Min båd, CAN III, som jeg har sejlet siden 1988 og fået så mange skønne oplevelser med.
Båden er en nordisk krydser fra 1931, 35 fod lang og helt uden motor.
Jeg har sejlet hele mit liv - mest i træbåde - og har gjort mange erfaringer, som jeg gerne vil dele med andre.
Gys og gru til søs:
EN GRUM FØDSELSDAGSTUR
Det må have været engang i sensommeren 1990 - vistnok i starten af september - men jeg er ikke helt sikker.
Jeg havde en kæreste - Malene - og hendes veninde på Bornholm havde inviteret til fødselsdag i Rønne.
Vi besluttede vi os til at sejle dertil med min motorfri nordiske krydser - så jeg tog fri om fredagen, så vi kunne nå frem og tilbage på de 3 dage.
Dengang boede jeg i Kastrup, så det var bare en tur på to gange 85 sømil - og det er jo ingenting for en Nordisk Krydser.
Vi skulle afsted tidlig fredag morgen. Vejret var skønt
- og Malene dukkede op i næsten ingenting:
Let jakke, tynd bluse, korte shorts og romerske sandaler med fine læderbeviklinger op ad de smukke lægge - det var stort set, hvad hun havde med af tøj.
Da jeg havde konstateret det, kørte jeg hende hjem for at hente noget sødygtigt tøj. Jeg må indrømme at jeg var lidt vred, men hun var jo helt ubefaren - en ren landkrabbe - så hvad vidste hun om det lumske hav?
Afgang
Vi kom altså noget forsinket afsted - og afsted gik det.
Vinden var sydlig og fin - det kunne ikke være bedre, selvom den første del af turen måtte være på kryds.
Jeg valgte at sejle udenom Falsterbo, da det jo ellers ville have krævet kryds ned gennem kanalen, besvær med broåbning og alt det.
Vi kom udenom Falsterbo Rev og satte kursen mod Rønne - 65 sømil på en foran for tværs - herligt...
En ubehagelig vejrmelding
Vi havde forlængst passeret Trelleborg og var kommet lidt forbi Ystad, da jeg hørte kl. 22-vejrmeldingen fra DMI på langbølgen:
Kulingvarsel for hele Østersøen, Bælthavet og Sundet - hård vestlig vind til kuling i de næste to døgn, altså lørdag og søndag.
Ingen tvivl - vi skulle ikke til Bornholm!
Jeg skulle ikke nyde noget af at sejle længe-re - det ville blive slemt nok at komme hjem herfra - og jeg skulle meget gerne være tilbage på arbejde på mandag til bestyrelses-møde i den fagforening, hvor jeg var ansat som faglig sekretær.
Jeg lagde straks roret om og styrede mod Ystad for i det mindste at få een god nats søvn inden den strabadserende hjemtur.
Ved midnatstid kom vi i havn og gik til ro.
Allerede lidt senere på natten begyndte det at kraftigt blæse op - der kom uvejr og regn.
Om morgenen var det hård kuling, så jeg besluttede at blive i Ystad og afvente den lovede lidt mindre kraftige vind søndag.
Og Ystad er da også en dejlig by…
Hjemturen
Tidligt søndag morgen stod vi ud af havnen i frisk til hård vind - vel omkring 12-13 m/s. og krydsede for små sejl derhjemad i grov modsø.
Det var før jeg skiftede de rustne stål-spanter ud med lamellimet træ, så båden tog rigtig meget vand ind på krydset - og bølgesprøjtet hjalp godt til med at fylde vand i båden.
Malene fik opgaven som pumpegast - det vil sige, at hun skulle starte og stoppe el-lænsepumpen med mellemrum, når jeg ikke selv lænsede manuelt.
Hver gang skulle hun hænge slangen ud over siden fra pladsen forrest i cockpittet, hvor kontakten til pumpen også sad.
Det var bedst at bruge elpumpen på bagbords halse, for slangen sad i styrbord side, så jeg lænsede manuelt på styrbord halse - og hun lænsede elektrisk på bagbords.
Da vi havde krydset nogle timer i den grove sø og var lige ud for Smygehamn, lagde jeg plud-selig mærke til, at Malene - hver gang hun tog slangen ind i cockpittet efter at have slukket pumpen - sirligt rystede de sidste dråber ud af slangen.
Helt irrationelt selvfølgelig, men da så sødt og pligtopfyldende. Båden tog i hvert fald 6-7 liter vand ind i minuttet plus alt det, der pjaskede ind over os fra bølgerne.
Således gik det nu derudad slag i slag - vi passerede Trelleborg og kunne tage lidt længere ben på bagbord halse, efterhånden som kysten veg lidt opad mod nordvest.
Det var nu alligevel som om vinden også drejede lidt mere nordligt, efterhånden som vi kom nærmere til Falsterbokanalen, som jeg havde valgt at sejle op igennem for at spare distance - og for at slippe for den uden tvivl meget grove sø i Køge Bugt.
Til gengæld aftog søen lidt, og vi kunne holde stor fart opad mod kanalhavnen i Kämpinge-bukten .
Falsterbos lyksaligheder
Vinden var nu drejet så meget, at vi måtte tage en del kryds op gennem Falsterbo-kanalen - og jeg satsede på at brovagten som sædvanligt ville slippe os igennem, selv om det egentlig er forbudt at gå igennem kanalen for sejl.
Det gjorde han også - og det gik lige uden at måtte krydse mellem broklapperne.
