Min båd, CAN III, som jeg har sejlet siden 1988 og fået så mange skønne oplevelser med.
Båden er en nordisk krydser fra 1931, 35 fod lang og helt uden motor.
Jeg har sejlet hele mit liv - mest i træbåde - og har gjort mange erfaringer, som jeg gerne vil dele med andre.
EN FØDSELSDAGSTUR
- HELT ALENE TIL HALLANDS VÄDERÖ
Nu var jeg altså træt af de gentagne forgæves forsøg på en fælles efterårstur til Anholt i første weekend af oktober.
Gang på gang - faktisk i al den tid, jeg har boet i Roskilde - er det gået sådan, at turen sammen med andre sejlere fra den sydlige fjord er endt med, at man bare ligger i Lynæs og skæver ud til det frygtelige hav.
Derfor besluttede jeg mig i år (2003) til i stedet - og i weekenden før "Fælles-Anholt-turen" - at tage en aldeles single-hand-tur til Hallands Väderö – og faktisk kunne jeg så se frem til at fejre min 49 års fødselsdag på øen i al ensomhed…
Nu var der da en chance for at komme udenfor Fjorden!
Vejret så ellers ikke lovende ud:
Femdøgneren meldte om hårde vinde for den første del af turen, og ingen vind for den sidste.
Og det hele kom til at passe irriterende godt.
Onsdag: Afsted opad Fjorden
Onsdag eftermiddag kom jeg afsted klokken 17:00, alt for sent på grund af de sædvanlige sidste indkøb og uforudsete hændelser.
Vinden var meget stilfærdig, og jeg nåede kun lige akkurat Frederikssundsbroen før den nok sidste broåbning kl. 19:30.
Det var blevet så godt som mørkt, og det ville ikke være muligt at nå gennem snævringen oppe ved Dyrnæs Hage.
Vinden var svag og vestlig, og der var lovet opfriskende sydvestlig vind for i morgen, så det var nærliggende - og rigtig godt, viste det sig - at ankre tæt vest for Ammesholm lige nord for Færgelunden.
De stejle og træklædte skrænter på Kignæs ville kunne give herlig læ, hvis det skulle begynde at blæse så meget, som DMI havde lovet - op til hård vind fra SW.
Natten blev smuk og stille, bortset fra trafik-støjen fra vejen gennem Færgelunden.
Ufatteligt hvor mange last- og personvogne, der dog drøner rundt på det lille Horns-herred.
Mon ikke det meste bare er gennemgående trafik fra Helsingør til Odden?
Torsdag: Afgang fra Ammesholm
Morgenen var stadig stille, og jeg gled tidligt deropad. Vinden øgede langsomt.
Ved Dyrnæs skiftede jeg genuaen ud med fokken, og efter at have skrået over det nu så godt som uafmærkede stykke mellem Dyrnæs Hage og Kulhusrenden skulle jeg også have rebet storsejlet.
Men det er der jo ikke meget plads til dér, så jeg gik ind i Kulhusrenden for fok og fuldt storsejl - og det var for meget.
Vinden var nu allerede oppe på 11-13 m/s, stadig fra vest, så det var bare om at krydse igennem, liggende hen ad vandet.
Så snart jeg var kommet forbi Kulhuse gik jeg i gang med at rebe storen, men det er jo besværligt at gøre alene, og søen var grum, så det tog sin tid.
Jeg måtte slå et slag mod nordvest for ikke at genere en coaster for indadgående, og derpå over stag ind mod Lynæs sand, men lige da jeg endelig var færdig med at rebe
- et godt stykke forbi havnefyret ved Lynæs Havn - så jeg bunden!
I fuldt firspring ned til rorpinden, men for sent.
Båden rørte grunden, men hoppede hen over den første tue i bølgegangen, og her benyt-tede jeg muligheden for at få drejet båden udad over stag uden at slippe fokken løs.
Så stod båden igen, men blev drejet rundt af den bakkede fok, godt hjulpet af, at storsejlet nu var slækket godt af.
Bølgerne og krængningen fik den fri igen, og vi kunne - hoppende hen over grundene - sejle tilbage igen og ud på det dybere vand.
Puha, sikke nu noget - heldigvis følger heldet de tossede.
Ude i hovedrenden kunne jeg slappe lidt af efter det hårde kryds - og forskrækkelsen ved grundstødningen - og forberede mig på den kommende tur over Kattegat.
Denne ville jo nok blive kraftfuld, men en ren slædetur, hvis vejrmeldingen ellers holdt, hvad den lovede.
