Min båd, CAN III fra 1931, som jeg har sejlet uden sejl siden 1988.
I GULDBORGSUND-BROENS KLØER
Endnu et trist afsnit i den lange serie om motorkørslens psykologiske farer
Her er endnu et af de skrækkelige eksempler på motorens forførende virkning, som kan bringe både sejlbåden og besætningen i fare.
Jeg var ikke selv til stede under selve hændelses-forløbet, men jeg fik det hele fortalt af ejeren af båden.
Han havde jo selv været igennem det, så sandheds-værdien må vel være i orden...
Her er et nogle andre eksempler på noget nær samme sag:
Stå aldrig til søs – eller med Kronborg om styrbord
En motorsejlers stranding ved Sejerø
I kløerne på Guldborgsundbroen
Efter en tur til Nykøbing Falster med familien kom jeg frem til den lille Guldborg Havn ganske nær broen, hvortil familien skulle komme i bil - og her fandt jeg en plads ved siden af en mindre sejlbåd, en RJ85, godt 8½ m lang.
Da jeg riggede mit sejl af - og derfor kiggede op - så jeg, at nabobådens mast var noget kvæstet, og at det ene salingshorn var knækket.
Da ejeren kom tilbage til båden, spurgte jeg til, hvad der dog var hændt, og så fik jeg hans hårrejsende beretning, som jeg så viderebringer her efter bedste evne:
En dejlig forhistorie - om held i uheld
Egentlig havde hans sejltur hidtil været en succes, selvom der havde været lidt modgang.
Han havde nemlig sejlet alene udfor Møn og dér oplevet det irriterende, at hans dyre bifokale briller røg overbord på 7-8 meter vand.
I det samme øjeblik det skete, trykkede han på Mand-Overbord-Knappen på GPS'sen, og han sejlede ærgerlig ind til Klintholm Havn.
Her havde han i forvejen en aftale med en ven om at mødes for at tage ud og dykke sammen ved Møns Klint.
Vennen kom, og de besluttede, at de da ville sejle ud til stedet, hvor brillerne faldt ud, og prøve at finde dem. En nål i en høstak, kunne man fristes til at sige...
De sejlede ud til området, hvor brillerne skulle ligge, og lige idet GPS'sen bippede, droppede de ankeret, tog udstyret på og dykkede ned.
Det blev ikke nogen lang kamp - for da de fulgte ankerlinen ned, kunne de konstatere, at brillerne lå der ligeså fint - 60 cm fra ankeret!
Hurra - 6.000 kr. var sparet!
En lære af dette kunne være, at man aldrig må smide ankeret lige når GPS'sen bipper
- brillerne kunne jo have været knust af ankeret...!
Nå, men de to venner dykkede og hyggede sig sammen nogle dage, og derefter skiltes de.
Så langt så godt.
Et mindre heldigt uheld
Nu sejlede min bådnabo så videre - ind gennem Grønsund - og efter at have passeret Vordingborg besluttede han sig af rent turistiske årsager til at tage en tur ned gennem Guldborgsund til Nykøbing Falster.
Han sejlede for sejl i det fine vejr, og på vej ned mod broen satte han broflaget.
Da broen viste signal om at ville åbne, startede han påhængsmotoren og tog sejlene ned.
Han kom igennem broen i fin stil, og den lukkede bag ham.
Men nu gik idyllen i fløjten!
Kun 50 meter forbi broen satte motoren ud - han hev nogle gange i startsnoren, men den ville ikke gå igang - og strømmen førte ham stille og roligt tilbage tilbage mod broen.
Han begyndte at hejse storsejlet, men det var kun kommet halvt op, før masten ramte broen.
Langsomt men sikkert førte strømmen båden ind under broen, så båden krængede mere og mere. Masten kunne jo ikke komme med under broen, der kun har 2½ m frihøjde!
Båden blev krænget så meget ned, at vandet var ganske tæt på at løbe ind i cockpittet og endda i kahytten - før brovagten havde fået stoppet trafikken over broen og kunne begynde at løfte broklappen igen.
Men riggen havde fået godt fat i diverse udragende dimser på broen, så broklappen løftede ligefrem båden lidt op, før riggen gav efter og gav slip.
Båden drev nu nordpå ud af broåbningen, og han ankrede op i bugten nord for broen.
Her opdagede han hurtigt, at årsagen til motorens svigt var, at han havde glemt at åbne luftskruen på påhængsmotorens indbyggede tank - og så kan motoren ikke køre i mange minutter, før der ikke kommer mere benzin frem til karburatoren.