Det mørknedes iøvrigt på turen op gennem kanalen.
Nu krydsede vi op gennem havnen - udad - men bom, så tog vi grunden i den østlige side af havnen. Her var der åbenbart sandet til - det syntes jeg ikke, der havde været før.
Jeg bandede rasende.
Men jeg havde nu i sidste øjeblik fået drejet båden så meget op i vindøjet - inden vi stoppede helt - at jeg med lidt hjælp fra spilerstagen kunne dreje forskibet og bakke fokken.
Så snart vi kom over på den anden halse kunne jeg trække storsejlet hjem, så vi krængede kraftigt over og sejlede os fri.
Vi krydsede videre opad i mørket gennem Höllviken - vinden var nu drejet til nord-nordvest - altså igen lige stik imod vores kurs.
En sømil oppe i Höllviken så jeg et glimt over København, der kunne anes i det fjerne i den skarpe sigt.
Det måtte være et lyn, tænkte jeg, men jeg så ikke flere, så det tænkte jeg ikke videre over, og vi krydsede bare videre deropad nogle sømil.
Med eet drejede vinden til vest og kom i kraftige stød. I mørket spurgte Malene:
”Er du tryg, Stig? ”
”Ork ja", svarede jeg " og nu kan vi endda holde København op.”
Men jeg var faktisk yderst årvågen, for nu var det et godt stykke tid siden, Københavns lys var forsvundet - hvad mon der ventede os?
Helvedes forgård
I eet nu brød helvede løs omkring os.
Vinden sprang med frygtelig kraft tilbage til nord, søen rejste sig helt vildt, et mægtigt regnskyl brød lys - og lige efter var vi helt omringet af lyn i massevis.
Fokken sprang med et knald og flængedes i adskillige stykker - den var nu også gammel og temmelig slidt - og jeg løb op for at tage storsejlet ned, inden det også blev flænget.
Jeg skønner her bagefter, at der har været orkanstyrke i bygefronten - det var helt ekstremt voldsomt.
Regntykningen i samme bygefront har været så tæt og kraftig, at vi ikke kunne se lynene bag den, før de var over os.
Vi fik dermed intet varsel...
Bølgerne blev nu helt tossede - meget høje, meget korte og derfor meget stejle.
I kampen på det vildt stejlende fordæk for at få storsejlet ned tabte jeg faldet, og det snoede sig lynhurtig rundt om vanterne og masten i et mystisk mønster - kunne jeg jo se i lyset fra de mange lyn.
Men sejlet kom da næsten helt ned...
Derpå hev jeg stumperne af fokken ned og surrede dem på dækket.
Vi befandt os ligesom i et lille lyddødt rum omkranset af den tætte regntykning - selvom det blæste voldsomt var der kun ligesom en mærkelig dæmpet og dump lyd i såvel vind som sø og torden.
Båden vendte jo nu selv hækken til søen, og vi gled med vinden tilbage mod Falsterbo-kanalen - alene for riggen.
Jeg styrede på kompaskurs dernedad, mens den voldsomme regn, vinden, lynene og søen langsomt tog af.
Vi kunne længe observere de utallige lyn i bygen, der drev ned over Falsterbo-halvøen og videre ud i Østersøen.
Men nu var det værste tydeligvis overstået.
Ind i tryg havn
Jeg satte nu genuaen - vores sidste sejl.
Jeg måtte jo opgive at sætte storsejlet, da jeg ikke kunne nå faldet, der hang slynget adskillige gange rundt oppe i riggen.
Nu gik det stille og roligt tilbage mod Falster-bo-havnen.
Men ak og ve - nu måtte jeg jo så sande, at jeg ikke ville kunne komme hjem til bestyrel-sesmødet mandag.
Vi kom godt ind i havnen, der var temmelig urolig på grund af bølgerne nordfra - dengang var der ikke de dybtgående og lægivende flydebroer, der i dag sikrer en fuldstændig rolig inderhavn i enhver vindretning.
Men her var jo sikkert, og vi kunne gøre klar til natten.
I mit overmod omkring muligheden for at nå hjem i nat havde jeg ikke gjort nogen foran-staltninger for at beskytte madrasserne mod alt det vand, der kom både nedefra og oppe-fra, så de drev af vand.
Så der var kun at dække de våde madrasser med presseninger og diverse - og så rulle soveposerne ud ovenpå dem og lægge os til at sove.
Det var nu ikke spor svært at falde i søvn efter den lange dags vilde strabadser.
Derhjemad
Næste morgen måtte jeg op og finde en telefonboks for at ringe hjem til fagforening-en og melde afbud til bestyrelsesmødet.
Jeg fik fat i Jørgen fra A-kassen og fortalte ham om mit havari.
I hans fortælling til bestyrelsen og de ansat-te blev den revnede fok til, at min mast var knækket og at vi nu lå i Falsterbohavnen og slikkede sår.
Stor var overraskelsen derfor, da jeg dukkede glad op på arbejde tirsdag morgen.
Turen hjem var gået helt fint, efter at jeg om formiddagen havde entret riggen og hentet storsejlsfaldet ned.
Vinden var moderat fra vest - en ren kanetur. Det var dejligt at slutte så vild en ufærd af med 16 sømils hyggelig sejltur.
Siden her er en tilføjelse til min store hjemmeside, som efterhånden er blevet helt fyldt med oplysninger og fortællinger
.
