Min båd, CAN III, som jeg har sejlet siden 1988 og har fået så mange skønne oplevelser med.
Båden er en nordisk krydser fra 1931, 35 fod lang og helt uden motor.
Jeg har sejlet hele mit liv - mest i træbåde - langt overvejende single-hand - og har fået mange oplevelser og opnået mange erfaringer, som jeg gerne vil dele med andre.
SINGLEHAND-SEJLADS
Tips, tricks & metoder
Jeg har sejlet utallige sejlture - lige fra ganske korte til meget lange - på egen hånd - ikke kun fordi jeg elsker det, men også fordi betingelserne har krævet det.
Feks. har jeg mange år på egen hånd sejlet båden op til skærgården, hvor familien så er kommet til i bil eller med tog - så slap de for de lange stræk over det vilde hav.
Egentlig ærgrer det mig, at jeg ikke kan finde på et dansk ord for dette - altså det at sejle alene - ligesom jeg heller ikke kan finde på et dansk ord for Simple Sailing - men sådan må det vel så være.
Skulle nogen, der læser dette, have et forslag, er jeg særdeles lydhør overfor det.
At sejle alene er en stor udfordring for mange - det kan være svært at forstå for sådan én som mig, der allerede startede med at sejle alene med min piratjolle, der var beregnet til to.
Det krævede lidt at hænge de 10 m2 sejl ud alene - og det var besværligt at sætte spiler - men når jeg jo startede med at gøre det i svag vind, blev jeg efterhånden så sikker i det, at det blev noget helt elementært.
Nøjagtigt det samme gælder for kølbåde, at når man vil lære sig at sejle ud og ind af havn for sejl - at begynde under nemme betingelser - gøre det konsekvent - og så langsomt og sikkert at udvide det til også at gøre det også under mere friske og endda også under hårde betingelser.
Efter altså at have gjort erfaringer med singlehand-sejlads i såvel joller som kølbåde gennem nu ca. 56 år, har jeg da nogle erfaringer og metoder, jeg gerne vil fortælle lidt om.
Der kommer hele tiden mere til på denne side, efterhånden som jeg opdager behov - ikke mindst udfra kommentarer fra læsere.
Så også her vil jeg med glæde modtage forslag til flere emner og situationer, end jeg har berørt nu - men her er de første bud på løsninger af særlige udfordringer for singlehand-sejlere.
Her er hvad du foreløbig kan finde noget om her på siden
-
Indhalerliner med styreline (forgasten)
-
Gummiophæng til agterfortøjninger
-
Anløb til havneplads alongside
-
Spilersætning
-
Spilerbomning
-
Spilernedtagning
-
Afgang fra ankerpladsen - optagning af anker fra cockpit
-
Anløb til klippe eller bro med hækanker
-
Skal fald føres til cockpit eller ej ?
-
Tag en pause i sejladsen - eller vent på en broåbning
-
Metoder til at klare sig uden (på vej)
-
Vindror (på vej)
-
endnu ikke udfyldt
-
-
Havnemanøvrer
Bortset fra selve indløbet i havnepladsen skulle der egentlig ikke være de store udfordringer i at foretage afgang og anløb for sejl som singlehander, men her er nogle indretninger, som jeg har nydt godt af gennem mange år.
Indhalerliner med styreline
Jeg kalder dette system for min forgast - for det kan være svært selv at klare at holde bådens skarpe stævn fri af nabobådene, mens man glider ud eller ind mellem pælene.
Systemet er jo ganske enkelt, som skitsen her viser:
-
To indhalerliner spændes parallelt fra broen ud til pælene.
-
En tværline, der kan glide på indhaler-linerne med enten kovser eller blokke
-
På midten af tværlinen sættes en stor fokkehage eller karabinhage, som kan blive fæstet i forstaget eller til et beslag i stævnen.
Når man går afsted, ender styrelinen ude ved pælene - lige klar til at sætte fast på båden, når man kommer sejlende ind igen mellem pælene.
Så kan man gå roligt ned og tage agterfortøjningerne fra pælene og sætte dem på klamperne på båden, inden man når frem til broen.
Jeg har altid faste øjer på agterfortøj-ningerne, så jeg ikke skal være bange for at hamre stævnen op i broen, hvis der endnu er lidt fart i båden, når den kommer frem.
Det hele bliver så afslappet - jeg har som regel tid til at gå frem i stævnen og få fat i for-fortøj-ningerne, inden båden kommer helt ind.
Men ellers er det jo bare at tage fat i indhaler-linen og holde båden fremme, mens jeg går frem til stævnen.
