når vinden var imod.
Båden holdt en mægtig fart på krydset – men hvis det blæste, tog den nu også en del vand ind, som sælgeren ærligt havde advaret om.
Næste forår tog jeg fribordet i bund og satte det op i Owatrol – båden blev enormt flot, men var jo stadig utæt, først og fremmest på krydset. Igen gik sommerturen over Hallands Väderö til Skærgården – og det har den gjort utallige gange siden.
Bådens fartevner og dermed rækkevidde gjorde det pludselig fuldt ud muligt at nå en weekendtur fra Kastrup til Hallands Väderö fra fredag middag til søndag aften – og det blev foretaget adskillige gange gange om året i de følgende år – men også vekslende med weekendture til Præstø, Hornbæk og andre for folkebåden uoverkommelige weekendmål.
CAN III bliver beundret -nylakeret, vistnok i 1992 - på bådpladsen i Kastrup.
Manden i midten med kasket er mig selv, og manden ude til venstre er Jens Wulff, der var ivrig folkebåds-sejler og tidligere formand for folkebådsklubben.
Den hvidlakerede båd til højre i billedet er NK D8 Agnete, der i sin tid blev bygget til marinen på Holmen - tegnet af Wedell-Wedellsborg.
Agnete blev desværre solgt til en ukyndig, der brændte al malingen af og lod den tørre i årevis, først i de gamle Vølunds fabrikker og siden i et telt på Lynetten. Overdækningen er forlængst gået til, og vedbend kravler ud og ind mellem bordene - der skal stor vilje til for at redde den.
Herover ses Christian Nielsen på Tårbæk Havn
- og her til højre ved roret i CAN III - engang i 50'erne
En ren tornado af historiske vingesus
Allerede på de første ture på Sundet, ikke mindst til Tårbæk, mødte jeg ofte gamle folk, der havde sejlet med eller imod båden helt tilbage i Tårbæksejleren Christian Nielsens tid – og hver gang spurgte de mig: ”Sig mig, er det ikke CAN III, vi har her?”
Og så fik jeg en eller flere historier fra dens glorværdige fortid på kapsejladsbanerne.
Da jeg købte båden, hed den ”Afrodite”, og det havde den heddet siden 1966 - det navn var jeg egentlig ikke så glad for – det hed en stor del af den danske lystfartøjsflåde.
Så jeg skiftede navnet tilbage til ”CAN III”, hvilket jeg aldrig har fortrudt.
Navnet er egentlig meget personligt – det står for Christian og Astrid Nielsens initialer – og det var deres tredje båd.
Christian Nielsen ejede båden fra 1945 til 1962 og var vidt berømt på kapsejlads-banerne – især med CAN III – og han var og er selv den dag i dag kendt og elsket i Tårbæk.
Det er altid en fest at komme til Tårbæk og få nye historier om ham og båden – også da jeg var der med båden i 2020.
NK D4 blev i sin tid bestilt af en af initiativ-tagerne til klassen, Palle Glud, som i fælles-skab med Viggo Olsen fra Tårbæk fik den bygget som tvillingebyggeri sammen med NK D5 ”Brian 7”.
Så der er stor tradition for fortællinger om de nordiske krydsere i Tårbæk Havn.
Et par år efter min overtagelse af båden blev jeg i Tårbæk tilbudt et stort foto (40x60 cm) af NK D4 - for 50 kr!
Det viser båden tidligt i 30’erne, da der endnu ikke er kommet strutsaling på, så mon ikke det er Palle Glud, der sidder ved roret?
En efterkommer af omtalte Viggo Olsen havde fundet billedet hos en marskandiser og tænkte, at det da måtte være noget for mig – og det var det!
I 1991 deltog jeg for første gang i et sommertræf for DFÆL, Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer – det var i Svanemøllehavnen med over 100 træbåde, og her fik bådens historie også en ordentlig én på goddagen fra de mange besøgende på havnen.
Om morgenen på kapsejladsdagen stod der to ældre mennesker og mundhuggedes oppe på broen.
Damen sagde: ”Det er jo Queenie, jeg kan kende den. Den har jeg stået i som pige og smurt madder til min far Palle Glud…”
Manden afbrød og sagde: ”Nejda, det er ”Jasda” – den havde min far, Poul Jansen.”
Jeg kunne fortælle dem at de begge havde ret – det var jo de to første ejere af NK D4 – jeg fik ejerlisten, allerede da jeg købte båden.
