Min båd, CAN III fra 1931, som jeg har sejlet uden motor siden 1988.
STÅ ALDRIG TIL SØS - ELLER
MED KRONBORG OM STYRBORD
Endnu et trist afsnit i den lange serie om motorkørslens psykologiske farer
Jeg læste beretningen om dette forlis i Bådnyt engang i 1990'erne - og nedenstående er et læserbrev, jeg skrev som reaktion på den valne og ukritiske beskrivelse, som Bådnyt gav om forliset.
En hel familie kom i fare - og endda en veninde til datteren - udelukkende på grund af skipperens helt uduelige handlinger og beslutninger.
Her er nogle andre eksempler på noget nær samme sag:
I kløerne på Guldborgsundbroen
En motorsejlers stranding ved Sejerø
Egentlig er det nedenstående et læserbrev, jeg i sin tid skrev til Bådnyt, da de havde bragt en hårrejsende artikel om en stranding på pynten ved Kronborg.
Læserbrevet blev aldrig bragt i bladet, men det blev besvaret personligt pr. brev til mig af redaktøren, Anders Høeg Post - i udglattende vendinger.
Denne stranding er vist den samme som Ole Schierbeck omtaler i artiklen om sejl-sejleren andetsteds på denne side. (se den her)
Sagen her viser endnu engang den fejlagtige fokusering på motoren som redningsmiddel, som alt for mange moderne sejlere lider af - med farlige situationer til følge.
Jeg har sat teksten lidt mere overskueligt op og suppleret det oprindelige læserbrev med nogle illustrationer, som altså ikke var med i originalen
Læserbrevet:
Stå aldrig til søs - eller med Kronborg om styrbord
Til Bådnyt:
Jeg har med raseri læst jeres gruopvæk-kende beretning om en stranding på Kronborgpynten.
En familie var i tiltagende vind - øgende til nordvestlig kuling - sejlet hjemad mod Helsingør Nordhavn fra en svensk havn ovre på den anden side af Sundet, men de kom i havsnød, da de ikke kunne komme ind i deres hjemhavn - krydsende for genuaen.
De startede motoren, men så kom storsejlsskødet i skruen. Herefter tog de genuaen ned og hækankrede (!) foran havnen - i pålandskuling (!!).
De prajede desperat adskillige både, der til deres forargelse afviste at hjælpe dem.
Enden på affæren blev, at båden drev for ankeret i søgangen og strandede på stensætningen foran Kronborg, og de ombordværende - herunder en kammerat til et af deres egne børn - kom i livsfare under forsøgene på at springe i land på Kronborgs stensætning
“En skæbnefortælling", udtalte min samleverske, der ikke kunne siges at være en kyndig sejler, men som godt kunne se, at fremstillingen af begivenhederne bar præg af en uafvendelig katastrofe.
Med den iøjnefaldende mangel på besværlige analyser af hændelsesforløbet kunne man mere end fristes til at tro, at beretningen fra ende til anden var skrevet af den temmeligt uheldige skipper selv.
Det ene uheld havde fulgt det andet, og uheldigvis endte båden og dens besætning - nej, ikke med kors og bånd og stjerner på - men på stenene ved Kronborg.
Eneste konklusion af historien måtte være - altså sådan som den var fortalt - at vi vist i det hele taget hellere må afholde os fra at sejle mere ude på det rigtige vand.
Alle kan jo være uheldige, og vi kan ihvertfald ikke forlade os på DMI’s vejrmelding, for den lover kun 12 meter i sekundet, når sejlklubbens vindmåler viser 22.
Noget eller nogen udenforstående måtte gives skylden - så den gik altså til uheldet og til Danmarks Meteorologiske Institut.
Artiklen forbiså fuldstændig en række dybt problematiske beslutninger fra skipperens side:
-
Efter forgæves at have forsøgt at krydse ind i havneindløbet for genuaen alene i søgangen og i den hårde vind, startede man motoren,
-
men da motoren ikke kunne trække på grund af, at der kom et skøde i skruen,
-
tog besætningen sit eneste sikre manøvremiddel - forsejlet - ned
-
og ankrede så i søgangen nogle få hundrede meter fra land
- i pålandsvind
-
for derefter fortvivlet at kræve hjælp af de forbipasserende både
-
fremfor selv at løse sit endnu ret lille problem.
-
Ankeret var sat fra hækken, så søerne slog ind over båden agtenfra og forøgede mareridtet.
-
Da moderen midt i panikken gik ned i kahytten for at trøste børnene, gjorde faderen ikke noget selv for at sætte forsejlet igen,
-
manden sad blot paralyseret, mens båden ubønhørligt nærmede sig stranden - drivende for ankeret
For 200 år siden kunne sejlskuderne dårligt krydse op mod vinden, og slet ikke i hårdt vejr.
De måtte hjælpeløst lade sig drive på land, hvis stormen stod ret på kysten.
Et sidste redningsforsøg med ankring lykkedes som regel ikke.