Altafgørende for at dette system virker, er at ind-halerlinerne er stramme og sidder tilstrækkeligt højt til at man ubesværet kan nå dem fra dækket.
Jeg ser utroligt tit slappe og alt for lavt place-rede indhalerliner, der hænger nede i vandet og er fyldt med tang og snask - og dermed er helt ubrugelige…
Gummislanger til ophængning af fortøjningerne
Når man sejler alene, er det vigtigt at kunne få fat i sine fortøjninger her og nu, mens man glider ind mellem pælene.
Der er ikke tid til at løsne kvejl op eller til at måtte hente fortøjningen op af vandet med en bådshage.
Fortøjningen skal hænge klar lige til at hive af og sætte på klampen på båden.
Derfor har jeg gennem mange år hængt fortøjning-erne på en gummislange på pælen på vej ud - og så er det bare at hive fortøjningen til sig og sætte de faste øjer på klampen på vej ind.
Folk finder på de uhyggeligste ting til at hænge deres fortøjninger op på - store søm, åregafler eller forke på toppen af pælene - lige til at fange sejlet med og rive det i stykker på vejen forbi.
Det er fuldstændig hensynsløst overfor os, som hovedsagelig kan finde på at komme ind på pladsen med sejlet løst halet ned over bommen - og det skulle forbydes i alle havne…
Jeg bruger nogle kraftige gasslanger, som jeg skruer fast på pælen med træskruer med skiver under.
De her viste har holdt i mere end 15 år.
Se andre tips om dimser og metoder her
Anløb til havneplads alongside
Det kan være ret uoverskueligt at anløbe en kaj, når man er alene - ikke mindst, når man gør det for sejl.
Det kan nemlig være svært at holde fra, samtidig med at man får en line i land og får stoppet båden.
Det er faktisk nemmere at gå ind mellem pæle - eller op langs andre både, der feks. ligger med udhalere fra bund-ankre.
Det vil jeg skrive lidt mere om....
Spilersejlads for singlehandlere
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg elsker at sejle for spiler - det kan være altså lidt kedeligt bare at glide mageligt derudad på rum vind i timevis.
Her giver spileren både fart og underhold-ning.
For mig er spilersejlads en sand luksus, men mange viger for den - ikke mindst, når de sejler singlehand.
Ved kapsejlads bliver man håbløst agterud-sejlet uden - og på langtur vinder man mange sømil – især i svage vinde - ved at sætte spiler.
Jeg har så ofte sejlet for spiler med samme fart som de sværme af sejlbåde, der har taget sejlene ned og startet ”jerngenuaen”, fordi de syntes at vinden var for svag til at komme hjem på.
Der er mange, der ikke tør - eller ikke tror, de kan sejle for spiler, når de er alene i båden - men også her er det et spørgsmål om at øve det i svag vind og så langsomt udfordre mere og mere vind.
Hvis vindstyrken øger...
Nogle gange sørger vejret helt selv for at man ganske uforvarende får øvelse i at tage spileren ned i frisk vind, som altså er kommet til efter at man satte spileren i den svage vind.
Her gælder det om tidligt at tage spileren ned, når det begynder at friske - frem for at komme i en ubehagelig situation, når vinden er blevet rigtigt frisk.
Det er nu nemmere at tage spileren ned - ene mand - end at sætte den - så det skal såmænd nok gå - og der kan jo ikke ske meget mere end at spileren bliver drivvåd…
Jeg har jo som nævnt sejlet i mange år - og alt hvad jeg kan videregive her, er mine egne erfaringer og metoder.
Det betyder ikke at de er de eneste mulige - og jeg er særdeles interesseret i at få kommentarer, der giver andre bud på sagerne…
Indledningsvis vil jeg lige slå nogle begreber fast.
Her til venstre ses de gammel-dags gængse betegnelser.
Men det er så besværligt og mangeords-krævende at skel-ne mellem gaj (agterhaler) og spilerskøde - og man bytter jo om på begreberne, så snart man bommer, så jeg kalder dem i stedet for luv og læ spilerskøde - eller i givet fald såmænd bare bagbords eller styrbords spilerskøde.
Spilersætning:
Mange har en selvstyrer i båden - det har jeg ikke - og som simple-sailor undgår jeg helst den slags elektroniske dippedutteri, selvom det da ville være en stor lettelse ved spilersætning – især i søgang.
Her bruger jeg en stram line henover rorpinden til at forhindre den i at flytte sig - andre bruger en tandkam eller andre lignende systemer.
Det elektronikfri kan medføre en del ture fra fordæk til cockpit - ikke mindst når der er søgang - og det må man tage med.
