Gys og gru til søs:
FARLIGT MØDE MED HURTIGBÅD I TYK TÅGE
Båden her på billedet er min gamle folkebåd FD 91 "Filiongong", som jeg ejede fra 1983 indtil 1988, hvor jeg købte min nordiske krydser
NK D4 "CAN III"
Jeg har sejlet hele mit liv - mest i træbåde - og har gjort mange erfaringer, som jeg gerne vil dele med andre.
Et ubehageligt møde med en hurtigbåd i tåge
På en sejltur til Bornholm helt tilbage i folkebådens tid i 1987 var vi i ret svag vind på vej fra Sandvig Havn mod Christiansø.
Vi var kun nået ca. en sømil ud, da jeg så en umådeligt tæt tågebanke komme flydende ned fra den høje Bornholmskyst og ud over havet mod os -det lignede ymer, der blev hældt ud over kanten.
Jeg tog straks en kryds-pejling med mit pejle-kompas og fik en nøjagtig position ud fra Sandvig og Allinge
Lidt efter hørte jeg en gevaldig og stigende brummen - og jeg vidste jo, at det lige nu var afgangstid for katamaranfærgen fra Allinge til Simrishamn, "Bornholm Express".
Det var ikke betryggende..!
Et andet af besætningsmedlemmerne anråbte os og spurgte høfligt:
”Ursäkta, men kan ni säga oss, var vi är”
...så jeg styrede helt hen langs med skibet, stillede mig op på folkebådens dæk og rakte mit søkort op mod ham med fingeren i kortet, pegende positionen ud.
Han bøjede sig ned og granskede nøje efter i kortet - alt passede - og så sagde han ”tack så mycket” - og derpå sejlede de ganske langsomt mod Allinge.
Vi sejlede samme vej og kom vellykket frem til og ind i Allinge Havn.
Men vi snakkede bagefter om, at når selv en særdeles rutineret svensk kystvagt-besætning kan fare vild i den tykke tåge
- hvordan kan en katamaranfærge-besæt-ning så finde på at flintre afsted for fuld fart over Østersøen mod Simrishamn?
Her kan du gå nogle til flere fortællinger på mine hjemmesider - der handler om erhvervs-skibsføreres uansvarlige adfærd:
Apropos denne fortælling:
En artikel i Sejl og Motor - fra omkring 2001 - fik mig til at skrive følgende gift-sydende læserbrev:
Til Sejl og Motor
Vedrørende artiklen i februarnummeret
- af den pensionerede kaptajn XX
Det er desværre typisk i debatter at fordreje tingene, så de passer i nogens kram.
Søvejsreglerne bliver vredet lystigt, nye paragraffer bliver opfundet og taget for givet
- mens der bliver set bort fra andre, når en gammel færgekaptajn udtaler sig om forholdet mellem lystsejlerne og erhvervstrafikken.
For det første må jeg belære den engang eksaminerede skibsfører :
Søvejsreglerne siger klart, at et skib uanset størrelse skal følge de gængse søvejsregler, og dermed de gængse vigeregler.
Kun i trafikregulerede zoner, hvoraf der kun findes få, samt i snævre render har store skibe særlige fortrinsrettigheder.
En katamaranfærge har ingensomhelst, da den ikke engang kan påstå at være hæmmet af stor dybgang.
Dette skal slås fast med syvtommer-spir, og det er fuldt bakket op i samtlige afsagte domme efter søulykker eller anmeldelser for overtrædelser af søvejsreglerne.
Altså kan der fra den pensionerede færge-kaptajn højst være tale om at opfordre til at vise hensyn til erhvervstrafikken - men ikke som han gør - at henvise til en påstået lovhjemmel i søvejsreglerne.
Selv om disse henstiller til at vise hensyn overfor erhvervstrafikken, slår de fast at dette ikke skal foranledige samme til i givet fald at fravige deres vigepligter.
Det er godt at vise hensyn, og det
er vi heldigvis også mange der gør.
Men for det andet:
Når samme person også i den grad bakker op om de store skibes og katamaran-færgernes ofte fuldstændig uansvarlige adfærd i tåge eller i stærkt trafikeret farvand, så viser han klart, at han står på den forkerte side - at han tager erhvervstrafikkens metoder helt for givet.
Har vi ikke i den senere tid været ude for adskillige ulykker, der viser at erhvervs-trafikkens skibsførere rigeligt ofte kun ser efter fartplaner og bekvemmelighed, når de navigerer - eller lader være....?
Det kan tjene som advarsel for os lystsejlere at vide, at katamaraner og andre færger sejler for fuld fart i tyk tåge - tak for den - men intet kan forsvare denne uansvarlige adfærd fra skibsførernes side.
Der er ingen tvivl om at skibsføreren i hurtigbåden bryder søvejsreglerne ved at køre for fuld fart i tyk tåge.
Der sker bare ikke noget ved det, med mindre man påsejler nogen og måske slår nogen ihjel.
Hvis du skulle have fået lyst til at læse de gældende internationale søvejsregler, kan du gøre det ved at klikke her
Vær særlig opmærksom på Afsnit III – Forholdsregler for skibe under nedsat sigtbarhed:
Regel 19
Forholdsregler for skibe under nedsat sigtbarhed
(a) Denne regel gælder for skibe, der ikke er i sigte af hinanden, når de sejler i eller nær et område med nedsat sigtbarhed.
(b) Ethvert skib skal gå med sikker fart afpasset efter de under nedsat sigtbarhed foreliggende omstændigheder og forhold. Et maskindrevet skib skal have maskinen klar til øjeblikkelig manøvre.