Men hvor var det spændende at møde to mennesker, der personligt havde haft deres barndomsoplevelser i båden helt tilbage i trediverne.
Damen fortalte i øvrigt, at hun havde en halvmodel af båden hængende hjemme på væggen, men jeg fik ikke idéen at spørge hende, om hun ville testamentere den til mig – og det ærgrer mig godtnok i dag.
Mere vingesus:
På en sejltur til Frederikssund i 2002 fik jeg kontakt med tre gamle gutter, der havde sejlet kapsejlads med Christian Nielsen i 50’erne - og fik dem med ud på en tur i CAN III.
De skaffede også kontakt til Alice, datter af den gamle mester. Igen fik jeg masser af historier og adgang til en del gamle fotos fra 1945-1962.
Endnu en berigelse af mit forhold til båden…
Her er et af de fotos, jeg fik af Christian Nielsens datter Alice.
Der slibes fordæk på de nordiske krydsere i 1950.
Det blanke dæk i oregonpine krævede sit
De to forreste er tvillingerne NK D5 Brian VII og D4 CAN III.
Se billeder af andre nordiske krydsere her
Om klassen:
Nordisk Krydser-klassen blev oprettet som konstruktionsklasse i 1930
Om båden:
NK D4 ”CAN III”
Eks-navne: Afrodite, Jasda og Queenie.
Byggeår: 1931
Konstruktør: Knud H. Reimers
Byggested: Abrahamsson & Son, Färjenæs, Göteborg
Længde: 10,71 m Bredde: 2,10 m Dybgang: 1,48 m Kølvægt: 1700 kg
Deplacement anslået: 3,3 tons
Nuværende hjemhavn: Roskilde
Rigtegning fra 1931, Sjöhistoriska Museet, Stockholm - sikkert NK D4 og D5.
Byggetegning fra 1931, Sjöhistoriska Museet, Stockholm – sikkert NK D4 og D5
Se flere tegninger af båden her
En stor del af beholdningen af Knud Reimers tegninger er nu tilgængelige på nettet i en udmærket opløsning
Smældet
I 1991 havde jeg søsat båden allerede i påskeferien og kom til at sejle ud i en snebyge med masser af vind i.
Idet bygefronten ramte, lød der et smæld i båden ude foran, og nu tog båden pludselig meget mere vand ind.
Min søn var nede i kahytten, og han råbte med stor dramatik, at han kunne se lys ud gennem bunden under masten.
Han fik roret, og jeg gik ned og konstatere-de, at det var helt rigtigt – hver gang båden vagede i søen, åbnede en sprække mellem bordene.
Jeg tog båden på land med riggen på inde på Kastrup Broforenings beddingsvogn og slog nådden med noget bomuldsværk og proppede efter med en gang Proof 10. Det hjalp bestemt for resten af sæsonen, men næste forår skiftede jeg det forreste stykke af kølbordene under masten – og det gav bestemt noget – men løste det stadig ikke helt.
Problemet var ikke ukendt for de tidligere ejere.
En gammel gast på CAN III fortalte at mand-skabsfordelingen på frisk kryds helt tilbage i 50’erne altid var:
Én mand på roret, én mand på sejlene og én mand på pumpen…
Men jeg fandt mig i det, selv om det langsomt tog til. Og selvom jeg omhyggeligt stoppede Proof 10 i nådderne om foråret, tog båden uhyre mængder af vand ind ved søsætningen og flere døgn frem.
Poser af savsmuld måtte der til for at den ikke ligefrem skulle synke – det viste sig senere, at båden ligefrem blev trukket lang af kølvægten, når den kom i vandet – og dermed åbnede sig.
På land trækker kølen jo ikke i båden, og skroget hviler med sin egen vægt ovenpå kølen – og lukker dermed nådderne i bunden, så der ikke kunne proppes feks. Proof ind i dem.
Stålspanterne var ædt af rust – og det ovenfor omtalte smæld var uden tvivl det ene af spanterne under masten, der gav op og gik midt over. Men jeg sejlede lykkeligt videre.
Med i fællesskabet
Jeg undersøgte, om der fandtes en forening for nordiske krydsere – og dengang havde vi jo ikke noget internet – og jeg fandt ikke noget. Men jeg opdagede, at der var noget der hed Dansk Forening for Ældre Lystbåde, så der meldte jeg mig da ind og kunne konstatere, at der fandtes adskillige nordiske krydsere i foreningen – det var jo herligt.
