Min båd, CAN III, som jeg har sejlet siden 1988 og har fået så mange skønne oplevelser med.
Båden er en nordisk krydser fra 1931, 35 fod lang og helt uden motor.
Jeg har sejlet hele mit liv - mest i træbåde - langt overvejende single-hand - og har fået mange oplevelser og opnået mange erfaringer, som jeg gerne vil dele med andre.
SINGLEHAND-SEJLADS
Tips, tricks & metoder
Denne side er under opbygning – mere vil komme…
Jeg har sejlet utallige sejlture - lige fra ganske korte til meget lange - på egen hånd - ikke kun fordi jeg elsker det, men også fordi betingelserne har krævet det.
Feks. har jeg mange år på egen hånd sejlet båden op til skærgården, hvor familien så er kommet til i bil eller med tog - så slap de for de lange stræk over det vilde hav.
Egentlig ærgrer det mig, at jeg ikke kan finde på et dansk ord for dette - altså det at sejle alene - ligesom jeg heller ikke kan finde på et dansk ord for Simple Sailing - men sådan må det vel så være.
Skulle nogen, der læser dette, have et forslag, er jeg særdeles lydhør overfor det.
At sejle alene er en stor udfordring for mange - det kan være svært at forstå for sådan én som mig, der allerede startede med at sejle alene med min piratjolle, der var beregnet til to.
Det krævede lidt at hænge de 10 m2 sejl ud alene - og det var besværligt at sætte spiler - men når jeg jo startede med at gøre det i svag vind, blev jeg efterhånden så sikker i det, at det blev noget helt elementært.
Nøjagtigt det samme gælder for kølbåde, at når man vil lære sig at sejle ud og ind af havn for sejl - at begynde under nemme betingelser - gøre det konsekvent - og så langsomt og sikkert at udvide det til også at gøre det også under mere friske og endda også under hårde betingelser.
Efter altså at have gjort erfaringer med singlehand-sejlads i såvel joller som kølbåde gennem nu ca. 56 år, har jeg da nogle erfaringer og metoder, jeg gerne vil fortælle lidt om.
Også her vil jeg med glæde modtage forslag til flere emner og situationer, end jeg har berørt nu - men her er de første bud på løsninger af særlige udfordringer for singlehand-sejlere.
Her er hvad du foreløbig kan finde noget om her på siden
-
Forgasten: Indhalerliner med styreline
-
Gummiophæng til agterfortøjninger
-
Spilersætning
-
Spilerbomning
-
Spilernedtagning
-
Afgang fra ankerpladsen - optagning af anker fra cockpit
-
Anløb til klippe eller bro med hækanker
-
Fald føres til cockpit eller ej ?
-
metoder til at klare sig uden
Havnemanøvrer
Bortset fra selve indløbet i havnepladsen skulle der egentlig ikke være de store udfordringer i at foretage afgang og anløb for sejl som singlehander, men her er nogle indretninger, som jeg har nydt godt af gennem mange år.
Indhalerliner med styreline
Jeg kalder dette system for min forgast - for det kan være svært selv at klare at holde bådens skarpe stævn fri af nabobådene, mens man glider ind eller ud mellem pælene.
Systemet er jo ganske enkelt, som skitsen her viser:
To indhalerliner spændes parallelt fra broen ud til pælene.
En tværline, der kan glide på indhaler-linerne med enten kovser eller blokke
- udstyret i midten med en stor fokke-hage eller karabinhage, som kan fæstes i forstaget eller til et beslag i stævnen.
Når man går afsted, ender styrelinen ude ved pælene - lige klar til at sætte fast på båden, når man kommer sejlende ind igen mellem pælene.
Så kan man gå roligt ned og tage agter-fortøjningerne fra pælene og sætte dem på klamperne på båden, inden man når frem til broen.
Jeg har altid faste øjer på agterfortøjning-erne, så jeg ikke skal være bange for at hamre stævnen op i broen, hvis der endnu er lidt fart i båden, når den kommer frem.
Det hele bliver så afslappet - jeg har som regel tid til at gå frem i stævnen og tage for-fortøjningerne, inden båden kommer helt ind.
Men ellers er det jo bare at tage fat i indhalerlinen og holde båden fremme, mens jeg går frem til stævnen.
Altafgørende for at dette system virker, er at indhalerlinerne er stramme og sidder tilstrækkeligt højt til at du ubesværet kan nå dem fra dækket.
Jeg ser utroligt tit slappe og alt for lavt placerede indhalerliner, der hænger nede i vandet og er fyldt med tang og snask - og dermed er helt ubrugelige…
Gummislanger til ophængning af fortøjningerne
Når man sejler alene, er det vigtigt at kunne få fat i sine fortøjninger her og nu, mens man glider ind mellem pælene.
