GRANITSKUDERNES VILDE ANLØB AF VANG HAVN
En fortælling om abehænder, sømandskab og pålandsvind i sejlskudernes tid
Engang for mange år siden anløb jeg den bornholmske Vang Havn med min folkebåd "Filiongong".
Det indre bassin er meget lille, og der er stort set altid helt vindstille i havnen.
De høje skrænter bag havnen danner simpelthen en luftpude, så der er helt stille selv ved kraftig pålandsvind.
Havnefogden fortalte en masse om dette fænomen, og hvordan det blev håndteret, dengang havnen var udskibningshavn for den berømte sorte Vang-granit - helt tilbage i sejlskudernes tid.
Den aldrende havnefoged var den tredje generation på posten, så han havde altså overleveringerne med sig fra for længe længe siden.
Herunder: Vang havn på sejlskudernes tid
Når et skib skulle anløbe den lille havn, som havde sin lange anløbsmole pegende mod nordvest direkte ud i Østersøen, så skulle anløbet altid foretages for fulde sejl - både i fralandsvind og pålandsvind – det var en betingelse for succesen.
Idet skibets forende passerede molens yderende, kastede man fra forstavnen en tynd line – naturligvis udstyret med et abehånds-knob for enden – ned til havnefogden, der straks halede den til sig og derpå med den halede den dertil bundne tykke trosse ned til sig.
Nu slog han hastigt trossen rundt om den mægtige granitpullert for enden af molen og skrænsede så skibet ned i fart med denne.
At skrænse vil sige at man med nogen modstand lader trossen kure rundt om pullerten og derved nedbremser skibet langsomt, men med meget lille kraft-anvendelse fra havnefogdens side.
Han skal bare sørge for holde trossen til og sørge for at ”made” pullerten med mere trosse.
Pullerten gør altså arbejdet – skibet bremses ned og standser til sidst.
>>>>
Hvis man bare havde lagt en løkke ned over pullerten for at stoppe skibet, ville trossen sprænges som en sytråd på grund af skibets mægtige inerti – men en langsom nedbremsning sluger så at sige inertien langsomt – og endda uden at trossen bliver overophedet – belastnings-stedet flytter sig jo hele tiden.
Havnefogden fortalte, at det i hans forfædres tid kun var gået galt én gang:
Skipperen på et helt nybygget skib mistede modet på vej ind mod havnen med kraftig pålandsvind og bølger - han turde ikke holde sejlene oppe og sejle for fuld fart ind, så han strøg sejlene lige før havnen.
På grund af "luftpuden" foran havnen gik farten nu helt af skibet, så det gik i stå, inden det fik stævnen ind forbi pullerten på molehovedet - og de store bølger kastede skibet tværs – hvorpå den nordgående strøm førte skibet forbi havnehullet opad langs kysten, hvor det strandede på klippekysten og blev slået til vrag.
Båden her på billedet er min gamle folkebåd FD 91 "Filiongong", som jeg ejede fra 1983 indtil 1988, hvor jeg købte min nordiske krydser
NK D4 "CAN III"
Jeg har sejlet hele mit liv - mest i træbåde - og har gjort mange erfaringer, som jeg gerne vil dele med andre.
Denne hjemmeside hører sammen med min store sejlerside med alt fra fortællinger om min egen båd og mine sejlture - over fortællinger om de nordiske krydsere, om træbåde, om det at sejle for sejl - tips om alt fra sejlteknik over ankring, skærgårds-sejlads, simple sailing, træbådsrenovering, madlavning ombord - om mig selv og meget mere...
Den kan du kigge mere på ved at klikke her:
Min båd, CAN III er en nordisk krydser fra 1931, 35 fod lang og helt uden motor - jeg har ejet den siden 1988 Se mere om CAN III her
.