I maj 1990 deltog jeg i et lokalt træbådstræf i Hundige, og mødte der Svend D. Hansen, der havde en spidsgatter og spillede glimrende på klarinet.
Jeg havde min ven Knud Grumløse med – han spillede ligesom jeg harmonika, og vi fik da noget af en fest på benene sammen med Svend.
Her lærte jeg den dejlige sang ”Jeg sejler min båd” som Svend selv har skrevet tekst og musik til, og som vi jo stadig spiller ved festlige DFÆL-sammenkomster.
Samme efterår deltog jeg i et lokalt DFÆL-træf ved Helsingør i 1990 og fik bekræftet, at der var mange dejlige mennesker, der havde træbåde, og at jeg havde en hurtig båd.
CAN III fotograferet af en af de andre deltagere ved kapsejladsen i Helsingør 1990
Jonny Pelsen ved roret og Stig Ekblom på skøderne
Herunder:
CAN III i lykkeligt selskab med andre træbåde i Helsingør 1990
Nu var vejen banet for meget mere socialitet med andre træbådsejere, og da jeg deltog i det store træf i KAS 1991, blev det da helt fantastisk, og mange års forbindelse med mange prægtige træsejlere var for alvor sat i gang.
Folk med ”almindelige både” kan vist ikke gøre sig begreb om, hvilke glæder et fællesskab som DFÆL kan give dem – det er så godt at sejle træbåd…
Men Skärgården og andre sejlereventyr trak jo gevaldigt - og det er jo en vigtig ting at sejle med sin træbåd - så det var vist under halvdelen af de følgende DFÆL-træf, jeg deltog i - kun når placeringen af træffet passede sammen med dette års sommerferiedestination.
Til gengæld har jeg på flere måder fået viklet mig mere og mere ind i alle mulige DFÆL-aktiviteter.
Ved det store DFÆL-træf i Svendborg 2003 med over 220 deltagende både sejlede jeg sammen med NK D3 ”Joane” for spiler hele vejen op gennem paradesejladsen – mens jeg spillede lande-typiske melodier på harmonikaen i forhold til de nationaliteter, vi passerede.
Ove guidede mig forbi alle bådene og råbte til mig, når sejlene skulle korrigeres – det var jo lidt svært for mig at overskue det hele alene, mens jeg spillede…
Og vi sejlede derudad
Masser af vidunderlige sejlture blev gennemført – men der blev også taget masser af vand ind.
Til manges skræk kan jeg oplyse, at vandindtaget på hårdt kryds i 12-14 m/s kunne komme op på 600 liter i timen – men jeg vidste jo, at hvis jeg rebede kraftigt ned eller sejlede den anden vej, så forsvandt det så godt som helt.
Jeg havde to små elektriske pumper, og når jeg supplerede med den kraftige håndpumpe, som jeg kunne betjene fra rorpinden, så kunne jeg under sådanne omstændigheder akkurat holde trit med indtaget.
Det kunne være udmattende, men også styrkende for armkræfterne – og så gav det jo dejlig varme på kolde sejlture.
Småreparationer blev udført gennem årene – knækkede svøb repareret, nogle bord-ender udskiftet, det møre stævntræ ved forstagsfæstet fik en stor lus, en knækket mast blev limet sammen – og en del andet..
Men løsningen af hovedproblemet med de rust-tærede jernspanter ventede stadig forude.
Nye spanter
I vinteren 1999-2000 syntes jeg omsider, at jeg var klar til at gøre noget ved de rustne spanter. Det var på tide at få båden til at hænge ordentligt sammen.
Jeg havde gennem de foregående tolv år søgt i alle afkroge på mulige løsninger på utæthedsproblemet – og var nået frem til at ville udskifte stålspanterne med laminerede spant.
Min valgte metode betød at jeg stort set ikke skulle fjerne nogen aptering eller dæk m.v.
Se mere om udskiftningen af spanterne her
Der er kun 4 spanter i båden – resten er svøb – men de 3 kølbærende bundstokke havde det heller ikke for godt.
Så jeg skar stålspanterne i stykker med en vinkelsliber og savede bundstokkene igennem ved kølboltene, så jeg kunne sammenføje dem senere til at lave de nye efter.
Jernnaglerne i stålspanterne havde ædt sig igennem mahognyen under vandlinien ved galvanisk tæring.