Efter at have klargjort og frigjort spilerskø-derne bærer jeg spileren frem og gør posen fast *1) - og sætter spilerskøderne og faldet på spileren.
Det skal indledningsvis bemærkes, at jeg som hovedregel lader fokken stå, indtil jeg har sat spileren - og først tager den ned, når spileren står så godt som den nu kan, mens fokken forstyrrer dens luft.
Fidusen i dette er dels, at fokken er med til at styre båden - især hvis man trækker den hårdt hjem under processen, og dels at spileren ikke kan få held til at sno sig rundt om forstaget, så længe der sidder et sejl på det. *3)
Nu sætter jeg spilerstagen op og sætter den i stilling med såvel spilerophal som nedhal - selvfølgelig efter at have ført luv spilerskøde gennem det yderste næb i spilerstagen.
Når jeg har sikret mig, at båden ligger på den rette kurs for spilersætningen, går jeg ned og totter det luv spilerskøde (gajen) op, så stage og skøde står klar til at styre spileren.
Jeg totter også læ spilerskøde op, så der ikke er for meget ”mad” til at blafre af for spileren.
Nu går jeg frem og haler hurtigt spileren op og går så ned og tager roret, mens jeg haler spilerskøderne hjem, så den står og trækker fint.
Hvis spilerfaldet er ført til cockpit 2*), er det jo nemt at klare det, mens man er tæt på rorpinden, men det lader sig sagtes gøre at sætte den oppe fra masten.
Tit skal man jo alligevel hjælpe spileren ud af posen oppe ved fordækket, og i så fald skal man alligevel rende op og ordne dette.
Man må acceptere, at hele processen er langsommere end med fuld besætning under kapsejlads - men jeg har såmænd alligevel vundet flere kapsejladser, hvor jeg var alene og har brugt spiler.
(Jeg har nu også prøvet at lave rent misk-mask under kapsejlads, sikkert fordi jeg prøver at gøre det hurtigt i stedet for at gøre det klogt - men langt overvejende er det gået godt…)
Nu er spileren oppe - og båden ligger så dejligt stabilt på kursen med spileren oppe - og jeg kan gå op og hive forsejlet ned og surre det på fordækket.
Noter:
*1): Jeg har aldrig fået etableret et system til at sætte spileren fra kahytsnedgangen
- det kunne måske være jeg skal udvikle det i mit næste liv.
Jeg sætter spileren fra pose direkte ved forstaget som i de gode gamle dage - og det går fint…
*2): Jeg har ikke ført nogen fald til cockpit, selvom mange mener, at det er bedre for en singlehander.
Se mere om det længere nede
*3): Nogle bruger en spilerspærre - se her til højre - bare en stump line der går fra masten et godt stykke nede under fokkegodset og ud til forstaget med en sjækkel, der kan glide frit op og ned på det.
Spærren glider med op, når man sætter fokken - og følger med ned, når man haler den ned - og så sidder den der og forhindrer spileren i at rende ind bag forstaget, når den klapper.
Jeg har haft såden een - men jeg finder den ikke nødvendig.
Spilerbomning:
Egentlig ligner metoden meget den man bruger ved flerhændighed, men når man ikke har en rorsmand til at styre båden gennem bomningen, må man gribe den anderledes an.
Jeg starter på samme måde med at ”neutralisere” spileren på plat læns - altså have nogenlunde lige lange skøder til spileren - og stagen ikke trukket for langt tilbage, helst godt foran vantet.
Og så går jeg frem for at bomme spileren.
Spilerbomning ved flerhændig besætning:
1. Der sejles på plat læns - spileren står neutralt med lige lange skøder.
2. Rorsmanden begynder nu at hale storsejlet hjem, mens forgasten går i gang med at hægte spilerstagen af og indfange læ skøde for at sætte det på stagen.
3. Samtidig med at styrbords spilerskøde bliver hægtet af næbbet på spilerstagen, og spilerstagen bliver presset ud til bagbord for at blive hægtet på masten, bliver storsejlet trukket ind med skødet og bommet - og sejladsen fortsætter på den nye halse.
Men her skiller vandene:
Med en flerhændig besætning ville rors-manden nu begynde at hale storsejlet hjem, mens forgasten ville gå i gang med at hægte spilerstagen af masten og indfange læ skøde for at sætte det på stagen.
(se den øverste skitse)
Det går nemlig bare ikke, når man er single, for det indhalede storsejl vil hurtigt gøre båden luvgerrig og få den til at dreje op i vinden.
