Min båd, CAN III fra 1931, som jeg har sejlet uden motor siden 1988.
EN GRUNDSTØDNING VED HVEN
Endnu et trist afsnit i den lange serie om motorkørslens psykologiske farer
Her er endnu et af de skrækkelige eksempler på motorens forførende virkning, som kan bringe både sejlbåden og besætningen i fare.
Jeg var selv involveret i en stor del af hændelses-forløbet, så her er altså tale om en øjenvidne-beretning fra min side.
Nogle andre eksempler på noget nær det samme problem. Se dem her:
Stå aldrig til søs – eller med Kronborg om styrbord
I kløerne på Guldborgsundbroen
En motorsejlers stranding ved Sejerø
Ak, disse motorer - og så i sejlbåde:
En grundstødning ved Hven
Nu her i sommers (2005) var den der igen – det med motorerne i sejlbådene.
Denne gang fulgte jeg næsten hele hændelsesforløbet med egne øjne.
Jeg havde lige afleveret familien i Tårbæk, så de kunne tage med bus og tog hjem fra sejlferien, der dette år var gået til Rügen.
Jeg krydsede med påkrævet behændig-hed ud fra Tårbæks inderhavn (den er lille, kronglet og snæver) - i frisk sydlig vind, 8-9 m/s - og satte kursen mod Hven, hvor jeg ville gå ind i Norreborg Havn oppe i nordenden af øen.
Mens jeg i kikkert nydende fulgte en trimarans herlige spurten for vinden, fik jeg med ét - langt omme bag trimaranen - øje på en sejlbåd, der gik meget tæt ind på Hvens sydspids, hvor den pludselig stod meget stille og betænkeligt skråt.
En god halv time senere rundede jeg hjørnet og så, at to mindre fartøjer fra den svenske sørednings-tjeneste var fremme ved den danske sejlbåd på grunden
- men deres både var da vist for små til at kunne trække sejlbåden fri af de store sten her.
Nu kunne jeg jo intet udrette med min egen motorfrie sejlbåd, så jeg fortsatte til Norreborg, der ligger oppe på nordenden af øen.
Så snart jeg havde fortøjet der, spadserede jeg ad Hakenstigen ned forbi Bäckviken.
Fyret på Hvens Södra Udde stod bare der lige ovenover og kiggede på..
Lige da jeg kom hen og kiggede ud over skrænten ved øens sydende, så jeg en større båd fra sørednings-tjenesten komme slæbende med den grundstødte sejlbåd.
Jeg gik ned til havnen og fik snart historien af skipperen selv, da jeg – tro det eller ej – af en anden dansker blev bedt om at hjælpe med at få den nær havarerede båds gear til at virke.
(Jeg må jo indrømme, at jeg - på trods af min modstand mod anvendelsen af motorer i sejlbåde - har ganske udmærket forstand på teknik og ikke mindst motorer
- det er ikke det, der afholder mig fra at omgås dem...)
Historien var følgende:
Familien havde forladt Bäckviken i deres udmærkede 31 fods sejlbåd for at sejle hjem til København.
Uden for havnen satte de rullegenuaen og begyndte at krydse hjemad.
Med bølger, vind og strøm imod var der ikke megen fremdrift, så manden ville sætte storsejlet også, men dette satte konen sig imod, da hun frygtede at båden ville komme til at krænge for meget.
Manden startede så motoren igen, men nu ville den ikke gå i gear.
Båden lå på bagbords halse – med kursen tæt om Hvens sydspids.
Manden gik ned og baksede nogen tid med gearet nede fra kahytten, hvor han kunne nå selve gearvælgeren på motoren.
Lige, som skruen kom i omdrejninger, tog båden pludselig grunden.
Den meget kraftige strøm her tæt på revet havde ført båden ind på stenene. Uhjælpeligt skrumplede båden ind over stenene, presset af vinden i forsejlet.
Et blik over farvandet omkring Hven, hvor sejlturen gik så galt.
Bådens fatale rute er skitseret
Eftertanker
Man må spørge sig, hvordan det dog kan komme så vidt.
Nøjagtig som i Kronborg-historien, jeg har fortalt om en anden gang,
(se her eller længere nede)
ser jeg motoren som den store synder – eller rettere den psykologiske effekt, som motoren har på besætningen, når den ikke virker.
Når motoren svigter er alt tydeligvis tabt.
Alle ombord falder i en handlingslammet trance, når motoren i en presset situation ikke vil gå igang.