Fusj, sagde det, da han åbnede luftskruen, og lidt efter kørte motoren så fint så fint.
Så var vejen banet at komme gennem broen - og nu gik det helt fint, så han sejlede ind til Guldborg Havn lige syd for broen for at få gjort noget ved sin molestrerede mast og rig.
Her lå han nu og ventede på dessiner fra sit forsikringsselskab - kedelig sommertur...
Her mødtes vi jo så.
Vi drøftede nu hændelsesforløbet og var helt enige om, at hvis han havde beholdt sejlene oppe og evt. bare havde ladet motoren hjælpe lidt til, så havde alt jo været godt - også selvom motoren satte ud.
Strømmen var ikke så kraftig, og der var da lidt vind - der havde været rigeligt til at sejle for sejl op mod strømmen.
Så hvis sejlene var blevet oppe, havde der ikke været nogen ulykke!
Det er vist den eneste erfaring, man kan gøre af denne hændelse. Brovagten havde ingen skyld, da han i god tro lukkede broen - alt så jo ud til at være i skønneste orden.
Han havde endda nået at åbnet bommene for trafikken, før ulykken gik op for ham - og det var det helt rigtige at åbne broklapperne igen - ellers var båden blevet bordfyldt og var gået til bunds. Og motoren kunne havde været gået ud af så mange andre årsager.
Så der er vel egentlig ikke nogen anden morale af sagen end:
Behold dog sejlene oppe - og her kunne meget vel tilføjes:
- hvad enten du går igennem en bro eller anløber en havn
Efterskrift:
Da jeg et par dage efter skulle videre nordpå gennem broen, kontaktede jeg lige brovagten og aftalte med ham at gå igennem kl. 13 - og jeg betonede overfor ham, at det altså kom til at foregå for sejl, selvom det var på skæring i den svage vind.
Skulle det blive nødvendigt, var jeg klar til at krydse igennem broen, og det var han indforstået med.
Det passede nu lige med at jeg i en fin skæring fra havnen kunne suse lige igennem broen for fulde sejl - jeg vinkede til brovagten og han til mig.
Det er nemlig så sikkert at gå igennem
en bro for sejl fremfor for motor!
Mens jeg lå i havnen, overvågede jeg nøje Guldborgsund-broens gøren og laden.
Som regel åbner brovagten kun den ene klap, men da jeg skulle igennem, aftalte vi, at han åbnede begge - hvis det skulle blive nødvendigt for mig at tage et par kryds
PS:
Det skal jo nok her bemærkes, at jeg som Roskilde-sejler nærmest er overrutineret i at gå gennem broer for sejl - også på kryds.
Kronprins Frederiks bro - Frederikssunds-broen - ligger jo der på midten af strækket fra Roskilde til Hundested som en evig forhindring på færden.
Den tredie gang, jeg kom igennem broen, var fordi jeg nu skulle flytte fra Kastrup til Roskilde i 1995 - og dér var det selvfølgelig på kryds - i slutningen af oktober.
Der var ikke et øje - ingen andre end mig der skulle igennem broen - og da jeg var kommet næsten igennem, kom brovagten vredt ud og råbte, at "det skulle jeg ikke gøre igen!"
Jeg svarede ham at det ville komme til at ske mange gange fra nu af - for nu var jeg flyttet til Roskilde - og min båd havde ikke og skulle ikke have nogen motor...!
Siden er brovagterne blevet meget mere venligtsindede.
Vi hilser hjerteligt, når jeg går igennem.
Engang, nogle år senere, måtte jeg krydse igennem broen sydover - og her kom brovagten springende ud på altanen - ikke for at skælde ud på mig - men for at råbe til de "modkørende", om de dog ikke kunne se, at der kom en sejlbåd for sejl - de havde bare at holde tilbage for mig!
Hvis du udfra fortællingen her skulle være blevet interesseret i selv at kunne håndtere din båd for sejl, har jeg lavet en gennemgang af metoder til havneanløb og -afgang for sejl.
Men jeg anbefaler nu også at du melder dig til et kursus på en sejlerskole - her lærer og øver man det hele, til man kan det i søvne!
Her er et par andre eksempler på problemerne med den overdrevne tillid til motoren og afhængigheden af den:
Stå aldrig til søs – eller med Kronborg om styrbord
En motorsejlers stranding ved Sejerø
- og et par rædselsberetninger mere