Intet under, at båden blev trådt lang, når der kom mastetryk fra sejlene – spanterne havde simpelthen intet hold i klædningen.
De gamle stålspanter ligger på græsset i stumper og stykker
Jeg måtte lave 33 lus for at erstatte det dårlige træ, men så var jeg også klar til at lime de nye spanter op.
De nye spanter blev nemlig limet op direkte i båden lamel for lamel – af thuja-træ og med epoxy – og dermed sikrede jeg mig at spanterne fulgte båden og ikke omvendt.
Og et kig ud mod fribordet på de nye spanter, der til fulde har vist sig at ordne bådens leddeløshed.
Nye spanter under opbygning under masten – limet op lag for lag
Masten blev nu sat op ovenpå de to forreste spanter på en stålbjælke - et kraftigt u-jern, der også bærer henover de gamle støttebundstokke. Nu bliver ”bunden” ikke længere trådt ud af spanterne - kraften fra sejlpresset overføres direkte fra mastefoden op til vanterne.
Det tog 3 måneder at fuldføre projektet, og det har været en gjaldende succes – bortset fra, at det kan være lidt koldt ved rorpinden på lange stræk på kryds. Førhen gav det jo så dejlig varme at lænse…
Se mere om udskiftningen af spanterne her
Lille Linnea kunne som 7-årig med lethed styre båden – den ligger så let på roret – det var et større problem at kunne se forbi kahytten
Familiesejlads under trange forhold
Fire børn er vokset op sammen med denne båd – dog har kun højst tre ad gangen skulle trænges i køjerne, men det har da også været besværligt nok.
Mellem de to hovedkøjer kan man rulle en lamelbund ud, så det bliver en meget bred dobbeltseng. Dermed kunne to børn sove ude i forkahytten - og to voksne og et barn i hovedkahytten.
Hvad det har medført af flytteri af vadsække, tasker og sejlsække hver aften og morgen kan ikke beskrives – men det har jo sin tid – børnene vokser op og flyver fra reden.
Den eneste af ungerne, der i dag holder ved i trængslerne, er vores nu 23-årige datter Linnea, der hvert år insisterer på at tilbringe en del af sin ferie på sommertur med båden.
For et par år siden tog hun endda en veninde med – så værre kan tilværelsen ombord da ikke have forekommet hende.
Der er så uendeligt meget at lege med i en naturhavn – her leger Linnea og Emil i naturhavnen mellem øen Frånbun og nordenden af Koön ved Marstrand
- og man kan jo bade i en uendelighed i det rene vand omkring båden – her Marie på en af sine utallige svømmeture omkring båden i naturhavnene
Skærgården er et vidunderligt område for børn - hver klippeø har sine egne små krible-krable-eventyrverdener
Det rummelige cockpittelt giver lebensraum i regnvejr – og ikke mindst lidt privatliv i en havn, hvor naboerne i deres cockpit højt oppe og langt agterudefra har fri ind- og oversigt til enhver aktivitet i båden.
Single hand
Generelt har jeg sejlet båden alene til Skær-gården eller til andre fjerne destinationer, og så er familien kommet til.
De lange stræk er ikke særligt børnevenlige – og Marianne er ikke så søstærk.
Så når familien er med, når vi ikke særlig langt pr. dag.
Når jeg sejler alene, kommer jeg meget langt pr. dag – det er adskillige gange sket at jeg har sejlet 70-90 sømil i ét hug - endda op til 116 sømil på én dag.
Det giver mig usigelig megen sejlglæde – og familien slipper for det, der netop giver mig den.
Historisk sejling - simple sailing
Jeg har altid sejlet båden historisk – altså som dengang båden var ny.
Bådens egenskaber gør den så egnet til det, jeg elsker at bedrive: solosejlads, motorfri sejlads, teknikfri sejlads – men det var folkebåden såmænd også glimrende til.
Der er ikke, og har ikke været motor installeret, og heller ingen påhængsmotor. Vinden bestemmer min færden – jeg må indrette min sejlads ud fra vejrets luner og omskifteligheder.
Ikke desto mindre sejler jeg meget langt i mine ferier – og familien kommer tit først ombord ude ved destinationen, så de slipper for de for dem uendeligt lange og besværlige oversejlinger af store farvande.
Jeg bruger ikke selvstyrer, og mit navigations-udstyr består af kompas, kikkert og papir-søkort – jeg sejler på bestikket og anslået fart.