Her var det eneste, der skulle have været gjort, at man i tide var gået over stag, og dermed var sejlet væk fra revet.
Båden er en velkonstrueret sag, der med lethed krydser for genuaen alene.
Motoren kunne intet udrette nu, og ingen af de nærliggende både kunne komme til hjælp uden selv at komme i nød.
Den rædselsslagne familie måtte afvente den tilkaldte søredningstjenestes komme.
Kone og børn blev straks, da søredningen ankom, ført over i en dansk sejlbåd, der lovede at tage dem til dansk havn.
Manden blev tilbage for at deltage i forsøgene på at få båden fri – hvilket den så nærmest mirakuløst kom ved at den store redningsbåd trak den fri ved faldet i mastetoppen.
Et solidt skrog og en god køl sikrede at båden holdt tæt efter den hårde medfart – måske i sammenhæng med at bølgerne ligefrem havde løftet den ind over nogle sten, så den nærmest lå i smult vande bag disse.
Hvens Södra Udde fyr advarer om det stenfyldte område syd for pynten.
Og her endte båden altså på revet
Men den desperate kamp for at få den frelsende motor i gang fascinerer alle så dybt, at helt elementære, men afgørende handlinger ikke foretages.
Skipperen udtalte selv, at ”...jeg havde vel nok for megen opmærksomhed på motoren, så jeg slet ikke så, hvad der ellers foregik...”.
Og konen ved roret ligeså, kunne man vist her tilføje.
Nu gik det hele altså alligevel, men det var da kun held.
Såvel båden som de ombordværende kunne have være kommet i alvorlig fare på denne konto.
Morale
Tilbage er kun endnu engang at sige:
Lad dog den forbandede motor være i fred. Brug den helst ikke.
Sejlene er et storartet og utroligt sikkert redskab til at føre båden fremad og hjemad med.
Det er dem man skal sætte sin lid til og klare ærterne med.
Og husk at træne i magsvejr med at gå ud og ind ad havnen for sejl – så vedlige-holder man også her et beredskab til at klare en given motorløs situation med.
Sejler man rundt med det som udgangs-punkt, kan man da godt ind imellem for tidsplanernes og den hellige komforts skyld gribe til at starte motoren.
Og vil den ikke, så pyt da - for gudskelov har man jo det vigtigste på sejlbåden: Sejlene...
Stig Ekblom, motorfri Nordisk krydser CAN III fra 1931
PS: Og gearet forresten, det fik vi skam til at virke, så vidt vides…
Mere om ulykker under motorkørsel
Hvis du har kræfter tilbage efter disse rædsler, kan du her gå til nogle flere eksempler på motorkørslens mulige følger:
Gå til flere rædselsberetninger
Altsammen med moralen:
Lad dog sejlene blive oppe - også ved havneanløb.
Motoren kan svigte - det gør sejlene altså ikke!
Og mere af samme skuffe:
Som nævnt øverst har jeg et andet eksempel på noget nær samme sag.
Her var jeg ikke selv tilstede, men jeg skrev et rasende læserbrev på baggrund af en artikel i Bådnyt, der efter min mening bare havde efterplapret en uduelig sejlers søforklaring uden at vise de fejl, der var blevet begået.
Se den her:
Stå aldrig til søs – eller med Kronborg om styrbord
En anden fortælling fik jeg "af hestens mund" - nemlig af ejeren af nabobåden, der var kommet ud for en ubehagelig ulykke - også frembragt af den farlige tillid til motoren.
Læs den her:
I kløerne på Guldborgssundbroen
Ole Schierbeck skrev i 1983 en dejligt essay i bogen Rundt om Sjælland Rundt - om det vidunderlige og givende i at sejle for sejl - og kun for sejl.
Jeg har plukket noget ud fra hans skriveri og bringer det herunder - fordi det taler med i problemet om den psykologiske effekt af alt for stor tillid til motorkraften i sejlbåden.
Læs det her:
Hvis du ud fra fortællingerne her skulle være blevet interesseret i selv at kunne håndtere din båd for sejl, har jeg lavet en gennemgang af metoder til havneanløb og -afgang for sejl.
Men jeg anbefaler nu også at du melder dig til et kursus på en sejlerskole - her lærer og øver man det hele, til man kan det i søvne!
Problemet er så bare, om man husker at blive ved med at prakti-sere det - ellers går det tabt...
v