(c) Ethvert skib skal ved iagttagelsen af reglerne i afsnit I i dette kapitel tage behørigt hensyn til de under nedsat sigtbarhed foreliggende omstændigheder og forhold.
Det må i vort velfærdssamfund være på tide også her at skride ind overfor de privilegier, som visse erhverv af historiske årsager har tiltaget sig.
Vi har råd til en masse, og kan vel dermed moralsk set ikke acceptere at folk slås ihjel af blinde og ustyrlige kæmper i fuld fart, eller at større eller mindre naturkatastrofer indtræffer, når skibsførere ser mere på skibsrederens overskud end på sund fornuft og almenvellets interesser.
Jeg skal ikke opfordre lystsejlere til at udfordre erhvervstrafikken og kræve deres ret ifølge søvejsreglerne, når de sejler ude mellem de mere eller mindre ustyrlige skrumler og fartuhyrer.
Det ville være uansvarligt overfor de arme lystsejlere.
Men jeg vil opfordre alle lystsejlere og vore organisationer til at lægge pres på lovgiverne for at få skærpet reglerne for færdsel på søen, så for eksempel hastigheden til søs ligesom på landjorden kræves afpasset efter forholdene - ikke efter fartplanerne.
Og at indskærpe erhvervstrafikken dens øvrige pligter ifølge søvejsreglerne - for eksempel omkring behørigt udkig - evt. gennem en mere effektiv kontrol.
Og skal vi endelig diskutere begreberne lyst og erhverv:
Er det så mere lyst at futte rundt i sin lille sejlbåd end at futte frem og tilbage med en færgefuld forlystelsessyge spritsmuglere mellem Helsingør og Hälsingborg - eller med en færgefuld turister på udflugt til Ærø?
For ikke at tale om nogle privatpersoner, der for at spare 27 minutter hellere vil tage katamaran-færgen til Malmö end den gammeldawse og langt mindre natur- og menneskeskadelige "langsomfærge".
Måske skulle skibsførerne på disse fartøjer selv tage og være lidt flexible og skelne mellem “livsnødvendige” og mere fornøjel-sesbetonede erhverv, når de snakker om hensyn.
Vi kan vel i det mindste være enige om forskellen på en ambulancefører og en karrusselfører - eller hvad ?
Med kippen af splitflaget, Stig Ekblom, erkendt fornøjelsessejler
- og derpå drejede jeg ind mod klippekysten med en sikker kompaskurs mod det punkt, jeg ville ramme.
Kort efter blev tågen så tyk, at der stort set ikke var nogen sigt - måske højst 50 meter.
Pludselig så jeg den stærkt slørede kontur af et fartøj komme ud af tågen måske 35 meter vest for os - mellem os og Bornholms klipper.
Det var netop Allinge-katamaranen, der kom buldrende forbi os i fuld fart - nok med 25 knobs fart.
Dens to dieselmotorer på tilsammen 4400 HK førte den brølende forbi os og den fór videre nordpå mod Simrishamn.
Chokerede hørte vi lyden af den fortone sig - og tænkte på, om der mon på dens vej lå en lille fiskerbåd eller en kajakroer uden radarreflektor og ventede på en frygtelig skæbne.
Selv havde vi en gammeldags stor radar-reflektor i agterstaget, og vi forestillede os derfor, at han havde kunnet se os og lagt kursen forbi os derefter - men havde han mon overhovedet observeret os?
Bagefter tænkte vi en del over, om det virkelig er i orden at flintre afsted nærmest i blinde i så tyk tåge - og om hensynet til fartplanen virkelig er så vigtigt, at man bringer andres liv i fare?
Man udsætter dermed såvel andre sejlende som passagererne for fare - det er jo helt uansvarligt og iøvrigt i klar strid med søvejsreglerne.
Men ingen kontrollerer disse fartøjer - og der bliver først gjort noget ved problemet, når nogen bliver slået ihjel.
Et tankevækkende efterspil
Nu nærmede vi os klipperne mellem Sandvig og Allinge - og jeg var ud fra min pejling og udstukne kompaskurs 100% sikker på, hvilke udragende klippeskær, vi nærmede os.
Jeg sendte min 12-årige søn op på fordækket for at holde udkig efter klipperne - det var interessant at se, at hans kontur allerede var sløret ved afstanden på ca. 6 meter fra min placering ved rorpinden og op til hans ved forstaget.
Nu hørte vi høje stemmer forude - på klingende skånsk - og indimellem nogle motorlyde fra en kraftig maskine - og lidt efter kom dukkede et gråt, gult og blåt fartøj frem foran os - og nu også nogle bornholmske klippeskær.
Det var et fartøj fra den svenske kystvagt. Et af besætningsmedlemmerne stod oppe ved stævnen og stak med en lang stage ned i vanddybet, mens han råbte observa-tioner til skipperen.
Denne hjemmeside hører sammen med min store sejlerside med alt fra fortællinger om min egen båd og mine sejlture - over fortællinger om de nordiske krydsere, om træbåde, om det at sejle kun for sejl - tips om alt fra sejlteknik over ankring, skærgårds-sejlads, simple sailing, træbådsrenovering, madlavning ombord - om mig selv og meget mere...
Den kan du kigge mere på ved at klikke her:
Min båd, CAN III er en nordisk krydser fra 1931, 35 fod lang og helt uden motor - jeg har ejet den siden 1988 Se mere om CAN III her
.