Se singlehander-metoden herunder:
Spilerbomning for singlehander
1. Som singlehander må man lade bommen blive helt ude og låse roret, så båden holder kursen på plat læns, mens man er oppe og bikse. *4)
2. Så går jeg op og hægter spilerbommen af masten, indfanger læ skøde så begge skøder sidder på spilerbommen.
3. Nu hægter jeg det styrbords skøde af spilerstagen og sætter stagens nu frie næb på masten, så spileren nu er staget ud til bagbord - lidt i læ af storsejlet. *5)
Og så er det bare at komme ned og påbegynde bomningen af storsejlet ved at hale hjem på skødet.
Det hjælper også lidt til at holde spileren i gang ”til den forkerte side” fordi storsejlet sender en kraftigere luftstrøm ind i spilerens ustagede sidelig - og nærmest blæser den mod luv.
Man kan skam da også spille harmonika, mens man sejler for spiler singlehand - med rorpinden mellem benene.
"CAN III" med migselv forrest - spillende - og NK D3 "Joane" og Ove agterst. Vi sejlede hele vejen op gennem feltet med knap 200 træbåde...
4. Når bommen er midtskibs og kommer over på den anden halse, vil vinden langs sejlet fylde spileren endnu bedre.
Storsejlet køres nu helt ud til læ på den modsatte halse.
Er der kun svag vind, kan man jo bare lave en jollebomning, hvor man med et rask tag trækker bommen hjem i hele skødebundtet og smider den over til den anden side, men det kan godt virke lidt voldsomt med mit
27 m2 storsejl, hvis vinden ikke er ret svag…
Noter:
*4): Her ville det også være godt med en elektronisk selvstyrer - men den vil jeg jo ikke have, så ligesom under spilersætningen bruger jeg en line til at låse rorpinden med, mens jeg roder deroppe...
*5): Hvis jeg har haft fæstnet bommen til vantet med en gaj - altså en stump line på beslaget på bommen til kickingstrap’en - husker jeg selvfølgelig at løsne denne, inden jeg går ned og bommer storsejlet.
(jeg fæster den altid med et slipstik efter at have tørnet gajen 2-3 gange rundt om - så er den til at løsne med et snuptag, også under belastning).
Jeg bruger meget ofte gajen på bommen ved svagere vinde, så min tunge bom ikke står og slasker og truer med en bomning i søgangen.
Spilernedtagningen
Her der ikke så megen forskel på singlehand og flerhændighed - bortset at jeg, da jeg jo har alle fald oppe ved masten - inden nedtagningen går op og tager låseknobet til spilerfaldet af klampen på masten og fører det ned til det ledige spil og gør det fast der.
Så falder jeg af til plat læns, hvis jeg skar lidt, og indfanger læ spilerskøde og trækker hjem i det, mens jeg slækker af på luv spilerskøde (gajen) og derved trækker spileren om bag storsejlet og langs med det.
Nu slipper jeg kontrolleret af på faldet, mens jeg haler hastigt hjem på læ spilerskøde - og giver frit løb til luv skøde, så jeg kan få spileren halet ind bag storsejlet uden at den ryger i vandet - giver lidt mere på faldet fra spillet i luv side - og haler med stor energi spileren ind og ned i nedgangen til kahytten.
Kører det godt, kommer spileren tørt ind - får jeg ikke gjort det hele helt kontrolleret, bliver spileren lidt våd - og hvad så?
Sejren er jo at kunne det hele selv - så er det jo kun en detaille, om spileren bliver våd - den kan man altid tørre.
Og skal den op igen senere på turen, bliver den jo tørret der.
Og så er det op med genuaen eller fokken - og derudad, hvis man ikke ligefrem er på vej ind i havn.
Skal jeg videre, går jeg nu op og henter spilerposen oppe ved forstaget, hvis jeg ikke har gjort det forlængst - og mens jeg navigerer derudad, hænger jeg spiler-posen op i nedgangen og pakker spileren igen, så den er klar til næste opsætning.
Her kunne det være smart at kunne sætte spileren fra kahytsnedgangen, så man slipper for at tage spilerskøderne af for senere at skulle sætte dem på igen, men det lærer jeg måske i mit næste liv…
Ankring
Jeg har tit undret mig over at så mange står og bikser med at tage ankeret op oppe i stævnen - og derefter bærer anker, kæde og line ned til cockpittet for at stuve det ned.
Det bliver ekstra svært og risikabelt, når man sejler alene, så jeg tager det altid op ved at vende båden og tage det direkte op i cockpittet - undtagen i de sjældne tilfælde, hvor vinden har skiftet til pålandsvind, eller der er alt for kort plads bag ankeret til at kunne vende båden op i vinden efter optagningen.
I langt de fleste tilfælde ankrer man jo i fralandsvind - og så er der i bogstaveligste forstand oceaner af plads til at vende op i efter at have taget ankeret op.