Der er ikke tid til at løsne kvejl op eller til at måtte hente fortøjningen op af vandet med en bådshage.
Fortøjningen skal hænge klar lige til at hive af og sætte på klampen på båden.
Derfor har jeg gennem mange år hængt fortøjning-erne på en gummislange på pælen på vej ud – og så er det bare at hive fortøjningen til sig og sætte de faste øjer på klampen på vej ind.
Folk finder på de uhyggeligste ting til at hænge deres fortøjninger op på – store søm, åregafler eller forke på toppen af pælene – lige til at fange sejlet og rive det i stykker på vejen forbi.
Det er fuldstændigt hensynsløst overfor os, som hovedsagelig kan finde på at komme ind på pladsen med sejlet løst halet ned over bommen – og det skulle forbydes i alle havne…
Jeg bruger nogle kraftige gasslanger, som jeg skruer fast på pælen med træskruer med skiver under.
De her viste har holdt i mere end 15 år.
Se andre tips om dimser og metoder her
Spilersejlads for singlehandlere
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg elsker at sejle for spiler – og at det kan være lidt kedeligt bare at glide langsomt derudad på rum vind. Her giver spileren både fart og underholdning.
For mig er spilersejlads en sand luksus, men mange viger for den – ikke mindst, når de sejler singlehand.
Ved kapsejlads bliver man håbløst agterud-sejlet uden – og på langtur vinder man mange sømil – især ved de svage vinde – ved at sætte spiler.
Jeg har så ofte sejlet for spiler med samme fart som de sværme af sejlbåde, der har taget sejlene ned og startet ”jerngenuaen”, fordi de syntes at vinden var for svag til at komme hjem på.
Der er mange, der ikke tør - eller ikke tror, de kan sejle for spiler, når de er alene i båden - men også her er det et spørgsmål om at øve det i svag vind og så langsomt udfordre mere og mere vind.
Nogle gange sørger vejret selv for at man helt uforvarende får øvelse i at tage spileren ned i frisk vind, som er kommet til efter at man satte spileren i den svage vind.
Her gælder det om i starten at tage spileren ned, når det begynder at friske - frem for at komme i en ubehagelig situation, når vinden er blevet rigtigt frisk.
Det er nu nemmere at tage spileren ned ene mand end at sætte den - så det skal så-mænd nok gå - og der kan jo ikke ske meget mere end at spileren bliver drivvåd…
Jeg har jo som nævnt sejlet i mange år – og alt hvad jeg kan videregive her, er mine egne erfaringer og metoder.
Det betyder ikke at de er de eneste mulige – og jeg er særdeles interesseret i at få kommentarer, der giver andre bud på sagerne…
Spilersætning:
Mange har en selvstyrer i båden - det har jeg ikke - og som simple-sailor prøver jeg at undgå den slags, selvom det ville være en stor lettelse ved spilersætning – især i søgang.
Her bruger jeg en stram line henover rorpinden til at forhindre den i at flytte sig – andre bruger tandkam eller andre lignende systemer.
Det kan medføre en del ture fra fordæk til cockpit – ikke mindst når der er søgang – og det må man tage med.
Efter at have klargjort spilerskøderne bærer jeg spileren frem og gør posen fast – og sætter spilerskøderne og faldet på spileren.
Nu sætter jeg spilerstagen op og sætter den i stilling med såvel spilerophal som nedhal – selvfølgelig efter at have ført luv spilerskøde gennem det yderste næb i spilerstagen.
Når jeg har sikret mig, at båden ligger på den rette kurs for spilersætningen, går jeg ned og totter det luv spilerskøde (gajen) op, så stage og skøde står klar til at styre spileren.
Jeg totter også læ spilerskøde op, så der ikke er for meget ”mad” til at blafre af for spileren.
Nu går jeg frem og haler hurtigt spileren op og går så ned og tager roret, mens jeg haler spilerskøderne hjem, så den står og trækker fint.
Hvis spilerfaldet er ført til cockpit, er det jo nemt at klare det mens man er tæt på ropinden, men det lader sig fint gøre at sætte den oppe fra masten.
(Jeg har ikke ført nogen fald til cockpit, selvom mange mener, at det er bedre for en singlehander. Se mere om det længere nede)
Man må acceptere, at hele processen er langsommere end under kapsejlads – men jeg har såmænd vundet flere kapsejladser, hvor jeg var alene og har brugt spiler.
(Jeg har nu også prøvet at lave rent misk-mask under kapsejlads, sikkert fordi jeg prøver at gøre det hurtigt i stedet for at gøre det klogt – men langt overvejende er det gået godt…)
Spilerbomning:
Egentlig er metoden vel stort set den samme som ved flerhændighed – men jeg vil nu alligevel beskrive her, hvordan jeg selv gør. Det kan være at det også kan hjælpe begyndere til at forsøge sig med spilersejlads.