I fuldt firspring fra Spodsbjerg til Vinga Skär - på 5 timer
Og det gjorde den som nævnt - vejrmeld-ingen.
Vind og sø blev kraftigere og kraftigere undervejs - søen var nærmest skræmmende fra et stykke før Kullen og til Väderö’en.
Efter 5 timer fra Spodsbjerg Fyr ved Hundested kunne jeg dreje om hjørnet ved Vinga Skär ved Hallands Väderö - og få de sidste vilde sprøjt ind over mig, inden alt med eet blev ren idyl.
38 sømil på 5 timer - 7,6 knob i gennemsnit er ikke at foragte. Ialt 53 sømil udsejlet idag fra Ammesholm ved Frederikssund.
Jeg drejede ind i den smukke Sandhamn og krydsede lykkelig ind mod mit sædvanlige anløbssted ved Lilla Oahallen, nummer to klippeknold, der rager ud fra sandstranden syd for turistbådenes anløbsbro.
Der var ikke et øje - jo, inde på anløbsbroen stod der et par mennesker med en masse bagage - de ventede nok på kutteren fra Torekov.
De blev så øjenvidnerne til mine tre forsøg på at anløbe:
-
Første gang var ankerlinen for kort.
Ned med sejlet, hale ud og tage ankeret op, øge ankerlinen, og op med sejlet igen -
Ved næste forsøg kom der kludder i ankerlinen. Ned, ud, rede linen ud - op med sejlet igen
-
men tredie gang lykkedes det perfekt
- ligesom i eventyrene
Det kan være besværligt at gøre alt alene og uden motor, men tilfredsheden er jo stor, når det lykkes.
CAN III i Kappelshamn på Hallands Väderö ved en anden lejlighed
Se mere om båden her
I klippen sad der en forladt bjergkile, og sammen med en fast ring i klippen og en line rundt om en stor klippeblok var båden forsvarligt fortøjet.
Klokken var blevet 16:00, så der var masser af dag tilbage endnu, også efter at have gjort klart skib.
Torekov-kutteren kom og afhentede folkene fra broen, og opsynsmanden kørte bort i sin traktor.
Sandhamn var øde...
Lilla Oahallen er den sydligste af klippe-knoldene syd for turbådenes anløbsbro.
Mængden af både på billedet stemmer ikke overens med mit ophold på stedet.
Jeg var aldeles alene…
Ankring i Sandhamn - må man da det?
Her vil nogen måske studse; er der ikke noget om at det er forbudt at ankre i Sand-hamn - så hvorfor kom opsynsmanden ikke og brokkede sig?
På svensk betyder det at ankre at ligge for svaj ude i bassinet, og det er forbudt.
Ikke af hensyn til naturen, som skiltene på land postulerer, men fordi turbådene har klaget over at lystbådene ligger i vejen for dem, når de skal fragte de hundreder af badegæster frem og tilbage i løbet af dagen.
Men hvis man har en line i land, så er det tilladt at ligge der, for så ligger man ikke for anker, men er fortøjet!
Jeg har nu også ligget for anker i Sandhamn uden at blive antastet for det, det gælder blot om at søge dybt ind så sydligt i bugten, at man ikke kommer i vejen for turistbådene.
Jeg stak i et par sko og gik op på land, hvor jeg straks mødte en af de haleløse harer, som sammen med de orange skovsnegle er nogle af Väderöens særkender.
På vejen gennem den dunkle skov så jeg pludselig inde mellem træerne et væsen, der hoppede rundt på mærkeligste vis, nu springende frem oprejst et par skridt, så kastende sig ned.
Pludselig så den mig og hilste kort med armen - det var da vist alligevel en mand.
Måske fangede han snegle - eller også plukkede han svampe.
Jeg antager at det var den for tiden værende opsynsmand, der som regel er en biologi-studerende fra Lunds Universitet.
Nåh, men jeg spadserede til øens sydende for at kigge ud til Kapellshamn, som jo ellers er min foretrukne naturhavn.
Det er den bare ikke i kraftig sydlig vind, som DMI lovede for i morgen, for så er der højst uroligt, mens Sandhamn er vidunderlig.
I Kapellshamn var der heller ikke et øje, og jeg gik tilbage til båden uden at møde skovdjævlen igen.
Nat i Sandhamn – og fredagens ø-nydelse
Natten blev rolig trods den friske blæst, for sådan er det i Sandhamn, og det ændrede sig ikke da blæsten drejede til syd-sydøstlig og øgede yderligere.