Men er jeg tvunget til at tage det op foran på grund af forholdene, lægger jeg det på fordækket og slår en sejsing om det - og venter med at bære det ned, til jeg er kommet fri af forhindringerne og kan gøre det stille og roligt.
Det er en ækel balanceagt at gå ned langs dækket til cockpit med det tunge anker og kæde - og kvejlet af ankertov - men det hænder selvfølgelig at det må gøres sådan - dog meget sjældent...
Selve ankringen - til svajligning
Jeg har valgt at have mit anker i kistebæn-ken i cockpittet, fordi jeg foretrækker at håndtere ankeret fra cockpit.
Det er en fordel, når jeg skal hækankre op til en klippe eller en bro - og jeg bruger det altså også, når jeg skal ligge for svaj
-
Jeg sejler langsomt frem til jeg anser mig for tæt nok til kysten - altså når dybden bliver tilfredsstillende, og der stadig er svajeplads ind til grunden
-
Så drejer jeg feks til bagbord, samler kæden op i den ene hånd og ankeret i den anden og kaster det ud til bagbord
-
- og drejer videre mod bagbord, og sejler udad mens jeg giver line ud, som jeg forestiller mig det er passende
-
mens der endnu er fart i båden, slår jeg ankerlinen om spillet og bremser båden hårdt op, så den retter kæden ud og får ankeret til at gribe i bunden
-
lægger roret ud, så båden er klar til at dreje videre til bagbord
-
og går op med ankerlinen på bagbords dæk - fører linen udenom vanterne og gør den fast i forklampen, mens båden drejer sig rundt og falder til ro for ankeret.
Nu er ankeret jo samtidig afprøvet for, om det har ordentligt fat i bunden - og jeg kan gå videre med det, jeg plejer at gøre, feks. at lægge et lod på ankerlinen.
Hvis jeg vil ankre for natten, har jeg nu adskillige foranstaltninger, som du kan læse mere om på min store underside om ankring Gå til siden om ankring her
Afgang fra ankerpladsen - optagning af anker fra cockpit
Som overfor nævnt har jeg har tit undret mig over, at så mange står og bikser med at tage ankeret op oppe i stævnen - og derefter bærer anker, kæde og line ned til cockpittet for at stuve det ned.
Det bliver ekstra svært og risikabelt, når man sejler alene, så jeg tager det altid op ved at vende båden og tage det direkte op i cockpittet - undtagen i de sjældne tilfælde, hvor vinden har skiftet til pålandsvind, eller der er alt for kort plads bag ankeret til at kunne vende båden op i vinden efter optagningen.
I langt de fleste tilfælde ankrer man jo i fralandsvind - og så er der i bogstaveligste forstand oceaner af plads til at vende op i efter at have taget ankeret op.
Når man som mig oftest anvender to ankre og et lod på ankerlinen er der ekstra fordele ved at tage det hele op i cockpittet.
(når jeg anvender alt det grej, er det fordi jeg sover så godt med det)
læs mere på min side om ankring
Optagning af eet eller flere ankre fra hækken (cockpit)
Hvis jeg kun har eet anker ude, og jeg skal af sted, gør jeg følgende:
-
løsner ankerlinen og bærer den og hele kvejlet ned langs dækket (udenom vantet) og ned til cockpittet, mens båden drejer rundt mod luv
-
lægger linen på spillet i cockpittet og gør det fast
-
trækker båden ud til ankeret og haler det op over dækket og ind i cockpittet.
Når jeg har ligget for flere ankre og et lod, gør jeg følgende, når jeg skal afsted:
-
løsner ankerlinerne og bærer hele bundtet af ankerliner incl. lodlinen ned langs dækket (udenom vantet) og ned til cockpittet, mens båden drejer rundt mod læ
-
lægger hovedankerets line på spillet i cockpittet og gør det fast
-
trækker loddet op, hægter det af ankerlinen, kvejler lodlinen op og lægger det på plads
-
trækker nr. 2 anker op, hægter det af hovedankerets line, kvejler op og lægger det på plads
-
totter ankerlinen til hovedankeret op igen, efter at have rykket båden agter-ud ved at hale hjem på anker nr. 2
-
og nu kan jeg trække båden ud til hovedankeret og hale det op og ind
Båden begynder nu at sejle langsomt bort - men ved at lægge roret godt ud, så båden drejer, vil den bare lægge sig tværs og lidt op i vinden uden rigtig at komme nogen vegne.
Så er der også her god tid til at lægge ankeret i kistebænken, kvejle ankerlinen op og lægge den derned.