Her kommer der meget mere...
Spilernedtagning:
1
Her kommer der meget mere...
Ankring
Jeg har tit undret mig over at så mange står og bikser med at tage ankeret op oppe i stævnen - og derefter bærer anker, kæde og line ned til cockpittet for at stuve det ned.
Det bliver ekstra svært og risikabelt, når man sejler alene, så jeg tager det altid op ved at vende båden og tage det direkte op i cockpittet - undtagen i de sjældne tilfælde, hvor vinden har skiftet til pålandsvind, eller der er alt for kort plads bag ankeret til at kunne vende båden op i vinden efter optagningen.
I langt de fleste tilfælde ankrer man jo i fralandsvind - og så er der i bogstaveligste forstand oceaner af plads til at vende op efter at have taget ankeret op.
Men er jeg tvunget til at tage det op foran på grund af forholdene, lægger jeg det på fordækket og slår en sejsing om det - og venter med at bære det ned, til jeg er kommet fri af forhindringerne og kan gøre det stille og roligt.
Afgang fra ankerpladsen - optagning af anker fra cockpit
her kommer tekst
1
Anløb til klippe eller bro for hækanker
Nu er jeg jo også fanatisk sejl-sejler, så her stiller det ekstra krav til at beherske anløbet, men det kan også være svært at anløbe - alene fordi man er alene om det, selvom man går ind for motor.
Min hovedmetode her er at lade ankeret ligge klar i cockpittet og så tage ankerlinen med op til stævnen efter at have lagt den en enkelt gang rundt om spillet - den for-kerte vej, så det tillader linen at løbe ud.
Der skal helst ikke være nogen modstand for ankerlinen, mens den løber ud.
Som hovedregel anløber jeg jo klippen eller broen med vinden i næsen eller i hvert fald forfra, men er den ikke for kraftig, betyder det jo ikke så meget.
Løber jeg ind med vinden, har jeg forinden taget alt sejl ned - og farten af båden.
Når jeg nærmer mig stedet, feks 30 meter fra klippen eller broen - i lav fart og med blafrende (eller ingen) sejl - kaster jeg ankeret ud fra cockpittet og går frem til stævnen.
Her kan jeg nu stille og roligt fire anker-linen ud - mens jeg lytter til spillets klikken deromme - og når afstanden er god til klippen eller broen, lægger jeg den over klampen og bremser båden ned for så at slå kryds, så båden stopper - og så griber jeg for-fortøjningen og springer i land med den, stopper evt båden helt - og finder et sted til at gøre den midlertidigt fast.
Nu kan jeg gå ud på båden igen og gøre alt klar.
Jeg har beskrevet flere metoder og mulig-heder på min underside side om ankring
Omrigning af båden til singlehand-sejlads
Mange mener at det er særdeles nødven-digt – og mere sikkert – at føre alle fald til cockpittet, når man er singlehander.
Det er jeg helt uenig i !
Jeg gjorde det for 45 år siden, da jeg havde fået min folkebåden – på utallige opfordrin-ger – men det viste sig faktisk at gøre feks. anløb for sejl mere besværligt og risikabelt.
Når jeg feks. skulle hale forsejl eller storsejl ned, fandt faldet indimellem på at kinke nede ved klemmen i cockpittet – og så måtte turen jo gå ned og løsne det dernede i stedet for bare at klare det hele oppe ved masten, hvor man jo alligevel er i gang med at hale sejlet ned.
Det kunne være til at holde ud, hvis det kun skete med forsejlet, men når man var kom-met ind i havnen og i gang med at anløbe havnepladsen med kun storsejlet oppe, kunne det godt give paniksituationer at skulle ned i cockpittet og op igen for at kunne få sejlet ned, fordi faldet kinkede.
Nogle foreslår så, at man kan lave et nedhal til sejlet, så man kan klare det hele ”nedefra” – men jeg synes, at der rigeligt med ”snore” oppe omkring masten, så det vil jeg heller ikke have.
Jeg førte derfor alle mine fald tilbage til masten på folkebåden og sejlede glad med det sådan.
Så da jeg anskaffede mig min nordiske krydser CAN III i 1988, skulle jeg ikke nyde noget af at føre noget tilbage – og jeg har aldrig nogensinde savnet det..!
Selvstyrer - kan man undvære den?
Nu er både jo meget forskellige - de kan være kort- eller langkølede - de kan være korte og brede - lette eller tunge - og de kan være lange og smalle.
Alt dette spiller naturligvis ind for bådens retningsstabilitet - og dermed muligheden for at undvære en selvstyrer.
Det eneste tidspunkt, hvor jeg savner en selvstyrer, er når jeg skal sætte spiler i urolig søgang (som der feks. altid er i Katte-gat).
Det kan virkelig give mange ture op til og fra fordækket....
her kommer mere....
v