Da jeg vågnede om morgenen og kiggede ud, så jeg på en bådslængdes afstand en stor spættet sæl i øjnene - i lang tid - før den dykkede ned for flere minutter senere at dukke op langt inde mod land.
Lidt længere ude i bugten - på de meget passende betegnede “Själhundsskären” - lå knap 50 sæler i alle størrelser og solede sig, og det blev de ved med resten af dagen, så længe jeg var der.
Jeg gik en pragtfuld gåtur nordpå til Lotshamn og fyret, hilste på får, køer og harer i stort tal, men mennesker så jeg ikke, bortset fra et glimt af opsynsmanden i et vindue i fyrmesterboligen.
Han er vist ret sky, den skovdjævel.
Jeg har ellers stået på rigtig god fod med de to tidligere opsynsmænd, og det skal såmænd nok også komme med ham her.
Vejrmeldingen lovede en koldfrontpassage sent på natten, med omslag til vest og nordvest - og kuling.
Så skal man ikke ligge i Sandhamn, for i kraftig vind fra nordvest bølgerne løber om hjørnet og ind og forandrer paradisbugten til helvede selv.
Vinden var hård i syd, så Kapellshamn var ikke til at gå ind i - der var kun at gå til Torekov for natten.
Jeg skulle iøvrigt også bytte mine svenske gasflasker, så det passede mig såmænd fint.
Sandhamn-Torekov
Turen ind var rædselsfuld. Søen var helt vild, og vinden vel omkring 18 m/s.
Mit rebede storsejl var lige i overkanten, selv om fokken lå surret på dækket.
Nå, men ind kom jeg da, og turen er jo ikke lang, kun godt 2 sømil.
Jeg fik fortøjet ved een af flydebroerne klokken 17, og straks fór jeg afsted med de tunge gasflasker til den sædvanlige Hydro-tank - men forgæves. Siden jeg var her sidst er den blevet fuldautomatisk, ikke et øje dér.
Mens jeg gik tilbage til havnen, glædede jeg mig til et varmt bad og barbering - mit hår var helt stift af salt, også fra turen i går, og skægget stridt.
Ned i båden og hente badegrejet og op til baderummene - men ak, de var aflåst, så jeg måtte vaske hår i håndvasken og klare barberingen der også.
I håb om dog at få lidt ud af at opsøge civili-sationen gik jeg så til byens eneste “livs” for at købe noget tandpasta og måske lidt kød - og sandelig - der havde jeg held med mig.
Langtursdanskeren
Ved tilbagekomsten til havnen så jeg en båd for indadgående i mørkningen, og lidt efter løb den op langs min - det var en dansker.
Jeg tog imod ham, og det viste sig at han var sejlet fra Bergen for 9 dage siden efter at han havde arbejdet deroppe hele sommeren.
Båden var en 32-fods sejlbåd af havkrydsertypen, og han brugte mange ord på at udtrykke sin beundring for min gamle nordiske krydser.
Idag havde han kun sejlet knap 29 sømil fra Falkenberg - og det var nok. Han havde haft masser af dårligt vejr på den lange færd, men det værste stræk var dog dette sidste over Laholmsbugten.
Vi morede os over denne fælles oplevelse, idet jeg kunne fortælle ham at da jeg for godt 10 år siden sejlede til Færøerne sammen med to andre, var vi enige om, at det værste stræk overhovedet på turen var - ja, netop over Laholmsbugten.
Senere på aftenen slog vi os sammen om at drikke en flaske rødvin og lidt til, efter at han nødtvungent havde ladet sig byde på hakkebøf med diverse gemüse, selvom han påstod at have spist.
Det viste sig at han var løbet tør for gas. Han havde kun butangas-system ombord, og dette er åbenbart umuligt at få udskiftet i såvel Norge som Sverige - så alle hans måltider udgjordes af nogle håndmadder.
Det var herligt at møde en så frisk sejler.
Jeg beklagede mig over min indespærret-heds-fornemmelse som ikke-indfødt Roskildesejler - de indfødte trives jo tyde-ligvis så godt med Fjorden, at de næsten aldrig kommer ud - endda ikke engang, når de ellers påstår at ville til Anholt.
“Så kan du jo tage hjem og fortælle, at den første du mødte uden for Fjorden, var een der kom lige fra Bergen”, sagde han - og det lo vi en del af den aften....
En fredag i Torekov
Han ville afsted tidligt næste morgen, men ved halvfemtiden kom fronten med meget kraftig vind og lidt regn, så han lagde sig vist om på den anden side og fik sovet noget mere i stedet for de tidlige afgange han havde haft hver dag nu i 9 dage.