Når jeg så sætter sejl, sker det efter trin-for-trin-metoden, med trinvis slip af sejsingerne, som du kan læse mere om her
Optagning af eet eller flere ankre fra stævnen
Når der pålandsvind, eller der ikke er plads nok til at gå rundt fra agter
- feks. i en snæver naturhavn - må jeg tage hovedankeret op fra stævnen
-
Jeg starter med at vende båden og tager loddet og nr, 2 anker op fra cockpittet - og lægger det på plads i båden.
-
derpå går jeg frem med ankerlinen til hovedankeret, trækker båden frem, så ankeret står tæt under båden, men stadig har fat i bunden.
-
Jeg gør en stump line klar, så jeg kan surre ankeret på fordækket, når jeg har fået ankeret op.
-
nu haler jeg storsejlet næsten helt op, men kun næsten, så det står løst uden at have tendens til at få båden til at løbe frem over ankeret.
-
Haler båden frem til ankeret til den side, der får båden til at falde af i den rigtige retning - tager det helt op og lader båden falde af - surrer ankeret på fordækket - og går ned til roret og sejler båden fri af diverse forhindringer.
-
Er det nødvendigt at gå tæt op til vinden for at komme fri, går jeg op og strammer op i faldet, så sejlet kommer helt op og kan trække på bidevind.
-
Når jeg er kommet helt fri af diverse skær og grunde, lader jeg båden gå næsten helt i vinden og går så op og henter ankeret - og stuver det af vejen
Hvis du vil vide mere om ankringens fordele, metoder og glæder, kan du læse meget mere på min store underside om ankring Gå til siden om ankring
Anløb til klippe eller bro med brug af hækanker
Nu er jeg jo også fanatisk sejl-sejler, så her stiller det ekstra krav til at beherske anløbet, men det kan da også være svært at anløbe, selvom man går ind for motor - alene fordi man er alene om det.
Jeg har som nævnt højere oppe valgt at have mit anker i kistebænken i cockpittet, fordi jeg netop foretrækker at håndtere ankeret fra cockpit.
Det er en fordel, når jeg skal hækankre op til en klippe eller en bro - og jeg bruger det også, når jeg skal ligge for svaj - som beskrevet højere oppe under Ankring.
Min hovedmetode ved singlehand-anløb til klippe er at lade ankeret ligge klar i cockpittet og så bære ankerlinen op til stævnen efter at have lagt den en enkelt gang rundt om spillet - den forkerte vej, så det tillader linen at løbe ud.
Der skal helst ikke være nogen modstand for ankerlinen, mens den løber ud.
Jeg gør en lang forfortøjning klar og sætter den fast forude - lige klar til at gribe fat i og springe op på klippen eller broen med den.
Som hovedregel anløber jeg jo klippen eller broen med vinden i næsen eller i hvert fald forfra, men er den ikke for kraftig, betyder det jo ikke så meget.
Løber jeg ind med vinden, har jeg forinden taget alt sejl ned - og farten af båden.
Her begynder jeg tidligere at bremse båden end det anløb, som er skitseret her til højre.
Når jeg nærmer mig stedet, feks. 35 meter fra klippen eller broen - i lav fart og med blafrende (eller ingen) sejl, gør jeg det følgende:
-
kaster ankeret ud fra cockpittet
-
går frem til stævnen
-
firer stille og roligt ud på ankerlinen - mens jeg lytter til spillets klikken agterude
-
når afstanden er god til klippen eller broen (4-5 meter) *1), lægger jeg ankerlinen over klampen og bremser båden ned - også for at rette ankerkæden ud - og for at få ankeret til at gribe fat
-
knap en meter fra klippen slår jeg kryds på klampen, så båden stopper
-
griber forfortøjningen og springer i land med den, stopper evt båden helt
-
finder et sted til at gøre fortøjningen midlertidigt fast *2)
*1): Lige her kan jeg godt finde på at løsne storsejlsfaldet, så sejlet falder lidt ned og mister trækket. Så laver det ikke ulykker, når jeg render rundt oppe på klippen...
*2): Det er urealistisk at have posen med hammer og bjergkiler *3) med ind ved selve anløbet, men der er som regel altid en sten eller klippespids, jeg kan slå fortøjningen rundt om indtil videre. Nu kan jeg gå ud på båden igen og gøre tillægningen færdig.
Jeg har beskrevet flere metoder og muligheder på min underside side om ankring - gå til siden om ankring her
Omrigning af båden til singlehand-sejlads
Skal faldene føres til cockpit?
Mange mener at det er særdeles nødven-digt – og mere sikkert – at føre alle fald til cockpittet, når man er singlehander.