De kunne have haft gavn af en motor dengang, men det var der jo ingen mulighed for.
I dag har vi vidunderlige sejlbåde, der kan krydse frem mod vinden, selv i orkan.
Alligevel gøres motoren til alfa og omega for de fleste, og mangt et forlis har været følgen heraf.
Lige så sikkert som at en flyvemaskine daler til jorden ved motorstop - kommer sejlbåden åbenbart i havsnød, når motoren går ud.
Selvfølgelig kunne det afhjælpes ved at alle både fik 2 motorer og 2 skruer.
Men problemet er først og fremmest psykologisk !
Jeg er fuldstændig sikker på, at ovenfor omtalte sejlbåd kunne have undgået fare og forlis, hvis skipperen havde valgt at vende båden og beholde forsejlet oppe, da han opdagede at motoren ikke kunne trække.
For en fyldig halvvind, nej endda en god agten for tværs, kunne han så have sejlet rundt om hjørnet - frejdigt syngende "med Kronborg om styrbord" - og ned i smult vande i Sundet, for så i ro og mag at anløbe en passende havn i herligt landlæ.
Alt ville have været idyl frem for katastrofe.
Men motorens svigten sendte alle ombordværende i trance – slaget var tabt, nu var her kun tilbage at afvente sin grumme skæbne.
Jeg bedømmer forløbet som et resultat af manglende viden, øvelse og erfaring - og en fremherskende dårlig sejlerkultur.
Mageligheden blandt nutidssejlere er påfaldende.
Det er i vore dage nærmest en undtagelse at se moderne familiebåde krydse for sejl alene, og det er så godt som uset, at både går i havn for sejl alene.
Og når vinden piver lidt, så bliver der godt nok ensomt derude for sådan nogen som mig ude på vandet, for ingen andre gider (eller tør?) gå ud og øve hårdtvejrssejladsen.
Når et våben ikke anvendes og vedligeholdes, bliver det sløvt og anløbent.
Alle, der har lært at sejle i sejlerskole, har også lært at gå i havn for sejl, at klare sig uden motor - og at sejle i frisk vejr.
I gamle dage var det en dyd at sejle sådan.
Idag bliver det nærmest betragtet som vanvid at sejle ind og ud af havn for sejl
Et af resultaterne heraf ses for eksempel i
ovennævnte forløb.
Min opfordring er derfor:
-
prøv at overvinde bekvemmeligheden
-
kryds lidt mere for sejl alene, når vinden er stik imod.
Det indgyder mod til at kunne tage sig frem for sejl under alle vindforhold.
-
når forholdene er til det, så prøv at øve havneanløb for sejl.
Herefter vil motoren med garanti miste noget af sin vanemæssige betydning som redningsplanke.
-
tag en sejltur i ny og næ, når det blæser godt.
-
Så bliver det ikke mere nødvendigt at give Danmarks Meteorologiske Institut skylden, fordi man ikke evner at sejle, når man bliver overrumplet af en kraftig byge eller af mere vind end de havde forudsagt.
Hvis du udfra fortællingen her skulle være blevet interesseret i selv at kunne håndtere din båd for sejl, har jeg lavet en gennemgang af metoder til havneanløb og -afgang for sejl.
Men jeg anbefaler nu også, at du melder dig til et kursus på en sejlerskole - her lærer og øver man det hele, til man kan det i søvne!
Problemet er så bare, om man husker at blive ved med at prakti-sere det - ellers går det tabt...
Når man som omtalte skipper har påtaget sig ansvaret for at føre et lystfartøj, at tage familien og endda andre folks børn med ud at sejle, så er man forpligtet til at have sine færdigheder i orden.
Disse færdigheder skal holdes vedlige
- ellers forfalder de og bliver i bedste fald rent teoretiske.
Vejret er ret uberegneligt, selv for DMI.
Vil man begive sig ud i det, så må man være klar til at møde lidt af hvert - og være rustet til det.
Kun en tåbe frygter ikke havet.
Havet bestemmer selv sin tilstand.
Det kan ikke overvindes eller beherskes, hverken med masser af hestekræfter, masser af smart elektronisk udstyr - eller med drømme om 100% sikre vejrmeldinger.
Derfor vil det altid være spændende at sejle - der vil altid forekomme udfordringer og strabadser.
Og derfor er det at sejle en livslang uddannelse, som udøves gennem øvelse, øvelse og atter øvelse, med respekt for
- og fortløbende studier af - havets og vejrets luner.
Altsammen forenet med omtanke, det nødvendige udstyr, opsøgen og inddra-gelse af andres erfaringer - og endnu engang: øvelse.
Det er hvad der skal til for at bringe os sikkert omkring, ud og hjem.
Gider du ikke det, så:
stå aldrig til søs, lad de andre stå...
Stig Ekblom
motorfri træbådssejler (ja, kan det være farligere?)
Her er også nogle andre eksempler
på noget nær samme sag:
I kløerne på Guldborgsundbroen
- og et par rædselsberetninger mere