Klokken 8:30 fik jeg ham budt på en kop kaffe, og lige da vi havde nydt den, kom havneassistenten for at kræve penge op.
“For hvad?” spurgte vi. Der var jo ingen badeforhold, så hvad skulle vi betale 100 svenske kroner for?
Han undskyldte meget den ringe service - under henvisning til kommunens uvilje mod at afsætte nok mandskab - men stod fast på sit krav om penge, så dem gav vi ham under protest.
Det viste sig at han kunne bytte gas, men til 200 svenske for en 2 kilos flaske, så jeg nøjedes med at bytte een.
Der er åbenbart special-tarif, når det er den kommunale havn, der overtager opgaven. Godt, at vi ikke er sådan herhjemme, eller hvad?
Efter dette intermezzo kom min danske ven afsted - ud i det temmelig friske vejr og dertil hørende sø.
Jeg ville lige afvente den lovede aftagen, inden jeg tog ud til Väderön igen, så jeg gik en dejlig tur langs stranden.
Men vindstyrken tiltog bare mere og mere i løbet af dagen, så jeg valgte at forhale hen på siden af et stort vrag af et skib
- dels for at komme i læ,
- dels så jeg ikke havde vinden lige ind i cockpittet,
- dels for hurtigt at kunne komme hurtigt afsted, hvis vejret bedrede sig,
- og dels for overhovedet at kunne sætte sejl i vinden, hvis min afgang hjemad måtte vente helt til i morgen tidlig.
Det blev til en nat mere i Torekov, mens inferno rasede udenfor havnen, men da morgenen kom var det så godt som vindstille.
Lørdag: Torekov-Hundested – godt 14 timers simple-sailing
Jeg kom afsted klokken 8:15 i ganske svag østlig vind - men stadig med en del gammel sø udenfor havnen.
De få andre der forlod havnen satte straks storsejlet og jerngenuaen og dampede derudad, men jeg lå der i al min sportslighed og baskede med sejlene uden at komme ret meget ud af stedet.
Efter utallige kryds og besværligheder passerede jeg ved middagstid Kullen sammen med en Kaskelot (altså en båd!) der - måske inspireret af mig - stoppede sin jerngenua og rullede stofdittoen ud og derpå gled forbi mig nedad mod Sundet, mens jeg på en snær skæring sigtede mod Hundested.
Ind imellem måtte jeg krydse, til andre tider kunne jeg næsten holde Hundested op, altsammen i svag vestlig vind - indtil mørket kom.
Her døde vinden først, hvorpå den kom igen som ganske svag fra sydøst.
Klokken 22:30 kunne jeg gå ind i Hundested Havn - efter den sædvanlige forvirring over de mange lys og frygten for i det buldrende mørke at ramle ind i nogen af de mange store stål-dagsømærker udenfor havnen.
38 sømil og godt 14 timers herlig sport var fuldført af den vaskeægte sejlsejler, ak ja....
Søndagstur ned gennem Fjorden
Næste morgen var det bare at komme afsted i den svage østlige vind, krydse gennem Kulhusrenden (hvad ellers) og så på een og samme halse at komme hjem til Roskilde om eftermidddagen.
En herlig tur, ikke mindst set i bakspejlet, ikke også?
Var det ikke noget at ændre den årlige Anholt-fantasitur til en virkeliggjort sejl-sejlertur til Hallands Väderö istedet - og så weekenden før?
Interesserede fjordsejlere kan henvende sig i hobetal til undertegnede...
Stig Ekblom, Nordisk Krydser “Can III” 1931
Simple Sailing
Denne sejltur er som sædvanligt foretaget efter mine principper for motorfri sejlads uden elektronisk dippedutteri. Det giver selvfølgelig udfordringer - og dem nyder jeg...
Kort over turens forløb
Ud af den samlede distance på 2 x 63 sømil udgør distancen Hundested - Hallands Väderö
2 x 38 sømil.
Distancen Hundested-Hallands Väderö blev sejlet på 5 timer deropad - altså med 7,6 knob i gennemsnit - og på 14 timer hjemad - altså med 2,7 knobs gennemsnitsfart.
Sådan er naturens veje så forunderlige….
Siden her er en tilføjelse til min store hjemmeside, som efterhånden er blevet helt fyldt op med oplysninger og fortællinger
Gå til flere fortællinger om sejlture og
meget andet på min store hjemmeside
.