Det er jeg helt uenig i !
Jeg gjorde det for 45 år siden, da jeg havde fået folkebåden – på utallige opfordringer – men det viste sig faktisk at gøre feks. anløb for sejl mere besværligt og risikabelt.
Når jeg feks. skulle hale forsejl eller storsejl ned, kinkede faldet ind imellem nede ved klemmen i cockpittet – og så måtte turen jo gå ned for at løsne det dernede i stedet for bare at klare det hele oppe ved masten, hvor man jo alligevel er i gang med at hale sejlet ned.
Det kunne være til at holde ud, hvis det kun skete med forsejlet, men når man nu var kommet ind i havnen og i gang med at anløbe havnepladsen med kun storsejlet oppe, kunne det give paniksituationer at skulle ned i cockpittet og op igen for at kunne få sejlet ned, fordi faldet kinkede. Nogle foreslår så, at man kan lave et nedhal til sejlet, så man kan klare det hele ”nedefra” – men jeg synes, at der rigeligt med ”snore” oppe omkring masten, så det vil jeg heller ikke have.
Jeg førte derfor alle mine fald tilbage til masten på folkebåden og sejlede glad med det sådan.
Så da jeg anskaffede mig min nordiske krydser CAN III i 1988, skulle jeg ikke nyde noget af at føre noget tilbage – og jeg har aldrig nogensinde savnet det..!
Ligge bi - ligge bak - eller ligge underdrejet
Er du alene ombord og er træt; trænger til en kop kaffe eller noget mad - er trængende - er
kommet i tvivl om din position og skal kigge i søkort - eller ligger du bare og venter på en broåbning; så kan du så godt som standse båden ved at lægge den bi.
Det er nemt - man gør bare sådan her:
-
gå op til vinden og hal sejlene godt hjem
-
gå derpå over stag uden at slippe fokken
-
hold båden op til vinden som på kryds ved hjælp af roret, indtil den går i stå
-
læg roret helt ud i borde til læ og sur det fast
-
nu ligger båden og driver ganske langsomt mod læ og kun lidt fremad
Alting bliver nu så fredeligt - selv i frisk vejr - sejlpresset stabiliserer båden i søgangen.
Nu kan du hygge lidt om dig selv, indtil du er klar til at komme afsted igen
OBS: Metoden er også særdeles anvendelig til at få en overbordfalden ombord
se mere om dette her: MOB - Mand overbord
Selvstyrer - kan man undvære den?
Nu er både jo meget forskellige - de kan være kort- eller langkølede - de kan være korte og brede - lette eller tunge - og de kan være lange og smalle.
Alt dette spiller naturligvis ind for bådens retningsstabilitet - og dermed muligheden for at undvære en selvstyrer.
Min egen båd (nordisk krydser fra 1931) er moderat langkølet, tung, lang og slank - så den er helt enormt retningsstabil.
Så jeg kan jo sagtens sige at jeg kan undvære en selvstyrer.
Flere gange herover skriver jeg, at jeg ikke vil have elektronisk og strømkrævende dippedutteri i både - selvom det i visse situationer ville være komfortabelt...
Det eneste tidspunkt, hvor jeg savner en selvstyrer, er når jeg skal sætte spiler i urolig søgang (som der feks. altid er i Kattegat).
Det kan virkelig give mange ture op til og fra fordækket....
Men min selvstyrer har så i mindst 40 år været sejlene og så nogle snore ved rorpinden - læs mere om det længere nede...
Jeg har egentlig altid godt kunnet tænke mig at sætte et vindror på båden, især når jeg er på solo-langtur, men når jeg ikke har fået gjort det, tyder det jo på at jeg klarer mig fint uden.
Togføreren
På sejlturen til Færøerne havde vi et særdeles velfungerende vindror - som vi kaldte for togføreren.
Det var monteret på det udven-dige ror som balanceror og kunne endda styre båden på plat læns
- og det er sjældent!
Trimning af sejlene til selvstyring
Når jeg gerne vil have lidt fri fra roret, kan jeg tit - særlig ved retninger til vinden fra bidevind over foran for tværs til halvvind - trimme sejlene og surre roret, så det bare kører derudad - endda i flere timer.
Det går kun lidt ud over farten, men jeg gør det ved at slække lidt ud på storsejlet, så det ikke trækker optimalt - men lader forsejlet stå optimalt.
Når jeg har fundet balancen, gør jeg roret fast med en line, så småbølger eller dønning ikke kører båden "af sporet".
Forsejlet gør båden svagt lægerrig, mens storsejlet - når det er slækket lidt ud - først gør båden luvgerrig, når båden falder lidt af.
