

Min båd, CAN III, som jeg har sejlet siden 1988 og fået så mange skønne oplevelser med.
Båden er en nordisk krydser fra 1931, 35 fod lang og helt uden motor.
Jeg har sejlet hele mit liv - mest i træbåde - og har gjort mange erfaringer, som jeg gerne vil dele med andre.
TORDENSTORM I BOHUSLÄN
Vi sejlede op mod Göteborg på vej ind i yderskærgården, alt var smukt, men bag os lå en sort satan, der langsomt kom nærmere...
Fortællingen her fra en oplevelse i 1988 er et udpluk fra en længere beretning om sære sammentræf og sejlture - den findes på min store gamle hjemmeside

Bygen lignede meget dette ucharmerende eksemplar da den dukkede op fra horisonten
- billedet er hentet fra nettet
En modbydelig overraskelse
Vi var endelig - i folkebåden "Filiongong" - nået frem til yderskærgården syd for Göteborg, men lige idet vi var kommet ind forbi den sydligste ø Valön, blev vi indhentet af en grim, sort byge, der havde forfulgt os i flere timer.
Den havde en ubehagelig facon, var ligesom tragtformet med meget skarpe kanter helt ned til vandet.
Jeg satte Rasmus til at styre ligeud, mens jeg lige gik op og tog fokken ned, men inden jeg nåede at komme ned, var der orkanagtig vind omkring os og tæt regntykning.
Rasmus kunne ikke holde roret, så vi begyndte at skære op - men jeg turde ikke lave for mange manøvrer herinde mellem skærene og grundene, så jeg bragte den tilbage på den nordlige kurs.
Vi lænsede af sted med uhyggelig fart uden at kunne se noget andet end regn.
Foran os havde ligget en Maxi 77’er, som nu pludselig dukkede ud af regntykningen og flintrede forbi os måske 20 meter ude mod styrbord, også med slæk på skødet - altså var vindretningen stik modsat lige henne ved den...
Et øjeblik efter blev vi også drejet rundt samme vej, så vi pludselig sejlede sydpå – stadig på læns!
Jeg drejede båden rundt og hev skødet helt hjem, tog storsejlet ned og satte fokken op og holdt båden op til vinden, så vi kun lige holdt styrefart, mens den helt vilde bygevind langsomt rasede af.
Vi sejlede lidt videre nordpå for fokken, mens vi sundede os, og jeg kiggede mig lidt omkring.
Vi blev kontaktet fra flere motorbåde og spurgt, om vi havde brug for hjælp, hvilket jeg fandt lidt underligt, men meget sympatisk...
Men da vi fik sat storsejlet og sejlede videre, mødte vi adskillige sejlbåde, hvor enten storsejl eller genua hang i laser - det gik op for mig at denne byge ikke havde været en helt almindelig een af slagsen.
Og det viste sig også senere, at den byge, vi lige var blevet overfaldet af, havde forårsaget store ødelæggelser som skypumpe i Jylland, før den rendte over Kattegat og gav os de sidste af dens kræfter
Om denne hjemmeside:
Denne side hører sammen med min store sejlerside med alt fra fortællinger om min egen båd og mine sejlture - over fortællinger om de nordiske krydsere, om træbåde, om det at sejle for sejl - tips om alt fra sejlteknik over ankring, skærgårds-sejlads, simple sailing, træbådsrenovering, madlavning ombord - om mig selv og meget mere...
Den kan du kigge mere på ved at klikke her:
Min båd, CAN III er en nordisk krydser fra 1931, 35 fod lang og helt uden motor - jeg har ejet den siden 1988 Se mere om CAN III her
.