Der er ingen log eller ekkolod – går jeg ind på lavt vand for at ankre, bruger jeg håndlod.
Der er intet søtoilet, men en pøs (spand), og der er hverken køleskab eller andet strømkrævende maskineri ombord.
Så jeg kan klare mig uden havneanløb i dagevis – endda i uger – mine medbragte madvarer er beregnet til det, og det er ikke dåsemad!
Livet ude på skærene er paradisisk – her ved Yttra Tistlarna sydvest for Göteborg.
Men der mangler selvfølgelig det for så mange så livsnødvendige elstik….
Hvor jeg overhovedet kan komme til at overnatte i en naturhavn eller for svaj, gør jeg det. Jeg elsker friheden i at være ude i naturen, fri for havnemoslerierne – og elsker at kunne stå lige ud af køjen og hoppe i det friske havvand uden en trævl på.
Og tankevækkende nok: herude møder man nogle af de allermest interessante mennesker – folk, der ligesom jeg afsøger kanterne af civilisationen og forholder sig bevidst til såvel samfundet som naturen – også selvom de fleste sejler i plastikbåd.
Fremtiden?
Jeg har jo nu haft båden i 32 år og er 66 år gammel – er lige blevet folkepensionist. Min fysik er foreløbig i orden, så nu lokker fremtiden med mulighederne for endnu længere sommerture og meget fjernere mål.
Og det skal være i netop denne båd - jeg kan ikke ønske mig nogen bedre til at realisere disse muligheder – den har alt, hvad jeg har brug for.
I en mindre båd – også motorfri – har jeg sejlet til Færøerne sammen med to andre. En drøm for mig er at sejle til Lofoten – det er mere realisabelt som solosejler, men ligeså langt – så det vil jeg arbejde på at gennemføre et af de kommende år.
Nu skal der ikke mere være fem ombord - to voksne og tre børn – så den før noget trange plads er blevet til et helt kongerige. Båden er så håndterlig, også for en aldrende søulk – og den vej går det jo.
Jeg har i alle de 32 år øvet mig på aldrig at skulle skynde mig, når jeg sætter sejl, spiler – eller færdes i havnemanøvrerne for sejl. Det gør det muligt at blive mere stækket af alderen – så jeg regner med at sejle sådan mange år endnu.
Skulle det med tiden og dermed alderen vise sig nødvendigt med en lille motor, vil det blive en el-påhængsmotor til lige at hjælpe med havnemanøvrerne eller gennem en bro eller en snæver passage på kryds.
Jeg frygter ikke store reparationer på båden – jeg kan jo alting selv, mener jeg.
Jeg har aldrig haft en udgift til en bådebygger – har udført alt selv og har hjulpet andre også med meget store reparationer – så jeg er klar til at møde det, der kommer.
Så om Neptun vil - og pandemier eller andre ulykker ikke sætter en stopper for min færden, så sejler jeg da også min båd i de næste 32 år…
Svend D. Hansens sang, 1. vers:
Jeg sejler min båd,
den er ædel af træ
Den bedste jeg endnu har fået
Den er så smuk som en kvinde
Jeg sejler den ud - i naturens vinde
Vil du læse meget mere om mine oplevelser med båden, mine reparationer, om bådens historie og om min måde at sejle den på, kan du gå til min hjemmeside:
https://sekblom54.wixsite.com/stig-ekblom
Men pas på, det kan være frygteligt tidskrævende…
CAN III i smukt selskab ved sommertræf-kapsejladsen i Assens 2008. Fra venstre 30 m2 klassespidsgatter "Ibi", Nordisk Krydser D3 "Joane", CAN III og Mälar 30 "Carita" - vi sejler det sidste opløb frem til mållinien...
Flere skønne billeder fra 50'erne
CAN III sejler hård spilersejlads med fuld vandliniefart.
De gamle gutter fortalte at spileren var syet af dynevår (dynestof) og blev enormt tung i fugtigt vejr. (1950’erne)
CAN III holder NK D7 Pilk i vindskygge, så den ikke kan komme forbi.
Den bliver pint, så der er bule i storsejlet.
CAN III foran Hellerup engang i 50’erne
Se en masse nyere billeder af CAN III
Se gamle kapsejladsfotos med nordiske krydsere
Billeder af andre nordiske krydsere
Se mere om CAN III og andre nordiske krydsere herunder
.
På velkomstsiden kan du finde en oversigt over samtlige undersider på hele denne hjemmeside
.