På den måde kan de to sejl skiftevis holde båden kørende på den ønskede kurs.
Det fungerer klart bedst på foran for tværs - her har jeg faktisk sejlet flere timer uden at røre roret.
Men det kan godt lade sig gøre også på halvvind - og bidevind er bestemt også mulig.
Når jeg sejler med spiler, kan den også i den grad opveje storsejlets tendens til at dreje båden op mod vinden - og også her kræver det nogen trimning og ikke mindst surring eller bremsning af roret (se mere om det sidste længere nede)
Rorpindsforlænger i længderetningen
For længe siden brugte jeg endnu de gammeldags halvrunde gummibåde med de delbare blå-gule årer - helt af plastik.
Nu er jeg forlængst gået over til oppustelig kajak med aluminiumsårer.
Det har for år tilbage vist sig, at det blå åreskaft passer fint ind over min rorpind, så det har jeg da beholdt - og har det altid med i båden.
Så kan jeg styre selv helt oppe forrest i cockpittet ved kahytsnedgangen.
Jeg kan endda gå ned i kahytten og række ud til rorpindsforlængeren fra nedgangen.
Når jeg så sejler med trimmede sejl og et "hæmmet ror"- altså ikke helt surret ( se lige herunder) - kan jeg med åreskaftet på rorpinden sidde helt fremme i cockpittet ved skottet - og kan herfra regulere kursen, når det er nødvendigt.
Det er luksus, feks. for at få varmen lidt på bidevind - og ikke mindst for at kunne lave kaffe eller varme suppe.
Mit komfur befinder sig lige inden for kahytsnedgangen, så jeg kan nå derned oppe fra cockpittet.
Det er jo bestemt ikke sådan, alle både er indrettet - men måske kan dette tjene som idé til selv at finde på smarte løsninger...
Surring, låsning og bremsning af rorpinden
Det er ikke altid at jeg ønsker at låse rorpinden helt. Men jeg har flere metoder til at gøre det med den, som jeg nu ønsker...
Låsning af rorpinden
Her har jeg simpelthen bare 2 liner - hver især fastgjort i styrbord og bagbords side.
Da båden altid er svagt luvgerrig behøver jeg kun at bruge den ene af linerne - og jeg låser rorpinden ved at dreje linen 4-5 gange rundt om rorpinden.
Nu kan jeg regulere rorpindspositionen ved som på et gashåndtag at rotere surringen med een hånd frem og tilbage, indtil båden ligger stabilt på kursen med det sejltrim, jeg har valgt.
Når jeg giver slip på "gashåndtaget", bliver rorpinden holdt fast - og så kan jeg gøre det, jeg nu vil: gå op til masten og rode med sejl - eller gå ned i kahytten og lave mad...
Bremsning af rorpinden
Som nævnt højere oppe foretrækker jeg i visse tilfælde (feks. i søgang) at kunne rette på rorpinden, mens jeg feks. laver kaffe oppe ved kahytsnedgangen - og derved have mulighed for at kunne regulere kursen med den forlængede rorpind.
Her trækker jeg en line henover rorpinden og strammer til den modsatte side - gnidningsmodstanden gør at rorpinden går trægt, men at den kan reguleres - feks ved hjælp af rorpindsforlængeren, som jeg beskriver lige herover
Andre hjælpegrejer til singlehand-sejleren
- og forresten også til alle andre...
Gaj til bommen - imod bomning
Jeg fastgør en stump (knap 1 meter) ikke alt for stærk line til beslaget til kicking-strappen på bommen.
Den sidder der faktisk altid.
Den surrer jeg så til vantet, når jeg på læns vil fastholde bommen helt ude, så bommen ikke står og slasker i søgangen.
Den er også rigtigt god ved svage vinde, hvor bommen har svært ved at holde sig helt ude, og der derfor ikke opnås størst mulig trækflade på sejlet.
Det er også rigtigt dejligt, når gajen forhindrer skøderne i at hænge og slæbe nede i vandet, så de bliver endnu tungere og ovenikøbet samler tang og snask...
Når jeg binder gajen til vantet, fører jeg den 2-3 gange rundt om vantet, før jeg binder et slipstik.
Rundtørnene betyder at slipstikket bliver mindre belastet af trækket, så jeg bedre kan løsne det hurtigt og nemt ved at trække i tampen.
Kommer man i en ufrivillig bomning, er det vigtigt at kunne løsne surringen nemt - og det er også derfor jeg finder det vigtigt, at linen ikke må være for stærk.
Går det helt galt, vil den bare knække...
(og det er faktisk sket for mig flere gange)
Stikord til flere grejer:
Livline
AIS
v